Amerikansk musik i dag

Enhver diskussion af amerikansk musik - især når det drejer sig om dagens musikalske scene - bør tage udgangspunkt i to forhold i USA, som kan give en bredere baggrund for yderligere bemærkninger. For det første må man huske på, hvor mangfoldigt det amerikanske 'landskab' er, både geografisk og kulturelt. Nationens enorme størrelse - som omfatter et helt kontinent og et rigt varieret fysisk terræn - afspejles i bredden og omfanget af de nationale, kulturelle og etniske indflydelser, der gør sig gældende. Det enestående 'smeltediger-fænomen i USA har frembragt en så rig kulturel blanding, at det bogstavelig talt er umuligt at tale om et enkelt, oprindeligt og 'amerikansk' kunstnerisk udtryk. Eller for at parafrasere en berømt bemærkning af Virgil Thomas: hvis man vil komponere amerikansk musik må man ganske enkelt være amerikaner, og derefter skabe den musik, man har lyst til. Men naturligvis peger denne spøgefulde iagtagelse med al ønskelig tydelighed på et særligt karakteristisk træk ved amerikansk musik - dens udogmatiske præg.

For det andet er der sket en gradvis ændring af Amerikas rolle på den musikalske verdensscene i løbet af anden halvdel af det tyvende århundrede. Vi har bevæget os væk fra situationen omkring århundredskiftet, da vores isolation fra de europæiske hovedstrømninger var en realitet (og blev betragtet som beklagelig), hen imod en tilstand, hvor selve denne 'isolation' er blevet vendt til en positiv dyd af en gruppe amerikanske billedstormere som Cage, Cowell, Partch, Harrison, Nancarrow m.fl.

Og endelig er vi på grund af mange andre faktorer - hvoraf de vigtigste er Europas politiske skæbne i 30'erne og 40'erne (da mange af Europas mest fremtrædende komponister slog sig ned i USA), genopdagelsen af Ives', og Cage's gennemgribende internationale betydning i 50'erne - nået frem til en musikalsk nutid, hvor USA udgør selve centret for en stærkt udvidet ny hovedstrømning (globalt, snarere end europæisk domineret).

Når vi i lyset af disse forhold ser på amerikansk musikliv i 1980'erne, burde vi måske ikke undre os over dets pluralistiske og usystematiske struktur. For det første mangler den musikalske scene et geografisk centrum. Selvom en udenforstående måske vil mene, at New York City er det dominerende tyngdepunkt, så er amerikansk musikliv faktisk forbavsende decentraliseret med omfattende aktiviteter ved begge kyster og i Midtvesten, og med en forfriskende balance mellem de store byer og de mindre college- og universitets-samfund. New York er muligvis det kulturelle centrum for kunstmusikken i manges øjne, men Los Angeles er en vigtig konkurrent som centrum for medierne. Institutioner som Chicago Symphony, Philadelphia Orchestra og San Fransisco Opera har forlængst etableret sig internationalt. Indiana University i hjertet af Midtvesten er et vigtigt center for operaproduktion; og inden for et andet felt findes internationalt berømte elektroniske og/eller computermusik-faciliteter ved Stanford University, University of Illinois, University of California/San Diego og MIT. Igennem de seneste årtier har der været afholdt spændende festivaler for eksperimenterende ny musik på så usædvanlige steder som Ann Arbor, Michigan, La Jolla, California og Las Vegas, Nevada. Man kunne faktisk påstå, at nationens mest 'nutids-bevidste' symfoniorkester findes i St. Louis, Missouri - i hvert fald når det gælder dristig programlægning; andre kunne pege på Twin Cities-området i Minnesota (Minneapolis-Saint Paul) som et fremragende eksempel på samfundets engagement i udviklingen af ny musik. Indenfor denne brede geografiske ramme er der mange forskellige fora for skabelse og opførelse af ny musik. Mulighederne viser sig ofte de mest utraditionelle steder, fra egentlige koncertsale til kunstgallerier og ombyggede varehuse, til klasseværelser eller TV-studier: måske noget specielt amerikansk i deres afhængighed af privat foretagsomhed og individuel entusiasme, snarere end etablerede 'kulturministerier'. Ej heller er der noget enkelt amerikansk stilistisk centrum. Den æstetiske spændvidde er mangesidet og pluralistisk, med stærke forbindelser, der rækker fra Babbitt til Cage, en lang tradition for omgang med elektronisk teknologi og en fortsat fascination af opførelses-ritualer (hvad enten disse er europæiske eller ikke-europæiske, akustiske eller elektroniske, præget af folkemusikken eller af kunst-musikken). Derfor er den ny musik i Amerika bemærkelsesværdig åben for stilistisk mangfoldighed - faktisk i en sådan grad, at eklekticisme i almindelighed betragtes som en dyd.

