Danmarks kulturpolitik og -støtte i dag - Roller og dilemmaer

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 182-188

Europarådet - som ikke er et EF-organ -har siden 1985 planlagt og gennemført nogle gennemgange, evalueringer, af enkeltstaters kulturpolitik. Det har drejet sig om undersøgelser, hvor man så på den samlede statslige kulturpolitik, og hvor man sammenlignede de målsætninger, man måtte have haft, med de resultater, der kom ud af de kulturpolitiske beslutninger.

Processen i de kulturpolitiske evalueringer har omfattet fire led: Først har det land, der skulle undersøges, ladet udarbejde en fremstilling af landets kulturpolitik. Derefter har 4 internationale eksperter besøgt det pågældende land, snakket med Gud og hvermand og selv kikket kulturpolitikken efter i sømmene. De har så skrevet en rapport om deres indtryk. Tredje led har været et møde i Europarådets regi, hvor rapporterne og landets kulturpolitik er blevet diskuteret i et internationalt forum. Og endelig er hele molevitten blevet udgivet med henblik på almindelig diskussion.

Det er klart, at der er tale om et ganske omfattende arbejde. Ræsonnementet har været, at man efter 20-30 år med en mere bevidst kulturpolitik har behov for at kikke sig selv over skulderen for at få set på, hvad, hvordan og ikke mindst hvorhen.

Indtil nu er der gennemført undersøgelser af den svenske og den franske kulturpolitik. Omfangsrige fremstillinger er blevet publiceret, som igen er indgået i den offentlige debat. Kulturpolitik er ikke længere helt den samme arena for de frit-svævende meninger og fordomme, den har også fået facts at forholde sig til.

Undervejs er evalueringer af kulturpolitikken i Østrig og Holland. Og i UNESCOs regi er der blevet gennemført tilsvarende undersøgelsesprojekter i Østrig, Schweiz og Jugoslavien.

Disse projekter er ikke alene af interesse for det undersøgte land. De indgår i en kulturpolitisk debat ud over Europa. Det enkelte land stiller sig så at sige til skue for kulturpolitiske refleksioner. I heldigste fald bliver det et positivt lærestykke. Og resultaterne kan bruges af andre lande -som erfaringsformidling og som væg at spille bold op ad.

Det er ganske karakteristisk, at Danmark ikke har deltaget i dette forpligtende europæiske samarbejde. Mens Sverige og det svenske Kulturråd har været pådrivere og igangsættere på hele projektet og selv har lagt for med at lade den svenske kulturpolitik undersøge, så kører Danmark på sidelinjen.

I Danmark lader man Administrations- og personaledepartementet lave en organisationsundersøgelse af Kulturministeriet.(1) Og det kan da være godt nok: at gå organisationen efter i sømmene. Men der er alt for lidt luft under vingerne i sammenligning med de internationale undersøgelser, og man undgår i Danmark helt at få belyst, hvad det er for en politik, der rent faktisk har eksisteret og eksisterer på det kulturelle område.

Den danske undersøgelse vender indad mod Kulturministeriet og den måde, man tilrettelægger arbejdet på dér. De europæiske projekter vender udad, når de søger at samle alle de spredte kulturpolitiske aktiviteter og se dem som udtryk for en (eller flere) kulturpolitikker). Det danske projekt er et led i interne organisationsændringer, mens det europæiske projekt er et led i en demokratisk proces, hvor kulturpolitikken og dens hidtidige resultater lægges frem med henblik på politikudformningen fremover.

Det er min opfattelse, at dansk kulturpolitik ville have godt af lidt international luft under vingerne. Hvis man skulle give et råd til Kulturministeriet, så kunne det være, at man hurtigst muligt burde melde sig som aktiv partner i Europarådets evalueringsprojekter. Og i mellemtiden kan man da så selvfølgelig godt bytte rundt på sagsmapperne mellem de forskellige kontorer i ministeriet, ansætte nye mellemledere, lave kulturpolitisk sekretariat og forsyne sig med en koncernledelse. Det er bare ikke det, det handler om. Det, det egentlig handler om, er formuleringen og gennemførelsen af en kulturpolitik, der er på højde med sin tid. Og det problem løses ikke gennem organisationsudviklings-øvelser.

