Ud af osteklokken

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 02 - side 53-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I dagbladet Politiken er den ny musiks stilling diskuteret af bl.a. kritikerne Jan Jacoby, Teresa Waskowska og komponisterne Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. I forrige nummer kommenterede DMTs nye redaktionsmedlem, Michael Nyvang, debatten. Vi har bedt kulturredaktør ved Berlingske Tidende, Jakob Levinsen, om et indlæg i diskussionen. Og i næste nummer giver forfatteren Poul Borum en situationsrapport.


Af JAKOB LEVINSEN

At diskussionen om den angiveligt beskedne publikumsinteresse for ny partiturmusik kunne dukke op igen i sommers, ligner mest af alt undtagelsen der bekræfter reglen om at agurketiden er en saga blot. Og som så mange andre agurketids-debatter var det hvad gennemskuelighed angik mere ærte- end urtesuppe, der i sommers blev kogt sammen af de spørgsmål, der bestemt er værd at drøfte i forbindelse med formidlingen af ny musik.

Det forunderlige er jo, at man aldrig finder på at skælde forfattere af ny poesi ud, fordi en digtsamling normalt trykkes i 500 eksemplarer, hvoraf endda de færreste sælges i normal handel. Eller skælder jazzmusikerne ud, fordi de jævnt hen og bogstavelig talt i største ubemærkethed bivanes af et publikum, der er endnu mindre end den ny partiturmusiks. Eller skælder atomfysikere eller andre avancerede fagfolk ud, fordi deres forskning ikke er alment tilgængelig. Eller skælder Bach ud, fordi der sidder ti mennesker til en orgelkoncert. Eller skælder Vorherre ud, fordi folk ikke går i kirke.

Anderledes når det gælder ny partiturmusiks skabere og udøvere, der som få andre bør bede sig befriet for sine venner - thi rigtige fjender er der næppe mange tilbage af i dag, her i år 30 efter Nam June Paik på Louisiana.

Det har vennerne nemlig sørget for. Ved igen og igen enten at begræde eller kritisere den ny partiturmusiks eksklusivitet, men i hvert fald understrege den, har man indirekte fået cementeret opfattelsen af ny partiturmusik som et fænomen, der er utilgængeligt for såkaldt almindelige mennesker, og hvis skabere og udøvere ikke i ringeste grad er interesseret i at kommunikere med andre end deres logebrødre. Den bizarre diskussion i Politiken om Numusfestivalens upassende professsionalisme skal også ses i dette lys - det er svært at forestille sig et forfatterarrangement blive kritiseret for at de medvirkende kunne skrive, eller forskere blive kritiseret for at have check på deres apparatur. Den første forudsætning for at få ny musik ud af ghettoen er, at man holder op med at fremstille den som - og ønske at den skal være - en blanding af højteknologi og peddigrør.

At folk bliver væk fra det de får fremstillet således, kan man til gengæld ikke fortænke dem i. Eller kunne man ikke. For sandheden er jo, at myten om den publi-kumsfjendske ny musik og ny musik-fjendskheden, eller endnu værre ny musik-ligegyldigheden hos publikum og arrangører i vidt omfang er noget antikveret vås. Er der noget, der fortjener betegnelsen negativ ønsketænkning, må det være dette.

Selvfølgelig er noget ny musik svært tilgængelig, lige så vel som noget ny litteratur og megen ny forskning er det. Var den ikke det, ville det for alvor stå slemt til. Men det er ikke det samme som at den er utilgængelig. Som eksempelvis brødrene Stockhausen, Kronos kvartetten og Elisabeth Chojnacka for nylig har vist det i Pumpehuset, hvor hårdtslående programmer ikke var til hinder for en publikumssøgning helt på linie med hovedparten af de rockgrupper, man kan opleve sammesteds. Eller interessen for Radiosymfoniorke-strets opførelser af nye Nørgård- og Ruders-symfonier. For slet ikke at tale om "Det guddommelige Tivoli" - der måske nok havde lave seertal på TV - hvor kultur generelt ligger under for de samme myter som ny partiturmusik gør ude i verden - men til gengæld jo altså har turneret landet tyndt i to omgange. Og for slet ikke at tale om det store udland - hvis ny musik er usalgbar, er det sågu da modigt af English National Opera i år at fokusere massivt på det 20. århundrede, eller af Opera Châtelet i Paris, der ellers mest har gjort i Mozart og operette, at gøre det samme. At bruge mere eller mindre snævert anlagte arrangementer som Numus eller Lerchenborg Workshoppen som belæg for ny musiks generelle upopularitet, svarer til at tage små forskerkongresser til indtægt for at videnskab er uinteressant. Man kan også kalde det provinsialisme i renkultur. Og konstatere, at myten om ligegyldigheden overfor ny musik slet ikke lader sig opretholde internationalt, når Philip Glass kan komme på hitlisterne, og Kronos kvartetten få topplacering i Rolling Stone, verdens toneangivende rocktidsskrift.

Det er tillige en sandhed med store modifikationer, at orkestre, arrangører og musikere generelt er uinteresserede i ny musik. At Det kgl. Teater og Kapels ledelseskrise også afspejles i en lidet dristig repertoirelægning, må dog siges at være et særtilfælde. Til gengæld kan flertallet af de øvrige orkestre, landets størrelse og talentmasse taget i betragtning, stort set godt være deres indsats i de senere år bekendt - fra de store paradenumre med Radiosymfoniorkestret over århusiansk repertoirepleje til sønderjysk workshop - ja selv på det sidste også det private Collegium Musicum. Der må altså kunne sælges i hvert fald nogle billetter på ny musik.