Med denne store bredde in mente kan det være vanskeligt at formulere klare, sammenhængende stilarter indenfor amerikansk musik, navnlig fordi de enkelte eksempler ofte overlapper og overskrider kategorierne. Endvidere bør det bemærkes, at de fleste amerikanske komponister modtager deres 'inspiration' fra modeller, som er meget forskellige fra dem, der er dominerende i Europa. For eksempel kan man næppe hævde, at Boules, Xenakis eller Stockhausen har haft afgørende betydning for komponister i USA - ikke når de sammenlignes med Babbitt, Copland, Carter eller Gage. På samme måde gælder det med hensyn til tidligere generationers indflydelse, at Ives, Nancarrow, Varese (eller endog Satie) var aflangt større betydning for amerikanerne end f.eks. Messiaen. Schönberg og Webern var utvivlsomt vigtige forbilleder, men ofte først efter at være blevet filtreret gennem folk som Milton Babbitt og Roger Session. På samme måde blev mange amerikanere for første gang konfronteret med Stravinsky gennem Aaron Copland og Walter Piston. Oftere end vi aner har vores 'primære kilder' været andre amerikanere.

På denne baggrund er det muligt at skelne mellem et antal forskellige 'tilgange' inden for den amerikanske musikalske mangfoldighed:

1) I Milton Babbitts intellektuelt udfordrende tonesprog og i den helt anderledes komplekse musik repræsenteret af Elliott Carter - som arbejder med logiske forbindelser mellem et individuelt udtryk og udbredt kontinuitet inden for en ikke-tonal post-Webernsk toneverden - finder vi den ældre europæiske 'mainstream' indflydelse stærkest. Denne indflydelse kan man møde i værker af middelgenerationens komponister som Charles Wuorinen, Donald Martino, Brian Fennelly eller Mario Davidovsky. En endnu yngre generation - som er først i tyverne og netop er på vej ind i den professionelle verden - omfatter Todd Brief og Erik Chasalow.

2 ) Mange komponister har bevæget sig i den modsatte retning og er mere optaget af tilfældigheds-procedurer, kontrolleret improvisation (ofte med grafisk notation til følge), en nytænkning af spørgsmålet om intonation og/ eller instrumental teknik, og sider af det rituelle teater. En vis antieuropæisk holdning kan spores her samtidig med at østlig inspiration - ikke alene musikalsk men også religiøs og filosofisk - har erstattet mange traditionelle vestlige forbilleder. Pionerarbejder af Gage, Cowell, Lou Harrison og Harry Partch har præget Morton Feldmans, Earle Browns og Christian Wolffs udvikling i 1950'erne og 60'erne, og senere haft betydning for en endnu yngre generation, som bl.a. omfatter Pauline Oliveros, Robert Ashley og Gordon Mumma. Ganske vist skaber disse komponister musik, som er lige så kompleks' som Carters eller Babbitts, men kompleksiteten er her ofte blot én side af strukturen - mere i slægt med filosofiske overvejelser omkring tæthed, mangfoldighed og fastholdt opmærksomhed (f.eks. Oliveros' "Sonic Meditations" eller Cage's "Apartment House") end med den strenge 'superstruktur' (Carters "Fjerde strygekvartet").

3) Som nævnt kan en stor del af den amerikanske musik virke stærkt eklektisk, såvel i detaljen som i det storformale, når den i løbet af et enkelt værk eller en enkelt passage knytter an til mange indflydelser - inclusive traditionelle og tonale.