Politikken er vigtigere end organisationen, hævder jeg, selvom jeg godt ved, at de to ting hænger sammen, og selvom de europæiske evalueringer også kikker på de administrative apparater, der er bygget op, men de gør det med den vinkel, der hedder forholdet mellem administration/bureaukrati og politik. Det, de er på udkig efter, er sammenhængen eller evt. den manglende sammenhæng mellem politikken og dens mål og de dertil hørende administrative apparater.

Jeg tror ikke på, at disse evaluerings-projekter løser kulturpolitikkens problemer, men jeg tror, at de er gavnlige som tænkepauser og justeringsinstrumenter for fremtidig politik.

Fire modeller

Kulturpolitik handler jo i høj grad om offentlig støtte til kunst og kultur. Det offentlige, staten spiller altså en rolle. Den canadiske økonom Harry Hillmann-Chartrand (2) har skitseret fire forskellige roller, staten kan indtage overfor kunst og kultur. Han taler om staten som hjælper, mæcen, arkitekt og ingeniør.

Disse forskellige roller er ikke grebet ud af luften. Deres fundament er faktisk eksisterende samfund.

Når staten fungerer som hjælper (Facilitator), så støtter staten kunst og kultur ved at gøre gaver o.lign. skattefri. Målet med denne politik er at fremme en mangfoldighed af aktiviteter. Hjælperrollen støtter den kreative proces og ikke bestemte kunsttyper eller stilarter. Og staten støtter ikke en bestemt kvalitet, hjælper-staten bygger på præferencer og smag hos firmaer, fonde og enkeltpersoner. Kunstneres og kunstinstitutioners økonomiske status afhænger af evnen til at trække publikum og af private donorers smag og økonomiske betingelser. Styrken i staten som hjælper er den mangfoldighed af støttekilder, den skaber. Svaghederne er, at den fremragende kunst ikke nødvendigvis bliver støttet, hvis den ikke falder i donorernes smag. For det andet kan private donorer belemre kunstinstitutioner (f.eks. kunstmuseer) med gaver af tviv som værdi. For det tredje ligger der gei nem skattefritagelsen jo en indirekte o fentlig støtte, idet der er tale om misted offentlige indtægter, som det er meget svæi at gøre op, og som er udenfor vælger- og politikerkontrol.

Den mest typiske hjælper-stat er USA. Rollen som hjælper i kulturpolitikken har sin rod i politiske traditioner i USA som f.eks. den radikale adskillelse af kirke og stat, markedsøkonomiens styrke, og den private filantropi. Efter oprettelsen i 1965 af National Endowment for the Arts kan man sige, at USA er på vej hen i den næste rolle. Men stadigvæk er det sådan, at den private kunst- og kulturstøtte i USA langt overgår den offentlige støtte. Og den første Reagan-regering søgte da også at afskaffe NEA og vende tilbage til en ren hjælperrolle, men det mislykkedes.

Den anden mulige rolle er rollen som mæcen (Patron). Her støtter staten kunsten gennem en eller flere 'arm's length' kunstråcj/fonde. Regeringen/parlamentet beslutter, hvor mange penge der skal anvendes, men ikke hvilke institutioner eller kunstnere der skal have støtte. Kunstrådet/fonden består af en række bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af regeringen, men efter at være udnævnt forventes de at udøve deres støttefunktioner uafhængig af den siddende regering. Bestyrelsen bygger sine afgørelser på rådgivning fra kunstforstandige, herunder kunstnere. Kunstrådet støtter den kreative proces med det mål at fremme det professionelle niveau. Kunstnernes og kunstinstitutionernes økonomiske status afhænger af en kombination af evnen til at skaffe sig et publikum, private donorers smag og præferencer samt bidrag fra kunstrådet.

Selve styrken ved mæcen-rollen bliver også ofte betragtet som dens svaghed. Det, at fremme det kunstnerisk fremragende, bliver ofte sat lig med at fremme det elitære, både med hensyn til kunstværkerne og til det publikum, som får glæde af aktiviteterne. Støtte til det kunstnerisk fremragende kan resultere i kunst, der ikke er tilgængelig for eller værdsættes af det store almindelige publikum, eller af dets demokratisk valgte repræsentanter.

