Hjørnespark

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 05 - side 176-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

""Fremtidens musikuddannelser. En rapport"", forfattet af en arbejdsgruppe under kultur- og undervisningsministerierne. København, november 1991.


Af SVEN ERIK WERNER

»Hvad mener du/De om dansk musikpolitik?« kunne man nok få et par Gallup-folk til at spørge, hvis det ellers var umagen og pengene værd. For de ærligste af os måtte jo nødvendigvis svare: »Det ville sikkert være en god idé.«

Kulturministeriet og dets hastigt skiftende ledere har længe været under anklage for ikke at (ville) føre kulturpolitik. Kravet kan synes rimeligt nok, men er blevet uopfyldeligt i et samfund, der har tvunget sig selv til at sætte lighedstegn mellem pluralisme og holdningsløshed.

Den således borteblevne musikpolitik gør også en samlet uddannelsespolitik besværlig, for ikke at sige umulig. Markedet stiller samfundet en række sociale og uddannelsesmæssige opgaver, som staten har påtaget sig at løse. Men da staten ikke kan tage stilling -slet ikke moralsk, men heller ikke fagligt - overlades det til miljøer og interessegrupper selv at udforme de nødvendige delsystemer og regelsæt, som hver for sig kan tage sig fornuftige og retfærdige ud, men i samlet flok tit spænder ben for hinanden, fordi de ikke kan relateres til et helhedssyn.

Ethvert forsøg på at overskride fragmenteringen og nærme sig et sådant helhedssyn vil derfor enten simpelthen lide skibbrud eller blot blive endnu en knopskydning i delsystemernes vildnis. Det afhænger af det enkelte projekts ambitionsniveau og radikalitet. Jo stærkere det forulemper fragmenteringen og byder den rådende konsensus trods, jo større bliver risikoen for skibbrud. Og jo længere det går ind på den rådende konsensus' forudsætninger, jo større bliver chancen for at fortabe sig i vildnisset og øge fragmenteringen.

"Fremtidens musikuddannelser" placerer sig eftertrykkeligt i vildnisset. At rapporten har fået samme titel som Statens Musikråds konferencerapport om samme emne fra december 1989 er udtryk for enten provokerende uopfindsomhed eller rørende veneration. Eller for simpel resignation. For den tværministerielle arbejdsgruppe under lektor Bente Kristensens kompetente ledelse vidste på forhånd, at kultur- og undervisningsministerierne efter Statens Musikråds Vingsted-konference ikke kunne gøre andet end sende bolden til hjørnespark i et udvalg, som helst hverken skulle forhaste sig eller komme med rabiate indspil. At man altså bad om en tilvækst til vildnisset - ikke om at få ryddet op.

Der kan naturligvis også være den forklaring på titelfællesskabet, at arbejdsgruppen bevidst går efter at få de to rapporter forvekslet. Den højere visdom bag et sådant ræsonnement kan det være vanskeligt at få øje på, medmindre det da forholder sig så enkelt, at arbejdsgruppen har villet understrege det umulige i at udmønte Vingstedrapportens disparate tilkendegivelser i noget, der kunne ligne praktisk anvendelige løsningsmodeller.

I hvert fald har denne rapport - som utallige andre - sin styrke i problembeskrivelsen, analysen og argumentationen for at fastholde et substantielt statsligt engagement i musikliv og musikuddannelser. Særlig det afsluttende essay om samspillet mellem musikuddannelser og musikkultur er inspirerende læsning.

Når det kommer til rapportens konkrete forslag, sløres imidlertid billedet. Slagnumrene er:

- oprettelse af en orkesterhøjskole med internationalt sigte i København,

- oprettelse af en musikdramatisk højskole i Århus og

- oprettelse af et rockkonservatorium, ligeledes i Århus.

Dertil kommer så et forslag om intensiveret og formaliseret samarbejde inden for rammerne af regionale musikuddannelsescentre, oprettet hvor flere institutioner (konservatorier og musikvidenskabelige institutter) i forvejen er placeret, dvs. i København, Århus og Aalborg.

