Den lige vej til sagen - interview med Lars Grunth

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 03 - side 84-86

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den 1. oktober var der vagtskifte i Statens Musikråd. Formanden for det nye råd hedder Lars Grunth. DMT har talt med ham om hans personlige baggrund for at sige ja til posten og hvilke muligheder og udfordringer det kommende musikrådsarbejde byder på.


Af ANDERS BEYER

- Jeg har haft større besvær med at få en aftale istand med dig end med György Ligeti, som ellers er kendt for at sætte adgang-forbudt-skilte op på sin dør. Du omgiver dig med effektive sekretærer, som hele tiden siger du har travlt. Du er musikchef i Tivoli og bratschist i Musica Danica ensemblet. Har du overhovedet tid til at være formand for Statens Musikråd?

»Det håber jeg da. Jeg har jo ikke akcepteret jobbet uden at tjekke med min hovedarbejdsgiver, som er Tivoli. Mit arbejde som musikchef i Tivoli er omfattende, men jeg er ikke afhængig af at skulle lave arbejdet i bestemte perioder. Det giver en fleksibilitet, når flere områder skal varetages.«

-I forbindelse med din udnævnelse til musikrådets formand gik kulturministeren uden om alle indstillinger fra det afgående musikråd. Hvorfor tror du hun valgte netop dig?

»Det kom lige så meget bag på mig som på alle andre. Jeg blev ringet op to dage inden afgørelsen skulle tages og spurgt om jeg ville påtage mig jobbet. Når jeg sagde ja, er det fordi jeg har siddet i rådet før og kender til arbejdet, som jeg synes er spændende. Måske sytnes ministeren det her var rigtigt at hente en person fra det private erhversliv.«

- Hvilke kvalifikationer har du, siden du turde sige ja til jobbet?

»Jeg har administrativ erfaring, er musiker, har været medlem af musikrådet i syv år. Jeg kender ministeriets og rådets arbejde, selvom der er sket meget siden jeg var med for otte år siden. Der er jo kommet mange flere penge at arbejde med nu. Men jeg har siden også arbejdet uafhængigt af ministerielle embedsmænd. Jeg tror at det er en ganske sund baggrund for at gå ind og yde en indsats i rådet igen.«

- Hvis man var skeptiker og puritaner kunne man måske med en vis ret hævde, at din udnævnelse, sammenholdt med tidsånden generelt, er udtryk for en tivolisering af musiklivet - pavarottiseringen - det der sælger billetter...

»Sådan opfatter jeg slet ikke Tivoli. Vi må ikke glemme at Tivoli er en privat forretning, som i al beskedenhed bruger over 30 millioner om året på musik. Det er jo næsten lige så mange penge som der er i musikloven. Jeg vil opfatte ordet tivolisering som noget absolut positivt: for det første kører vi i Tivoli alle former for musik, ny og gammel, klassisk og rock. Jeg
er vant til at styre et symfoniorkester, et underhold-ningsorkester, et bigband, en Tivoligarde, som er en stor uddannelsesinstitution, plus et popband. Fra næste år overtager jeg også rockkoncerterne på Plænen. Man kan sige at alle de områder der ligger i musikloven, er også indeholdt i Tivolis musikaktiviteter.«

- Er det forkert at se dig som repræsentant for det 'glade' musikliv, der jubler når blot billetterne er udsolgt?

»Ja det er forkert - det kan du bare læse vores års-planer for se. Der er stort set ikke noget musik som ikke bliver spillet. I gamle dage, hvor vi ikke spillede andet end Lumbye, kunne den kritik gælde, men i dag kan man ikke sige at programmerne er præget af populisme.«

-I har for nylig haft en koncert med Århus Sinfoniet-ta, men man kan vel ikke hævde, at den ny musik i Tivoli på nogen måde har en bestemt profil?

