Rejsende i ny musik

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 04 - side 126-127

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Cellisten Francis Marie Uitti om sig selv og nogle af de andre. Francis Marie Uitti var centralt placeret ved sidste NUMUS festival, hvor et dansk publikum havde lejlighed til at opleve kunstneren. DMT mødte Uitti i Zürich i forbindelse med Verdensmusikdagene i september.


Af ANDERS BEYER

Hendes far var fra Finland, hendes mor tysk jøde, hun kom til verden i Amerika og blev voksen dér. »An incredible chemistry« som hun selv siger. Navn: Francis Marie Uitti, arbejde: cellist. Særdeles god, mener mange. Men hvad er det, blandt mange internationalt anerkendte cellister, der gør Uitti til noget specielt? Det er ikke en i almindelig forstand brillant teknisk beherskelse af instrumentet; man kan snildt tage hende i at spille falsk, hvis man synes det er ophidsende. Til gengæld har hun udviklet en teknik med at spille med to buer (én under og én over strengene), som mig bekendt ingen kan gøre hende efter. Og i nært samarbejde med komponister som John Cage, György Kurtag, Sylvano Bussotti og Giacinto Scelsi, har hun arbejdet med at videreudvikle instrumentets udtryksmuligheder.

Dette udnytter hun ikke mindst som performer af især ny musik. I den musikalske hybridform, hvor teater og musik går op i en højere enhed, tilføjer hendes personlighed og kunstneriske engagement værkerne nye dimensioner, som ville være svært at forestille sig med de fleste andre cellister. Og så kan jeg ikke frasige mig det synspunkt, at Uitti er elementært spændende at se på, når hun optræder. Alt dette betyder, at den gamle floskel om at have mange strenge at spille på, om nogen passer på Uitti.

Da jeg dumpede ned i en af disse alt for store, bløde lænestole i hotellets foyer og Uitti forsvandt i den, der stod ved siden af, opstod den afslappede humor, som giver plads til en af spændt samtale.

Uitti kunne fortælle om sin opvækst i en musikalsk familie, hvor hun tidligt begyndte at studere det klassiske repertoire, bl.a. hos George Neikrug, som gav hende et solidt teknisk fundament. Med dette pløjede hun gennem alle de klassiske værker, som hun anser for at være den eneste måde at arbej de sig frem på. Med hendes egne ord: »Når man har hele standard-repertoiret siddende i fingrene, er det et fantastisk godt udgangspunkt at arbejde videre med. Hvis man ikke har de grundlæggende erfaringer i orden, kan man komme ud i enorme problemer.«

Italien - Giacinto Scelsi

Turen gik derefter til Europa, hvor læreren hed Andre Nevara. Inden de 30 deltog hun i konkurrencer og begyndte en karriere med speciale i Brahms, Beethoven m.fl.:

»Jeg troede det var det jeg ville. Men siden jeg begyndte at spille, har der været en skrue løs i øverste etage. Det var den løse skrue, der elskede Ives' værker og Carters sonater. Jeg ville spille værker af disse komponister, men mine lærere sagde: neej! Da jeg så forberedte mig på en konkurrence i Rom, havde jeg en koncert med værker af Webern. Det var en slags undergrundskoncert, hvor en del komponister var til stede: Scelsi, Bussotti og Renosto bl.a. Da de erfarede, at jeg tog denne musik særdeles alvorligt, begyndte de at skrive musik til mig. Det var en helt ny og spændende oplevelse at arbejde med nulevende førsteklasses-komponister«, siger Uitti.

Det betød - i det mindste i koncertsammenhæng - et farvel til de gamle komponister og et goddag til en ny musik, hvor Uitti kunne improvisere og fra et nyt ståsted forske i instrumentets klanglige muligheder. Og det betød også et goddag til komponisten Francis Marie Uitti, som her høfligt nedtones til fordel for arbejdet med 'de store': »Jeg lærer ufattelig meget af at arbejde med de gode komponister. Om jeg komponerer? Lad os sige, at jeg smigrer mig selv med, at jeg laver musik'. Jeg vil ikke sige, at jeg i alle detaljer ved, hvordan man komponerer. Men det er spændende at være omkring de komponister, der ved det. Det udfordrer mig og giver mig styrke til at satse på en fremtid, hvor jeg i højere grad vil spille egne stykker.«

En ofte hørt bemærkning fra udøvere er, at de mister den klassiske teknik, når de spiller ny musik. Det ser Uitti ikke som noget problem, når man blot husker dagligt at øve de første fire timer på skalaer og klassiske sonater, og først derefter begynder på den ny musik! Som hun selv billedligt udtrykker det: »Jeg visker tavlen ren hver morgen med Bach.« Og hun nævner Per Nørgårds cellokoncert "Between" som et eksempel på vigtigheden af at holde den klassiske teknik i live:

»I dette værk kræves udpræget en klassisk teknik. Men samtidig er der nye udfordringer angående volume, styrke, fordi der er en masse messing i værket, som man skal 'konkurrere' med.«

Uitti finder det lidt besyndeligt, når mange siger, at hun opfinder nye teknikker. Det der er tale om er, at komponisterne kommer med værker, som forlanger nye spillemåder, og det er noget andet. Hendes egen hovedinteresse ligger i at eksperimentere med instrumentets og musikkens klanglige aspekter, lyden: »Jonathan Harvey har lige skrevet en vidunderlig cellokoncert til mig. 99% af værket arbejder med den klassiske lyd og jeg elsker det, fordi det giver mig mulighed for at arbejde med alle de klangfarver og nuancer, som ligger gemt i instrumentet.«

