Den ny musik til debat på Musikvidenskabeligt Institut i København

Bølgerne gik til tider højt under paneldebatten på Musikvidenskabeligt Institut i København i begyndelsen af oktober. Under overskriften ""Ny musik - presse -publikum"" havde instituttet i samarbejde med DUT, Kompomstforeningen og Dansk Selskab for Musikforskning sammensat et panel bestående af oboist og medlem af Sjællands Symfoniorkesters programudvalg Elsebet Speyer, komponisterne Hans Abrahamsen og Mogens Winkel Holm, musikkritikeren Jan Jacoby og redaktøren af dette blad Anders Beyer. Blandt tilhørerne sås adskillige prominente medlemmer af den københavnske musikpresse.

Selvom emnet vel er af universel relevans - i hvert fald hvis man mener at ny musik er meningsløs uden et publikum og uden en vågen og kritisk presse - var der dog en konkret anledning til arrangementet: sommerens ophedede debat i Politiken affødt af Jan Jaco-bys synspunkter om NUMUS-festivalen med efterfølgende indlæg fra komponister og anmelderkolleger.

Omend Jan Jacoby i sit oplæg netop forsøgte at undgå noget sådant, karakteriserede det debatten, at kun to af de tre af overskriftens katagorier for alvor blev taget under behandling, nemlig den ny musik (altså komponisterne) og pressen (altså anmelderne); publikum gled meget hurtigt i baggrunden. Man kunne få en fornemmelse af, at det når alt kommer til alt ikke er publikums ve og vel, der ligger komponister og anmeldere på sinde - og det er der vel egentlig heller ikke noget mærkeligt i, selvom dog sidste instans publikum må være målgruppen for såvel komponisterne som for anmelderne.

Også ved denne lejlighed - ligesom overfor selve musikken - forholdt 'publikum' sig underligt passivt. Det blev nærmest til en, til tider overspændt, polarisering mellem komponisterne på den ene side og anmelderstanden på den anden. Publikumsbidrag var der ikke mange af. Såfremt de tilstedeværende komponister og anmeldere var typiske repræsentanter for deres stænder, står de to grupper tilsyneladende ganske langt fra hinanden - og hvad værre er, nærer de et vist mål af mistillid til hinanden.

En ting adskilte denne debat fra tidligere lignende debatter om ny musik i løbet af musikhistorien: betegnelsen 'ny musik' blev udelukkende anvendt som en angivelse, af hvornår musikken var skrevet - ikke som en kvalitativ betegnelse. Ingen diskuterede rimeligheden - eller manglen på rimelighed - af at stille indholdsmæssige krav til musikken. I visse kredse er det en hellig ko, at musik, der er skrevet i år pr. definition fortjener større opmærksomhed end musik, skrevet for 20 eller 50 eller 100 år siden. Ikke at den får en sådan opmærksomhed, men at den burde få det. Det er lige ved at være et spørgsmål om moral.

Anmelderens rolle

Musikanmelderen som et vigtigt element i den borgerlige musikkultur opstod i løbet af det 18. århundrede sideløbende med de andre vigtige instanser i denne musikkultur: den offentlige koncert, musiktidsskriftet, musikforlaget osv. Dengang havde han en veldefineret rolle; han var én blandt publikum, som udtalte publikums fælles mening om musikken ud fra det, der i længden skulle vise sig at være en illusion, nemlig at det var muligt at formulere en sådan fælles holdning. Idag er han eller hun blevet specialisten, som ikke på nogen måde kan siges at repræsentere publikum. Undertiden kan man spørge sig selv om hvad anmelderens funktion egentlig er. Musikjournalistens er klar nok. Reportager, interviews, foromtaler er godt og nyttigt stof. Men gælder det også anmeldelser af begivenheder, som kun i meget få tilfælde bliver gentaget; hvad skal de mange, som ikke har været til koncerten, bruge en enkelt tilhørers mening til? Den være sig nok så kvalificeret og velargumenteret. Der er et himmelråbende misforhold mellem interpretations-anmeldelsens betydning for den enkelte kunstners tro på sig selv og sin fremtid og så den baggrund, på hvilken mange sådanne anmeldelser kan være skrevet.

Med værk-anmeldelser er det dog noget andet - og det er det som det her drejer sig om! Naturligvis skal ny musik formidles for publikum, og her spiller musikanmelderen selvsagt en fremtrædende rolle som vejleder og pædagog. Men også på dette punkt afslørede debatten en betydelig kløft mellem komponisterne og anmelderne. Jan Jacoby udtrykte sit synspunkt kort og pragmatisk: den journalistiske behandling af den ny musik er underlagt avisens vilkår; stoffet må behandles »ud fra det interesserede læge publikums forudsætninger og interesser« - et synspunkt der vel er forståeligt, men også beklageligt; Peter Borgwardt-syndromet kunne man kalde det - altså: send (læs: skriv) hvad publikum bryder sig om, og kun det, for i sidste instans drejer det sig om seer- og oplagstal. Over for dette synspunkt stod komponisternes følelsesladede, næsten mimose-agtige, holdning til anmelderne, hvis ene yderlighed var Winkel Holms afskrivning af hele standen, på grund af dens manglende kontakt med det levende ny-musikmiljø, og hvis anden var Abrahamsens appel til anmelderne om ikke alene at bedømme værkerne, som de fremtræder ved koncerter og festivaler, men medtænke de usle vilkår, komponister og arrangører i dagens Danmark har for at præsentere lødigt stof på en lødig måde!