»Vi har ikke så mange decideret ny musik-koncerter. Men mange af vores ensembler spiller ny musik i de mere blandede programmer. Kontra kvartetten gør det, Musica Danica ensemblet gør det. osv. Derudover rykker vores symfoniorkester repertoiremæssigt længere og længere ind i vores eget århundrede. Men det er rigtigt, at det generelle problem i dansk musikliv er, at så snart du sætter et nyere værk på programmet, så kan det straks mærkes på billetsalget. Et eksempel: da vi spillede Bartóks Koncert for orkester, forlod 150 mennesker koncerten i pausen, selvom de havde betalt billet til hele koncerten. Det er i det hele taget rystende, at værker der er skrevet i begyndelsen af århundredet stadig kan skræmme folk væk. Det tyder på at vi har været for dårlige til at opdrage folk.«

- Den situation kan vel ikke undgå at påvirke dig, når du skal lægge programmer?

»Udgangspunktet er jo: vil man have folk ind i salen eller vil man ikke. Her mener jeg, at det er politikere og publikum, der tvinger administratorerne hen i en mere konservativ retning. Dette fordi man hele tiden foku-serer på, hvor mange der var, hvem der var der, og hvad man får for pengene. Det er en farlig holdning. Og så samler man folk omkring disse mammut-arrangementer med musikalsk 'tyggemad' som f.eks. en Pavarotti-koncert, der på mange måder er ligegyldig musik. Det påvirker folk på den måde, at hvis musikken ikke bare ligner det de er vant til, så må de hellere blive væk.«

- Du har, som du selv sagde før, administrativ erfaring og erfaring som musiker. Men du har ikke offentligt ytret dig med spidse meninger om musikpolitiske emner. Du fremstår mere som en musiklivs-diplomat end en skarp analytiker og diskussionsdeltager. Hvad siger du til den karakteristik?

»Det er rigtigt, at jeg aldrig har ytret mig i pressen på den måde. Jeg har mere arbejdet på at finde løsningerne, så at sige - har ikke haft behov for at markere mig i offentlige debatter.«

- Men i det nye musikråd vil der uundgåeligt opstå konfrontationer. Den afgående formand, Finn Egeland Hansen, har talt varmt for oprettelsen af et rytmisk statsensemble, et ensemble for ny kompositionsmusik, et specialensemble for barokmusik. Hvordan stiller du dig til oprettelsen af disse basis-ensembler generelt og til en sinfonietta for ny kompositions-musik specielt?

»Så vidt jeg kan se er der ikke penge til noget som helst, de fleste midler synes at være bundet på forhånd. Men det er jo et spørgsmål om en lovændring eller om at disponere på en anden måde. Jeg synes det er en god idé med basisensembler. Om man så i de nuværende tiltag har været lige heldige alle steder, kan nok diskuteres. Et ensemble for ny musik er det rigtige, men hvis man så nævner Århus Sinfonietta, som er oplagt i den sammenhæng, er det mit indtryk at denne sinfonietta hellere vil have en ordning på del-tidsbasis. Det samme problem har man set inden for de rytmiske ensembler. Musikerne vil have mulighed for at spille forskellig musik, så jeg har svært ved at vurdere om en fastgørelse af et rent ny musik-ensemble vil være det optimale for sagen.«

- Men det hele skal vel ses i sammenhæng med en omprioritering af forholdene omkring landsdels-orkestrene - Steen Pade har f .eks. foreslået en drastisk ændring på dette område. Og det berører vel også dit 'eget' orkester?

