Mozart-året - et tilbageblik

Hvad kom der så ud af det - Mozart-året? DMT ser nærmere på årsfesten, hvis negative side har været en kunstig oppustning uden sidestykke i historien, som først og fremmest købmændene har forstået at udnytte. Men at der også er kommet noget godt ud af dødsfejringen, kan der vist ikke være tvivl om: opførelser og udgivelser af litteratur og plader i et antal hyldemeter, som ligger hinsides enhver overskuelighed, l dette nummer ser vi nærmere på nogle af de bogudgivelser, som har påkaldt sig opmærksomhed herhjemme i 1991. Pladeudgivelserne tager vi op i næste nummer.

Af CARSTEN E. HATTING

I et år har man nu gået rundt og ønsket hinanden til lykke med Mozart, fordi det var 200 år siden, han døde. Og hvorfor skulle man ikke det? Der er ingen særlig forskel på at fejre hans runde fødselsdag, som det skete i 1956, og at mindes hans død. Selve begivenheden er så langt væk, at forsøg på at fremmane en begra-velsesstemning i den anledning ville være hykleri. Man har taget udgangspunkt i det faktum, at det lige netop er par århundreder siden, og så sat alle sejl til for Mozart og hans musik. Året blev gjort til en begivenhed i sig selv.

Mindeår og jubilæer for afdøde storheder er i vor tid blevet et hyppigere tilbagevendende fænomen. Ganske vist fejrede man i London allerede i 1784, hvad man troede var Handels 100-års fødselsdag, og man holdt i det 19. århundrede ude i Europa musikfester i stort tal, også til tider knyttet til en enkelt komponist og hans værker. I Danmark var de ikke rigtigt almindelige før midten af dette århundrede. Bach-festen i 1950 var vist nok den første store mindefest her i landet for en af de udenlandske berømtheder. I en hel uge foranstaltede man Bach- koncerter - ti i alt i fornemt samlet regi, men dertil kom en mængde af andre koncerter - og man talte og skrev om Bach, så at så mange som muligt fik henledt opmærksomheden på den store komponist og hans betydning for vor kultur. I 1956 gjorde man så igen noget tilsvarende for Mozart og hans musik. Da var der på østrigsk opfordring blev nedsat en komité med repræsentanter for alle de betydelige musikinstitutioner i Danmark, så at Mozart i en uge blev fejret på Det kgl. Teater, på Københavns Universitet, Det kgl. Danske Musikkonservatorium, i koncertsale, i radioen og i aviserne, kort sagt overalt. Prof. Jens Peter Larsen, der var komiteens formand, sendte en beretning til de østrigske partnere, og den blev trykt i Mitteilungen der Internationalen Stiftung Mozarteum så tidligt som i juni 1956. Festugen havde naturligvis været placeret i dagene rundt omkring Mozarts fødselsdag d. 27. januar. Men der var altså blot tale om en uge.

I år har vi oplevet et virkeligt Mozart-år. Der har ikke kun været tale om en uge eller en måned, men om en jævn strøm af begivenheder fra januar helt til december i tæt tilknytning til, hvad der er foregået ude i Europa. Der kom mængder af nye nodeudgivelser, talløse nye Mozart-plader, en lang række Mozart-udsendelser i radio og fjernsyn, og der blev udgivet en næsten uoverskuelig mængde af Mozart-artikler og Mozart-bøger.

Man har dermed nået en grænse, der ikke lader sig overskride. Vel kunne man forestille sig en endnu mere intens indsats året igennem. Vi har i Danmark langtfra hørt og set så meget, som man har kunnet opleve i byer som Salzburg og Wien. Men dog mere, end ved nogen tidligere tilsvarende begivenhed. Og gang på gang er man stødt på overvejelser over, om det nu så nyttede noget. Var det anstrengelserne værd?

Spørgsmålet er blevet mødt med forskellige holdninger. Dels den kritiske, idealistiske, som bygger på den snusfornuftige konstatering, at Mozarts musik i år næppe er vigtigere for os, end den var sidste år og formodentlig vil være det i det næste. Man kan derefter kaste sig over at gøre grin med den myreflid, der har været udfoldet med årstallet som motiv, eller udstille sin skepsis over for, hvad folk egentlig har fået ud af den. Set på den baggrund virker aktiviteten som sen-sationsmageri og kunstig oppustning af et kulturbehov med henblik på at trække pengene ud af kundernes lommer.