Endelig skal det nævnes, at musiklæreruddannelserne foreslås integreret således at alle kandidater fremtidig uddannes med kompetence i både rytmisk og klassisk musik »men med en klar hovedvægt på et af de to repertoirer.«

Hermed er vist også konservatorieverdenens vigtigste smertepunkter strejfet. Men desværre heller ikke mere end strejfet. De rigtig tunge struktur- og fagproblemer tackles ikke, hvis de da overhovedet nævnes. Betyder f. eks. oprettelse af en orkesterhøjskole i København, at provinskonservatorierne ikke længere skal uddanne orkestermusikere? Der mumles om en 5 % 'diplomkvote' til fordeling i provinsen, men hvordan den kan forliges med rapportens lovprisning af den konkurrencebårne decentralisering (s. 78) forbliver ubesvaret. Er forslaget om en musikdramatisk højskole i Århus ment som plaster på det sår, og betyder det så omvendt, at Operaakademiet skal nedlægges? Det afstår rapporten explicit fra at tage stilling til, og det er nok meget klogt.

Og hvad skal der ske med Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg, når eller hvis der etableres et rockkonservatorium i Århus? Er rockmiljøerne overhovedet motiveret for en sådan institution? Og er forslaget om obligatorisk kompetence i både rytmisk og klassisk musik for alle musiklærere realistisk, endsige formålstjenligt? Risikerer man ikke at sidde tilbage med de næstbedste talenter, fordi de bedste har det med at foretrække de smallere, mere uvejsomme stier, der nu oven i købet bliver genveje?

Når jeg overhovedet orker at repetere disse trivielle spørgsmål, er det for at illustrere rapportens selvvalgte karakter af lappeløsningskatalog. Lidt skuffende, men ikke videre overraskende. Øvelsens formål - at redde til hjørnespark - er jo således opfyldt. Og der er allerede linet op til næste hjørnespark - høringsfasen -og dermed til nyt klumpspil. Og der kommer såmænd også et tredje hjørnespark: et nyt ministerielt udvalg til at tygge drøv på studietidsnormeringer, kvote-ringsmodeller og studieplaner under forsæde af Tage Nielsen, der om nogen kender til den aktuelle konser-vatorieproblematik helt tilbage til dens udspring: statens halvhjertede overtagelse af de tre små provins -konservatorier i 1972.

Den eneste helt sikre konsekvens af Bente Kristensen-udvalgets rapport bliver - besparelser. »Arbejdsgruppens forslag må ikke medføre merudgifter for det offentlige«, hedder det lakonisk i kommissoriet. Og da udvalget viger tilbage fra enhver drastisk foranstaltning (nedlæggelser, ressourceallokeringer o.l. ), må det ty til den velkendte grønthøstermetode for at få regnestykket til at stemme. Også det er jo en klassisk øvelse i vort skindemokrati: at få forringelser til at tage sig ud som fremskridt. Og det skulle såmænd ikke undre, om besparelserne bliver gennemført, uanset om rapportens forslag bliver realiseret eller ej. Universitetsuddannelserne behandles også i rapporten, men at dømme efter omfang og grundighed er deres problemer for ingenting at regne sammenlignet ned konservatorie-verdenens.

Med mindre man da kan vælge at være så naiv at insistere på det umulige helhedssyn, der kunne få musiklivet til at hænge sammen fra vugge til grav. Nå ja, når det nu alt andet lige handler om en kunstart med notable traditioner for samlende manifestationer.

Fra dette utopiens udsigtspunkt er det let nok at udspy kaskader af spørgsmål, som intet ministerielt kommissorium ville drømme om at nærme sig: er det markedskrav eller kvalitetsnormer, der skal definere uddannelserne? Er markedskræfterne forenelige med det frie studievalg? Hvor mange institutioner kan den samlede talentmasse på lærer- og elevsiden bære? Hvor omfattende skal den offentlige uddannelsesforpligtelse være? Er de videregående uddannelsessteders autonome og selvsupplerende faglige miljøer nødvendige og tilstrækkelige til at sikre dynamik og fornyelse? Er kun rytmisk musik samtidsmusik? Hvordan undgås nivellering og sikres professionalisme - og omvendt? Etc. etc. Kortere sagt: hvad er det for et musikliv, vi vil have, og hvordan får vi det?

En rapport om disse - eller rettere: dette ene -spørgsmål ville unægtelig være sværere at skrive, men også sjovere at læse end den, der her er på dagsordenen. Og hvad mere er: den ville ikke få et ben til jorden.

Årgang 66/1991-1992, nr. 05