Har vi billeder nok - eller hva'???

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 05 - side 157-160

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Om video-undergrunden, video-kunstnere og video-installationer i New York


Af NIELS ULRIK PEDERSEN

En dag går jeg på diskotek. Ingen danser. Alle ser på tv-skærme. Hvorfor betaler folk for at se, hvad de kan se hjemme? Jeg har en nervøs mave. Når jeg laver video, har jeg det fint. Når jeg ser tv på diskotek, får jeg ondt i maven.

Nam June Paik, koreansk-amerikansk video-kunstner

(NEW YORK, december 1991): Et par uger før jul meddeler en notits i New York Times, at en familie i bydelen Brooklyn, som de første, har fået installeret multimedia-giganten Time Warner, Inc.'s nye kabelsystem. Systemet sender 150 tv-kanaler 24 timer i døgnet. Time- Warner prøver at gøre det til en begivenhed ved at forære familien et fjernsyn, men - ak og gab! For amerikanske seere - med et halvt hundrede valgmuligheder, incl. HBO, CINEMAX, SHOWTIME og DISNEY, pay-pr.-view, satellit-diske i baghaven og 27.000 video-udlejnings-butikker på gadehjørnerne -er et nyt kabel- system -150 kanaler! - lige så ophidsende som Mor Teresa i lange uldstrømper.

Kræsenheden - foragten - for myriaderne af muligheder, teknisk og underholdningsmæssigt, er formentlig en uundgåelig ting i et medie-marked, der i den grad domineres af lefleri for opmærksomhed - GRAB ATTENTION, HOLD IT! - som det amerikanske gør. Det er et kommercielt cirkus af gigantiske dimensioner kogt ned til eet ord: Salg - tv-selskabernes 'salg' af programmer til publikum, business salg af produkter til forbrugerne, og seerne/forbrugernes 'køb' af begge dele.

Og så er sandheden, trods den tilsyneladende mangel på interesse, naturligvis, at tv er en feber, en SYGDOM, i Amerikas Forenede Stater. Hver morgen og eftermiddag trykkes ON-knappen på remotekontrollen ind i 162 millioner hjem, og den lille flamme i katoderøret brænder i snit i over syv timer hver dag og hver nat ude i hjemmene. Og igen og igen - og igen! -bryder speakerstemmerne ind med deres sprøde annonceringer: »We will be back after these messages« - eller - »We will be back after this, stay with us!« -som om omskrivningerne (meddelelser!) for det, de er (reklamer!), får dem til at glide lettere ned. Og seerne laver kaffe eller snakker eller lufter hund eller klør sig i nakken eller zapper rundt i kanaljunglen og ender alligevel med i snit at sluge en daglig dosis på ca. 1.600 kommercielle spots.

Ithiel De Sola Pool, en professor på Harvard, der er specialist i massekommunikation, forudser, at nye interaktive media - TELEFON-TV- PC-FUSION, HYBRIDNET, ISDN - vil forandre sender-seerrelationen radikalt, men noterer samtidig at dårlige vaner er svære at slippe af med.

»De mest passive medier vil forblive de mest populære. Men det vil betyde en forskel, hvis fremtidige generationer vokser op med teknik, der gør dem i stand til med en lille indsats at involvere sig aktivt i meningsfulde formål i stedet for simpelthen at acceptere et masseprodukt«, skriver De Sola Pool.

Her nogle år før teknologien lemper os ud af vores passivitet foran skærmen, er græsrødderne i New York og andre steder i USA allerede i gang med tage livet af BIG BROTHER og gøre den ensrettede kommunikations-motorvej lidt mere flerrettet.

»Nagra 3 S300, moviscop S200. Excellent condition must sell immediately 242-3157.«

eller

»Video house producer - looking for camera persons. Betacom AG 450 SVHS. Must have own equipment & travel.«

eller

»Lesbian movie night at the center. 4 installations. Peking opera blues (DOAMO DAN). Directed by Tsui Han 1987.....«

lyder opslagene på opslagstavlen i korridoren til Film/Video Arts, et nonprofit media-artscenter for film og video, beliggende i spartanske omgivelser på anden sal i en kontorejendom på Broadway i downtown New York.

