Musik skal give lys

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 03 - side 74-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I forbindelse med Verdensmusikdagene i Schweiz, har ISCM-bussen ført os til den lille landsby Boswil. I byens kirke skal dagens koncerter finde sted.

Boswil er i musiksammenhæng ikke hvilken som helst lille landsby, det er nemlig her der hvert år finder kompositionsseminarer sted med deltagelse af komponister fra hele verden. I år fandt disse seminarer sted på samme tidspunkt som Verdensmusikdagene. Den sovjetiske komponist Edison Denisov var inviteret til at deltage og havde også lejlighed til at overvære et par ISCM-koncerter.

Trekløveret Sofia Gubaidulina, Alfred Schnittke og Edison Denisov regnes internationalt set for at være Sovjets spydspidser på tonekunstens område. Men herhjemme må især Denisov vel siges at være underbelyst. Jeg mødte komponisten, og spurgte ham om forholdene i hans hjemland efter de politiske skred. De ideologiske og politiske forhold har i mange år vanskeliggjort kontakten til sovjetiske komponister og udøvere. Det var næsten umuligt for komponister at rejse udenlands. Denisov beretter om disse vanskelige forhold:

»Det har været muligt at rejse i længere tid. Men i Bresjnevs tid var alt styret af Det kommunistiske Parti og vi havde også i komponisternes forbund en slags mafia. En mafia, der var stærk og havde en vældig magt. Den var overbevist om, at kun den repræsenterede den sovjetiske musik, fordi medlemmerne alle var blevet dekoreret. Og det var altså disse mennesker, denne mafia, som havde magten i 40 år. De støttede ofte middelmådige kunstnere for selv at få mere støtte, mere magt. Og de kæmpede mod højst forskellige komponister, alene fordi disse havde talent. Jeg tror ikke der var nogen politisk grund til at de forbød opførelsen af vores musik, indspilningen af plader eller udgivelsen af musikken. Eller til at de ofte forbød os at rejse. Til førsteopførelser af mine værker fik jeg mange invitationer fra udlandet. For eksempel forbød man mig at tage til førsteopførelsen af min koncert for cello og orkester i Leipzig i DDR. Man forbød mig også at rejse til Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Polen. Og det har, som jeg sagde, ikke haft så meget at gøre med politik, men mest med rivalisering.

Jeg har aldrig været tæt på denne mafia - vi er nogle stykker som helt bevidst har været uafhængige af den. Jeg har hele livet prøvet at være oprigtig med hensyn til kunsten, aldrig søgt at skrive konformistisk musik, men musik, som jeg var overbevist om, at jeg måtte skrive den. Jeg har aldrig villet deltage i det spil og jeg har ikke spillet dobbeltspil. Naturligvis var vores liv ret vanskeligt. Ikke mindst at tjene til livets ophold har altid været et stort problem - jeg har familie og fire børn.«

Det var før de politiske omvæltninger. Denisov fortæller videre at forholdene begyndte at ændre sig for omkring ti år siden:

»Man kunne ikke blive ved med at afslå at opføre de nye værker og det lykkedes os at komme mere og mere frem. Næsten alt ændrede sig med Gorbatjov. Siden han er kommet til magten, har vi ingen problemer med at rejse. Nu accepterer jeg invitationer og når jeg kan eller vil komme, skal jeg ikke finde påskud. Jeg afviser dog tre fjerdedele af alle invitationer - jeg kommer kun, når det er vigtigt. Her til Schweiz er jeg for eksempel inviteret i to måneder, hvor jeg blandt andet skal lave master classes. Desuden vil Radio Suisse Romande i Genève lave fem udsendelser med min musik. Og jeg skal til Fribuorg, hvor jeg er medlem af en international jury for kirkemusik. Det er noget jeg har forberedt i lang tid og jeg har derfor accepteret at komme og arbejde i Schweiz i to måneder.«

Men størstedelen af året tilbringer Denisov i Moskva. Han er ansat på konservatoriet, hvor han har en stor kreds af unge elever omkring sig. Men hvordan forholder det sig med interessen for ny musik i komponistens hjemland?

