Rapporter - Professionelle græsrødder

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 30-31

-rapport fra Numus Festival 1991


AF JAKOB WIVEL

Så blev der alligevel Numus Festival i år, efter at der i et meget sent øjeblik kom orden på økonomi, ledelse og administration. Numus Festivalen har indgået det samarbejde med Musikhuset Aarhus, som har givet anledning til så mange bange anelser og kritiske røster. I betragtning af at dette samarbejde ikke har haft indflydelse på hvem der sidder i den kunstneriske komité såvel som ledelse, burde denne bekymring vel være manet til jorden. Der ligger også en åbenbar fordel i at arrangørerne således har lettere adgang til de - ikke ubetydelige - tekniske og praktiske ressourcer som Musikhuset har. Så længe den kunstneriske ledelse har frie rammer, kan en bedre symbiose vel næppe tænkes. I modsætning til sidste år, hvor festivalen delte sig i to afdelinger, først en dansk og siden en mere international, blev der i år allerede den første aften lagt hårdt ud med både danske og udenlandske navne. Der var i det hele taget en mere jævn fordeling af dansk og udenlandsk, hvilket gav festivalen et helstøbt forløb.

Scelsi og Nono

De udenlandske hovednavne var de italienske komponister Giacinto Scelsi og Luigi Nono. Begge nyligt afdøde og for begge gælder, at man kun har hørt ganske lidt til dem herhjemme. Scelsis betydning for de amerikanske minimalister og de franske spektral-komponister samt Nonos placering i Darmstadt-kredsen, kvalificerer dem rigeligt til at være hovednavne. Den internationalt perspektiverende afdeling af Numus Festivalen rummede desuden György Ligeti, György Kurtag, Salvátore Sciarrino og Anton Webern, og den ligeledes nyligt afdøde amerikanske komponist, Morton Feldman, der blev mindet med en opførelse af hans "Three voices" for sopran og bånd.

Den med mystik omvundne Scelsi var repræsenteret med 8 værker, foruden at han var emne for festivalens eneste seminar, eller rettere en samtale med Karl Aage Rasmussen og cellisten Frances-Marie Uitti. Foranlediget af et interview i det tyske musikmagasin Musik Texte (gengivet i DMT nr. 3,89/90) med Scelsis medarbejder Vieri Tossati, tog samtalen udgangspunkt i, hvorvidt Scelsi var Scelsi, hvorvidt det var ham selv eller Tossati, der skrev musikken. Tossati påstår, at Scelsi havde ladet ladet ham skrive sin musik ud fra lemfældige skitser, således at den egentlige ophavsmand til Scelsis musik angiveligt skulle være Tossati selv.

Frances-Marie Uitti, der dels var en personlig ven af Scelsi, dels havde et samarbejde med ham om den tekniske udformning af hans værker for strygere, tilbageviste Tossatis påstande udfra sit kendskab til Scelsi. Uitti mente, at Scelsi var en særdeles kompetent komponist, der blot, som den aristokrat han var, overlod udskrivningsarbejdet til en underordnet. Tilbagevisning eller ikke tilbagevisning: Frances-Marie Uitti havde ikke været tilstede under Scelsis samtaler med Tossati og kunne derfor ikke af- eller bekræfte Tossatis påstande. Men hvis det virkelig var Tossatis musik, måtte han have en masse i skrivebordsskufferne, som burde komme frem for dagens lys! Det var ikke lykkedes Karl Aage Rasmussen at støve så meget som en node af Tossatis egen musik op, hvilket i nogen grad ville kunne have været et håndgribeligt dokument i afgørelsen.

Som tilhører sad man spændt og ventede på, at der blev taget hul på Scelsis tanker om musik. Forgæves. Man stillede sig tilfreds med Scelsis forklaring om at han blot opfatter sig som et medium mellem den åndelige og den fysiske verden. Mon ikke der under Uittis mange og lange samtaler med Scelsi skulle være dukket et og andet op som kunne være af interesse for eftertidens musikfolk?

Hvad Luigi Nono angår stiller sagen sig noget anderledes med hensyn til verbale ytringer. Disse rummer så mange interessante betragtninger at man kunne ønske sig, at de blev draget frem og taget til debat, når man nu laver en så massiv præsentation af en Nono, man kun har hørt lidt til herhjemme. Nonos .tanker om 'politiske visioner' med musikken, kunne måske kaste nye boller på suppen i den fortærskede diskussion om den ny musiks udbredelse. Der er i det hele taget en del løse ender når det drejer sig om Nono, f.eks hans betydning i Darmstadt-kredsen. Den engelske musikskribent Paul Griffiths tillægger ham kun en ringe betydning, når det drejer sig om spørgsmålet, hvorvidt det kompositoriske er svækket til fordel for et politisk sigte.

Ny dansk

musik var også bredt repræsenteret. Værker af ikke mindre end 25 danske komponister var repræsenteret, heriblandt 11 uropførelser og en del danske førsteopførelser. Det må siges at være en ganske god spredning - især var det spændende at få de helt unge med. Det ville føre for vidt her at komme ind på de enkelte, man må nøjes med at konstatere at Numus med denne spredning lever op til sin opgave om at tage temperaturen på den ny danske musik lige nu - to trediedele af de opførte værker var mindre end fem år gamle.

Den korte tid til trods var det lykkedes at engagere en række store navne som førnævnte Frances-Marie Uitti, violinisten Saschko Gawriloff, sopranen Beth Griffith - og fra den hjemlige scene Kontra kvartetten, Lin Ensemble, Safri Duo, den meget velspillende Århus Sinfonietta - blot for at nævne nogle få. Et meget velkomment initiativ var det at engagere Aarhus Unge Strygere som med overraskende dygtighed opførte Svend Nielsens "Concertino for violin og strygeorkester". Det er klart at opførelsens kvalitet ikke kan komme på niveau med festivalens øvrige med så unge musikere, men man kan vel ikke tænke sig en bedre måde at introducere ny musik for unge på.

At Numus er stablet på benene med så kort varsel, bar arrangementet som helhed ikke præg af. Festivalens forløb fremstod velorganiseret og velgennem-tænkt. De mange koncerter var i år gennemgående kortere end sidste år og bedre fordelt over dagen. Det gav bedre tid til at fordøje indtryk og kaffe og optimerede udbyttet af koncerterne.

Måske skulle man overveje at øge indsatsen omkring programbogen, som tenderede det skandaløse i år. Eksemplerne er legio. Her et par af de mere sjove. Om Poul Ruders' "Psalmodies" (s. 76-77): »Værket er skrevet til og tilegnet David Starobin, men har ikke noget specifikt religiøst indhold eller sigte.« Side 61 omtales den specielle form for seriel komposition, de såkaldte andaluserier. Og Pelle Gudmundsen-Holm-greens gamle tjans som signallør på Det Kgl. Teater (s. 48) er jo en herlig ting gang på gang at blive oplyst om.

Numus tjener sit formål godt med sin brede repræsentation af den ny danske musik. At dette medfører at ikke alle koncertbegivenheder er lige interessante, er for intet at regne mod den værdi præsentationen i sig selv har - hvorfor det er anbefalelsesværdigt og en spændende oplevelse at tage en tur til Århus.