De er skøre med ny musik

Ny sinfonietta til dansk musikliv

Af JAN ANDERSEN

Det ligner et kollaps i postterminalen. I en lejlighed i Hvidovre ligger dynger af glubske brune kuverter i et kyklopisk format og venter på at blive fodrede med nodeark. Et slik med tungen og et par portrætter af regenten i miniformat. Kuvert efter kuvert med materiale gøres klar til forsendelse og stakkes i bunker. Til det blide akkompagnement af en permanent kimende telefon, kaffemaskinens syden og sprutten går snakken og den hektiske aktivitet i triumviratet bag et af de nye ensembler i dansk musikliv - Athelas Ensemblet. Den Sinfonietta mange i årevis har gået og sukket efter i det Storkøbenhavnske område. Ensemblet, der kan spille den guldgrube af værker, der er komponeret af danske og udenlandske komponister gennem de seneste 70 års musikhistorie. Værker, der indtil for nylig har været henvist til tilfældige konstellationer af musikere.

Det er de to komponiststuderende, Klaus Ib Jørgensen og Hans Peter Stubbe Teglbjærg, samt dirigenten, Flemming Windekilde, der er i færd med et af de talrige arbejdsmøder. Man lægger budget og produktionsplaner, prøveaftaler med musikerne,repertoireplaner og udsender et astronomisk antal af venlige breve til musikkens mæcener. Alt skal helst gå op i en højere enhed, så den nye Sinfonietta får den nødvendige opdrift, der på lidt længere sigt gør det til et konsolideret ensemble. Der er ingen tvivl om, at de fleksible sinfonietta-ensem-bler imødekommer et savn i dansk musikliv. Opslag: Sinfonietta er en fusion mellem en strygekvartet og en blæserkvintet med en kontrabas, klaver, harpe, slagtøj og guitar accordéon som appendiks. En ensembletype, der nu er skudt op af mulden som paddehatte. Med Århus og Den Danske Sinfonietta er der to i Jylland. Athelas Ensemblet er foreløbig uden konkurrence om at dække Sjælland og Storkøbenhavn.

»Det hele startede egentlig helt tilfældigt og som et eventyr ude på landet«, fortæller dirigenten Flemming Windekilde. »Som i så meget andet har komtessen på barokslottet Lerchenborg ved Kalundborg, Louise Lerche Lerchenborg, haft en finger med i spillet bag tilblivelsen af Athelas Ensemblet. Under musikdagene i 1989 skulle der opføres kammeroperaer i plagestalden. Et ad hoc-ensemble blev fundet blandt de konservato-riestuderende på Det kgl. Danske Musikkonservatorium og jeg blev sat på min første professionelle opgave som dirigent. Og det gik over al forventning. Alle involverede havde efter projektet på Lerchenborg følelsen af, at der her var noget at bygge videre på. Vi kunne ikke blot lade et ensemble, der i den grad boblede af entusiasme for den nye musik, forsvinde som en sæbeboble. Her var det længe savnede forum for den nye danske musik og de klassiske modernister fra vort århundrede.«

Athelas Ensemblet planlægger iøvrigt deltagelse ved Workshoppen på Lerchenborg i 1992, fortæller Flemming Windekilde, der i trojkaen tager sig af prøvearbejdet og sammen med Klaus Ib Jørgensen tegner ensemblets kunstneriske profil.

