Anmeldelser - Stockhausens formelkomposition

Hermann Conen, ""Formel-komposition. Zu Karlheinz Stockhausens Musik der siebziger Jahre"". Kölner Schriften zur Neuen Musik. Udgivet af Johannes Fritsch og Dietrich Kämper. Schott Musikwissenschaft 1991.

Af HANS MATHIASEN

Hermann Conens bog ligner et must for alle med hang til Stockhausen. 282 siders oversigter, historisk baggrundsmateriale og analytiske gennemgange af centrale Stockhau-sen-værker med tilbuddet om en gang for alle at blive ført ind i et af de væsentligste principper i Stock-hausens kompositioner fra 1970 og frem: Formel-kompositionen.

I forordet præciserer Hermann Conen sit ærinde med bogen, som i parantes bemærket oprindelig er indleveret og godkendt som disputats ved det filosofiske fakultet ved universitetet i Köln. Han vil ikke en æstetisk, kritisk stillingtagen til Stockhausens værker fra perioden, men hellere en loyal fremstilling af udviklingen mod og brugen af det nye kompositoriske princip, en fremstilling der i vid udstrækning er baseret på materiale og tekster fra Stockhausens egen hånd. Er man ude efter en gennemgribende kritik af hele Stockhausens værk, er dette ikke stedet, men det bør dog ikke forhindre eventuelle læsere i - efter tilegnelsen af bogens stof - at stille nogle af de mange spørgsmål, som uvægerligt melder sig undervejs i beskæftigelsen med dette og andre elementer af Stockhausens komposition.

I overskuelige tabeller og grupperinger af tidligere Stockhausen-værker søger Conen at opbygge en empirisk funderet argumentation for, at der gennem hele Stockhau-sens kompositoriske karriere foregår en udvikling, som når sit foreløbige højdepunkt i konceptionen af denne videreudvikling af de serielle kompositionsprincipper. På mange måder er der i formelkompositionen altså stadig tale om streng seriel komposition, blot udvides nu antallet af parametre, der kan danne basis for skalaer og rækker. Elementer som den enkelte tones artikulation (første gang i ""Mantra"" for to pianister, 1970) eller rituelle kropslige bevægelsesmønstre (især i den musikdramatiske formelkomposition par excellence, ""Inori"", 1913/14) er blot to af de nye parametre, Stock-hausen inddrager i sine værker. Yderligere er der i arbejdet med opbygningen af selve den grundlæggende række - formlen - tale om en konstruktionsform, der i et og alt gør det muligt at generere samtlige elementer og deres udvikling gennem kompositionen ud fra denne ene musikalske kerne.

Bogens hovedvægt er lagt på besnærende analytiske gennemgange af Stockhausens 70'er værker. Alle elementer i musikken samles i analysen - som i værkerne selv - under én overordnet tryllehat, og man sidder som læser (og lytter) tilbage både med en fornemmelse af faktisk at have forstået en hel del, men samtidig også med en fornemmelse af næsten at være blevet forført. Kan det virkelig være rigtigt at en musik kan være opbygget med en så åbenbart indlysende universel selvfølgelighed? Conen svarer - i og med han ikke gør nogen indsigelser-vel ja!, men enhver kan jo tænke sit.

I en mild opposition til dele af den øvrige Stockhausen-litteratur proklamerer Conen, at denne bog i sine analyser først og fremmest vil vælge sin synsvinkel udfra det rent høremæssigt analyserbare. At fuldstændigt overholde denne målsætning ville dog - især når ens emne er Stockhausen - afskære én fra væsentlige dele af forståelsen. Det viser sig da også, at Conen kun i enkelte tilfælde forlader den strukturelle, teks Vpartitur-bundne analyse, men så til gengæld med så meget desto større effekt. Bedste eksempel findes på s. 77 i afsnittet om ""Mantra"", hvor Conen forkaster en teknisk funderet udlægning af den elektroniske modulation aï klaver-klangen, der indgår i værket, og istedet i sin analyse forlader sig på netop de umiddelbart høremæssige konsekvenser af denne effekt.

På trods af en streng systematisk opbygning af bogen kan det ikke anbefales blot at læse den fra ende til anden. Udbyttet og forståelsen bliver langt større, hvis man istedet i første omgang benytter bogen som opslagsværk i forbindelse med dette eller hint konkrete værk fra perioden, og som udgangspunkt har oplevelsen af den faktisk klingende musik eventuelt kombineret med en læsning af de udførlige partiturer. Altså: hør musikken, læs bogen og - hvis De kan lukke de traditionelle kritiske øjne - se lyset!