Intermediær kunst

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 05 - side 145-145

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Her i begyndelsen af 30-året for den internationale fluxus-bevægelse, tager vi et forsømt stofområde op: den intermediære kunst. Hadet og elsket i kraft af kunstnerpersonligheder som eksempelvis Nam June Paik, Eric Andersen og Arthur Køpeke. Paradoksalt nok taler vi herhjemme ofte om denne kunstneriske hybridform, fluxus og happening eksempelvis, som en historisk kategori, ofte sammentrængt til begivenhederne i begyndelsen af 60'erne på Louisiana og med Paik der studsede en velkendt anmelders slips som dét, der står tilbage i hukommelsen.

Set i historiens bakspejl synes den danske mentalitet ikke at være gearet til at eksponere kunstneriske udtryk, som vi kender dem fra eksperimenterende kunstnere som Henning Christiansen og Eric Andersen. Hverken før eller nu. De har ikke haft fortalere og ligesindede i Kunstfonden og andre rare steder. Lige så stille er de gået hen og blevet klemt og glemt. Kendetegnende for de nævnte kunstnere er da også at de har søgt bekræftelse uden for landets grænser, hvor fluxus-bevægelsen nu anses for at være mere livskraftig end nogensinde. Det kan man forsikre sig om blot ved at se på, hvad der planlagt af intermediære kunstprojekter i 1992 ude i den store verden. Alene i New York er der i september måned tre(!) store udstillinger med performances på New Museum, Franklin Furnace og Emely Harvey Gallery. Højdepunktet bliver uden tvivl Intermedia International i Madrid til efteråret, med deltagelse af alle de levende kunstnere, som deltog i de oprindelige fluxus-festivals i '62. Retfærdigvis skal det nævnes, at der i Nikolaj Kirke forberedes 7 perfor-mances i november med 14 fluxus-kunstnere.

At Paik, der også var centralt placeret i forbindelse med fluxus-begivenhederne i Danmark i 60'erne, nu har opnået international anerkendelse, afspejles alene i antallet af udstillinger og performan-ces rundt om i det meste af verden. Journalisten Niels Ulrik Pedersen har for nylig besøgt Paik i New York. I artiklen længere inde i bladet får vi et førstehåndsindtryk af video-undergrunden, videokunstnere og videoinstallationer i New York. Denne situationsrapport ligger således i forlængelse af sidste nummers tema om amerikansk musik, men danner samtidig optakt til det nye års store satsning i Det Unge Tonekunstnerselskab: PEEP. Det vældige multi-media-projekt, som er skabt af komponisten Niels Rosing-Schow og videokunstneren Pablo Llambias, kan opleves fra den 28. februar i Charlottenborgs Udstillingsbygning og i Husets Video Galleri. PEEP-projektet er usædvanligt alene af den grund, at det er dyrt: små to millioner kr. I forbindelse med projektet er det tanken at etablere en teknikbank som indeholder alt det anvendte udstyr, PEEP-samlingen', der ikke findes tilsvarende andre steder i verden. Det betyder at det tekniske udstyr kan bevares samlet og stilles til rådighed for kunstnere, som ønsker at arbejde med interaktive virkemidler. København Kulturby 1996 vil givetvis kunne genbruge installationen samlet eller delt. Måske endda af Det Unge Tonekunstnerselskab selv, der om nogen er på banen i '96; foreningen har afgivet et stort 'ja', nemlig et tilsagn om at stå som arrangør for ISCM-festivalen 1996.

Anders Beyer

Årgang 66/1991-1992, nr. 05