For musikerne var ensemblet en forløsning for alle de skøre, frusterede og hjemløse unge musikere på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, der brænder for at spille den nye musik. Konservatoriets eget ensemble har ikke opfyldt det behov. Det har aldrig fungeret som en homogent sammenspillet enhed. Prøverne har været et roderi. Mere været præget af pligt end lyst. Udskiftningen af musikere stor. Mange produktioner er gået i vasken. Det har ikke fungeret som et tilfredsstillende forum. En af de mest 'skøre' og kompromisløst engagerede i den nye musik er violinisten, Bodil Rørbech, der har skiftet lærer op til debuten her i efteråret efter en strid om repertoiret til koncerten med sin forrige lærer. Bruddet var foranlediget af, at Bodil Rør-bech insisterede på, at spille ny musik af danske komponister til sin debut. Til debuten har hun bestilt et nyt værk for violin og kor af Pelle Gudmundsen-Holm-green. Et eksempel på det mod og den beslutsomhed det kræver af en ung musiker, at realisere et kunstnerisk engagement på tværs af det der betragtes som god tone i konservatoriemiljøet. Indenfor den nye musik betragtes Bodil Rørbech som en af de mest erfarne og kompetente musikere. I Athelas Ensemblet er hun respekteret som en koncertmester, der med en naturlig autoritet skaber samling blandt musikerne.

I et kritisk tilbageblik på ensemblets få erfaringer kan Bodil Rørbech spore en stor udvikling siden Lerchenborg-dagene i 1989. »Dengang kørte det ikke fantastisk godt, men vi var klar over, at hvis vi lagde os i selen, så kunne det blive til noget, især da vi fik løst problemerne med at besætte alle pladser med faste folk, der er lige så skøre som jeg med at spille ny musik, og som derfor er parate til at sige nej til alle de lukretive jobs for at sidde til ubetalte prøver i Athelas Ensemblet«, fortæller Bodil Rørbech.

Det har været et problem at finde en fast bratschist og oboist. Det gav en del uro op til debutkoncerten 19.november 1990. Usikkerheden virkede som en bremse. Trygheden giver musikerne mod og energi. Ved den anden koncert den 14. april 1991 i Radiohuset var ensemblet en fast sammenspillet kerne. »Vi kunne tydeligt mærke, at utrygheden var væk. Vi mødte super velforberedte og reagerede helt anderledes på hinanden. Forsigtigheden var væk. Vi kunne pludselig spille frit af karsken bælg. Det hele lykkedes. Samtidig gav det os virkelig blod på tanden, at der var udsolgt til sidste plads. Det virkede utroligt opmuntrende, at der ligefrem blev hentet ekstra stole fra magasinet. Det betyder nemlig uendelig meget for et ungt ensemble, at vi fornemmer en positiv tilbagemelding på det vi laver. At det ikke kun er tante Møghe fra den nærmeste familie og et par komponister og anmeldere, der besætter den første række i en tom sal«, siger Bodil Rørbech.

For Bodil Rørbech kan den nye musik ikke reduceres til et spørgsmål om smag. Det er et spørgsmål om at bekende sig til den tid og den livsproblematik vi lever i. Det giver den nye musik et bedre billede af end den gamle. »Motiveringen for musikerne til at spille i Athelas, er primært, at ensemblet på en og samme gang er en symfonisk enhed af 15 solister med en gennemsigtighed som en strygekvartet. Det er en stor udfordring for musikerne. Men ikke mindst, at den nye musik åbner for en teknisk udforskning af instumentet og dets udtryksmuligheder. Men rent personligt har en privat markedssanalyse også været afgørende. Der er mange strygekvartetter men få eller ingen sinfonietta-ensembler som Athelas i vort område. Et andet aspekt er det kreative ansvar hos musikeren for at præsentere den nye musik forsvarligt. Beethoven og Brahms lider ikke så stærkt under en dårlig opførelse. Mendelssohns violinkoncert hører man mindst tre gange på en sæson. Så er det som musiker, både for ens egen og publikums skyld, langt sjovere at spørge sig selv: Hvad har publikum ikke fået at høre i år? Hvad mangler at blive spillet«, siger Bodil Rørbech.

