Nu eller aldrig for MIC og nybagt leder

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 197-199

En lille, forsagt og selvejende institution i dansk musikliv fik 1. februar ny leder. Det blev en af rockmusikkens bløde drenge, Flemming Madsen, der satte sig i den ledige chefstol på Dansk Musik Informations Center, i daglig tale MIC. Han overtager stolen efter Knud Ketting, der efter endt orlov valgte at blive i det nordjyske som kunstnerisk leder af Aalborg Symfoniorkester.

Slår man op i KTAS' rustrøde navnebog finder man ikke Flemming Madsen. Her skal man slå op under samleveren, Ane Christensen, sekretær for Den Danske Jazzkreds. Ellers havde han sikkert haft 'musiker' hæftet på sit navn. Måske af beskedenhed. Måske for at spare spalteplads. Kigger man i Dansk Musik Årbog, som netop er udkommet, finder man Flemming Madsen som redaktør. Og de indviede ved, at det ikke er tilfældigt med de mange annoncer for rejsebureauet, Svante Rejser. Flemming Madsen er direktør for det lille, men efter eget udsagn, ekspanderende rejsebureau. Arsenalet af fhv.-titler i den nye MIC-leders curriculum vitae er uoverskueligt.

Vagtskiftet på MIC blev denne gang lidt af en paladsrevolution i miniformat. Det bryder med den apartheid-agtige tendens til isolation og gensidige vogten hver gang en af de få chefposter i dansk musikliv skal besættes. Hver gruppe plejer at reagere med en Pavlovsk forudsigelighed. Efter de første 10 års etableringsfase var det da også blevet en selvfølge, at det klassiske miljø betragtede det som givet, at det havde monopoliseret arvefølgen på MIC. Men ikke denne gang. Enten det skyldes mangel på kvalificeret modspil eller et udtryk for en ændret politik i overensstemmelse med en større consensus og tøbrud mellem de forskellige genrer repræsenteret i bestyrelsen, så udpegede man i enighed ansøgeren fra rockmiljøet, Flemming Madsen. Hviskende tunger påstår i den forbindelse, at det paradoksalt nok ikke var fra det rytmiske miljø den nye MIC-leder fik sin mest helhjertede støtte.

(Jeg er bedre til at sætte skibe i vandet end til at sejle med dem.
Flemming Madsen)

Autodidakt fra livets skole

Det er svært, om ikke umuligt, at finde en leder, der kan spænde over hele det brede spektrum af dansk musik en statssubventioneret institution som MIC nødvendighvis er forpligtet til at dokumentere og formidle. Det er derfor både dristigt og ukonventionelt at udpege en 39-årig rockmusiker uden akademisk baggrund med rod i det eksotiske rytmemiljø i Århus, selvom han som rockens musikpolitiker i mange år har slidt de bonede gulve. Både som musiker og organisations-menneske er den nye MIC-leder nemlig autodidakt fra livets skole. Til gengæld har han vist sig som en særdeles dynamisk og visionær pioner. Han har været en effektiv løfteraket for de utallige initiativer, han har været involveret i indenfor den rytmiske musik. Der er dog næppe tvivl om, at især det klassiske bagland vil følge den nye MIC-leders aktiviteter med skærpet opmærksomhed.

For Flemming Madsen personligt var det et 'now or never', at blive leder af MIC. Efter de første 10 år gemt af vejen på Vimmelskaftet flytter MIC 1. april i kollektiv med de tre komponistforeninger, Dansk Komponistforening, Danske Jazz-, beat- og Folkemusikautorer samt Danske Populærautorer i KODA's nye musikhus på Gråbrødre Torv, hvor der med en butik i underetagen er planlagt en større dør ud mod offentligheden. Sammen med Musikeksportinitiativet har det skabt grøde og muligheder for et enestående samarbejde i dansk musikliv. I KODA-husets pulserende liv vil en type som Flemming Madsen bevæge sig som en fisk i vandet.

Den nye MIC-leder vedkender sig gerne beskrivelsen som en åben og nysgerrig pioner, der er smukkest i modvind. Han lægger heller ikke skjul på sit bløde punkt. Han egner sig ikke som den trofaste kontormand med stram slipseknu-de, der møder med pinlig præcision på kontoret hver morgen. År efter år. Flemming Madsen har det bedst med at starte en ny idé op og så forsvinde igen.