Mange lyttere vil hævde, at den mest spændende amerikanske musik, som komponeres i dag - herunder værker af William Bolcom, William Albright, David Del Tredici, George Rochberg, John Corigliano og den noget yngre Michael Torke - falder inden for denne brede 'eklektiske' kategori. F.eks. sammenkæder Bolcom's "Violinsonate" så forskellige idiomer som ragtime, jazz-violinspil og Palm Court stil med en spændt og sprød 'ny musik'-teknik, og Del Tredici's "Final Alice" - en af komponistens mange værker, som bygger på Lewis Carolls "Alice"-bøger - forbinder uharmoniske atonale passager, Ives-agtige tempoforskydninger og den uhyggelige, elektroniske Thereminske klang med brede diatoniske melodier og en glødende orkestrering, som kan minde om Strauss!

4) Betegnelsen 'nyromantik' er blevet brugt af amerikanske kritikere gennem næsten et årti. Det refererer til et tonesprog med brede, vidtfavnende penselstrøg, levende kontraster og en brilliant, undertiden næsten blændende, instrumentation. (Faktisk kalder Michael Schelle et af sine seneste orkesterværker for "Swashbuckler" (Storskryder) og udtrykker her sin hyldest til ånden i gamle Douglas Fairbanks' film.) På mange punkter leder kompositioner af denne art tanken hen på den eklektriske tilgang, som er beskrevet ovenfor, selvom de nok udviser en større indre strukturel konsekvens. En række magtfulde eksempler kunne anføres af Donald Erb (f.eks. hans basun-koncert, skrevet for den store virtuos Stuart Dempster), George Crumb, Jacob Druckman og Joseph Schwantner (f.eks. hans "Nw Morning for the World" for fortæller og orkester til en tekst af Martin Luther King Jr.).

5) Minimalmusik (eller 'proces'- eller 'trance'-musik) kendes i dag især gennem værker af Terry Riley, Philip Glass og Steve Reich. Men lyttere burde nok prøve at orientere sig ud over disse tre, f.eks. imod San Fransisco komponisten John Adams. I Adams' mest spændende værker (så som "Grand Pianola Music" eller orkesterværket "Harmonielehre") er gentagne figurationer forenet med overraskende velkendte langtrækkende former og 'mainstream' harmoniske vendinger. En anden tilgang til minimalismen - måske en maximalistisk? - møder vi i Jonathan Kramers musik; i mange af sine stykker (som f.eks. den jazzinspirerede "Atlanta Licks" for kammerorkester) skaber han komplekse udviklingsformer og udtryk med store overflade-kontraster ud fra grupper af blot seks tonehøjder.

6) Vi må også nævne de komponister, som koncentrerer sig om ganske bestemte områder inden for den musikalske struktur med en beundringsværdig målbevist fordybelse, en stædig, 'løsgængeragtig' egenskab, som har karakteriseret mange amerikanere fra Ives og fremefter. Jon Deak udviser f.eks. stor opfindsomhed, når det drejer sig om at få instrumenterne til at 'tale' indenfor det quasi-abstrakte fortællende ordløse drama (eller er instrumenterne ordløse?); lyt til hans "Lucy and the Count", en genfortælling af historien om Dracula for strygekvintet. Tom Johnson, som nu bor i Frankrig, har skabt sin egen stil, hvor han kombinerer visuelt teater, streng udførelse af minimalistiske processer og en elskværdig, personlig tilgang til musik som en leg. To af hans værker er indspillet: "An Hour for Piano" og "Nine Bells"; sidstnævnte lader den udøvende vandre rundt i foreskrevne mønstre mens han slår på nogle klokker, der hænger ned fra loftet.

Henry Brant, som nærmer sig de 75 år, fortsætter med at komponere musik med en energi og en klanglig brillians af utrolige dimensioner, samtidig med at han udforsker den uendelige variation af mulige opførel-sessteder. Hans "Brand(d)t aan der Amstel" var et højdepunkt under festivalen i Holland i 1984. Værket er udsat for mere end 100 musikere, som spiller fra kanalbåde, der sejler ned ad Amstel-floden alt imens de passerer mange af Amsterdams karakteristiske kirker og broer! (på hvert af disse mellemliggende steder tilføjes - fra land - andre musikalske lag til kompositionen). Den eneste måde, hvorpå de ikke-medvirkende kan følge med i stykket, er ved at følge dets forudlagte rute på land: ved at spadsere (og ofte løbe) gennem stræder og over broer eller ved at tage sporvogne eller hyrevogne. Værkets 'Grand Finale' med messing-orkester, kor og alle bådene ankret op ved en og samme kaj er overvældende.