Er New York et globalt mediecenter for tv på etableret, kommercielt niveau, så gør det samme sig gældende på græsrodsplan. Videoområdet eksploderede i 1980'erne, og en ny generation bruger og leger med den ny teknologi som børn tidligere legede med farve-blyanter.

Film/Video Arts er kun et af en snes af samme slags mediacentre, hvor folk, fortrinsvis unge, står i kø for at låne eller leje optageudstyr eller redigeringsrum. Public Access-kanalerne 16 og 17 på Manhatttan Cable fungerer som primær outlet, mens mere eksperimenterende eller ekspressive video'er finder deres publikum ved 'shows' eller forestillinger, arrangeret af producenterne selv. Eller de bliver distribueret til resten af USA via Electronic Arts Intermix, lidt længere nede ad Broadway, der har over 1000 videoer fra halvandet hundrede videokunstnere på lager. Video bruges til at dokumentere og debattere eksplosive problematikker som race, sex, klasse, miljø og militarisme og når videokameraet ikke rækker som våben i informa-tionskrigen, udfordrer aktivister de store networks og resten af medieverdenen i træfninger, der vidner om, at vreden og engagementet i den nye bevægelse er lige så dyb og reel som kreativiteten er mangfoldig og blomstrende. Som da aids-aktivister brød ind i studiet og tog pusten fra anchorman Dan Rather under CBS's nyhederne få dage efter udbruddet af Golfkrigen med råbene: »Fight aids, not arabs«. Og naturligvis var dækningen af krigen beviset på tv's manipulerende karakter: Vi så Pentagon's Bedste Video'er, highligts af teknologiske triumfer, udvalgt footage af en klinisk ren krig, uden ofre, uden lemlæstelse, uden død. Den ny censurbølge i USA, ledet af konservative senatorer og rettet mod bøsser, lesbiske, kondomer, sex-oplysning og alt andet, der går et skridt videre end missionær-stillingen, rammer de åbne kabel-kanaler i New York, ligesom offentlig støtte til kontroversielle kunstnere bliver trukket tilbage.

Græsrødderne svarer på disse frygtelige salver med at lave nye video'er, flere videoer -om dækningen af krigen, om safer sex-kampagner, der bliver standset, om kunstnere, der mister deres grants. Censuren bliver et nyt emne for videomediet.

Som kunstform har videoinstallationer en indbygget undergravende kvalitet. Alle ved, at den 'korrekte' måde at se fjernsyn på, er forskellige grader af magelig henslængthed i en stol eller sofa, med blikket rettet mod en enkelt tv-skærm der viser et billede ad gangen. Men video-installationer dekonstruerer tv-kigger-situationen og skaber istedet nye miljøer eller situationer, hvor seer og skærm(e) mødes på nye måder.

Adrian Piper opstiller 16 tv-monitors i slagorden - battle formation - med front mod publikum og afspiller vidneudsagn, anklagende, forklarende, fra hvide, der 'afslører' at de er sorte, eftersom de nedstammer fra såkaldte Tiouse niggers', som blev voldtaget af deres hvide herremænd. Piper, selv en overlever i et kulturelt ingenmandsland, sætter racismen på dagsordenen. (Out of the Corner på Whitney Museum, 1990).

Bruce Nauman anbringer fire fjernsyn i et rum, parret to og to med det ene apparat på hovedet. En skaldet mand kvæder, synger, råber et meditativt mantra, symfonisk akkompagneret af korsang. Kombinationen af lyd- og visuel effekt er øredøvende, blændende. Man bliver blæst ud af rummet. »Feed McÆat Me, Help Me/Hurt Me,« synger manden (Anthro/Socio, Dislocations, Museum of Modern Art, 1991).

Bill Viola viser et gigantisk videobillede af et bjerglandskab, kameraet ryster og rokker i vilde panorerende tskud, mens stormlyd raser mod seeren. Midt i rummet et lille kammer, som publikum kan kigge ind i og se et snavset gulv og et råt træbord med et fj ernsyn, der viser billeder af en skøn bjergeng. I baggrunden høres mumlen, St. John af Korsets digte, en spansk digter og mystiker arresteret i 1577 og holdt i ni måneder i en celle som denne. Digtene handler om ekstase, kærlighed og at flyve over bymure og bjerge (Room for St. John the Cross, MOMA 1983).

