Anmeldelser

Den stadig levende Mozart. Tryllefløjten - tekst og musik. Dansk oversættelse med to fortolkninger af Erik A. Nielsen og Jørgen I. Jensen. Anis. København 1991.

Af CARSTEN E. HATTING

Ikke Mozarts død, men Tryllefløjtens jubilæum bør huskes i dette Mo-zart-år, viser litteraturforskeren Erik A. Nielsen og teologen Jørgen L Jensen i denne bog. »Der er mere liv i at erindre Tryllefløjten«, hedder det et sted inde i bogen, hvor næppe nogen læser vil have vanskeligt ved at nikke bifaldende. Bogen indledes med Erik A. Nielsens nyoversættelse af teksten til dansk og rummer desuden to afhandlinger om hhv. teksten og musikken. De er skrevet af forfatterne hver for sig, men de to analyser supplerer fornemt hinanden.

Teksten har ofte nok været udsat for kritik. En dansk anmelder skrev i 1858, at operaen på grund af sit mindre heldige sujet ikke vel lod sig opføre »i vore kritiske tider«. Her demonstrerer Erik A. Nielsen med stringens dens sammenhæng, eventyrets 'poetiske logik'. Selv om mistanken om, at Schikaneder og Mozart skulle have ændret signaler undervejs med hensyn til, hvem der er de gode, og hvem der er de onde i operaen, efterhånden kan anses som gendrevet, har det for forfatterne alligevel været et af udgangspunkterne for at gå værket igennem. Et andet var måske den kritik, som for en halv snes år siden rejstes af kvindebevægelsen mod de køns- og racediskriminerende træk i teksten. I hvert fald indleder Erik A. Nielsen sit essay med en morsom og klog fortale til 'den velvillige læserinde'. Tryllefløjten er et eventyrdrama, og eventyrets sprog kan rumme udsagn, der ikke umiddelbart stemmer med virkeligheden, men er betydningsfulde i en anden forstand.

Og det er netop tilfældet her, for Tryllefløjten er både eventyr og idédrama, hvor publikum både skal undre sig og lade sig trække med ind i handlingsforløbet, i den store bevægelse fra den umiddelbare sanselighed og magtbrynde i Nattens verden til den ophøjede indsigt i Oplysningens dagslys, efter prøvernes lutring.

På operaens højdepunkt i finalen af 2. akt, nærmere bestemt slutningen af 28. scene, hvor det unge par er kommet frelst igennem den sidste prøve, vil Erik A. Nielsen gerne have en skarp projektør tændt ud mod tilhørerne - en chokeffekt, der kunne sammenlignes med den, som Haydn opnår med den store C dur akkord i oratoriet Skabelsen, hvor Gud skaber lyset. I det hele taget har de to værker ikke så lidt tilfælles i deres budskab. Optimismen og troen på mennesket stråler ud fra dem begge.

At musikken i Tryllefløjten både er bærende medium og selvstændigt objekt i processen, viser Jørgen I. Jensen med imponerende kompetence i sin argumentation. Den tætte forbindelse mellem ordenes betydning og musikkens detaljer bliver demonstreret ved hjælp af en række velvalgte eksempler, som når det indledende sekstspring fra Taminos billedarie i begyndelsen vises i talrige varianter rundt om i partituret. Med særlig omhu følges instrumenterne, fløjten og klokkespillet, der udleveres af Nattens Dronning, men gennem tilstedeværelse, fravær og genkomst og gennem den bevidste anvendelse af dem så at sige skifter tilhørssted. Og betragtningen af de tre drenges placering i den dramatiske udvikling leder til det provokerende synspunkt, at de er hovedpersoner! Forfatterne kommer selvfølgelig også ind på frimurermystikken, men når igennem den og videre, for budskabet i Tryllefløjten er alment og ikke specielt, det er aktuelt og ikke blot mindeværdigt, det er kort sagt vedkommende.

Operaen placeres som et historisk knudepunkt, hvorfra man både skuer tilbage til arven fra antikken og fra kristendommen, altså til vor tidsregnings begyndelse og frem til målet, som er vor egen tid. Rækkevidden af værkets budskab viser sig enorm, når den beskrives på så bred en kulturel baggrund, som de to forfattere tilsammen står for.

Oversættelsen holder sig nært til originalens indhold og ordlyd, og den er en god indgang til forståelsen af forfatternes analyser. Sådan har den sikkert også tjent dem selv. Den rummer mange fine vers og kan også synges, men er dog ikke hele vejen i samklang med musikkens melodiske gestus, f. eks. i Taminos »Hvor dybt bedårer dette blik« (hvis der er en pointe i denne brug af ordet dybt, er den meget indforstået). Også den hyppige brug af tnu' som fyldeord ved linieslutninger kan irritere, f. eks. i det første udbrud, »Så hjælp mig, så hjælp mig, for jeg er fortabt nu«, i Nattens Dronnings arie, ""Til lidelse er jeg kun skabt nu"" og ret mange andre steder.

Vel indser man problemet med de tyske participiers ubetonede slutstavelse, men denne løsning bliver let til manér. I øvrigt er det vel ikke for arrogant at sige, at operaen bør synges på tysk.

Trods denne lille dråbe malurt står det forhåbentlig klart, at der er tale om en meget vigtig bogudgivelse. Den viser på forbilledlig vis operaens format, og den er skrevet med et smittende engagement af to kompetente forfattere. Det er et fremragende stykke musik- og kulturhistorie.