7) Fascinationen af alternative opførelsessteder og -ritualer, som er beskrevet ovenfor, har ført mange amerikanske komponister i en speciel elektronisk retning. (Måske er dette resultatet af en ubevidst erkendelse af, at den omfattende udbredelse af båndoptageren, grammofonpladen og forstærkeren i årene efter 1950 har bevirket en dybtgående ændring af selve vores musikalske opfattelse). Bemærkelsesværdige banebrydende musikeksempler er Pauline Oliveros' "Valentine", der inddrager forstærkede hjerteslag, Alvin Lucier's "Music for Solo Performer" med dets elektroniske tilbagekobling af alfa-statiske hjernebølger, og udforskningen af opførelsesrummet som et unikt, levende 'instrument' i Lucier's værk "I am Sitting in a Room".

To nyere værker har ført denne interesse for 'elektronisk udførelse' i en ny og provokerende retning. Laurie Anderson's "O Superman", som kan høres som en spændt minimalistisk vekslen mellem to treklange sat over for et hypnotisk gentaget ostinato, men som samtidig udviser en virtuos udnyttelse af elektroniske illusioner - idet vocoderen, looping samples, flersporet optagelse og lignende får tre udøvere til at lyde som et symfonisk ensemble af betydelig størrelse. Anderson's tekst står også i tæt forbindelse med hverdagslivets altgennemtrængende fornemmelse af elektronisk ritual og illusion (det, hun kalder 'uden-for-legemet oplevelsen'); i dette tilfælde viser det sig gennem et uheldssvangert forvarsel om en atomkatastrofe, som roligt meddeles af en automatisk telefonsvarer - en tvetydig modstilling af virkelighed og båndoptagelse, af fortid og fremtid.

En anden form for illusion opnås i værket "Any Resemblance is Purely Coincidental" for klaver og båndoptager af Charles Dodge, en førende amerikansk komponist indenfor computermusikken med en særlig interesse for brugen af den menneskelige stemme. De elektroniske dele består her af en digital bearbejdelse af en optagelse fra 1907 med Enrico Caruso, som synger "Vesti la Giubba". (Hvislelydene og skratteriet - og orkestret - er fjernet, og Dodge skaber helt nye melodiske linjer og mættede 'koral-agtige' passager med Carusos stemme.) Klaversolisten - hvis spil spænder fra en parodi på den oprindelige musik af Leoncavallo til en kantet, post-Webernsk uro - er derfor blevet anbragt i rollen som akkompagnatør for en usynlig sanger, som aldrig dukker op på scenen (og som døde for mange årtier siden).

8) Det kunne synes som om det er avantgarde-fornyelser, der dominerer amerikansk musik. Tværtimod: man bør også fremhæve fortsættelsen af en relativ tonal, lyrisk og almen tilgængelig tradition, hvis fremtrædende ældre repræsentanter er folk som William Schuman, Ned Rorem og Vincent Perischetti - med Ronald Caltabiano som repræsentant for en fremadstræbende yngre generation. Også en vægtig midter-generation har markeret sig, især i værker af Ellen Taaffe Zwilich, David Stock og John Harbison.

9) Endelig er det af betydning at understrege, at mange amerikanske komponister har vendt sig mod (eller er vendt tilbage til) et stærkt etnisk udgangspunkt for deres musik. Sorte komponister som T. J. Anderson, Alvin Singleton, Oily Wilson, Talib Rasul Hakim og Carmen Moore har udforsket den afrikanske og afro-amerikanske tradition og begrebsverden. Anthony Davis' opera "X" (The Life and Time of Malcolm X) fra 1986 -en studie over den sorte politiske leder - knytter an til så forskellige traditioner som italiensk opera, afrikanske ritualer, amerikansk populærmusik, minimalmusik og europæisk efterkrigstids avantgarde med det resultat, at der fremstår et yderst effektfuldt og fascinerende budskab.

