Op og slå på tromme

Med jævne mellem pastes der liv i den altid relevante debat om den ny musiks stilling. Både internt hos ny musik-formidlerne, som det var tilfældet, da DUT i foråret afholdt et symposium om emnet. Og eksternt i fag- og dagspresse, som det for nylig er blevet gjort, hvor komponister, festivalarrangører og kritikere ivrigt har debatteret. Umiddelbart kan det forekomme, at de mange diskussioner om den ny musiks angivelige eksklusivitet ender på samme måde, som snakken om vejret: man taler og debatterer, men ingen gør for alvor noget ved det. Det er da også et stykke fra sandheden: selvom der unægtelig er træghed i udviklingen, har man de seneste år kunnet spore en vis foretagsomhed og hittepåsomhed, hvad angår formidling af den ny musik. Siden Bertel Krarups leder for et par årgange siden om "Den ny musik og publikumsmiseren", hvor han gjorde op med den kedelige puritanisme, der præger så mange ny musikarrangementer, er der opstået nye initiativer. Ebeltoft-festivalen, som anmeldes i dette nummer, må vel siges at være et konkret indlæg i debatten i kraft af arrangørernes forsøg på at bryde med gængse forestillinger om festivalform og -indhold. Og diverse workshops og animations-projekter er små, men gode tiltag, som er vigtige at holde liv i.

Metoderne kan diskuteres og det bliver de også. Musikvidenskabeligt Institut i København afholder den 1. oktober en debataften med deltagelse af kritikere, komponister, musikere og ny musikformidlere. DMT følger sagen op. I dette nummer bringer vi et indlæg af kulturredaktør ved Berlingske Tidende, Jakob Levinsen. Og i næste nummer giver forfatteren Poul Borum en situationsrapport. Hvad angår koncertarrangørers brug af dette blad til grundige artikler, som lægger op til musikbegivenheder, så kommer bagmændene i Fyns Unge Tonekunstnerselskab ind på en klar førsteplads. Om nogen har de forstået vigtigheden af, at det ikke er nok 'bare' at spille musikken. Deres seminarer og skriftlige oplæg til festivaler og koncerter, ligner nærmest undtagelsen, der bekræfter reglen om koncert-arrangørers ubehjælpsomme programbøger og pressemeddelelser - med Jakob Levinsens formulering længere inde ibladet: »... der ser ud som om de er skrevet af en landbetjent på overarbejde.« På de følgende sider bringer vi således en grundig præsentation af to af FUTs hovednavne ved den forestående Musikhøst: Mogens Winkel Holm og George Rochberg, forfattet af festivalens kunstneriske ledere. Grundigheden og viljen til at komme ud af ghettoer, osteklokker og andre ildelugtende steder, bør give stof til eftertanke for andre ny musik-arrangører, store såvel som små.

For ikke så mange år siden, var sponsorering af kulturlivet et fy-ord. Nu er sponsorstøtte helt almindelig praksis og nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen. Tidens nye ukunstneriske ord er markedsføring. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så er stilen og fænomenet kommet for at blive. Og på den anden side: når adskillelige danske folkekirker kan slå sig sammen og hyre et management-firma til at profilere budskabet, hvorfor skulle ny musikarrangørerne så føle sig for hellige til at gøre det samme?

Anders Beyer