Storbrittanien er det tydeligste eksempel på en stat, der varetager mæcenrollen. Efter krigen blev Arts Council of Great Britain skabt. Statens rolle som mæcen udviklede sig ud fra det engelske aristokratis traditionelle mæcenrolle.

Når staten varetager rollen som arkitekt (Architect), så støtter den kunst og kultur gennem et kulturministerium eller kulturdepartement. Beslutningerne om støtte til kunstnere eller kunstinstitutioner træffes af bureaukrater. Arkitekten har en tendens til at støtte kunsten som del af dens sociale velfærdsmål. Den har også en tendens til at støtte kunst, der kommer samfundet i møde, i stedet for at støtte professionelle kvalitetsstandarder. Kunstnernes økonomiske status har tendens til at være afhængig af medlemsskab af officielle kunstnerorganisationer. Der er tendenser til at kunstneren praktisk taget bliver embedsmand med en eller anden form for pengemæssig støtte. Kunstinstitutionernes økonomiske status bestemmes næsten udelukkende af direkte regeringsstøtte. Entréindtægt og private donationer spiller en forsvindende rolle. Med hvad angår de kunstneriske valg, forbliver institutionerne normalt uafhængige af regeringen.

Arkitekt-rollens styrke er at kunstnere og kunstinstitutioner lettes for det pres, det er, at være underlagt kravet om populære successer. Svagheden er, at dens langsigtede, garanterede direkte støtte kan resultere i kreativ stagnation.

Det er de kontinentaleuropæiske, inkl. de nordiske, lande, der mest tydeligt praktiserer arkitekt-rollen i kulturpolitikken. Det gør de på forskellig måde, og i det enkelte land sker det også med iblandinger af f.eks. mæcen- rollen. Det gælder Danmark, hvor Statens Kunstfond, Teaterrådet, Musikrådet, Kulturfonden er eksempler på organer, der ellers hører hjemme i mæcen-rollen. Men hovedparten af den danske kunst- og kulturstøtte fungerer inden for staten som arkitekt. Det drejer sig bl.a. om støtte til alle de etablerede, faste institutioner.

Staten som kulturpolitisk ingeniør ejer alle de kunstneriske produktionsmidler. Ingeniøren støtter kun kunst, der opfylder politisk kvalitative krav. Den støtter ikke den kreative proces. Beslutning om støtte træffes af politiske kommissærer, hensigten er at fremme den politiske opdragelse, ikke den kunstneriske kvalitet. Kunstnerens økonomiske status bestemmes af medlemsskab af officielle parti-anerkendte fagforeninger. Alle kunstinstitutioner er statsejede og statsstyrede.

Ingeniør-rollen er attraktiv for en totalitær stat, fordi den fokuse-rer kunstnernes kreative energi mod opnåelsen af politiske mål. Kærneeksemplet på ingeniør-rollen er naturligvis Østeuropa før omvæltningerne. Men også vestlige regeringer finder ingeniør-rollen attraktiv med henblik på at konstruere en kommerciel levedygtig kunst- og kulturindustri, hvor profitmotivet spiller en ideologisk rolle som'kapitalistisk realisme', der svarer til den 'socialistiske realisme'. I vesten udtrykkes kapitalistisk realisme normalt således: »hvis det ikke kan betale sig, så lad det dø«.

Svaghederne ved ingeniør-rollen er at al kunst underlægges politiske eller kommercielle mål. For det andet kan den kreative energi ikke underlægges totalt. Der opstår modkulturer og undergrundsaktiviteter.

Disse fire roller for statens kunststøtte kan adskilles i teorien. Men i praksis sker der sammenblandinger af dem i den enkelte stats kulturpolitik. Groft set kan man sige, at Danmark er en arkitektstat. Men der er - som nævnt -også elementer af mæcen-rollen. Et lovforslag for nogle år siden om skattefritagelse for privat støtte til bl.a. kunst og kultur hørte hjemme i hjælper-staten. Sponsorering er også skattefritaget, hvis det har en reklameværdi. Og hvis ingeniørrollen også omfatter kapitalistisk realisme, så er der også i den danske diskussion, specielt i Fremskridtspartiet, fortalere for staten som ingeniør.