»Ja, men mit orkester er jo ikke så afhængig af statsstøtte, da det får så relativt mange penge fra Tivoli. Jeg er ikke glad for det der sker i øjeblikket på landsdelsorkesterområdet: man kan ikke være bekendt at nedsætte et udvalg som skal tage sig af sagen og samtidig begynde at lave nedskæringer mens udvalget arbejder. Jeg er ikke enig med min forgænger i embedet som musikrådsformand i alle hans udfald mod landsdelsorkestrene, jeg synes ikke vi har for mange af dem. Steen Pade-modellen havde vil allerede på bordet, da jeg sidst sad i musikrådet, hvor vi overvejede at stoppe udviklingen i nogle af orkestrene. På det tidspunkt var der ikke flere end godt 50 medlemmer i orkestrene og det var derfor nemmere at sige stop. Nu er der over 60 med og det er således meget sværere at sige, at der kun må være 50. Jeg vil hellere vælge at fastholde orkestrene på det de skal gøre for pengene, f.eks. synes jeg ikke at turnevirksomheden er tilstrækkelig, byorkestrene kommer ikke nok ud i landet. Det skal man kritisere, ligesom man må fastholde dem på, at de skal spille dansk og ny dansk musik så meget som overhovedet muligt. Jeg synes i det hele taget ikke det skal være sådan, at ting der står i musikloven aldrig må røres. Det er vigtigt at man kan tage forhold op, sige til institutioner: Det I laver opfylder ikke det vi har brug for nu, det må laves om.«

- Hvordan stiller du dig til en eksperimenterende musikdramatisk scene, som mange længe har ønsket?

»Det mener jeg absolut er rigtigt at etablere. Det viser sig jo også, at den moderne musikdramatik har et stort publikum. Det er måske den vej, hvor den nye og eksperimenterende musik nemmest kan nå publikum. Vi så det tydeligt med operaerne på Lerchenborg og med "Houdini" på Det Kgl. Teater.«

- Nu er du meget positiv overfor mine spørgsmål. På et eller andet tidspunkt skal vi finde pengene til projekterne og når det ikke kan lade sig gøre må du prioritere. I den forbindelse har medlemmer i det gamle Musikråd givet nogle forslag; Finn Slumstrup har udtalt, at »det kommende Musikråd bør lægge en kurs der peger i retning af en styrkelse af den kunstneriske elite i dansk musikliv.« Den udtalelse må være en erkendelse af, at man i det gamle råd har støttet i bredden.

»Man har støttet bredden, det er helt klart. På den anden side har det gamle Musikråd arbejdet med nogle utrolig vigtige områder som f.eks. musikskoleloven. Får vi ikke lavet en grunduddannelse til alle danskere, en tilvænning til musik, så får vi aldrig opbygget et publikum. Et af de store huller i dansk musikliv er, at musikundervisningen i folkeskolen står så svagt. Men det er rigtigt, at ordet 'elite' i en årrække nærmest har været et skældsord. Det er en total misforståelse, for uden en elite er der ikke noget musikliv. Så jeg giver Slumstrup ret - iøvrigt har ministeren også sagt, at eliten må have hjælp nu.«

- I Musikrådets meddelelsesblad, Tværstand, har det gamle råd gjort status over arbejdet. Der er nogle projekter som har været mindre vellykkede. Eksempelvis har problemerne omkring oprettelsen af pladeselskabet Da Capo været belastende og basisensemblet i Storstrøms Amt har det ikke for godt. Sven Erik Werner siger i sin statusopgørelse: »Oprettelsen af pladeselskabet Da Capo og Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg var forfriskende, men nok også lidt forhastede initiativer, som ville have stået stærkere med en mere omhyggelig pilotering.« Selvom de juridiske problemer omkring distributionen er løst, er der stadig ikke synlige beviser på at markedsføringsproblemerne er løst. Hvad vil du gøre?

»Bare jeg vidste det. Jeg undrede mig meget, da man i sin tid med djævelens vold og magt skulle oprette det selskab. Det vigtige distributionsied har man ikke fået hold på i det nye selskab, det kørte lige så godt i gamle dage. I mellemtiden er initiativerne - udgivelserne med dansk musik spillet af danske kunstnere -rykket til anden side, nemlig til private ikke-støttede pladeselskaber. Jeg ved ikke om der kan rettes op på den kedelige situation på nuværende tidspunkt.«

- Man har jo også generelt kritiseret de institutioner, som er tilknyttet Musikrådet. Denne kritik har i nogen grad været knyttet til problemer omkring ledelsen i de enkelte institutioner. Hvis der er en person i dit private Tivoli-foretagende som ikke er kompetent, så ryger vedkommende ud.

