Kommentar: 12 milliarder fluer kan ikke tage fejl

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 28-28

I dagbladsregi har anmeldere og komponister diskuteret den ny musiks situation: musikfestivalers berettigelse og kvalitet. Nyvang fremhæver i sin kommentar, at mange af de kritiske udladninger fra begges sider ofte er ligeså intetsigende som de floskler, de gør brug af. Der opfordres til større eftertænksomhed, nytænkning og en ny oplevelsesdimension.

Ligesom fluer har det med at samle sig i tusindtal om særdeles store, og særligt indbydende lorte, så har mennesket generelt en kedelig tendens til at slutte op i stort tal om sager, der er ligeså tilpas færdige som ovennævnte unævnelige. Fluerne skal ikke lastes for deres natur, men det er undertiden med stor ærgelse man må erfare, at den personlige stillingtagen i musik-æstetiske spørgsmål i høj grad bestemmes af en gang fasttømrede principper, snarere end umiddelbar musikalsk sansning, eller forsøg på indlevelse i kunstneriske fascinationer.

Fraser som »Han faldt for de nemme løsninger«, »Musikken er ikke moderne nok«, »Hvorfor improvise-rer komponisterne ikke bare løs, istedet for al den snak om struktur«, »Man kan ikke skrive i C dur efter 1945«, »Man kan skrive i C dur efter 1970«, »Man kan overhovedet ikke skrive efter 1990«, »Kunsten skal være sand«, »Kunst er løgn«, »Det rager mig en høstblomst hvad kunsten er, når bare den er det«, »Moderne musik lyder så'n her: doing plop squirt.. ha ha ha«, eller flere af tilsvarende art har lydt i anmeldelser, artikler, diskussioner eller venskabelige sammenkomster, og vidner om et åbenlyst behov for at kunne sige noget smart i en fart om musik. At nogle i deres behov for at fremstå med markante holdninger ender med at finte sig selv hen i en position, hvorfra ingen ærefuld retræte er mulig, og at andre udvikler en virtuos evne til at rotere på en underkop for at tilpasse sig tidens must, vidner om at det i høj grad anses for at være væsenligt at have en mening om musik. Det er derimod mindre klart hvorfor, men det forekommer mig ofte at de fleste igennem deres holdninger søger at demonstrere en tilknytning til en bestemt æstetisk kategori, og at dette i realiteten er væsentligere for deres meningsdannelser end egentlige personlige musikalske erfaringer.

Fordelen ved at bekende sig til en bestemt æstetisk retning er åbenlys, idet man herigennem får foræret en række velgennemtyggede argumenter, og egentlig ikke behøver at beskæftige sig med stort andet end at finde frem til de værker som konformerer med disse og råbe hurra. Dette betyder reelt at ens musikalske viden stort set kan begrænses til en specialviden om hvordan dette æstetiske område hænger sammen. En diskussion imellem fanatiske tilhængere af forskellige æstetiske retninger udvikler sig i reglen til gensidige beskyldninger for ikke at være på rette vej, og den er på denne måde i musikalsk henseende fuldstændig uinteressant, da det er alt for unuanceret at tage for givet at der rent faktisk eksisterer en ret vej. Jeg vil mene at en diskussion om musik i højere grad ville få et interessant og oplysende indhold, hvis deltagerne beskæftigede sig med at forsøge at forklare personlige musikalske iagttagelser eller oplevelser, og diskutere substansen i disse, da de stil-forsvarende positioner ofte også medfører en meget dårlig iagttagelsesevne hos hver enkelt.

F.eks. oplevede jeg ved sidste års UNM festival, at spørgsmålet om, hvorfor de nordiske komponister ikke interesserer sig mere for de centraleuropæiske komponister end tilfældet er, blev bragt på bane. Dette spørgsmål er for mig at se ikke alene uaktuelt, eftersom de nordiske komponister de sidste 20 -30 år har interesseret sig overordenligt meget for centraleuropas helte, men det er også udtryk for en meget dårlig iagttagelsesevne, da vi i dag med betydelig større relevans ville kunne stille det modsatte spørgsmål, der generelt kunne udformes som: »hvorfor mon egentlig de centraleuropæiske komponister interesserer sig så lidt for de perifere områder som de gør?« Bemærk iøvrigt at jeg i min måde at stille det andet spørgsmål på egentlig ikke ønsker at polemisere imod det første, men derimod ønsker at dreje det væk fra at være et spørgsmål om nordiske komponisters stilistiske forpligtigelser, til at være en overvejelse over dette specielle europæiske områdes stilistiske og æstetisk-sociale karakteristika.

Den absolutte udtryksmæssige frihed som er den moderne kunstner til del, gør det teoretisk muligt at vælge et originalt og helt uafhængigt udgangspunkt i hvert enkelt værk, og selvom der i denne form for kunstnerisk anarki opstår et personligt behov for at skabe abstraktioner, der under den kreative proces kan fastholde og skabe en konsekvens i udformningen af de enkelte serier af kunstobjekter, må det betragtes som værende, ikke alene trivielt, men også usædvanlig konservativt, at skabe absolutismer, og da særligt at hævde at disse er af universel betydning. Da der imidlertid eksisterer en ganske stor enerti i kunsten er det en stor og tung opgave definitivt at løsrive sig fra de internationale stilforpligtigelser, men det er en nødvendig proces, der skal opmuntres, hvis man idag skal gøre sig håb om at kunne formulere et originalt kunstnerisk udtryk efter de moderne og postmoderne sammenbrud.