Fremskridt eller reaktion?

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 04 - side 109-109

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

At kaste sig ud i et projekt som et temanummer om ny amerikansk musik, kunne ligne et redaktionelt selvmord: det er en lige så halsbrækkende ambitiøs opgave som det ville være at beskrive europæisk musik som sådan for et amerikansk læsende publikum. Temanummeret insisterer da heller ikke på at tegne et fyldestgørende billede af det vældige lands musik og musikliv, men kan med fordel bruges som en slags diskussionspartner og brugervejledning for de, der vil gå videre på egen hånd. Det bevidst brudfyldte materiale præsenterer altså snarere en række modsatrettede synspunkter, end et loyalt forsøg på en samlet gengivelse af alle musikalske strømninger. Ikke alene er dette praktisk umuligt, det er ganske enkelt ikke relevant med en samlet optegnelse af bevægelserne i et musikalsk landskab, der ser anderledes ud, når disse ord når læseren.

Med denne indledning in mente er vi stillet frit i sammenstillingen, der nu, frem for at være forpligtet til en altomfattende beskrivelse, kan tjene til præciseringen af udvalgte æstetiske holdninger og problemstillinger. Elliot Schwarz' indledende artikel, der indeholder et væld af oplysninger om navne og institutioner, er ikke desto mindre et forsøg på at få et nogenlunde overblik over vigtige hovedstrømninger. Artiklen er, trods de afsluttende kritiske bemærkninger, den positive og redelige musikhistorie, der omtaler ny amerikansk musik som »frejdigt« og »eventyrlystent«. Her ses musikken som en mangfoldighed af etniske og geografiske traditioner, en frugtbar eklekticisme, der flirter med teknologien, der udvisker grænser (hvad enten disse er stilistiske, sociologiske eller økonomiske), og som indeholder en grænseløs energi.

Over for denne optimisme står komponisten Poul Ruders, der ikke er bleg for at lægge navn til den diamentralt modsatte holdning. I Carl Harrisons interview længere inde i bladet får især yngre amerikanske komponister og musikmiljøet generelt læst og påskrevet. Med komponistens egne ord: »... i bund og grund ser det sort ud, når det drejer sig om fremtiden for den ny musik i Amerika; ganske vist er talentet der, den virkelig originale musik må ligge på bordet et eller andet sted. Men det USA, som bryster sig af at være førende i verden, har ikke brug for en kunst, som ikke er umiddelbart salgbar eller ikke er på mode.«

De øvrige bidrag om ny amerikansk musik i dette nummer kredser også om denne tematik: Fremskridt eller reaktion? Det er den diskussion DMT gerne vil kaste på bordet. Og meget gerne følge op i kommende numre med nye bidrag aflæsere med interesse i ny amerikansk musik.

Anders Beyer

Årgang 66/1991-1992, nr. 04