»Interessen for ny musik har altid været stor i vores land. Koncertsalene er næsten altid fulde, når vi spiller ny musik. For eksempel kom Boulez for halvandet år siden for første gang til Moskva med L'Ensemble Inter Contemporain for at give fem koncerter. To af koncerterne fandt sted i konservatoriets store sal, som har 1300 pladser. Alle pladser var udsolgt, ingen forlod salen og publikum var fantastisk. Boulez var lykkelig over den varme modtagelse. Selv da han dirigerede "Le Marteau sans Maître" - det er et svært værk at lytte til første gang - forlod ingen af de mere end tusinde tilskuere salen. De råbte bravo og da capo. Og da der kom denne franske computermusik, IRCAMs musik, var det umuligt at få pladser, selv trapperne var besat. Det er især de unge, der er interesseret.«

Denisov fortæller, at grunden til at publikum kommer er, at god musik, interessant musik har været forbudt i årtier i hans land. Man spillede kun klassisk musik og kun 'officiel' musik. Det har publikum naturligvis aldrig accepteret, de vil have 'levende' ny musik. Og de interesserer sig meget for, hvad der sker ude i verden.

Denisov fortsætter: »Hvis man ser på Sovjets musikhistorie, så var der i 20'erne fremragende komponister, som der var forbud mod at opføre i mere end halvtreds år. De var ganske simpelt ikke at finde i musikhistoriske opslagsværker. Det er komponister som Nikolai Roslawez og Alexander Mossolov. Det er først nu man begynder at genopdage disse komponister. Nu har den kvindelige redaktør for musiktidsskriftet "Musica" udgivet to værker for klaver af Roslawez. Men en stor del af hans musik er gået tabt, partiturerne er forsvundet for altid. Det er ærgerligt, for de komponister er for mig vigtigere end Prokofiev og Shostakovich.«

I Vesten hører man mest om de tre komponister Sofia Gubaidulina, Alfred Schnittke og Edison Denisov. Der er en mængde andre komponister, som sjældent får værker opført uden for Rusland. Hvordan hænger det sammen med den ny åbenhed?

»Det ved jeg ikke. Det afhænger jo ikke af os - det er ikke os, som du nævner, der bestemmer, hvordan forholdene er. Naturligvis var vi sammen, da denne bevægelse for ny musik blev startet og dermed sammen i kampen mod den 'officielle' musik. Men der var andre, for eksempel Andrei Volkonsky. Han er en meget god musiker, men er desværre emigreret, han kunne ikke finde sig til rette i Sovjetunionen og bor nu i Aix-en-Provence. Volkonsky er faktisk ukendt, men ikke desto mindre en meget vigtig personlighed i sovjetisk musik. Jeg kan også nævne en komponist som Valentin Silvestrov, der bor i Kiev. Hvorfor mon hans navn ikke bliver nævnt sammen med vores? Eller en komponist, som jeg synes er en af de vigtigste: Alexander Knaifel, som bor i Leningrad. Det er en komponist som endnu skal opdages. For mig er han en stor personlighed og en ekstremt vigtig sovjetisk komponist. Hvis vi tænker på den yngre generation, må jeg nævne Dimtri Smirnov, Victor Jekimovsky, Ashot Zograbiam, Peteris Vasks, Alexander Wustin, Wladislav Schut. Og de yngste, nemlig Alexander Raskatov, Vladimir Tarnapolsky og Juri Kasparov. Der er en ny generation som er meget interessant, men den er endnu ikke så kendt, selv ikke i Sovjet«, svarer Denisov.