Selv om man kan iagttage blandingsformer i den faktiske virkelighed, så er det nok alligevel vigtigt at indse, at de enkelte modeller bygger på historisk udviklede politisk kulturelle traditioner, og at de derfor ikke uden videre lader sig udveksle. Vi kan i Danmark ikke uden videre slå over i en rendyrket hjælper-model, dertil er vores politisk kulturelle traditioner alt for forskellige fra det amerikanske samfunds.

Nihundredeogenogtres kroner

Jeg vil nu godt prøve at se på, hvor mange offentlige kroner, der egentlig bruges på kunst og kultur i Danmark. Det kan man gøre på flere måder. Jeg tager udgangspunkt i den publikation, Kulturministeriet udgav sidste år, "Kulturens penge". Jeg vælger at holde folkeoplysning, idræt og anlægsudgifter ude fra de følgende overvejelser.

Til hele kunstlivet bruger det offentlige (stat, amter og kommuner) knap 5 milliarder kr. om året. Dvs. pr. indbygger bruges der knap 1.000 kr. (961 kr.) om året til biblioteker, arkiver, museer, teatre, film, musik, kunstnerstøtte m.v. Et utroligt lille beløb i virkeligheden! Et årsabonnement på en avis koster betragtelig mere. Af de 961 kr. om året står staten for de 411 kr., kommunerne for 499 kr. og amterne for 51 kr.

Man kan kikke videre på, hvordan disse knap 1.000 kr. fra hver dansker fordeles til de forskellige kulturområder.

35 kr. giver vi i kunstnerstøtte. Heraf er de 23 kr. biblioteksafgiften, og kun 8 kr. er den direkte kunstnerstøtte gennem Statens Kunstfond.

65 kr. giver vi til musik. Heraf er de 33 kr. støtte til musikskoler, de 23 kr. er støtte til landsdelsor-kestre, og de 9 kr. er den støtte, som formidles via Musikrådet.

123 kr. giver vi til teater. Heraf tilfalder de 43 kr. Det kgl. Teater. Landsdelsscenerne, inkl. Det Danske Teater og Den jyske Opera får 39 kr. Abonnementsordningen får 11 kr. Teaterrådet har rådighed over 8 kr. til at styrke bl.a. fornyelsen.

Vi bruger 30 kr. pr. indbygger til film. Heraf går 19 kr. til Filminstituttet, og 9 kr. til Statens Filmcentral.

Bibliotekerne er topscorer med 429 kr. Herunder er folkebibliotekerne i toppen med 369 kr., mens de videnskabelige biblioteker får 45 kr. - Til arkiver bruger vi 25 kr.

Til museer er der 105 kr. Heraf går de 35 kr. til 7 statslige museer, hvoraf Nationalmuseet står for de 24 kr. og Statens Museum for Kunst for de 6 kr. Af de 105 kr. anvendes de 56 kr. til 141 museer under museumsloven.

Internationale og almenkulturelle formål bruges der 81 kr. på. Den store post her er kommunale kulturudgifter på 50 kr., som ikke lader sig placere i andre kasser. Ellers gemmer der sig her international virksomhed (4 kr.), Kulturfonden (8 kr.), tipsmidler m.v.

Uddannelser bruges der 68 kr. til. Her går broderparten (32 kr.) til Det Kgl. Danske Kunstakademi og Arkitektskolen i Århus. 19 kr. går til musikkonservatorierne. 10 kr. til Biblioteksskolen. 5 kr. til teaterskolerne og 2 kr. til Filmskolen.

Nu er kulturpolitik jo ikke alene økonomiske tilskud. Men denne lille regneøvelse viser alligevel noget om prioriteringer i kulturpolitikken, i den faktiske, reelle kulturpolitik. Og hvad er det så for prioriteringer? Det er bl.a., at vi mindst anvender omkring 60% af pengene til kunst og kultur på det museale og det formidlende, (3) at vi højst anvender 1/8 af midlerne på nyskabende kunstproduktion.(4)

(Offentlige kulturudgifter
(stat, amter, kommuner) pr. indbygger. 1991. Kr.