Tango på bonede gulve

»Jeg er bedre til at sætte skibene i vandet end til at sejle med dem«, lyder selverkendelsen. Det er blevet til lidt af en armada i den rytmiske musiks tjeneste, siden den dynamiske administrator startede som ung rockguitarist og sanger i Odensebandet med det kulinariske navn, Rødkål og Flæskesteg, der i s kitningen af 60'erne varmede op til tidens førende hippiegrupper som Alrune Rod og Culpeppers Orchard.

Arbejdet med at organisere rocken startede i 1972, da Flemming Madsen flyttede til Århus. Filosofien hed selvorganisering. I pagt med Grundtvig, Kold og urgammel praksis i det foreningsglade Danmark, gik man sammen for at løse fælles problemer. Men selv i det rytmiske miljø var og er den dynamiske rockguitarist lidt af en fremmed fugl. I musikmiljøet er det få, der har overblik og udholdenhed til at stå distancen i det fore-ningspolitiske arbejde, når der skal danses tango med politikere og embedsmænd på bonede gulve i magtens tynde luftlag.

»Det var enkel pragmatisme og ikke de forkromede ideologisk-politiske overvejelser, der lå bag ideen med at organisere rockmusikerne, der havde et behov for at få løst helt elementære problemer som booking, leje af gear og transport«, beskriver Flemming Madsen sin deltagelse i et nostalgisk tilbageblik. Grundstenen til Århus Musikkontor blev lagt i 1972. Ideen bredte sig og blev snart landsdækkende. Fra 1978 til 1985 var han leder og medstifter af Den rytmiske Aftenskole. En kanonsucces han forlod med 5000 elever, da han i 1983 for alvor steg op i magtens øvre stratosfære i musiklivet, hvor han blev medlem af Statens Musikråd efter tre år i repræsentantskabet.

»Musikrådet blev en fantastisk læreplads i det offentlige bureaukrati og dets spilleregler gennem de otte år, hvor jeg var med i et superteam, der forstod samarbejdets gyldne kunst«, beskriver Flemming Madsen sin tid i Musikrådet. »Der var den fine juridiske tekniker, Hans Gammeltoft Hansen og de dygtige sparringspartnere som f.eks. Sven Erik Werner, Finn Egeland Hansen og Finn Slumstrup. Dygtige folk jeg lærte utroligt meget af«, fortæller den nybagte MIC-leder.

»Og så var det en periode, hvor det med eksemplarisk enheds arbejde og lovrevisioner lykkedes at forøge kagen til musiklivet. Musikrådets bevillinger blev forøget fra 25 til 50 mio kr og musikskolernes eksistens blev sikret i 1990. Det har dryppet på alle, f.eks fik den rytmiske musik i perioden 1980-91 forøget sin andel væsentligt«, betoner Flemming Madsen, der ikke ser nogen grund til, at den rytmiske musik forsat spiller den sure dreng i klassen.

»Den anden side af medaljen var, at det af frygt og dovenskab aldrig lykkedes at gennemføre en tilbundsgående drøftelse af hvad der egentlig burde prioriteres i dansk musikliv, hvor alt efterhånden er støttet fra bund til top. Er det det vi har brug for i 90'ernes musikliv«, spørger Flemming Madsen, der dog elegant dribler udenom at konkretisere, hvad han personligt finder støtteværdigt ud over uforpligtende at identificere det som det professionelle og grænseoverskridende.

At slippe taburetten i Musikrådet og udskifte rådets myndige tiara med MIC-lederens beskedne alpehue har ikke givet Flemming Madsen en neurotisk nattesøvn.

»Man bliver let journalfikseret og ædt af teknikken i det bureaukratiske system, hvor formen og den formelle ramme fastholder dig i et jerngreb, så du kører død og til sidst falder i et med tapetet. Nyt liv indenfor rammerne kræver med mellemrum nye mennesker«, siger MIC-lederen, der selv har gjort det til lidt af en livsstil, at tilføre nyt liv og visioner i de rammer han har valgt at arbejde under. Og det bliver der brug for i et serviceorgan som Dansk Musik Informations Center.

