Anmeldelser

En uundværlig revser

Sven Erik Werner, ""Efterslag - musikpolitiske randbemærkninger"". Gyldendals pamfletter, København 1991.

Af ANDERS BEYER

Sven Erik Werner er en af de få velgørende undtagelser i dansk musikliv: han er komponist og kan også skrive. Det er ikke så almindeligt herhjemme. Og hvorfor skulle det også være det, der er jo ingen som forlanger, at skribenter også skal kunne komponere.

Skribenten Werner vil aldrig kunne beskyldes for at besidde de dyder, som er praksis i miljøet: diplomati, forsigtighed, midter-søgende, socialdemokratisk konsensus-idyl. Han er tværtimod næsten altid på tværs af det gængse, middelmådigheden. Det er blandt andet det, der er med til at gøre hans skriverier vedkommende. Man elsker at være uenig med ham, han selv elsker øjensynlig at være uenig med alt og alle.

Den foreliggende pamflet er ingen undtagelse. At netop Werner er sat på listen af forattere til Gyldendals pamfletserie, er et indlysende rigtigt valg. Genren ikke alene passer til hans gemyt, den er så at sige ham selv. I essayets eller pamflettens form kan han udfolde sig og uddele øretæver til højre og venstre. Og at hans baggrund til at gøre det, er i orden, kan der ikke være tvivl om; han har været institutionsleder under fem kulturministre, og som organisationsmand virket i talrige bestyrelser, udvalg og råd; Werner er vel nok en af dem, der ved mest om musikmiljøets beslutningsprocesser, han kender dem nemlig indefra. Det gør bogen til uomgængelig læsning for den, der ønsker et kvalificeret blik ind i den musik- og kulturpolitiske jungle. Men det befriende i tilfældet Werner er, at han ikke, som så mange andre, er tilfreds med at være på plakaten og identificere sig med systemet, men frejdigt forsøger at nedbryde det indefra. Til stor ærgelse for mange, til stor glæde for endnu flere.

Modstillingen Grundvig - Kierkegaard, som indleder pamfletten, er stadig interessant, selvom den ikke just er ny: for Werner-kendere og DMT-læsere er det gammelt stof, som ikke længere kan forarge. Og alle forfatterens veldrej ede øretæver til kollektivisten og pragmatikeren Grundtvig kunne den perfide meget passende sætte i forbindelse med Werners eget virke i det musikråd, han har siddet i en årrække. Og komme frem til det paradoks, at han og rådets øvrige medlemmer netop har valgt at bevilge penge til det store kollektiv, til den brede folkeligheds aktiviteter. Sagt på en anden måde: Werner med flere har udgjort et musikråd, hvis overordnede musikpolitiske mål har været ækvivalent med det Grundtvig står for. Det er vist det, man plejer at kalde uoverensstemmelse mellem teori og praksis.

Det ved Werner godt. Og hans historiske redegørelse i pamflettens anden del, ""Nutids fortid"", munder da også ud i en selvkritik, der er til at forstå: »Vi misforstod situationen og opgaven.« Det afholder dog ikke forfatteren for stolt at opremse alle det afgående musikråds landvindinger, som en retfærdiggørende krølle på selvkritikkens hale. Men som forfatterens private 'testamente', i egenskab af afgående musikrod, er afsnittet og bogen som helhed tankevækkende læsning. Som burde være obligatorisk pensum og pegepind for det tiltrædende musikråd og andre, som uddeler kulturpenge.