Er du rede til fyringer i statsligt regi?

»Det er et meget svært spørgsmål for mig at svare på nu. Men som jeg sagde før, så skal man kunne røre ved alt det der står i musikloven. Og det er klart at en ledende medarbejder ikke må stå i vejen for det der er formålet. Der er man efter min mening nødt til at handle.«

- Det er ofte tilfældet, at offentlige institutioner anvender arbejdsmetoder, som i 'det private'
må beskrives som middelalderlige. Vil du i dit kommende arbejde tilføre musikinstitutionerne noget af den professionalisme, som du praktiserer i Tivoli?

»Ja, det håber jeg da. Det jeg holder så meget af i Tivoli er, at kommandovejen er så utrolig kort og enkel. Man ved hvor ansvaret er. Hvis jeg laver noget møg i Tivoli, kan direktøren sige at jeg er en kraftidiot. Og hvis jeg gør det tilstrækkeligt mange gange siger han: Nu går den ikke længere - ud! Men så længe jeg er her er der ikke noget at diskutere: Man tager en beslutning den ene dag, arrangementet finder sted den næste. Faren ved et 'tæt' administrativt opbygget system er, at der er så mange veje, at man ikke kan finde den direkte vej.«

- I den statusopgørelse jeg referede til før, er de afgåede musikrådsmedlemmer inde på en kritik af sig selv og hvad et kommende musikråd bør satse på. Jeg har sakset et par steder. Sven Erik Werner siger: »Institutionalisering (fører) åbenbart til forstenende bureaukratisering. Det er Statens Musikråd selv et manende eksempel på.« Samme Werner anser også Statens Musikråds repræsentantskab for noget, der ligner en børnehave: »Hvad repræsentantskabet angår, foretrækker det åbenbart at agere fjællebod for de snævrest tænkelige interesseskærmydsler og har derfor ikke længere nogen synlig berettigelse.« Rene ord for pengene. Hvordan ser du på mulighederne for institutionen Statens Musikråd.«

- Jeg forstår godt det Sven Erik Werner siger, for det bliver farligt, hvis de valgte går ind og kun kæmper for deres eget lille område. Hvis det bliver sådan, kan man efter min mening lige så godt lukke biksen. Hvis vi hele tiden sidder og føler at vi er repræsentanter for ditten og med næb og klør skal forsvare datten, så er det håbløst. Det må være bredt orienterede mennesker, som er valgt fordi de har en personlig holdning til musiklivet og er enige om et bredt samarbejde omkring musikken.«

- Alligevel har du vel personlige musikalske preferencer?

»Det er klart, men det er min og de andre rådsmedlemmers pligt at forsøge at se bort fra egne preferencer. Vi må fra starten finde sammen og på tværs af personlige interesser nå frem til nogle fornuftige resultater.«

Det gamle musikråd vil i det såkaldte 'testamente' opstille planer for det nye råd. Du har mulighed for at bryde med disse initiativer. Vil du det?

»Arbejdet med ansøgningerne til hoveduddelingen vil beskæftige os i efteråret, vi venter på at 'testamentet' bliver færdigt og vi venter på at udvalgsarbejdet omkring landsdelsorkestrene bliver færdigt. Der bliver m.a.o. ro og fred til 1. januar, hvor vi så vil begynde at diskutere kultur- og musikpolitik. På en række punkter vil vi givetvis være enige med det gamle musikråd, men der vil nok også være områder, hvor vi vil gå egne veje.

Men det er klart, at som midlerne er brugt, er der ikke plads til store armbevægelser. Stort set alle midlerne er bundet, så det er indlysende at en lovrevision er nødvendig relativt hurtigt. I den sammenhæng er det vigtigt med et oplæg at arbejde ud fra. Jeg er derfor glad for et oplæg i form af det nævnte 'testamente'; vi er seks nye medlemmer og behøver ikke at begynde helt forfra.«

Årgang 66/1991-1992, nr. 03