Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 02 - side 68-68

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Videnskabeligt skidt og kanel

Musik & Forskning 16,1990-91. Redaktør: Niels Krabbe. Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet. Bogen er i kommission hos Reitzels Boghandel.

Af ANDERS BEYER

Musik & Forskning er et af Musikvidenskabeligt Instituts udadvendte initiativer, som viser den omgivende verden de nyeste resultater fra nogle af fagets og stedets førende kapaciteter. Her har det videnskabelige personale mulighed for at offentliggøre deres forskningsresultater; publikationen har således også karakter af en præsentation og dokumentation for det forskningsmæssige niveau.

Det foreliggende nummer af Musik & Forskning indeholder fire paneldeltageres indlæg fra et Carl Nielsen-symposium, som afholdtes på instituttet i 1990; en analyse af Mozarts ""Cosi fan tutte"" (med udgangspunkt i Rudolf Steiners forskning) af Niels Brincker; en værkmonografi, ""Mahagonny hos Brecht og Weill"", af Niels Krabbe; Erik Wiedemann skriver om ""En ukendt musical af Duke Ellington""; Annemette Kirkegaard om ""'Nipepee' - en taarab-sang fra Zanzibar"". Endelig indeholder bogen et supplement til Jens Peter Larsen Bibliografien (bragt i M & F 14) af Niels Krabbe, samt en liste over specialer fra 1989 og 1990, og resumeer af udvalgte specialer.

Forskelligheden i bidragene giver et fingerpeg om, at der ikke eksisterer noget dialogforhold instituttets forskere imellem. Og at der ikke er nogen egentlig koordinering af forskningsmiljøet, hvilket er en forudsætning for etablering af den bredde, som musikhistorieforskningen bør have idag. At dette rent faktisk kan lade sig gøre, vidner ekempelvis publikationerne ""Studien zur Wertungsforschung"" fra Instituttet i Graz om (se anmeldelsen af instituttets seneste publikation i dette nummer).

Det betyder ikke, at de enkelte bidrag i det foreliggende nummer af M & F er uinteressante. Specielt hæfter jeg mig ved Niels Krabbes Mahagonny-artikel, som er et stykke uangribeligt forskningsarbejde. Forfatteren kalder selv artiklen en Idé-monografi', som samler og kommenterer empirien omkring Brecht og

Weill. Der er tale om en kildekritisk gennemgang, som diskuterer og udreder de forskellige indfaldsvinkler til Mahagonny. Opbygningen og formidlingen er stringent og som læser har man, på trods af et væld af oplysninger og detaljer, tillid til arbejdets pålidelighed.

Radiolyttere har allerede kunnet nyde godt af Krabbes Mahagonny-studier, i form af en fremragende udsendelse om værket, som for nylig er blevet genudsendt på P2. At artiklen falder sammen med Det Kgl. Teaters planlagte opsætning af operaen i den kommende sæson, er sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre et lykketræf: opera-entusiaster kan med fordel læse artiklen i M & F som en meget grundig og udbytterig 'programnote', før de går i teatret.

Hvad skidt angår hæfter jeg mig specielt ved Niels Brinckers tredive sider lange bidrag til bogen. At artiklen har fundet vej til M & Fs spalter, ser jeg som indicium for, at miljøet befinder sig i en krise og stiller sig tilfreds med et ambitionsniveau under det akcepta-ble. Det er øjensynlig sådan, at M & F skal publicere, hvad der end måtte komme fra fastansatte læreres skriveborde. Og det er en skam. Brinckers kunstneriske anlyse' (forfatterens egen formulering) af Mozarts ""Cosi fan tutte"" tager afsæt i de »forskningsresultater, som R. Steiner har givet verden.« Artiklen kan vel gerne med lidt god vilje henføres til en hermeneutisk tradition, ud fra ambitionen om at foretage en ny interpretation af Mozarts værk. Men den hører efter min mening ikke hjemme i en forskningspublikation som M & F. Den ville gøre sig langt bedre som føljeton i Kristeligt Dagblad eller årbog for Steiner-forskning, hvis en sådan findes.

Hvad angår den videnskabelige metode, kridter artiklens forfatter banen op med formuleringen om en historisk udvikling, som ikke skal anskues »... som det for tiden er moderne, som et resultat af ydre materielle forandringer med de deraf følgende virkninger«, men »som en udvikling af verden og mennesket styret af reelle åndelige væsener fra en oversanselig verden med de deraf følgende virkninger.« I en enkelt sætning får forfatteren således bagatelliseret den grundige forskning, som er foretaget af andre af instituttets musikhistorikere. Flot. Alt for flot. Så flot, at det sammenholdt med artiklens øvrige iagttagelser kvalificerer det skrevne til det skudsmål, som Th. W. Adorno i anden sammenhæng har fremført om et arbejde, nemlig at det fremstår med en aplomb, der får det efemere til at tage sig ud som noget substantielt. At Niels Brincker tør udtale sig om, hvilken forskning der »for tiden er moderne«, kræver mod og mandshjerte. Hvis man skal distancere sig fra en bestemt tradition, må man kende det, man distancerer sig fra. Og det gør Brincker ikke.

I stedet for at bruge publikations-midler til at trykke opsatser som ovennævnte, skulle Musikvidenskabeligt Institut hellere bruge penge på at få udgivet de mest vedkommende forskningsbidrag på engelsk eller tysk, så læserkredsen blev udvidet. Eller lade være med at publicere, hvis man ikke har noget vigtigt at sige.

Årgang 66/1991-1992, nr. 02