Støtte til kunstnere, forfattere m.v. 35
Heraf:
Biblioteksafgift 23
Statens Kunstfond 8

Musik 65
Heraf:
Musikskoler 33
Landsdelsorkestre 23
Statens Musikråd 9

Teater 123
Heraf:
Det Kgl Teater 43
Landsdelsscener, inkl. Det Danske
Teater & Den Jyske Opera 39
Abonnementsordning 11
Teaterrådet 8

Film 30
Heraf:
Filminstituttet 19
Statens Filmcentral 9

Biblioteker 429
Heraf:
Folkebiblioteker 369
Videnskabelige biblioteker 45

Arkiver m.v. 25

Museer m.v. 105
Heraf:
Nationalmuseet 24
Statens Museum for Kunst 6
5 øvrige statslige museer 5
141 museer under museumsloven 56

Internationale og almenkulturelle formål 81
Heraf:
Uplacerbare kommunale udgifter 50
International virksomhed 4
Kulturfonden 8

Uddannelser 68
Heraf:
Kunstakademiet & Ark.skolen i Århus 32
Musikkonservatorierne 19
Biblioteksskolen 10
Teaterskolerne 5
Filmskolen 2

I alt 961

Kilde: Kulturens penge 1991, København: Kulturministeriet 1991.)

Pejlinger af dilemmaer

Den her type af regnestykker kan altså bruges til at pejle nogle af dilemmaerne i vores kulturpolitik her og nu. Og en række af sådanne pejlinger vil jeg da slutte af med. Og jeg gør det ikke for at sige, at alt er elendigt. Men jeg gør det, for at hive nogle af de knuder frem, som findes i kulturpolitikken i dag.

Der er et helt overordnet problem, som man ikke skal undervurdere. Der er for få politiske sværvægtere, der brænder efter at blive kulturminister, kulturrådmand eller formand for kulturelt udvalg. Der er for mange, der egentlig hellere ville have været noget andet. Kulturlivet i dette land ville have godt af at få indflydelsesrige politikere i spidsen, der ser en politisk idé i netop at arbejde målbevidst med kulturområdet. Det handler imidlertid ikke om drømmen om en form for fader- eller frelserskikkelser, fordi en kulturpolitikers fornemste dyd vil tværtimod også være at lytte og at omgive sig med kreative og nytænkende rådgivere.

Et hoveddilemma i vores kulturpolitik er forholdet mellem fornyelse og bevaring. Meget af vores kulturlovgivning startede i 60'erne som en bevaringslovgivning. Men problemet i dag er, hvordan vi sikrer os ressourcer til det helt nødvendige fornyelsesarbejde. Vor tid vil givetvis ikke blive husket for opførelser af vores arvestykker, uanset om det er Shakespeare, Mozart eller Beethoven, eller udstillinger af Van Gogh, Abildgaard eller Thorvaldsen. Hvis vores tid skal huskes på det kunstneriske område, så handler det om at give betingelser for den nyskabende kunst. I netop den sammenhæng forekommer det påfaldende, at det i forskellig lovgivning om den udøvende/optrædende kunst er nødvendigt at skrive, at der skal tages særlig hensyn til det nyskabende og til det danske. Nu betyder det jo heller ikke så meget, fordi der ikke er nogen repressalier, hvis lederne i den udøvende/ optrædende kunst ikke gør noget for den nye kunst.

Det er min opfattelse, at vi for øjeblikket sidder fast i en suppedas, hvor hovedparten af den kulturpolitiske indsats består i redningsaktioner og bevaringsforanstaltninger, levendegørende konservering, mens der ikke lægges nær så mange kræfter i at lægge betingelserne til rette for den nyudviklende kunst.

Dette hænger så også sammen med et par andre dilemmaer, som tallene før også illustrerede. Dilemmaet mellem formidling og skabende kunst. Og dilemmaet mellem institutioner og individer.

Meget af vores kulturpolitik handler om formidling. Vi har villet demokratisere adgangen til kunsten og kulturen. Og det har i og for sig også været godt nok, selvom flere af de strategier, der er valgt, givetvis ikke har ført til de eftertragtede demokratiserings-mål. Til formidlingsarbejdet er der oprettet institutioner ud over landet, og det er helt fint, men det, der egentlig skulle formidles, får ikke nær den samme plads i de kulturpolitiske prioriteringer. På formidlingsinstitutionerne er der store bevillinger og faste stillinger, for den skabende kunst er der småpenge i forskellige kasser på de forskellige kulturområder.