Der er en afgrund at passere i spændingsfeltet mellem det visionære og det helt elementære, at finde de basale ressourcer, så et fleksibelt special-ensemble som Athelas Ensemblet kan overleve og fungere. »Men efter koncerten i Radiohuset følte vi virkelig, at nu havde vi fået dyret op at stå«, siger Klaus Ib Jørgensen, der ikke lægger skjul på, at det er hensigten, at køre ensemblet efter professionelle principper. Ikke blot i det kunstneriske arbejde, men også i aflønningen af dirigenten og musikerne, der ikke har modtaget andet end en symbolsk betaling for hver koncert. Hvis der har været overskud at give af. Selv med non-profit koncerter, der er lidt af en eufemisme, har ensemblet været i den paradoksale situation, at ubesatte pladser har været så dyre at besætte, at de faste medlemmer af ensemblet i sammenligning bliver de dårligst betalte. Det er uholdbart på længere sigt. Men selv den rene og blankpolerede idealisme er ikke mere uopslidelig end de bedste skosåler.

Men et er givet. Udviklingen for det sammenbragte ad hoc-ensemble har været som en rullende snebold. Ingen havde drømt om, at det ville sætte så meget igang. Især ikke, at hele det administrative arbejde med planlægning, køb af musikere, feriepenge, leje af noder, instrumenter og koncertsal havde det gigantiske omfang.

De ubønhørlige kendsgerninger er, at som ren filantropi løber de faste omkostninger ved en koncert med Athelas hurtigt op i mindst 40.000 kr. Hvis musikerne og dirigenten skal have den minimale aflønning efter tariffen for en koncert øges budgettet til 65.000 kr. Men selv med det mest skrabede budget, må en rimelig aflønning af musikerne tilvejebringes. Idealet ville være, at de også blev betalt for prøverne. Endnu har der kun været et beskedent honorar for koncerterne.

Selv om ingen i ledelsen af Athelas Ensemblet bekender sig til sovjetisk planøkonomi, så har man alligevel lavet en femårsplan med en gennemarbejdet beskrivelse af ensemblets forventede produktion og budget i perioden fra 1992 til 1995. Aktiviteterne ligger tæt på hinanden, for planen omfatter fire koncertserier og en operaproduktion. En turne til England foreligger i skitseform. Ensemblet vil endnu ikke løfte sløret for detaljerne. Budgettet for planen omfatter en ramme på 3 - 500,000 kr. Men foreløbig er produktionsplanen ren fiktion fra 1992. Det er blot noget nyt, at et ungt og uetableret ensemble fremlægger så langsigtet en planlægning, der også er tænkt som et gedigent universalværktøj. Med den skumle hensigt at dirke den gode vilje op hos musiklivets spendable fonde og sponsorer. Internt er planlægningen med til at holde sammen på ensemblet. Det er elementær psykologi for ikke-pro-fessionelt ansatte musikere, at der hele tiden skal være en koncert at se frem til. Det holder ensemblet i live.

Koncertserierne tænkes solgt i abonnement gennem Arte. »Det har vi ingen fine fornemmelser overfor«, siger Klaus Ib Jørgensen. »Vort mål er at komme i kontakt med et stort publikum gennem pressen, Artekataloget (som der forhandles om optagelse i ) og fagtidsskrifter som DMT. Det skulle gerne være sådan, at uanset hvor folk rækker ud efter en dåse flåede tomater i Irma, så får de samtidig vort koncertprogram i hånden«, fortæller han og truer samtidig med en stor presseoffensiv for ensemblet i foråret '92. »Netop det fleksible giver et topprofessionelt ensemble som vores utallige muligheder. Det kan deltage i et bredt spektrum af projekter fra koncerter, opera, ballet og workshop til film«, tilføjer Hans Peter Stubbe Tejlbjærg, der ser oplagte muligheder for ensemblet i forbindelse med manifestationen af København som kulturby i 1996.