Nam June Paik's loftlejlighed på Broome Street ligner mest baglokalet i en lokal tv-repair-shop - eller som Time skrev: en Sonyfabrik i færd med at blive endevendt af terrorister - under et jordskælv. Indfiltrede ledninger i bundter, gabende åbne fj ernsyn i hel og halvt adskilt tilstand.

Udstyret med gummihandsker og gummistøvler (for at beskytte mod elektriske stød) var Paik den første til at rive og ruske i ledninger og kabler og manipulere tv-apparater med enorme magneter med den hensigt at forvrænge, bøje, omarrangere og i al almindelighed fuske med fj ernsyn. Resultatet var sne i 2. eller 3. potens, geometriske figurer i sindssyge bevægelser og mønstre, et ubeskriveligt kaos af lyssignaler. Paik systematiserede sine erfaringer og opfandt video-synthesizeren. Han kaldte skærm-flimmeret for vuzak eller visual humming, en billedlig parellel til mu-zak, supermarkeders meningsløse lydtapet. Han konstruerede installationer, hvor lydimpulser fra publikum og det omgivende miljø styrede valget af skrible-skrable-billeder på skærmen.

Forbindelsen til musik var ingen tilfældighed, for Nam June Paik var oprindeligt komponist og musiker. I 1950'erne begyndte han, inspireret af den amerikanske avantgarde komponist John Cage, at vælte flygler og pulverisere violiner på scenen. Han indledte en koncert med at spille Chopin og fortsatte med at klippe Cage's slips af lige under knuden, hvorefter han styrtede ud af salen og fra en nærliggende telefonboks ringede og erklærede koncerten for færdig. Han udstillede 13 fjernsyn med manipuleret flimmer på skærmene i Wupperthal i Tyskland i 1963, kaldte udstillingen electronic paintings og signalerede at en ny kunstretning var på vej.

Paik ankom til New York som kulturterrorist året efter og blev hurtigt associeret med Fluxus-gruppen. Han erhvervede det første bærbare Sony video-kamera, der kom på markedet i USA i 1965 og begyndte at lave billeder selv. Hans video-skulpturer voksede i omfang og kompleksitet. Han koinbimerede flimmer-billederne fra de scramblede fjersyn med tv- klip og video fra den virkelige verden med forbløffende og absurde resultater. I "Electronic Opera No. l" mixes det flimrende tapet med klip af en nøgen go-go danserinde og en valgkampagnetale af Richard Nixon samt levende billeder af mennesker fra gaden og Beethovens Måneskinssonate som underlægning.

Hvad var meningen, spurgte folk, og Paik svarede, at spørgsmålet hellere skulle stilles til de store amerikanske tv-selskaber.

»Det er dem, der er kontroversielle. Videokunst har til formål at afskaffe tv's tyranni. Det er svaret på, hvad min kunst handler om. Ellers er der intet budskab. Det er som med musik. Ingen kan forklare, hvad en sonate handler om. Alligevel har den mening.«

"TV Garden" var en installation med ca. 40 fjernsyn anbragt på gulvet med skærmene vendt opad, omgivet af grønne planter. "Hanging TV" omfattede 30 skærme hængende fra loftet med video af kolorerede fisk. "TV Moon" viste månens faser på 12 fjernsyn.

»Man må kende teknologien meget godt for at være i stand til at overvinde den«, siger Paik om sine eksperimenter, og tilføjer, at målet er en humanisering af teknikken, der omgiver os.

Hvirvlende, svirrende gule former danser henover tv-skænnen. Af og til dukker en form op, som kunne være en hånd. Så en anden hånd. En pensel. Hånden skærer igenem de turbulente billeder og begynder at male elegante japanske skrifttegn. I den næste halve time tager Edin Velez's "Meaning of the Interval" (1987) os på en kalajdoskopisk tur rundt i de kontradiktoriske billeder af det moderne Japan, fra hurtig-toget til tatovering efter gammel skik, fra trafikpropper i Tokyo til Butoh-danseres mystiske gestikulationer.