Risikoen er, at vi udtynder kilderne til det meget formidlingsarbejde. Og en anden risiko er, at formidlingens førsteprioritet griber dybt ind i den kunstneriske produktion, abonnementsordninger på teaterområdet er ét eksempel på det. Abonnementsordninger fører til stjernedyrkelse, der fører til stiv blokplanlægning, der fabriksgør det levende moment (risikoen, successen og fiaskoen) i teaterproduktion.

Når vi laver støtteordninger i dansk kulturpolitik, så er vi mest trygge ved, at den ene institutions embedsmænd kommunikerer og sender penge til den anden institutions embedsfolk. Vi er tryggest, når der er etableret faste institutioner, som lever deres eget liv, og som sikrer, at regnskabet bliver aflagt på den helt rigtige måde. Den individuelle, skabende kunst har aldeles dårlige vilkår i Danmarks kulturstøtteordninger. Mens vi godt vil give penge til individuel forskning, selvom vi heller ikke dér har garanti for, hvad der kommer ud af det, så er vi langt mindre tilbøjelige til at støtte frie kunstneres arbejde over længere tid. På forskningsområdet har vi da også forskerne siddende på institutioner, mens det samme ikke er tilfældet for de individuelle kunstnere.

Vi mangler rent ud sagt frie støttemidler, der kan sættes ind til fordel for kunstnerisk egensindige folk, der har skabende idéer i sig, og som kan sætte i gang og projektere ting og sager.

Et nærtstående dilemma er det mellem glas & beton og daglig drift. Det ser vi tydeligst illustreret på kommunalt niveau i disse år, hvor der bygges og projekteres det ene kulturhus efter det andet. Hvordan man overhovedet skal skaffe penge til, kunst til og publikum til at fylde i disse 50 - eller er det 100 - kulturhuse, der er under planlægning, står hen i det uvisse. Og når glasset og betonen så engang er rejst, så vil det kunne lægge beslag på kommunale kulturkro-ner i årtier fremover til skade for alt det andet, som ikke hører til i kulturp alæerne.

I den forbindelse er et dilemma også forholdet mellem privat og offentlig indsats, som man bl.a. ser det i forbindelse med kulturhusbyggerierne. Her er det ofte private bygherrer, der står for byggeriet og driften. Men kommunen indgår langtidsaftaler om at betale 5-10 mio. kr. årligt i 20 år mod at få store sal stillet til rådighed 100 dage om året. Den binding af kommende kommunale budgetter er efter min opfattelse utrolig farlig. Hvem er overhovedet i stand til at skue den kunstneriske udvikling og de kunstneriske behov 20 år frem i tiden? Og hvordan vil det kulturliv, der ikke hører hjemme i de 100 dage få mulighed for at udvikle sig?

Den voksende afhængighed af sponsorstøtte rummer også betydelige faremomenter. Dels er der jo tale om unddragelse - legal vel at mærke - af skattebetaling. Dvs. det er skjulte offentlige udgifter, der er tale om. Men de er unddraget almindelig offentlig debat og kontrol. Og dels viser alle erfaringer fra udlandet, at sponsoreringen vil koncentrere sig om bestemte prestigeprojekter eller om de kunstarter, der er mindst fysiske i deres udfoldelse. Eksperimenterende teater, performance og lignende bliver aldrig de store modtagere af sponsorstøtte.

Multicentreret / multikulturelt

Dansk kulturpolitik har sit udgangspunkt som en centralistisk politik. I 70'erne og begyndelsen af 80'erne blev slagordet decentralisering. Staten gik foran som animator og igangsætter for at få sat skub i kulturpolitikken i kommuner og amter. Nu er signalerne, at staten trækker sig tilbage, koncentrerer sig om tden nødvendige politik' , dvs. de statslige nationalinstitutioner, kunstneruddannelsen og en klat penge til eksperimenter. Kommunerne, som ganske vist nu bærer 50% af de offentlige kulturudgifter mod statens 40%, overlades så mere og mere til sig selv og til deres nærdemokratiske forskelligheder.