Også antallet af og respekten for kvindelige komponister er stigende; nogle af dem har følt sig tilskyndet til at organisere sig i kvindeorganisationer rettet mod indspilning, udgivelse og promovering af kvinders musik, andre har foretrukket at stå på egne ben som kunstnere på et (formodet) køns-indifferent marked. I ingen af tilfældende kan man komme uden om den betydning Joan Tower, Ellen Zwilich, Libby Larsen eller Thea Musgrave har indtaget i amerikansk musik. (Tower's "Sequoia" for orkester er et forbavsende værk af en overvældende, næsten monolitisk udtrykskraft; værket er blevet spillet af mange af de førende orkestre i USA). Overraskende nok - eller måske alligevel ikke så overraskende - har et antal kvinder udmærket sig indenfor den elektroniske musik, et område som traditionelt har været anset for at være mandsdomineret: Jean Eichelberger Ivey, Pril Smiley, Priscella Mc Lean, Pauline Oliveros og Laurie Anderson.

Som man kunne vente det i et kulturelt miljø, der i den grad kører på frihjul, er de sociale, politiske og økonomiske muligheder for promovering og udbredelse af den ny musik spredt ud over hele USA. Sammenlignet med europæiske forhold må 'den musikalske scene' fremstå som usystematisk og grumset, for ikke at sige direkte rodet; også den relative mangel på stats-subvention eller anden form for statsligt engagement -på godt og ondt - er tydelig. (Der er ingen tvivl om, at amerikanske kunstnere er bevidste om disse forskelle. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at mange af vores komponister - så som Steve Montague, James Fulkerson, Tom Johnson, Richard Trytahll, Maurice Weddington og Roger Reynolds, for blot at nævne nogle få - i kortere eller længere tid har slået sig ned i Europa; på samme måde er mange fremtrædende europæiske komponister, fra Boulez, Berio og Bernard Rands til Musgrave, Ian Hamilton og Peter Racine Fricker kommet til USA).

En af de vigtigste forskelle ligger i den rolle, som de amerikanske universiteter spiller, ikke blot i form af ansættelsessteder for de enkelte komponister (i denne henseende måske i analogi med europæiske radiostationer) men også som centre for opførelse, udgivelse, indspilning, forskning og dokumentation. De fleste af de amerikanske komponister, der er nævnt i denne artikel, har på et eller andet tidspunkt i deres karriere beklædt en undervisningspost ved et universitet. Faktisk beror udviklingen af vores nationale musikkultur for en stor del på indflydelse fra sådanne komponist-lærere som Roger Sessions (Princeton og California/Berkeley), Otto Luenning (Columbia) og Ross Lee Finney (University of Michigan), eller komponist- administratorer som Günther Schuller (New England Conservatory) eller William Schuman (Juilliard).

Mange universiteter giver ikke alene husly til komponister, men også til udøvere og ensembler; en del af disse, som Concord kvartetten (Dartmouth College), kontrabassisten Bertram Turetzky (University of California) og basunisten Stuart Dempster (University of Washington) har udvist en særlig interesse for det 20. århundredes repertoire. Der er også institutioner, der som en del af deres års-program har intensive festivaler med j værker af en bestemt nulevende komponist. Sådanne festivaler afholdes overalt i landet. Hvis man ønskede at tage del i nogle af de bedst kendte af disse, måtte man faktisk foretage en 'grand tour' tværs over det amerikanske kontinent. Man måtte besøge University of Kansas, Louisiana State University, California Institute of the Arts, Green State University (i Ohio), State University of New York i Buffalo, Bowdoin College, Memphis State University og Florida State University - blot for at komme i gang!

Endelig er der to store organisationer for komponistprofessorer - The College Music Society og The American Society of University Composers - som yderligere giver muligheder for opførelser i forbindelse med regionale og nationale festivaler. ASEC understøtter også forskellige projekter med henblik på at markedsføre sine medlemmer (grammofonpladeserie, udgivelser samt radioprogrammer).

Men universiteterne yder også andre ressourcer til den ny musik. Mange institutioner har fremragende computer-faciliteter; yderligere skal det nævnes, at en række universiteter har engageret sig i udgivelse af musik (University of California Press, Columbia University Press, og Bowdoin College Music Press virker inden for dette område). Ydermere er der gode muligheder for musikforskere, der beskæftiger sig med vor tids amerikanske musik, for at udnytte det bibliografiske materiale, som er tilgængeligt på de særlige forskningsinstitutioner: for eksempel The Oral History Archive på Yale, eller The Institute for Studies in American Music ved Brooklyn College (City University of New York).