Man kan også konstatere, mere naivt og pragmatisk, at det har været muligt at gennemføre arrangementer og udgivelser, som der på andre tidspunkter næppe havde været den samme vilje og de samme ressourcer til eller en tilsvarende opmærksomhed omkring. Lad der så blot være gjort plads for lidt primitiv talmagi og et vist mål af udnyttelse af den. Virkningen lader sig ikke bortforklare. Hvor megen glæde og indsigt der er skabt gennem lytning og læsning, det skal man som bekendt udtale sig varsomt om. Men man slipper næppe godt fra at hævde, at Mozart-året kun var en kommerciel begivenhed, som ikke byggede på en eller anden slags oplevelse af musikken eller optagethed af komponisten som menneske og kunstner.

Hvis man spørger, om Mozartårets begivenheder har givet os et nyt billede af Mozart, et nyt og friskere forhold til hans musik, kan man nok komme i tvivl om svaret. Eller rettere: man vil være tilbøjelig til at sige nej. Når vi tænker nogle år tilbage, på dengang da sindene blev sat i bevægelse af Wolfgang Hildesheimers Mozart-biografi, så må 1991 nok, i hvert fald indtil videre, betegnes som fattigere på radikale og oprørske tanker. Endnu mere bevægelse kom der blandt folk, efter at bogens følgesvende, Peter Shaffers skuespil ""Amadeus"" og Milos Formans filmatisering (og popularisering) af det, gik deres sejrsgang over Europa. Der fik man sat spørgsmål på dagsordenen om forholdet mellem liv og værk, og om forbindelsen mellem billedet af komponisten og fortolkningen af musikken - på en helt anden måde, end det er sket i 1991. Det er blevet sagt (og påvist) om Hildesheimer, at han var langt mere kritisk over for tidligere Mozart-biografers brug af kildematerialet end over for sin egen, men han havde en idé, og den slog kraftigt an. Fantasifuldt formidlet - og kunstnerisk overbevisende - blev denne idé af Shaffer og især Forman bragt ud til et langt større publikum, end Mozarts musik indtil da havde haft. Noget tilsvarende oplevede vi ikke i det netop udrundne mindeår. Men antagelig må den aktuelle Mozart-intéressés forbløffende omfang og mulighederne, som forelå for at bygge året op som Mozart-år, netop ses som et resultat af "Amadeus"-filmens succes. Mozarts musik er ikke længere blot et emblem for borgerlighed eller alderdom. Den høres stort set af alle.

Et mere bestemt svar på spørgsmålet om Mozartårets værdi kan imidlertid først gives senere. Ved de talrige Mozart-kongresser rundt omkring i Europa er der blevet fremlagt store og små resultater af musikhistorikernes arbejde med Mozart og hans musik. De fleste foredrag har her kun kunnet samle et mindre antal tilhørere, og nian må vente på de trykte beretninger, før man kan danne sig et overblik over, hvor meget der er blevet flyttet i kraft af indsatsen. Dog blev der i Salzburg i februar præsenteret et resultat, der med rette vakte opmærksomhed. Den nye samlede udgave af Mozarts værker er blevet færdig. Vel mangler der stadig en del af de kritiske beretninger, som hører en sådan udgave til, men de store bind med alle noderne foreligger. Den indledende planlægning af udgaven startede allerede i (Mozart-året) 1941, men udgivelserne kom på grund af krigen først i gang i midten af 1950erne. Alt i alt har arbejdet altså strakt sig over et halvt århundrede, væsentlig længere tid end Mozart brugte til at komponere musikken. Men han behøvede heller ikke forholde sig til de vanskelige kildeproblemer, der tårner sig op for dem, som i dag ønsker at præsentere en pålidelig nodetekst til værkerne. Arbejdet med at finde kilderne til værkerne, sammenligne dem og vælge de mest troværdige foregår løbende, så sandt som der hele tiden vindes ny viden, og man kan derfor ikke hævde - hvor gerne man end ville det - at denne udgave er den 'endelige'. Men værdien af at have en grundigt gennemarbejdet udgave af Mozarts (og andre store komponisters) samlede værker til rådighed står ikke til diskussion, og denne, der allerede har indprentet sig i bevidstheden som NMA (Neue Mozart Ausgabe), må uden tvivl betragtes som den hidtil sikreste. Vi havde næppe haft den, hvis ikke totre Mozart-år havde bidraget til at koncentrere kræfterne og interessen om projektet og ikke mindst - rejse pengene til det.