Og hvad de mindre ensembler angår, ja så kan man ind imellem nærmest få det indtryk, at unge musikere helt bevidst prøver blandt andet at bruge ny musik til at markedsføre sig med, fra strygekvartetter til klaverværker. Hvad der er så meget mere imponerende, konservatoriernes træghed på området taget i betragtning. Mens man dårligt kan fortænke amatørorkestre i ikke at dyrke ny musik særlig flittigt. For det første: hvorfor i al verden skulle de dog det? De er ikke til for komponisternes skyld, ja for den sags skyld ikke engang for dansk musik overhovedet. For det andet er krav til både teknisk standard og instrumentarium tit og ofte på et niveau, hvor kun de skrappeste professionelle spilleteknisk, besætningsmæssigt og økonomisk kan være med. Dilettantteatre spiller jo heller ikke hverken Lars Norén eller "Mahabharata".

Hvad man kan konstatere er, at den ny partiturmusik - og nogle af dens formidlere? - synes at have problemer med selvforståelsen. På den ene side vil man tilsyneladende ikke i samme grad som litteraterne og jazzfolket acceptere ind imellem at være en mere eller mindre publikumsløs minoritet. På den anden side gider man tilsyneladende heller ikke gå ud og markedsføre sig ordentligt, så den bizarre forbrødring af rindalistisk og kulturradikal populisme overfor ny musik kunne blive manet i jorden. Hvad der sagtens burde være muligt, jævnfør ovennævnte eksempler.

Men forudsætningen for det - udover den publikumsinteresse, der til tider vitterlig har vist sig at være til stede - er et ny musik-miljø, komponister såvel som udøvere og formidlere, der tænker offensivt i stedet for defensivt. Eksempelvis sørger for at få musikken ud på nogle steder, der som Pumpehuset i København, Huset i Århus eller Brandts Klædefabrik i Odense har mere dagligt musikmiljø i sig end både de afsides gallerier, musikkonservatoriernes hellige haller og Radiohusets trøstesløse omgivelser kan præstere. Når klassisk kammermusik og sjældne orkesterværker udenfor torsdagskoncert- og ARTE-sammenhæng ofte også sælger jævnt dårligt i Radiohuset, turde det dog være nærliggende, at også det dårlige besøg til mangt et udenlandsk elitenavn hænger sammen med de trøstesløse omgivelser i Julius Thomsens Gade mere end med musikken. Helt bortset fra, at også DR de seneste år har båret ved til eksklusivitetens bål, i form af de katastrofale "Efter 1900middage" - hvor mammut-koncerternes varighed jog de tilskuere væk, som titlen alene ikke havde formået at skræmme.

Og når man så har fundet egnede spillesteder, kan man så passende give animationsprojekterne en ny spand kul. Den første forudsætning for at folk opsøger musikken, er dog, at de er klar over at den findes. Den anden er, at lanceringen signalerer, at her er der noget, som nogen synes er væsentligt at formidle. Væk med de ubehjælpsomt nedfældede pressemeddelelser og programnoter, der ser ud som om de er skrevet af en landbetjent på overarbejde. Og så det sidste, men nok så afgørende krav: at tingene afvikles professionelt. Det er, hvad et ikke-indforstået publikum forventer, og det er hvad det har lov til at forvente. Man skal ikke være udsat ret mange gange for rumlende computeroperatører, der bruger timer på at få maskinerne til at fremføre noget, der bedst kan beskrives som digital fingermaling, før man beslutter sig for, at hiphop- og hou-se-musikkens purunge producere alligevel har bedre styr på det der med moderne teknologi. Og har mere at sige med den.

Det er når betingelser som disse er opfyldt, som tilfældet var i Pumpehuset i afvigte sæson, at det viser sig, at der faktisk er et både interesseret og lydhørt publikum til megen ny partiturmusik. Ikke på størrelse med Pavarottis, nej, lige så lidt som atomfysik har et lige så stort publikum som lægebrevkasserne. Men dog stort nok til at det er nonsens at tale om publikums generelle ligegyldighed overfor ny musik. Den er i hvert fald ikke større end ligegyldigheden overfor så meget andet. Måske endda større, netop fordi det stadigvæk drejer sig om levende musik der ikke lyder som det man kender. Forudsat altså, at musikken ikke præsenteres i en osteklokke som én stor undskyldning for sig selv - det være sig af dens ska-bere og udøvere eller af en patroniserende presse. Den - om man så må sige - gammeldags ny musik kan ikke gøre krav på nogen form for særbehandling. Slet ikke i dag, hvor samplerteknologi med mere gør, at nogle af de mest spændende musikalske nyskabelser sker helt andre steder i musiklivet. Men den kan nok fortsat i sine bedste stunder have særlige kvaliteter, der gør det relevant at dyrke den, både i medierne og ude i virkeligheden. Uden klynk, undskyldninger eller moralske opsange, slet og ret fordi den er det værd.

(Kronos kvartetten - sidste år uropførte den sammen med Radiosymfoniorkestret Pelle Gudmundsen-Holmgreens "Concerto Grosso". Kvartetten viste, at den ny musik ikke er utilgængelig. Foto: Blake Little.)

Årgang 66/1991-1992, nr. 02