Rapporter - Den ny musik på sommerferie

Ebeltoft-festivalen 8. -11. august 1991

Af HANS MATHIASEN

Ebeltoft-festivalen blev i 1990 lanceret som en forfriskende nyskabelse i det klassiske festival-miljø og fik mange roser for dens originale tilgang til bl.a. formidlingen af den ny kompositionsmusik. I år skulle festival-bestyrelsen med Bent Lorentzen i spidsen bevise at succes'en ikke var en enlig svale. De grundlæggende ideer om at blande den 'gammelkendte musik' og den mere 'utraditionelle og nye', med det formål at åbne et bredere publikums ører for også den ny musik, skulle for alvor stå sin prøve.

Alle kræfter var sat ind på at synliggøre festivalen både i lokalsamfundet og på landsplan. Festivalen åbnedes med kulturministerens ankomst i faldskærm, der flagedes i byen, der var flere daglige optrin foran Ebeltofts turistattraktion nr. 1: det gamle rådhus, og der var direkte radiotransmission fra adskillige af festivalens koncerter.

Som mere eller mindre samlende tema for den del af festivalens udbud, der indeholdt ny musik, havde man i år valgt en præsentation af den minimalistiske musik. De amerikanske komponister Philip Glass og John Adams var på programmet, men også den estiske musik, som var et af sidste års temaer i Ebeltoft, var repræsenteret, - i år fortrinsvis ved minimalistiske værker af Arvo Pärt og Rene Eespere.

To musikalske højdepunkter

Sideløbende med hovedfestivalens arrangementer uropførtes Bent Lorentzens opera "Bill og Julia" med Aage Haugland i hovedrollen. At planlægningen af forestillingen var foregået delvist uafhængigt arresten af festivalen, gav sig bl.a. udslag i at den ene af operaens ialt tre opførelser faldt sammen med koncerten med LIN-ensemblet. Om dette kunne være undgået får stå hen i det uvisse, her skal blot konstateres det uheldige i, at det der skulle vise sig at være festivalens to højdepunkter, ikke kunne opleves af alle.

Operaen og koncerten med LIN-ensemblet udtrykte på hver sin måde essensen af Ebeltoft-festivalens idé når den er bedst. "Bill og Julia", der nok mere må kaldes et stykke musikdramatik end en egentlig opera, blev opført i bindingsværksladen på Rugård Slot, hvor både stykkets historie og scenografi elegant var integreret i rummets helt specielle stemning. Udover Aage Haugland og de to musikere Mogens Andresen (basun) og Søren Monrad (slagtøj), medvirkede en række børn 'fra egnen', et udslag af det pædagogiske aspekt, der også er en del af festivalens idé.

Bent Lorentzen brugte på det musikalske plan ofte virkemidler der kunne minde om de effekter vi kender fra f.eks. Kagels instrumentalteater, og den traditionelle operamusiks indre sammenhæng var erstattet af en musik, der direkte relaterede sig til handlingen på scenen. Alt ialt var "Bill og Julia" en forestiling som både var umiddelbart forståelig og underholdende, men
også rummede materiale for en dybere psykologisk tolkning.

Ved koncerten med LIN-ensemblet lørdag aften blev et desværre alt for fåtalligt publikum præsenteret for en oplevelse, der med al ønskelig tydelighed illustrerede, hvilke elementer der er afgørende for, om musikken, hvad enten den er ny eller gammel, kommer ud over scenekanten og Tanger' sit publikum. Koncerten var, helt i tråd med festivalens ånd, sammensat af lige dele ny og gammel musik, men hér afleveret med en personlighed og entusiasme, som var de øvrige festivalarrangementer klart overlegen. Festivalens mest ekstreme stykke: Sofia Gubajdulinas "Punkte, Linien und Zickzack" for basklarinet og klavereffekter, blev efterfulgt af dens i særklasse mest enkle stykker: Arvo Parts "Variationen zur gesundung von arinuschka" og "Für Alina" for klaver. Lignende modsætninger i koncertprogrammerne havde tidligere kun medført en forvirring hos publikum, men her blev værkerne sat ind i en overordnet sammenhæng. Enkelt og forståeligt kom de til at repræsentere hele det modsæt-ningsfyldte forhold mellem stormagten Sovjet og den estiske selvstændighedsbevægelse, en aktualitet grænsende til det profetiske. LIN-ensemblet spillede helt ud til grænserne, og det var ikke en millimeter for langt.

Sommerferie-kultur

»Feriefolket vil have kultur«, var en af pointerne i kulturministeren, Grethe Rostbølls åbningstale og hun understregede, at i dag indeholdt også den ny musik -og måske især den minimalistiske - kvaliteter, som gjorde den egnet for en mere bredt orienteret festivaltype som Ebeltoft-festivalen. Uden måske at vide det, foregreb hun med disse ord en problemstilling som i år - endnu mere end sidste år - skulle vise sig at blive central for vurderingen af Ebeltoft-festivalen som en del af det samlede udbud af ny musik.

Ved arrangementer som f.eks. Lerchenborg Workshop, der fandt sted i Weekenden umiddelbart før Ebeltoft Festivalen (se iøvrigt anmeldelsen i sidste nummer af DMT), er det intentionen at skabe et forum for en diskussion og en problematisering af et givet musikalsk emne, hvor de enkelte arrangementer planlægges således, at de hver især belyser forskellige aspekter af det overordnede tema. Modsat fremtræder så godt som alle koncerterne ved Ebeltoft-festivalen med hver sit helstøbte udtryk for festivalens idé, nemlig om ikke isoleret at præsentere ny eller gammel musik, men istedet forsøge at bygge bro over de musikhistoriske grøfter. Dette betyder - ihvertfald rent strukturelt - at har man været til én koncert ved festivalen, har man været til dem alle, det er den samme røde tråd, der knyttes hver gang.

At der således ikke er tale om en fortløbende udvikling igennem festivalen, hænger altså sammen med den ganske ambitiøse målsætning, som festivalbestyrelsen har stillet sig selv. Devisen synes at være, at hver enkelt koncert både skal fremstå som et tilbud om en musikalsk oplevelse som vi kender den lijemmefra', men samtidig skal tjene til at koble denne oplevelse sammen med andre elementer: 'feriefolket vil have kultur, men de vil også have ferie'. Det bærende element i festivalen er dog stadig musikken, men i mange tilfælde er koncertoplevelsen også præget af forskellige ydre omstændigheder. Ved midnatskoncerterne med Ars Nova og Morten Zeuthen, som begge fandt sted i en mystisk, sakral stemning i den smukt beliggende Dråby Kirke og ved f.eks. 'picnic-koncerten' i Mols Bjerge, rives man ud af den ofte kliniske fornemmelse, der kan præge traditionelle koncertopførelser. Ebeltoft-festivalen sælger først og fremmest en oplevelse af musikken - take it or leave it! Lorentzen & co. har tilsyneladende affundet sig med, at et bredere publikum end det, der normalt frekventerer koncerter med ny musik, til en vis grad må stryges med hårene og ikke præsenteres for de mere ekstreme sider af den ny musik.

Dette års festival kørte so oder so i samme programrille som i 1990, og kunne ikke, som det var tilfældet sidste år, lukrere på den såkaldte firsttimer-effekt, nemlig den umiddelbare attraktion ved en anderledes ny musik-festival. Det behøver dog ikke være et negativt træk ved arrangementet, at der tilstræbes en bestemt profil, men hvis æblerne ikke en gang imellem falder lidt længere fra stammen, er risikoen for misforstået publikumstække nærliggende, og den behagelige genkendelighed bliver til tilbagelænet forudsigelighed.