Disse forhold har været medvirkende til at Denisov har dannet en forening for ny musik. Her vil han gøre alt, hvad der er muligt for at musik skrevet af komponister der har personlighed, talent, og som er oprigtige, bliver udgivet, spillet og indspillet på plade:

»I øjeblikket har vi seksten musikere i vores ensemble for ny musik. Jeg synes, det er et meget godt ensemble og det giver mange koncerter. Ensemblet er også begyndt at indspille plader, den første er allerede produceret og udgivet i England. Her kan du finde værker af Jelena Firsova, Wladislaw Schut, min egen kammersymfoni og værker af Juri Kasparov, som er kunstnerisk leder af ensemblet. Ensemblet er nu færdige med at indspille yderligere fire CDs, som snart udkommer. Dette arbejde er meget vigtigt. Vi vil lave en hel serie, en slags antologi med de bedste komponister. Og ensemblet spiller også ofte musik fra 20'erne, eksempelvis værker af Nikolai Roslawez og Alexander Mossolov. Det er vigtigt, at vi gør alt for at få den hengemte musik frem.«

Et af de steder, hvor de sovjetiske komponister kan få deres værker spillet, er ISCM-festivalen. I år havde Denisov udarbejdet en appel til ISCM-delegaterne. Her beder han de delegerede om at tage notits af den nye forening i Moskva og om at den kan blive optaget i ISCM-familien. Sovjet var rent faktisk med i ISCM fra 1923-31. Men landets ISCM-sektion blev likvideret af de ideologiske og politiske omstændigheder og de kreative folk i foreningen blev fjernet fra det officielle musikliv.

Denisov havde på festivalen i Zurich lejlighed til at overvære et par koncerter. Hvorfor er det så vigtigt for ham at blive medlem af en organisation, der af mange regnes for at have fremtiden bag sig?

»Det er første gang jeg har været tilhører ved en ISCM-koncert. De tre værker jeg har hørt, tyder på at man ikke altid udvælger efter kvalitet. Der er nogle værker, der ikke er værdige til at blive spillet på festivalen. Måske er det jury'ens fejl, det ved jeg ikke, men der er nogle værker, der ikke skulle have været med. De er ganske enkelt for dårlige. Men jeg mener, at alle musikere og oprigtige komponister, der arbejder med ny musik skal være sammen. Vi skal holde os informeret om, hvad vore kolleger i de andre lande laver. Jeg tror, at dette samarbejde kan give os mange gode ideer«, siger Denisov. Og han fortsætter:

»I øjeblikket sker der spændende ting i mit land, som kan være til gavn for ISCM-festivalen. Vi kan nemlig ikke bare videregive information om, hvad der foregår i vort land, men vi forstår også at værdsætte de menneskelige og musikalske værdier i den musik, der er skrevet i Rusland, ikke bare af russere men også af armenere, adsarbadjanere, lettere osv. Jeg ved fra alle de koncerter med vores musik, som jeg har været med til i Holland, England, Frankrig og Tyskland, at der er en stor interesse for, hvad der sker hos os nu.«

Men man har kritiseret festivalens form meget og sagt, at musikkens kvalitet er for dårlig. Kan man forestille sig en anden slags festival med en ny struktur?

»Jeg tror, at alle festivaler af denne type - for eksempel Warszawa Efteråret eller festivalen i Donau-eschingen - alle disse festivaler bliver med tiden gamle og dør. De kan ikke blive ved med at leve, de må ældes og nogle af dem må bukke under. Og det er ikke hver dag, vi får genial musik eller musik af høj kvalitet. I ethvert århundrede, og især i det 20. århundrede, er der meget middelmådig musik. Der er meget musik, som ikke kan overleve. Man spiller den én gang, og derefter glemmer man den for altid. Men det er normalt. For det er tiden, der gør det bedste valg. For eksempel var Bachs musik meget mindre kendt i hans tid end Handels. Nu om dage synes vi stadig, at Händel er en god komponist, men vi ved alle, at Bach har været en meget større og vigtigere personlighed for musikken end Händel, som var meget mere værdsat af sine samtidige. Hvis vi sammenligner Mahler og Richard Strauss, så var Strauss meget mere kendt og værdsat i sin samtid, mens man ikke altid tog Mahler alvorligt. Men i dag forstår vi, at Mahler har haft en meget stor betydning i musikhistorien og at sammenlignet med ham, var Strauss en middelmådig komponist.