Det er selvfølgelig de færreste, som kommer direkte i kontakt med dette kæmpeværk, men fremtidige udgaver til praktisk brug vil utvivlsomt være baseret på den, og den får dermed en omfattende indirekte betydning. Lidt større publikum har de bøger, som blev udgivet i årets løb, og det lader sig tilmed gøre nogenlunde at overskue, hvad der kom på det danske bogmarked.

Bogudgivelser

Som en slags forløber kom allerede i 1990 Mogens Wenzel Andreasens velskrevne og rigt illustrerede Mozart-biografi (Politiken), der vel ikke sigter mod at bringe egentlig nye oplysninger, men at servere almen viden om Mozart i en tilgængelig form. Går vi ind i Mozart-årets bogproduktion, må man først nævne de to bøger af H.C. Robbins Landon: "Mozarts gyldne år" (Gyldendal, oversat af Peter Dürrfeld) og "1791. Mozarts sidste år" (Munksgaard, oversat af Inger Sørensen, hvis egen lille nænsomme Mozart-biografi samtidig kom i en ny udgave på forlaget Sesam). Det er bøger, som samler sig om den del af Mozarts liv, da han komponerede sine modne værker - dem, der skaffede ham berømmelsen i eftertiden - og de er skrevet af en forsker, der både ved, hvor ofte myter og dokumenterede vidnesbyrd peger i hver sin retning, og som kan skære igennem og fortælle fængslende og engageret om de væsentlige ting. Det er bøger, som medvirker til at rense Mozart-billedet for gammel fernis og få det til at træde tydeligere frem.

Hvis danske læsere ikke bemærker, at "1791. Mozarts sidste år" blev skrevet først - og med et lidt andet sigte end den følgende - kan de to bøger godt komme til at stå i et lidt mærkeligt forhold til hinanden. Men i denne første bog tog H.C. Robbins Landon fat i en række konkrete problemer, som har domineret i Mozart-litteraturen, Mozart og frimureriet, Mozarts finansielle forhold i hans sidste leveår og mystikken omkring Requiem og hans død. Bogen rummer især mange værdifulde socialhistoriske oplysninger. Det gør den anden, "Mozarts gyldne år" for så vidt også, men den er anlagt som en bredere beretning, og den er knap så helstøbt. Landon er kendt som både Haydn- og Mozart-forsker, og han har meget at fortælle både om historiske forhold og om musikværkerne. Ind imellem giver han plads for en del små sidespring, f. eks. om vidunderbørn på den tid, om naturhornets begrænsninger i forhold til det moderne ventilhorn, som bryder fremstillingen lidt, selv om det ville være en overdrivelse at kalde dem irrelevante. I syv tillæg bringes endelig forskellige af forfatterens seneste opdagelser. Værdifuldt nok, men de kan nok opleves som lidt af en undskyldning for, at den tidligere udgivelse har spærret for bogens harmoniske afrunding.