Programlægning

Sådan ca. siden Beethovens død er det blevet mere og mere almindeligt, at koncertprogrammer i alt væsentligt består af afdøde mestres musik, undertiden med et enkelt samtidigt værk så at sige listet ind ad bagdøren. Denne stadige genoptagning, genvurdering og nyfortolkning af de gamle mestres værker har netop været det bærende element i den etablerede koncertinstitution gennem de sidste godt 175 år og er samtidig baggrunden for kritikkens ændring fra sin oprindelige funktion som værkkritik til sin nuværende som inter -pretationskritik. Der er derfor gode historiske grunde til at det traditionelle koncertpublikum svigter koncerter, som udelukkende har ny musik på programmet.

Debatten på Musikvidenskabeligt Institut kredsede jævnligt omkring dette emne: trives og næres den ny musik bedst i reservater - altså ved særlige esoteriske specialkoncerter og større festivaler for ny musik - eller er det målet at integrere den i det gængse koncertudbud. Fra sine erfaringer som musiker og som medlem af programudvalget for Sjællands Symfoniorkester kunne Elsebeth Speyer melde om forsøg i begge retninger - henholdsvis integration og isolation af den ny musik. Som en foreløbig konklusion oplyste hun pragmatisk og defaitistisk, at man i Sjællands Symfoniorkester nu forsøger »at koncentrere flere nye værker i færre programmer og derved holde flere koncerter helt fri for noget anstødeligt nyt« (min kursivering).

Imod isolationstanken talte Jan Jacoby. I forlængelse af de synspunkter han tidligere havde fremsat i pressen og som var udgangspunkt for hele den her referererede debat, advarede han mod det han kaldte »overfodring og specialisering«. Intet lægt publikum kan rumme ny musik i de doser, som det serveres i ved specialkoncerter og festivaler. Tværtimod, fastslog Jacoby, ligger der noget værdifuldt i konfrontationen mellem det ny og det gamle. Kun i en sådan konfrontation afslører musikken - både den ny og den gamle -sin bæredygtighed. Hertil kommer, at for Jacoby er selve garneringen og serveringen af musikken noget man ikke skal holde sig for fin til at bekymre sig om. Og ny musik serveret ved en klassisk' koncert med al dens aura og historiske ballast er nu engang mere spiselig end en anretning i en 'alternativ' fabrikshal eller et klinisk radiostudie.

Engagement og visioner

Ved denne som ved så mange tidligere lejligheder måtte også institutionerne holde for. Anders Beyer, der gennem de sidste år har taget en række væsentlige initiativer omkring den ny musik, ikke mindst på Musikvidenskabeligt Institut i København, talte om den institutionelle træghed; han revsede den vanetænkning, som han mente at finde hos de noget alderssteg-ne toneangivende folk ved musikinstitutterne, konservatorierne, DR etc., og appellerede kraftigt til, at man sådanne steder tog udfordringen fra den ny musik under behandling i kurser, arrangementer, animationer -at man kort sagt markerede sig engageret og kompetent på dagens scene for den ny musik. Specielt fremhævede han de muligheder og forpligtelser, der lå i prokla-meringen af København som kulturby i 1996; her vil der være en enestående mulighed for et sådant fremstød med udgangspunkt i de nævnte musikinstitutioner.

Erfaringer fra universiteterne har vist, at netop den ny musik er et velegnet emne, når det drejer sig om at kombinere en videnskabelig-analytisk og en formidlingsmæssig tilgang; når ikke der, som det er tilfældet med Beethovens Tredje og Mahlers Ottende, allerede er skrevet den første snes bøger og de første et hundrede artikler om musikken, kan man gå anderledes frejdigt og fordomsfrit til værks - og derved opnå et højere mål af erkendelse både hos sig selv og sin målgruppe.

Af ovenstående burde det fremgå, at det var en god og livlig debat, der fandt sted om et vigtigt emne - men også en meget diffus og spredt debat med ganske store modsætninger de forskellige grupperinger imellem. At debatten fandt sted i det nævnte regi og med det nævnte engagement er i sig selv et opmuntrende moment midt i beklagelserne over vilkårene for den ny musik. Det viste dog, at en af de omtalte institutioner - trods påstande om det modsatte - endnu ikke er helt forstenet! Debatten efterlader dog mindst ét ubesvaret spørgsmål: Hvem har forpligtelsen til at sikre, at det ny musikmiljø holdes i live - publikum, presse eller komponister? Eller sagt mere tilspidset: er det alene pressens og publikums ansvar at musikken bliver spillet og hørt; afhænger det trods alt ikke også af, hvilken musik der kommer ud fra komponisternes værksted? Det sidste talte man ikke så meget om den dag på Musikvidenskabeligt Institut!

Tegning i baggrund: Per Marquard Otzen