Jeg synes, at det er godt med festivaler, hvor man spiller musik og hvor komponisterne kan mødes. De bør være i kontakt med hinanden. Men man skal ikke forvente at finde musik af stor værdi til enhver koncert. Jeg tror, at det vigtigste er, at jury'en er meget streng, når den udvælger musik. For jeg synes ikke altid, at festivalernes valg er særligt godt. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Men jeg tror, at man skal lede mere i forskellige lande, man skal finde nye navne.«

På mit spørgmål om en nærmere beskrivelse af Denisovs egen musik, bliver komponisten et øjeblik

tavs. Han finder det meget svært at tale om sin egen musik. Programtekster hader han at skrive og afviser det som regel. Musikken skal tale for sig selv, i sit eget sprog, siger han. Han fortsætter:

»Jeg kan ikke komponere hele tiden, men foretrækker at tænke i nogle måneder for derefter at arbejde fra morgen til aften. Jeg har det bedst med at arbejde med de virkeligt gode solister. Jeg har eksempelvis arbejdet meget med Heinz Holliger. Det er en fordel, hvis komponister har mulighed for at arbejde sammen med de store fortolkere. For mig er det i hvert fald meget vigtigt. Jeg må ærligt sige, at jeg er vældigt tiltrukket af arbejdet med vokalmusik og især med scenisk musik. I fremtiden vil jeg gerne skrive mere operamusik, men det er meget svært at skrive i den genre uden bestillinger«, siger Denisov.

Når det kommer til den grundlæggende holdning til at komponere, har Denisov en del betænkeligheder ved den generelle holdning hos komponister:

»Der er mange ting, der bekymrer mig. Jeg mener, at enhver kunstner skal være oprigtig hele livet og ikke skele til, hvad der er på mode. Hele livet har jeg arbejdet imod moden. Men det, der især bekymrer mig og som hænger sammen med det vi talte om før vedrørende denne festival, er, at der er så mange komponister, der arbejder uden rigtig ansvarsfølelse. Jeg tror man som komponist bliver nødt til at være meget streng ved sig selv: tænke, tvivle og ikke komponere per automatik. Man skal ikke skrive musik ud fra klichéer. Den eneste musik der har værdi, er den, der har et budskab, et menneskeligt budskab.

Jeg arbejder også selv med de tekniske aspekter, det konstruktive. Det er nødvendigt. Hvis man vil have virkelig kompositionsfrihed, må man kende de nyeste kompositionsteknikker. Men at skrive musik, der kun er teknisk perfekt, det går ikke. Hvis musikken ikke har den menneskelige side med, hvis den ikke har noget budskab, har den ingen musikalsk værdi«, siger Denisov.

Men hvad mener komponisten med at musikken skal have et budskab? Betyder det et religiøst udgangspunkt for den kompositoriske praksis på samme måde som det er tilfældet hos Schnittke?

»Jeg er ikke enig i at Schnittkes udgangspunkt er religionen. Hans musik er ikke religiøs, men imod religiøsiteten. Jeg kan godt lide hans musik, han er en god musiker og en god komponist. Men jeg kan ikke lide hans tænkemåde, som reproducerer for mange modeller a la Bruckner, Mahler og Haydn. Jeg er imod modeller. Det er altid svært at tale om sine omgivelsers musik, sine kammeraters musik. Jeg interesserer mig meget for, hvad der sker, men jeg vil ikke være hård mod mine venner. Jeg synes man skal værdsætte de andres tanker, de andres synspunkter. Men det jeg ikke kan lide ved Schnittkes musik er, at der ikke er noget lys. Der er kun grå farver og et deformeret og ubehageligt syn på verden.

Den musikæstetik, der er tættest på min, er Glinkas, Schuberts og Mozarts. Jeg kan godt lide en klarhed i tanken, jeg kan ikke lide 'tung' musik. Det er nok derfor jeg ikke kan lide musik af Richard Strauss. Jeg kan godt lide musik, i hvilken man føler tankens klarhed, kompositionens klarhed. Det er sikkert ikke tilfældigt, at den vigtigste opera for mig er Mozarts "Tryllefløjten". Måske er jeg konservativ, men sådan forholder det sig.«

Årgang 66/1991-1992, nr. 03