Athelas Ensemblet har ingen ambitioner om at blive musiklivets enfant terrible med vilde fluxus-eksperimenter og 60er-happenings. »Vi har ikke tænkt os at stille det hele på hovedet. Vi har et højere ambitionsniveau, og det er at søge efter nye helheder. Det er en mere dybdeborende og krævende proces, hvis den skal lykkes«, forklarer Hans Peter Stubbe Tejlbjærg om det musikæstetiske grundlag for ensemblet. »At trække folk ind til den skæggede dame i 'Cirkus Ny Musik' med pop og gøglertricks ser vi heller ikke noget perspektiv i. Det er at lokke dem ind i manegen under falske forudsætninger. Det er på længere sigt et frugtesløst perspektiv«, forsætter han, idet han betoner, at der stadig er en vigtig mission i at holde fast i at formidle oplevelsesdimensionen i den 'rene vare' musikken. Nu gælder det om at etablere ensemblet som en sammentømret enhed uden de store armbevægelser og med det mål, at blive knaldgode til at spille ny musik fra vort århundrede.

Det er en helt bevidst programpolitik at gentage de samme værker ved flere koncerter. Ledelsen opfatter det som en uvane, at et værk efter uropførelsen lægges i skuffen. Førstegangsindtrykket af et nyt værk er helt utilskrækkeligt, begrunder Stubbe Tejlbjærg denne repertoirepolitik, idet han samtidig beklager, at pressens anmeldere ikke gider gå til koncerter med gentagelser. Idealet er at kombinere en uropførelse med 'ældre' værker. Som led i den langsigtede planlægning er der derfor bestilt nye værker hos flere komponister.

»Men det er ikke hensigten, at gøre Athelas til en papirkurv for de komponiststuderendes studier i laboratoriet«, understreger dirigenten, Flemming Windekilde. Han ønsker ikke, at ensemblet udelukkende skal være fødselshjælper for den mest individuelle og ekstremt fræsende avantgarde, hvor instrumenterne spiller i strid med deres idiomatiske udtryksmåde. »Det sløver musikerne. De glemmer at lytte til hinanden, at lytte sig ind i den afbalancerede helhed, hvor hver musiker forstår sig selv som en del af en kollektiv helhed«, forklarer han. Derfor er prioriteringen af de ældre værker af de 'klassiske modernister' som Stravinsky, Ligeti osv. samt vore egne komponister som Nørholm, Nørgård og Abrahamsen m.fl. også tænkt som en pleje af ensemblet.

En af de komponister, der har været tættest på Athelas Ensemblet er Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Han fik opført "Præludium til Din Tavshed" og "Din Tavshed" ved debutkoncerten, hvor en del detaljer og nuancer gik tabt. »Men det taler til ensemblets fordel, at det gennemførte en dobbeltopførelse ved Radiokoncerten i april, hvor alt lykkedes meget bedre. Det viser, at musikerne kan yde noget. At de har en høj moral og sans for kvalitet«, udtaler Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der også fremhæver den rolige ledelse og nagelfaste tempofornemmelse hos dirigenten, Flemming Windekilde. »Ideen bag mange detaljer var forstået af musikerne ved den anden opførelse. Bl.a. bemærkede jeg cellisten, Maria Bisgaard, der havde fanget det klaustrofobiske i den monomane tonegentagelse. Hun fik forløst det hvide vanvid i den frase. En pianist som Anne Marie Abildskov, har en vanskelig solo, som det lykkedes hende at redde. Janitsharerne løste selv deres problem med en særlig 'viskelyd'. Hver musiker fik forløst de muligheder der var i værket«, fortæller Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Det er summen af alle de små præstationer, der får ham til at sætte pris på et ensemble som Athelas Ensemblet. »Og så må man ikke glemme, at musikerne virkede villige og engagerede i en frugtbar dialog med komponisten. Og ikke mindst, at de så ud til at more sig. En musiker er først professionel, når han morer sig - Athelas-folkene var bestemt ikke kedelige. Og som professionelle forstår de altid at få det bedste ud af situationen. Athelas Ensemblet løste opgaven overordentligt tilfredstillende.«