Anmeldelser - Musik og teologi

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 209-209

Jørgen Lekfeldt, ""Solle og Stockhausen - musikkens teologi og teologiens musik"". 314 s. Schønberg 1991.

Stockhausens musik udtrykker håbet og drømmen om det tvangfri samfund, hvori det splittede menneske igen kan blive helt. At det er på dette overordnede plan, sammenligningen foregår, kunne Lekfeldt gerne have skrevet klarere i indledningen, hvor emnevalget kun begrundes med biografiske sammenfald og tilstedeværelsen af en 'tværfaglig gnist.

Tilgangen til emnet vanskeliggøres af dets tværfaglige karakter, hvor der arbejdes med både teologiske og musikalske begreber og termer. Som læser med et musikalsk udgangspunkt siger navne som Barth, Bultmann og Glebe-Møller mig ikke umiddelbart noget, hvorimod navne som Schönberg, Stravinsky og Poul Nielsen giver et rimeligt klart billede af, hvor vi befinder os. Jeg forestiller mig, at mange teologisk interesserede læsere har det omvendte problem.

Men bogen kan også læses som en bog om Stockhausen. Dels fordi det centrale kapitel om Stockhau-sens musik og teologi udgør halvdelen af bogens tekst, dels fordi det efterfølges af et afsnit, hvor Stock -hausens musik og teologi ses i lyset af Solles teologi. Solle indgår her som ramme for forståelsen af Stockhausen, det modsatte er ikke tilfældet.

Af MICHAEL FJELDSØE

Jørgen Lekfeldt, der nok ellers er mest kendt for sit mangeårige arbejde med intuitiv musik, har skrevet denne bog, der sammenligner teologen Dorothée Solle med komponisten Karlheinz Stockhausen. Solle er kendt som medlem af både den kirkelige og politiske venstrefløj, mens Stockhausen proklame-rer ikke at tilhøre noget parti eller nogen kirke. De er næsten jævnaldrende, opvokset under nazismen og krigen, men har ikke haft noget personligt eller arbejdsmæssigt med hinanden at gøre.

Sammenligningen af Solles teologi og Stockhausens musik er mulig, fordi Lekfeldt indskriver begge dele som en del af det modernes projekt: Både Solles teologi og

Læst sådan er det en fin indføring i Stockhausens musik og tænkning, Lekfeldt har skrevet. Samtidig med at Stockhausens kompositoriske udvikling skildres, beskrives også udviklingen i hans teologi: ideer om komponistens, musikkens, musikerens og lytterens rolle og mission i verden.

Gennemgangen af Stockhau-sens musik er bygget op som en kronologisk gennemgang af hans vigtigste værker fra den tidlige ""Der Saitenmann"" fra ""Drei Lieder"" for altstemme og kammerorkester (1950) til operaprojektet ""Licht"", bestående af 7 helaftensoperaer, en for hver dag i ugen, hvoraf ""Donnerstag"", ""Samstag"" og ""Montag"" er komponeret og uropført.

Den teologiske tolkning af Stockhausens værker bygger først og fremmest på værker, der har en tekst, men også rent musikalske strukturer forsøges tolket teologisk. Et eksempel på det er analysen af værket ""Momente"", hvis enkelte dele (momenter) er forsynet med et bogstav, der ifølge komponisten angiver, at det er af typen K (Klang), M (Melodie) eller D (Dauer/ varighed). Desuden er det første moment forsynet med betegnelsen I(k), der står for Indetermineret, men med hovedvægt på klang. Dette moments betegnelse tolkes s. 145 som enten at betyde Ich(karl-heinz) eller måske Iesus(kristus)!

Bogens bedrift er at sætte Stock-hausens musik og teologi ind i en sammenhæng, der viser deres afhængighed af hinanden, og som peger på musikkens betydning som en del af denne helhed. Musikken hos Stockhausen fungerer som 'af-mytologiseret bøn' (s.249), dvs. den indeholder et element af protest, et håb om forandring og en utopisk forestilling om en bedre fremtid. Musikken peger ud over sig selv. Uden en forståelse for denne helhedstænkning forsvinder en væsentlig del af meningen med Stock-hausens musik, og hans teologi fejltolkes let som et udslag af mes-siansk selvovervurdering.