Anmeldelser - Musikvidenskab i Århus

Cæcilia. Årbog 1991. Musikvidenskabeligt Institut, Århus Universitet.

Erling Kullbergs artikel ""Det andet oprør. Reaktionen mod modernismen"" falder både i stil og holdning udenfor denne sammenhæng. Ikke desto mindre er det årbogens ubetinget væsentligste bidrag. Kullberg redegør engageret for den tny enkelhed i dansk musik 1965-70, og artiklen kan med sin udmærkede kulturhistoriske perspektivering varmt anbefales. Fornøjeligt og udbytterigt er det at læse om dette stykke ny dansk musikhistorie og dets forudsætninger i det kulturelle miljø i 60'erne.

Mere omstændelig og knapt så fornøjelig er Kirsten Sass Baks ""Skolelærerkomponister (I)"". Forfatteren har forsket i et musikalsk parallelfænomen til den 'skolelærerlitteratur' fra sidste århundrede, som litteraturvidenskaben i 70'erne gravede frem af glemslen. Der kan muligvis skrives spændende social- og kulturhistorisk orienteret musikhistorie om kompone-rende skolelærere og deres tilhørsforhold til de forskellige kulturelle strømninger og sociale bevægelser i sidste århundrede. Men Kirsten Sass Bak når ikke rigtigt ud over det optegnende og konstaterende, selvom en del stilles i udsigt i de indledende bemærkninger. Måske har vi noget til gode i ""Skolelærerkomponister II"".

De to rockbidrag - Charlotte Rørdams ""Rock, Myter og ritualer"" og Lisbeth Ihlemanns ""Roll over Beethoven - Om analyse af rockmusik"" - forbinder sig med hver sin tendens indenfor den endnu meget søgende rockforskning. Begge har spil. Det gælder ikke mindst Lisbeth Ihlemanns og Charlotte Rørdam Larsens bidrag til rockforskningen og Anså Lønstrups artikel ""Om stemmen i kroppen i verden"". Sammenhængen beror dog mindre på et metodisk eller teoretisk fællesskab end på et fælles fokus på genstande og problemer udenfor musikvidenskabens traditionelle område.

Af SØREN MØLLER SØRENSEN

Det musikvidenskabelige institut i Århus præsenterer i første årgang af sin årbog ""Cæcilia"" fem bidrag fra sin forsker- og lærerstab. Bidragene spænder tematisk fra ""skolelærerkomponister"" i sidste århundrede til rock-analyse og den æstetiske og filosofiske problematik omkring stemmeklang og psyke. Men redaktionen beder os bemærke en enhed i det tematisk forskelligartede og antyder, at der gemmer sig en slags forskningsprofil under den brogede overflade: »Læseren vil... formentlig bemærke, at der tværs henover de meget forskellige emner og tilgangsvinkler alligevel dukker nogle fælles temaer op; problemstillinger som angår musikkens evne til at spejle eller signalisere, fagets åbning overfor kropsligheden som element i en musikvidenskabelig problematik og musikanalysens inddragelse af den oplevelsesmæssige dimension.«

En videnskabelig institutions årsskrift vil sædvanligvis være en sammensat sag men samtidig en værdifuld strømpil for det pågældende forskningsmiljøs metodiske fodslag, for fællesskabet om problemstillinger på tværs af det op-splittede genstandsfelt og for miljøets normer for videnskabeligt niveau.

Og en slags sammenhæng er der da virkelig i Århus-folkenes udretning mod det analytiske men på forskellige felter:

Rørdam vil analysere rockens myter og ritualer, og hendes arbejde tager, så vidt jeg kan skønne, retning mod en videnskabelig analyse af rockens æstetik, der vil kunne lære meget af den analytiske beskæftigelse med den klassisk-ro-mantiske musikæstetiks begreber og kategoriale sammenhænge, som har præget det bedste af de seneste årtiers 'klassiske' musikæstetik-forskning.

Ihlemann vil analysere rockmusikken og stiller i den forbindelse alle de principielle og vanskelige spørgsmål, som enhver reflekteret analytiker må stille sig: Spørgsmål om analysens mål og midler, spørgsmål om musikalsk struktur og musikalsk betydning osv.

Det er både bemærkelsesværdigt og løfterigt, at disse spørgsmål rejser sig også her. Det kunne være et tegn på, at de metodiske forskelle mellem det videnskabelige arbejde med rytmisk populærmusik og klassisk partiturmusik alligevel ikke er så store, at en frugtbar gensidig inspiration og metodisk påvirkning er utænkelig.

Anså Lønstrups ""Jeg synger -jeg skaber mig. Om stemmen i kroppen i verden"" er et produkt af det tværæstetiske forskningsmiljø i Århus, og bidraget præsenterer sig som en række filosofisk-æstetisk-litterære refleksioner over temaet stemme og psyke.

Refleksionerne inddrager både et stykke lyrik, privat erindrings-stof og materiale fra en meget lang række tænkere fra Platon over Barthes til Hanne Tofte-Jespersen. Bag den fragmentarisk henkastede facon skjuler sig således en svimlende ambition om at nedbryde grænserne mellem den litterære og den videnskabelige diskurs og mellem det private og det historisk og kulturelt almene. En sådan grænseløshed kræver subtil beherskelse både af stof og sprog. Jeg ved, at jeg udsætter mig for at blive beskyldt for det værste, men måske ville det tjene sagen at stille sig tilfreds med mere beskedne ambitioner.