Masser af video-art, der var crazy stuff, ekstremt og eksperimentelt, finder vej til etableret tv, og i den forstand er video-undergrunden pionerer inden for udforskningen og udviklingen af video og tv som masse-kommunikationsmidler.

Spørgsmålet blæser stadig i vinden. Er video og video-installationer kunst?

»Kunst afhænger ikke af teknologi. Kunst afhænger af kunstnerens vision.« siger John Hanhardt, museumsinspektøren for film og video på Whitney Museum. Hanhardt arrangerede den store retrospektive udstilling for Paik i 1982, som var med til at give video-art et gennembrud.

Den slags film og video, vi taler om, siger Hanhardt, har ikke til formål »at sælge varer eller fantasier i kommercielt tv eller i reklamer«, men snarere »at give et kritisk og reflekterende blik på os selv og verden omkring os. Den er den rolle kunst udfylder og altid har udfyldt.« Om video-installationer som kunstform siger Hanhardt, at det ikke er overraskende, at kunstnere begynder at bruge tv og tv-apparater som skulpturelt materiale.

»Det er et nyt lærred, en ny overflade (at male på). Og så, naturligvis, er det kunst. Kunsten skifter altid i takt med at kunstnerne udforsker deres visioner gennem nye media«, siger Hanhardt.

Nam June Paik siger, at modviljen mod videokunst er blevet mindre i de senere år. Han tilføjer, at high-tech aspektet i hans kunst kun er en sekundær faktor, der ikke øver speciel tiltrækning på ham.

»Faktisk er teknologi ikke så vigtig for mig som kunstner«, siger han. »Jeg spiller også klaver og jeg skriver en del... På den anden side: Alt som ikke er betrådt - jomfrueligt land, som andre ikke ser - er jeg interesseret i. De fleste kunstnere er malere, og de er ligeglade med video. Men video er en stor, stor, fantastisk malerpensel! Så da ingen andre brugte den, så gjorde jeg det! Hvis nogen havde gjort det, havde jeg lavet andre ting.«

Nogle ser en guldalder for video i årtierne, der kommer, som om lavinen af ny teknologi - CD-ROM, HDTV, FLAT SCREEN DISPLAYS - automatisk udløser kreativitet. De fleste nøjes med at slå fast, at video som udtryksmiddel og kunstform stadig er en baby med enormt potentiale for vækst.

Paik's umiddelbare fremtid er koncentreret om tre projekter, der både afspejler hans eget engagement og video-formatets bredde og muligheder: 1. Et videoværk for USA's nonkommercielle tv-selskab PBS, hvor han bruger en ny teknik, der kan speede tale op, uden at stemmerne lyder som Anders And. 2. Billeder og skulpturer, der indeholder små fjernsyn med klip fra Hitchcock's film "Fuglene". Hitchcock optræder i skulpturen som en lille tyk figur i gips! Og endelig 3. forbereder Paik en live satellittransmission mellem Casablanca og Floyd Bennet Airfield i USA nytårsaften 1992 til ære for EF - en video-installation long distance via satellit, en teknologi, der stadig er et ingenmandsland blandt kunstnere - og derfor en selvlysende udfordring for Paik.

Paik blev født længe før tv, i Seoul i Korea i 1932. En halv generation senere kom videokunstneren Bill Viola til verden i New York. Som enhver anden, der voksede op med tv, taler Viola om tv-apparatet og mediets indflydelse på hans liv, han livssyn og hans kunst. Viola er af den tidlige tv-generation, fra dengang, der kun var syv kanaler. »Jeg havde en 7-kanalet barndom - a seven-channel childhood«, siger Viola. Det lyder som oldtid for teenagerne i Brooklyn i dag med 150 kanaler på flimmeren: »150 kanaler! - What else is new!! Hvornår sker der noget SPÆNDENDE???«

(Foto s. 157: Charlotte Moorman i Paiks "TV Cello". Foto opslaget s. 158-59: Charlotte Moorman under en prøve på Paiks "Opera Sextronique". )

Nils Ulrik Pedersen er dansk journalist. Han har siden 1989 arbejdet som freelance i New York.

Årgang 66/1991-1992, nr. 05