Peter Dürrfeld udsendte desuden sin "Bravo, Mozart" (Vindrose), der som roman tynges lidt af forfatterens store kendskab til Mozart og tiden i almindelighed, og af hans omsorg for ikke at gå på tværs af sin viden. Romanen overgås nok i betydning af Dürrfelds oversættelsesarbejde, som blev fortsat med et fint lille udvalg af Mozarts breve og med civilisationsforskeren Norbert Elias' "Mozart. Sociologiske betragtninger over et geni" (begge hos Gyldendal). Den sidste er egentlig et fragment, som Norbert Elias, der døde i 1990, ikke selv nåede at få udgivet, men som i foråret 1991 er gjort parat af hans elev Michael Schröter. Dürrfeld må have arbejdet dag og nat på opgaven. Som undertitlen angiver, en det en bog om Mozart som skabende kunstner i en overgangstid. Den beskriver udviklingen i kunstopfattelsen fra 'Handwerkerkunst' til 'Künstlerkunst' og Mozarts vanskeligheder, som kunstner snarere end som håndværker, med at indordne sig under tidens (endnu) herskende normer. De var nok under forandring - set i et tilbageblik - men de måtte stadig forekomme hans nærmeste, hans adelige foresatte og velyndere såvel som hans fader, fuldt gyldige. Norbert Elias bringer læseren nær på, hvordan Mozart selv kan, måske endog må have opfattet sin omverden, og hvordan hans selvbevidsthed, der hvilede på den uddannelse og opdragelse, faderen havde givet ham, dannede det nødvendige grundlag for hans oprør mod den ærkebiskoppelige arbejdsgiver og hans selvstændiggørelse i forholdet til faderen.

Forfatteren Jakob Brønnums "Elegi for Mozart" (Brage) rummer mange udblik til andre områder af europæisk kultur, og den er fantasifuldt illustreret. Den er på sin vis ganske ambitiøs, men også forvirrende ved at ville så meget. Ind mellem ret indforståede kapitler med åndfuld tekst om Mozart og verden i det hele taget findes f. eks. en gennemgang af sonateformen og en række afsnit med et væld af korte, ret personlige karakteristikker af enkeltværker. Det er svært at forestille sig, hvilken læser der vil have lige meget brug for det hele.

I slutningen af september - på 200-års dagen for den første opførelse af "Tryllefløjten" - udkom Jørgen I. Jensen og Erik A. Nielsens fremragende bog om dette værk. Bogen blev anmeldt her i DMT nr. 3, 1991/92. Den er nok det mest selvstændige og betydelige danske bidrag til Mozart-året.

Min egen "Mozart og Danmark" (Engstrøm & Sødring), der udkom i begyndelsen af december (se anmeldelsen andetsteds i dette nummer, red.), er et forsøg på at følge udviklingen i Danmark fra 1790erne, da Mozart var en forholdsvis ukendt og i hvert fald en ny og Vanskelig' komponist, igennem det 19. og 20. århundrede, hvor hans musik ligesom i andre europæiske lande efterhånden er blevet klassisk - i flere af ordets betydninger - og høres langt mere, og på en ganske anden måde, end da den var ny.

Der er ikke i en årrække udkommet så mange Mozart-bøger på dansk som i 1991. Forfattere og oversættere har grebet anledningen til at få udgivet, hvad der var på vej eller måske lå i skrivebordsskuffen, og forlæggerne har nærmest stået på spring for at komme dem i møde. Skulle man pege på udenlandske bøger af nyere dato, der derudover stadig kunne fortjene en dansk oversættelse, kunne det f. eks. være Stefan Kunze: "Mozarts Opern". Stuttgart 1984, Gernot Gruber: "Mozart und die Nachwelt". Salzburg, Wien 1985, samme forfatters "Mozart verstehen". Salzburg, Wien 1990 samt - for nu at se lidt ud over hovedpersonen - Eva Rieger: "Nannerl Mozart. Leben einer Künstlerin im 18. Jahrhundert". Frankfurt a/M 1990. Andre kunne komme på tale - Mozart-litteraturen vokser hvert år - men disse tør jeg i hvert fald anbefale.

Vi fik nok ikke i 1991 et markant nyt Mozart-billede, men det, vi kender, kom måske til at stå med lidt klarere konturer - og det blev antagelig også synligt for en del mennesker, der ikke på forhånd kendte det så godt. Jeg er ikke i tvivl om, at 1991 vil blive husket som et frodigt år for Mozart-interessen og Mozart-dyrkelsen. Og lad et så bare vise sig, om ikke hans musik vil virke lige så vedkommende i de følgende år, som den har gjort det i minde- og jubelåret.