Efter min opfattelse er denne pendulbevægelse forkert. Staten bør ikke kunne trække sig ud af et samlet kulturpolitisk ansvar. I stedet burde man nok gøre noget for at udvikle et multicentreret kunst- og kulturliv. Altså et kulturliv, der opererede med mange forskellige typer af centre med hver deres opgaver. Man klarer ikke den nationale forpligtelse ved bare at sende turnéer af hovedstadens kunst ud til folk på den yderste revle. Turnéer kan være godt nok som supplement, men det daglige kultur- og kunstliv kræver, at der er muligheder for kunstnerisk arbejde og for kunstneriske oplevelser også lokalt. Men et multicentreret kunst- og kulturliv handler ikke bare om geografisk placering. Det handler også om aldersgrupper, om børn og voksne, det handler om sociale og bevidsthedsmæssige grupper, der bør få mulighed for deres centre for kunstnerisk udfoldelse og oplevelse.

Opfattelsen af nødvendigheden af et multicentreret kulturliv hænger for mig tæt sammen med opfattelsen af, hvilket kultursyn der har præget og bør præge kulturpolitikken i Danmark. I de første mange år - frem til slutningen af 70'erne - var det kulturpolitikkens opfattelse, at vi levede i en enhedskultur med fælles normer og holdninger. Derefter begyndte en erkendelse af, at Danmark var et kulturpluralistisk samfund, at trænge igennem, og at kulturpolitikken skulle indrettes på denne mangfoldighed.

I disse år kan man se, at en tiltagende snak om kvalitet i det kunstneriske arbejde dækker over, at der skulle eksistere en kvalitet, som vi alle altid er enige om. Det gør der ikke. Drømmen om gamle dage holder ikke i forhold til virkeligheden, heller ikke i forhold til den kunstneriske virkelighed. Det eneste mulige svar på virkeligheden er at erkende, at samfundet er blevet et multikulturelt samfund, og at det stiller nogle nye krav til kulturpolitikken, om liberalitet, om åbenhed, om frisind og om aktiv støtte af de mange forskellige gruppers forskellige kunstneriske udtryk.

Efter min opfattelse vil vi gå galt i byen, hvis ikke kærneordet i de kommende års kulturpolitik bliver det multikulturelle samfund med et multicentreret kunst- og kulturliv.

Danmarks Kunst- og Kulturfond

Med dette har jeg forsøgt at give et signalement af Danmarks kulturpolitik her og nu og af nogle af de problemer denne politik har viklet sig ind i. Jeg skylder at sige, at flere af disse problemer (dilemmaerne) ikke er vores alene, nej det er sandelig også problemfelter, der optager kulturpolitikken internationalt.

Nogle af dilemmaerne kunne man muligvis tackle, hvis man såvel på statsligt niveau som lokalt etablerede puljer af frie midler, som kunne sættes ind i forhold til nyskabende og skabende aktiviteter. Århus kommunes kulturpulje er ét eksempel på, hvad jeg tænker på. Her er ca. 3 millioner kr. til rådighed om året til fornyelse.

På statsligt niveau kunne man etablere en Danmarks Kunst- og Kulturfond på samme måde, som man har etableret Danmarks Grundforskningsfond. Her lod man provenuet fra en privatisering af hidtidige statslige aktiviteter indgå i en fond, der årligt har 200 millioner kr. til rådighed i form af afkast af kapitalen. Lav en tilsvarende fond for kulturområdet med det samme årlige afkast, og lad den støtte nyudviklinger, dynamik og skabende arbejde ud over landet!

Jørn Langsted er professor ved Institut for Dramaturgi, Aarhus Universitet.

Artiklen blev brugt som oplæg på konferencen "Kunst - det daglige brød", Kanonhallen i København 22. februar 1992.

Foto side 182: fotografisk komposition af Egil Björnestad.

NOTER

(1) Administrations- og Personaledepartementet: Kulturministeriet i 90-erne! Organisationsudvikling i Kulturministeriet, København 1991.

(2) F.eks. i: Harry Hillmann-Chartrand and Claire Mc Caughey: "The Arm's Length Principle and the Arts: An International Perspective - Past, Present and Future", In: Milton C. Cummings, Jr. and J. Mark Davidson Schuster (Eds.): Who's to Pay for the Arts? The International Search for Models of Arts Support, New York: AC A Books 1989, p. 43-80.

(3) Kategorierne "museer, arkiver og biblioteker".

(4) Statens Kunstfond, Teaterrådet, Musikrådet, af Filminstituttet og Statens Filmcentral, Internationale og almenkulturelle formål.