Konserveringskultur

"Kunst - det daglige brød" hed en nylig afholdt konference i København om fremtidens kunst og kultur. Med deltagelse af såvel de skabende kunstnere som dem der kan leve af kunsten: de professionelle kultur arbejdere, institutionernes ledere og meningsdannerne. Hele menageriet sat i scene af Kulturfonden med Trevor Davies som vært, ud fra ambitionen om at prøve at artikulere nye mål for en kulturpolitik, hvis perspektiv er 90'ernes.

Hvor kunsten og kulturen går hen i de kommende år, står stadig hen i det uvisse efter kulturmødet. Det havde arrangørerne vel heller ikke forventet at få et entydigt svar på, med 300 forskellige kulturpersonligheder, hvoraf de fleste havde deres egen lille Hassan, som skulle luftes og vandes. Arrangørernes Hassan havde også et kælenavn: Kulturfonden. Den blev pudset og kælet for i en sådan grad, at man undertiden så sig selv som gidsel i et stort cirkus, der havde ét politisk hovedformål: at sikre Kulturfondens videre eksistens.

Det blev hævdet at kunst har det nøjagtig som brunst: Det handler om begæret! Hvis begæret også angår pengene, så var det den mest synlige krumtap, som udgjorde arrangementets samlende enhed. Kulturens penge eller pengenes kultur? Det paradoksale er jo, at det i den nuværende kulturpolitiske realitet er kunsten, som tilpasser sig pengene, institutionerne og ikke omvendt. Og når det kommer til prioriteringerne - hvem der tilgodeses af de offentlige midler - så er der sandt at sige et himmelråbende misforhold mellem dét der gives til bevaringskulturen og dét der gives til den nyskabende kunst. For ikke at tale om forholdet mellem dem der laver kunsten og dem der passer på den. Med Jørn Langsteds formulering længere inde i bladet: »På formidlingsinstitutionerne er der store bevillinger og faste stillinger, for den skabende kunst er der småpenge i forskellige kasser på de forskellige kulturområder. Risikoen er, at vi udtynder kilderne til det meget formidlingsarbejde.«

"Kunst - det daglige brød". Altså: både at kunst er lige så vigtigt som det daglige brød. Men i formuleringen er vel også underforstået et »Giv os i dag...« Kulturstøtten lever imidlertid på en guldalderkonstruktion, der til punkt og prikke lever op til Matthæus-princip-pet om, at de der har skal have endnu mere. Konserveringspolitik, bevaringsforanstaltninger - alt sammen på bekostning af den nyud-viklende kunst. Det er ganske vist: Vi anvender omkring 60% af pengene til kunst og kultur på det museale og det formidlende, højst 1/8 af midlerne på nyskabende kunstproduktion. Vi har et Kulturministerium, som lige så godt kunne hedde et Fritidsministerium. Det vi har brug for er et Kunstministerium, et Anti-fritidsministeri-um. Præcist udtrykt af forfatteren Jens Christian Eriksen: »Hvor kunsten før havde en værdi i sig selv som det nærmest sakrale sted, hvor erkendelsens hunde lå begravet, har den idag kun værdi som 'interesse' og som 'hobby'.«

Nogenlunde sådan konkluderer flere af forfatterne i dette temanummer om kulturpolitik i 90'erne. Og at kritikken ikke er grebet ud af den blå luft, kan man forvisse sig om ved at læse baggrundsartiklen på de følgende sider, som præsenterer dokumentationsmaterialet. Sort på hvidt.

Anders Beyer