Anmeldelser

Luigi Nonos musik

""Die Musik Luigi Nonos"", ed. Otto Kolleritsch. ""Studien zur Wertumgsforschung"" bd. 24, Wien, Graz; Universal 1991. 343 sider.

Af JAN MAEGAARD

Tøvende sætter jeg mig til at skrive om denne publikation fra Institut für Wer-tungsforschung i Graz. Det kunne let blive til en nekrolog. Luigi Nono var et af de elskeligste og moralsk mest oprejste mennesker jeg har kendt. Som det beskedne menneske han var, råbte han aldrig op - heller ikke når han komponerede. Som det kompromisløse menneske han var, sagde han tingene på sin helt egen måde - også når han komponerede. Der var tre stjerner for opadgående på musikhimlen i 1950erne. De to af dem, Boulez og Stockhausen, var nok de mest iøjnefaldende. Den tredje var Nono. Han debuterede i 1950 med ""Variazioni canoniche"" over tolvtonerækken fra Schönkergs ""Ode to Napoleon Buonaparte"". Her markerede han allerede både sin nære tilknytning til Schönberg-linjen i ny musik -»Schönberg - si! Webern - no!« sagde han engang i et foredrag - og sit politiske engagement: Byrons ""ode"" er en bidende ironisk persiflage af Napoleon (læs: Hitler). Nu fulgte kompositionerne slag i slag. Størst opmærksomhed vakte sikkert ""II canto sospeso"" fra 1956 med tekster fra dødsdømtes breve i nazisternes koncentrations-lejre. Værket betragtedes som umuligt at udføre - og guderne skal vide, at det fordrer et kor med absolut gehør! - og dog blev det opført. Det er fuldstændig kompromisløst i sin serielle teknik - og dybt gribende. Jeg har oplevet tilhørere græde under opførelsen. Tåre-perseri? Andelig voldtægt? - Nej, rent og stærkt udtryk! Usentimentalt!

Siden kom mikrointervaller, elektroniske klange og rummusik til i værker næsten alle med tekst. Opbrud fra streng serialisme, generobring af melodisk duktus og ikke mindst et stadig stærkere engagement mod undertrykkelse for socialisme - med utilsløret forbindelse til de kommunistisk regerede lande - førte Nono i selvvalgt ensomhed på den vesteuropæiske festivalscene.

I hans værker fra 1980erne - bl.a. strygekvartetten ""Fragmente - Stille, An Diotima"" med tilknytning til Fr. Hölderlin - har nogle villet se en afpolitisering af hans musik; men sådan opfattede han det ikke selv. »Jeg har skam ikke forandret mig; også det sarte, det private har sin kollektive, politiske side. Derfor en min strygekvartet ikke udtryk for en ny, retrospektiv tendens hos mig, men udtryk for min nuværende eksperimentelle tilstand: jeg tilstræber det store, oprørske udsagn med de mindste midler«, sagde han i et interview i 1980 (citeret fra Peter Andraschkes bidrag ""Hölderlin 1980"").

Ubestrideligt er det imidlertid, at udsagnet blev intimere og samtidig mere fragmentarisk, han mistede interessen for storformal organisation. Usikkert, uordnet, uventet. »Der hvor alt er u-, er der noget utroligt modent», lyder et af hans sidste udsagn (citeret fra samme bidrag).

Jürg Stenzl, der fulgte ham som den forstående iagttager gennem alle årene, udgav i 1975 ""Luigi Nono. Texte. Studien zu seiner Musik"". I 1981 udkom et Nono-hefte i rækken af ""Musik-Konzepte"". Og her foreligger nu 15 essays om ham som resultat af det 24. symposium ved instituttet i Graz, mærkeligt, og utilsigtet, sammenfaldende med hans død den 8. maj 1990 i en alder af 66 år. Bidragene strækker sig fra Carla Henius' beretning om sit arbejde med hans musik som interpret - hun indlagde sig stor fortjeneste som solist i ""La fabbrica illuminata"" - over historisk-filosofisk-ana-lytiske værkbetragtninger, til mere oversigtsmæssige redegørelser. At gå ind på dem alle ville her føre for vidt; tilsammen tegner de et facetteret billede af komponisten og mennesket. Fælles for næsten dem alle er den hengivenhed, der - på tværs af al objektiv saglighed - lyser ud af teksten. Her som hos Nono selv: stærkt, men usentimentalt engagement - og det på trods af, at næppe nogen af bidragyderne deler de politiske anskuelser, der var hans.

Jeg sagde engang til ham, at hvis kommunismen var ligeså god som han, ville jeg overveje at blive kommunist. Svar: »Det kunne du jo gøre noget for at virkeliggøre!« - Synd, at Nono ikke skulle få lejlighed til at opleve dette symposium om ham og hans musik, som det var planlagt. Men måske var det nådigt, at han blev forskånet for at opleve den sidste tids politiske skred.