Øretævernes holdeplads

I musikmiljøet ser man ikke uden grund med en en vis ringeagt på MICs evne til at formidle dansk musik. MIC har forskanset sig som et pindsvin, er blevet et otium for bibliotekarerne, hvem og hvad er MIC? - lyder de sure opstød fra mange musikere. Et banalt hadkærlighedsforhold? Forventningerne til MIC svarer stort set til barometerstanden for frustration, der altid har en tendens til at stå på højtryk blandt komponister og musikere. Der kan aldrig gøres nok i formidlingen af netop deres musik. Det er derfor til at forudse, at man i en institution med få ressourcer og et overdimensioneret virkefelt har parkeret sig selv på øretævernes holdeplads. Rollen som syndebuk behøver man ikke aspirere til. Hvordan har Flemming Madsen tænkt sig at løse den gordiske knude, at ophæve anonymiteten og gøre MIC mere udadvendt efter lang tids dvaletilstand med et minimalt budget, når arbejdet med dokumentations- og registreringsarbejdet i klippoteket, båndarkivet, informationsbasen, adressekartoteket og partitursam-lingen æder hovedparten af ressourcerne?

»Man skal nok indstille sig på, at chefskiftet på MIC ikke udløser en flodbølge af udadvendte aktiviteter, der ruller gennem musiklivet med markedsføring af dansk musik«, lyder den nye MIC-chefs defensive og realistiske svar.

»Det, MIC kan præstere, er at markere sig med bistik, hvor der hele tiden skiftes betoning og fokus på genrerne. Et år kan det være den avancerede kompositionsmu-sik, næste år er det måske jazzen, der får MICs bevågenhed. Ingen skal udelukkes, men der kan ikke laves et effektivt fremstød for dansk musik i udlandet med vind i alle sejl på én gang. Det er der langt fra ressourcer til«, siger Flemming Madsen med en politikers tonefald. Man fornemmer, at han helst går som katten om den varme grød i spørgsmålet om ændrede prioriteringer på MIC.

»Omprioriteringen på MIC for at frigøre ressourcer til udadvendte aktiviteter må ske ved effektivisering og forenkling af servicefunktionerne. Det er et spørgsmål om teknologi, policy og samkøring aï databaser med andre organisationer indenfor musiklivet. Servicefunktionerne skal være kundevenlige og lige til at gå til. Her har jeg tænkt mig at bruge mine barske erfaringer fra Dansk Musik Årbog og rejsebranchen, hvor man er tvunget til at tænke langt mere afsætnings- og profit-orienteret, hvis man vil have oplevelse og økonomi til at fungere sammen«, fortæller Flemming Madsen, der dog betoner, at ændringer ikke må ske på bekostning af eksisterende aktiviteter i MIC.

Det kunne minde om det gamle kunstsstykke, at blæse og have mel i munden på én og samme gang, eller er det en håndfæstning indgået med staben på MIC?

Flemming Madsen vil nødig give en vurdering af, om bestyrelsen eller de forrige ledere af MIC har lagt vægten det gale sted med prioriteringen af det registrerende og musikvidenskabeligt fagligt orienterede fremfor de udadvendte afsætningsfunktioner. Men for at realisere målet med et mere udadvendt MIC indenfor den fremårige kontraktperiode, hvor han sidder som leder, ser han i krystalkuglen primært tre pengekasser, der kan tilføre MIC ressourcer. Den ene er bevillingen fra Musikrådet, der næppe bliver større førend en ny lovrevision gennemføres, dernæst fra musiklivsorganisationer, der må kunne motiveres til at give midler til konkrete projekter. Endelig bør der skabes kontakt til det private erhvervsliv, hvor forlagene bør have en naturlig interesse i at sponsorere udbredelsen af dansk musik. Før 1983 var 'fundraising' en central og naturlig aktivitet for Flemming Madsen under etableringen af den rytmiske musiks organisationer. Og i eksporten af dansk musik forestiller den nye MIC-leder sig, at de danske kulturinstitutter kunne gøre en langt større og mere potent indsats som netværk for dansk musik i udlandet. At udenrigsministeriet i højere grad definerede kulturen som et naturligt led i dansk udenrigspolitik. Fremtidens store udfordring i kulturlivet ser Flemming Madsen som forsøget på at få det profit-orienterede erhvervsliv til at gå hånd i hånd med offentlig støtte til kulturen uden at niveauet forfladi-ges, eller at det offentlige slipper forpligtelsen. Han er ikke i tvivl om, at sponsorering vil være en af de mest markante tendenser i 90'erne.

Foto side 197: Gorm Valentin.