Når Uitti betoner en arbejdsproces, som sætter fokus på det klanglige aspekt, kan man ikke undgå at komme ind på hendes samarbejde med den italienske komponist Giacinto Scelsi. Dette arbejdsfællesskab er blevet omtalt og diskuteret i forbindelse en pikant ophavsret-misere, som DMT tidligere har refereret. Kort fortalt går den ud på at Scelsis nodekriver, Vieri Tossati, efter Scelsis død hævdede at være ophavsmanden til de fleste af Scelsis værker. Der er ingen grund til her at genoptage den ufrugtbare diskussion. For Uitti er sagen afsluttet:

»Hvem kan den interessere? Scelsi kunne have været en hund, det er underordnet, så længe vi har musikken. Morton Feldman har udtrykt det meget præcist. På et spørgsmål om, hvilken musik han helst så udgivet, sagde han øjeblikkelig: »Giacinto Scelsis«. Det fik spørgeren til at sige, at Scelsis musik jo var skrevet af en anden komponist. Hvorpå Feldman sagde: »Jamen, så udgiv for himlens skyld værker af ham!««

Uittis første møde med Scelsi fandt sted i forbindelse med den ovennævnte koncert i Rom. Uitti blev inviteret hjem til komponisten, hvor hun så partiturer og lyttede til båndoptagelser. Scelsi fandt nogle cellostykker frem, som Sigfried Palm ikke kunne spille og bad Uitti om at se nærmere på musikken. Det var begyndelsen til et langvarigt venskab med musikken som centrum: »Vi gik til koncert sammen, talte om yoga og om kunst. Scelsi var en mentor for mig. Han var noget der lignede halvtres år ældre end mig og ønskede at være min guide eller guru. Det var en rolle han selv kunne lide«, siger Uitti.

Da Scelsis søster, som boede på 1. sal i Scelsis hus, døde, bad komponisten Uitti om at flytte ind. Husleje kunne der ikke være tale om, så Uitti besluttede at stille sine erfaringer som musiker til rådighed i forbindelse med udgivelsen af Scelsis værker. På den måde kom hun til at kende alle Scelsis værker og blev ikke blot en vigtig forlagskonsulent, men en udøver, som kunne anskue komponistens værker fra både en videnskabelig og kunstnerisk synsvinkel. Men som udøver at bo sammen med en exentrisk personlighed, der forventer et vist mål af hengivenhed, er nok frugtbart, men kan det ikke være svært at skabe en distance og så at sige leve sit eget liv?

»Det var okay for mig, jeg er af natur uafhængig. Jeg har mine egne holdninger og visioner. Selvfølgelig påvirkede han mig, men der var på intet tidspunkt tale om noget 'ejerforhold'. Scelsi var meget ældre end mig, han var ikke min elsker og jeg blev aldrig forelsket i ham. Der var tale om et venskab, som førte til en åndelig kontakt«, siger Uitti.

I forbindelse med udbredelsen af Scelsis musik, har der været tilbagevende skandaler omkring italienske komponisters undertrykkelse af Scelsis musik. Mens komponisten endnu levede, udelukkede den italienske ISCM-jury f.eks. et Scelsi-værk. Scelsi sendte selv værket til den internationale jury, som antog værket og det blev en dundrende succes. Selv idag er det ikke svært at finde særdeles negative landsmænd, som gerne ser Scelsis musik gemt og glemt. Er der stadig ma-fialignende tilstande i ny italiensk musikliv - bestemte komponister som bestemmer, hvad der er god tone? »Det tror jeg godt man kan sige, og det er ganske enkelt idiotisk; Scelsi påvirkede Nono og mange andre. Og der er sket det samme, som hændte for Morton Feldman i Amerika: de bliver ikke spillet i ders hjemland. I Italien var der kun ganske få komponister, som forsvarede Scelsi: Bussotti, Guacero, Renosto og Evangelisti.«

Holland - nye udfordringer

Efter Rom stod der Amsterdam på billetten, hvor Uitti stadig bor. Her forbereder hun sig i øjeblikket på nye værker og indspilninger på plademærkerne Etcetera, Wergo og Hathot. Hun er bl.a. i færd med at indspille en række CDer med værker af Cage. I 15 år har Uitti arbejdet med dobbelbue-teknikken - og vi kommer i fremtiden til at høre flere 'to-bue-værker':

»Jeg vil gerne opmuntre flere komponister til at skrive værker, som foreskriver to buer, ikke bare fordi det lyder så smukt, men også fordi det giver helt nye muligheder. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne udvikle et bredt repertoire, som bygger på den teknik.«

Taget på ordet - adspurgt om hvilken dansk komponist hun gerne ville have skrev et værk, som anvender to buer - udbryder Uitti:

»That's a tough question! Der er så mange interessante danske komponister. Karsten Fundal har skrevet et meget spændende stykke for cello og percussion, ham ville jeg gerne høre mere af. Og jeg ville bestemt sætte Hans Abrahamsen øverst på listen, jeg elsker alle de noder den mand skriver!«, slutter Uitti.

Årgang 66/1991-1992, nr. 04