For komponister uden for universiteternes mure er det ofte nødvendigt at besidde særlige egenskaber så som opfindsomhed og handelstalent - gode velkendte amerikanske dyder - for at sikre opførelsesmuligheder og økonomisk støtte. Konkurrencen er stor, ikke blot blandt komponister men på alle niveauer: 'klassisk' over for 'populær' musik, og - inden for den 'klassiske' lejr - ny musik over for standard-repertoiret, og amerikansk over for europæisk. Der er dog mange alternative 'ikke-koncertsals-prægede' opførelsessteder, som har koncentreret sig om eksperimenterende kunst (det gælder Roulette i New York eller Hartfords Real Art Ways), og et stigende antal støtteorganisationer arbejder på at fremme koncertsals-musik skrevet af nulevende amerikanere. Til disse organisationer hører The American Music Center, American Composers Alliance og Composers Forum, alle sammen i New York, samt et antal regionale organisationer. Den mest kendte af disse er The Minnesota Composers Forum, men lignende grupper findes i Connecticut, Arizona, Chicago, Cincinnati og andre steder. Repræsentanter for disse og lignende grupper foranstalter den årlige festival, kaldet "New Music America", som skifter hjemsted hvert år. (Festivalen "New Music America" eksisterer ikke mere, red.).

Der er en del fonde, der giver aktiv støtte til kunstneriske projekter: det gælder f.eks. The National Endowment for the Arts, regionale statsstøttede kunst-og videnskabsfonde, private fonde som Jerome Foundation (der støtter opførelse og indspilning af musik af yngre komponister) og Fromm Foundation (som financierer bestillingsarbejder, indspilningspriser og omfattende festivaler for ny musik, og som tidligere holdt til på Tangle wood men nu befinder sig i Aspen).

To programmer fortjener en nærmere omtale. Det ene, som kaldes "Meet the Composer", har været et vigtigt middel til at bringe komponister i forbindelse med udøvere og publikum - i kraft af støtte til komponisternes deltagelse i prøver, workshops, seminarer, kurser og (naturligvis) opførelser af deres egen musik. Projektet formidlede også, at et antal komponister fik fast tilknytning til et orkester (composer-residence), betalt af private midler som f.eks. Exxon Corporation. Under dette program har Jacob Druckmein været tilknyttet New York Filharmonikerne, William Kraft og senere John Harbison Los Angeles Filharmonikerne, John Corrigliano Chicago Symphony, Joseph Schwantner (efterfulgt af Joan Tower og Donald Erb) St. Louis Symphony - og dette udgør kun et lille udvalg af listen af sådanne komponister!

Endelig skal det nævnes, at musikkritikken i forbindelse med ny amerikansk musik antager mange former, fra den daglige journalistik (som man møder den i New York Times eller Village Voice) til et stort antal tidsskrifter og specialpublikationer - Musical America, Living Music og Perspectives of New Music, for blot at nævne nogle få.

Enhver, som ønsker at trænge lidt dybere ned i amerikansk musikliv i dag kan have glæde af at blade igennem det nyligt udgivne leksikon The American Grove. Dette imponerende arbejde - fire bind med 2.600 sider og mere end 700 illustrationer og over 5.000 artikler - inddrager områder soin jazz, populærmusik, etnisk musik og folkemusik. Dets brede udgangspunkt giver plads for overraskende sammenstillinger. F.eks. finder man to gange Parker efter hinanden (Charlie og Horatio), to gange Carter (Elliot og Ron), Home (Lena og Marilyn) og Wolff (Christian og Christoph). I mange henseender afspejler The American Grove den kraft og styrke, der ligger i dens emne: det frejdige og eventyrlystne præg, der er over dette lands musik, dets mangfoldighed af etniske og geografiske traditioner, dets eklekticisme, dets flirt med teknologien, dets udviskning af grænser (hvad enten disse er stilistiske, sociologiske eller økonomiske), og dets grænseløse energi.

Oversat fra engelsk af Niels Krabbe

Elliot Schwarz er komponist og ansat som professor ved Bowdoin College og Ohio State University. Han har været formand for American Society of University Composers, vicepræsident for American Music Center og præsident for The College Music Society.

Tegning side 111: John Cage. Tegning herunder: Morton Feldman i Philip Gustons streg.