Debat

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 02 - side 71-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den danske fællessangs situation

Erik Christensens artikel i DMT nr. 7: ""Fire spor i den musikalske modernisme"", er den bedste oversigt over dette normalt så uoverskuelige emne, som jeg mindes at have læst.

Den fik mig til at genlæse Jose Ortega Y Gassets optakt til den spirende modernisme fra 1925, der formulerer tden nye stil's ledesætninger således: 1. Kunsten skal befries for det menneskelige indhold. 2. Man skal undgå levende former. 3. Et kunstværk er et kunstværk, og 4. Kunsten er en leg intet andet. 5. Ironien bliver almindeligt kunstmiddel. 6. Rastløs ærlighed og renlig fremstilling skal tilstræbes. 7. Endelig er, ifølge de unge kunstnere, kunsten et anliggende uden transcendent betydning af nogen art.

Selvom Y Gassets formuleringer ikke udspringer specielt af den nye musik - for ham især repræsenteret ved Debussy - men nok så meget malerkunsten, mener jeg, at man kan sige, at dens resultater på musikkens område er udmærket beskrevet i Erik Christensens artikel, således at man har god grund til at sige, at alle komponister, han nævner indenfor de fire spor, tilsammen repræsenterer det, der kom ud af ledesætningerne. Og uden at tage stilling til de enkelte værkers blivende værdi, er det rimeligt at sige, at der tilsammen er sket en enorm udvidelse af de musikalskkunstneriske midler, der især har været iværksat af de to ofte modstridende behov - behovet for orden og behovet for variation; efter mit skøn med overvægt på det sidste.

Og her føler jeg så trang til at standse op med et par spørgsmål. Der er ikke tvivl om, at Y Gasset betragter det som en fordel for kunsten, at mennesket er blevet fordrevet fra den. Men hvis vi holder os til musikken, er der grund til at være opmærksom på, at nutidens musik så godt som intet har bidraget til fællessangen. Vor egen Carl Nielsen er såvidt jeg ved den sidste europæiske komponist, der både har formået at bidrage til den symfoniske musik og til fællessangen.

At fællessangen overhovedet indtager en mere begrænset plads i vor musikalske hverdag end tidligere, har naturligvis flere årsager, af hvilke den lette adgang til at høre musik vel nok er den væsentligste. Men når det f.eks. drejer sig om vanskelighederne ved at forny det materiale af fællessange, som kunne anvendes til at styrke denne side af musikundervisningen i vore skoler, finder jeg det sandsynligt, at manglen på egnede tekster, der kunne virke inspirerende på samtidens komponister, dybest set skyldes manglen på væsentlige fælles tanker i befolkningen; parret med en ulyst hos vore digtere til at benytte de strofiske former, som er uomgængelig nødvendige for fællessanges anvendelighed.

Der er sikkert nogen, der ikke deler mit syn på fællessangens betydning for vor musikkultur og som fortsættelse af Y Gassets filosofi gerne også vil fremme menneskets fordrivelse fra musikskabelsen ved at overlade den til den computerstyrede kompositions mulighed. Medens andre mener, at der allerede på det rytmiske musiks område findes både tekster og melodier, der kan forny såvel vore fælles sange som vore tanker.

Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme det sidste, men vil opfordre til, at der fra den rytmiske musiks side bliver gjort opmærksom på tekster, der udtrykker tanker, som fortjener at blive kendt og sunget. Hvordan det så siden skal formidles, har det offentlige - i særlig grad repræsenteret ved Statens Musikråd - antagelig ikke anden mulighed for end gennem skolernes musikundervisning. Den kommende formand for Statens Musikråd, Lars Grunth, udtalte til pressen, da han blev udpeget, at han ville interessere sig specielt for dette område.

Hvilke muligheder der foreligger her, kan man finde meget grundigt belyst i Undervisningsministeriets undervisningsvejledning for Folkeskolen (1988) og i den rapport: Kvalitet i uddannelse og undervisning, som et arbejdsudvalg med Finn Egeland Hansen som formand har udarbejdet i 1991 til overvejelse i Undervisningsministeriet. Tilsammen rummer de to bøger en så omfattende målsætning for folkeskolens og gymnasiernes musikundervisning, at man kun kan frygte, at ønskerne tidsmæssigt og uddannelsesmæssigt vil komme i vejen for hinanden.

I undervisningsvejledningen formuleres formålet i det afsluttende stk. 3 således: Gennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik skal undervisningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udviklingen af koncentrationsevne og motorik, samt øge deres forståelse afsig selv som en del af et fællesskab.1

Jeg har kursiveret det sidste, fordi samfundet har brug for, at man prioriterer dette formål, uanset at det antagelig er det område, hvor det er vanskeligst, om ikke umuligt, at påvise resultater. Man kan opleve at fællessang, korsang og alle former for sammenspil øger ens fællesskabsfølelse, men man kan ikke konstatere det.

1: På side 67 i sidstnævnte bog formuleres dette punkt i formålet for gymnasiernes musikundervisning således: »styrke deres muligheder for individuel og social udfoldelse«, hvilket unægtelig ikke er helt det samme som at forstå sig selv 'som del af et fællesskab', der gerne skulle indeholde oplevelse af de andres betydning for helheden og dermed for en selv.« Hvad der så kan gøres for at styrke dette område, skal jeg overlade til eksperterne at finde ud af. Kun må det være klart, at skal man hæve kvaliteten af folkeskolens undervisning på det ene eller andet område, må der lægges større vægt på det i seminariernes - og universiteternes - uddannelse. Forud for ændringen i uddannelsen må der skabes mulighed for musik-pædagogisk forskning med såvel analyse af de bestående forhold som forslag til hurtige ændringer, f.eks. i efteruddan-nelsesmuligheder.

Johan Bentzon

Årgang 66/1991-1992, nr. 02