Samtidsmusikken amputeret

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 06 - side 192-194

Supplerende bemærkninger til den tværministerielle rapport ""Fremtidens musikuddannelser"".


Af BERTEL KRARUP

»Er kun rytmisk musik sam-tidsmusik?«, spørger Sven Erik Werner et sted i sin anmeldelse til den tværministerielle rapport "Fremtidens musikuddannelser" i sidste nummer af DMT. Meget forståeligt. Talrige vidtgående forslag og anbefalinger i nævnte skrift har som bekendt påny sat gang i debatten inden for musikverdenen i de senere måneder. Det er bestemt ikke at foragte, men det ville være synd at sige, at der ligefrem er noget at juble over set fra en såkaldt ny musik-synsvinkel. Tværtimod, som vi skal se.

Rytmisk opprioritering

»Der er helt bevidst søgt givet det rytmiske område en stærkere plads, ikke alene af hensyn til arbejdsmarkedet, men også som en fagpolitisk tilkendegivelse af områdets musikalske værdi og kulturelle potentialer«. Det kan jo lyde meget smukt og tilforladeligt. I virkeligheden er det næsten ikke til at forholde sig til. »Områdets musikalske værdi og kulturelle potentialer«. Som om rytmisk musik kan anskues som et forholdsvis veldefineret, sammenhængende og relativt ensartet helhedsområde, hvad der jo langt fra er tilfældet. Alene en sådan terminologisk uklarhed og manglende begrebsmæssig præcisering gør det vanskeligt for alvor at tage bestik af en markering af den art.

'Klassisk', 'rytmisk' o.s.v er nærmest intetsigende, éndimensionale betegnelser helt ude af trit med mangelagetheden og de mange nuancer i vort stilistisk sammensatte og genremæssigt rige musikkulturelle landskab, og burde som sådan være passé.

Men accepterer vi for tilfældet betegnelsen 'rytmisk' i al sin udflydende rummelighed, kan det være værd at pege på følgende væsentlige forhold: Hvis udgangspositionen havde svaret til den, der gjaldt for f.eks. et par år siden, kunne ovennævnte meget kraftige kulturpolitiske markering (og dem rummer rapporten ellers ikke så forfærdelig mange af) nemt have været til at forstå. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at man faktisk allerede har oprettet betydelige afdelinger for deciderede rytmiske uddannelser ved konservatorierne vest for Storebælt - hvortil kommer de helt specialiserede institutioner på området, Rytmisk Musikkonservatorium i København og Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg (der ganske vist først blev sikret fortsat eksistens efter offentliggørelsen af rapporten).

Det er desværre karakteristisk for rapporten, at den alt for ukritisk har taget udgangspunkt i københavnske tilstande under behandlingen af det samlede konservato-rie-område og derfor næsten ikke godskriver de øvrige konservatorier de mange betydelige forandringer, der er pågået siden 1984 - ikke mindst inden for det seneste par år. Dette tilmed på trods af store pålagte besparelser som siden 1985 i stadigt stigende omfang har lagt og lægger et udmattende greb om konservatorierne (perioden 1985-1994 vil således kunne opvise en samlet driftsreduktion på mere end 30 %!).

Hvis arbejdsgruppens forslag alle gik hen og nød fremme, ville dette nemt kunne indebære, at mere end 50 % af konservatorieområdets samlede antal studiepladser blev rytmiske. I sandhed noget af en kulturel kolbøtte - og naturligvis dødsensfarlig for grundlæggende dele af vor nuværende musikkultur. Selvom jeg altid er gået stærkt ind for en forbedring af forholdene for rytmisk musik, må jeg klart melde fra her: opprioriteringen er ganske enkelt proportionsforvredet.

Ny musik sendt ud i kulissen

Den ny kompositionsmusik er derimod meget tankevækkende blevet forvist til en plads i periferien. I betragtning af, at chancen omsider var der til at få styrket fodfæstet for denne centrale del af vor samtidskunst (eksempelvis i form af en helhedsplan, der kunne sammentæn-ke forløbet fra den tidligste børne-undervisning til det højeste professionelt-elitære niveau), er det direkte skuffende, at ny musik (i relation til konservatorieverdenen) kun nævnes i rapporten siger og skriver fire-fem gange, og hver gang kort.

Mest 'favorabelt' sker det i forbindelse med komponistuddannelsen, hvor det hedder, »at uddannelsen bør bestå på grund af sin store musikkulturelle betydning« (sammenlign i øvrigt med formuleringen ovenfor vedr. det rytmiske område). Men det næsten at føje spot til skade, når det foreslås, at uddannelsen dimensioneres til fire pladser i alt. Fire pladser! Hvordan forestiller man sig mon, at de værdifulde komponistmiljøer, som fra tid til anden har markeret sig meget stærkt forskellige steder, overhovedet skal have en chance fremover? Fire pladser. Det svarer til en reduktion på mindst 75 % i forhold til nu. Kompositionsprofessorater o.lign. bliver en by i fortiden.

Og så er der endda andre anslag, som vil kunne føre til endnu værre svækkelser på området. Jeg tænker her især på opdelingen af det institutionelle landkort i et regulært A- og B-hold. Det har mange gange i de senere år været fremhævet, at de stærkt opblomstrende ny musik-miljøer rundt omkring i landet i høj grad stod i nær forbindelse med de stedlige konservatoriers funktion af regionale musikkulturelle kraftcentre. Aarhus er et godt eksempel, Odense et andet. NUMUS og Musikhøst, AUT, FUT o.s.v. Men arbejdsgruppen tager fatalt fejl ved at tro, at man uden videre kan omdanne et konservatorium til noget der mest af alt ligner et musik-seminarium og så stadig operere med et stedligt kraftcenter. Det er nemlig ganske umuligt. Og hvad så med den ny musik?

Erkendt, bredden er vigtig. Men med henblik på konservatoriernes funktion af kunstneriske læreanstalter er toppen helt enkelt uundværlig. Økologien må slet og ret være i orden. Uden top - og nogle få diplompladser er under ingen omstændigheder tilstrækkeligt til at markere en sådan - er et konservatorium ikke et konservatorium. Man kan da heller ikke tale om et universitet uden forskning og forskeruddannelse. (Det er i øvrigt karakteristisk, at rapporten ikke rører ved de hjemlige universitetsinstitutters status, hverken hver for sig eller indbyrdes. De er således alle 'jævnbyrdige' og skal fortsat operere med: bachelor-, kandidat- og forskerudannelse såvel som forskning).

På konservatorieområdet foreslås det derimod, at nogle få specialiserede institutioner ('højskoler') skal tage sig af uddannelsen af professionelle musikere og sangere, sigtende mod »at toppen i dansk musikliv skal nå højt«, mens de øvrige institutioner helt overvejende skal holde sig til bredden, d.v.s. fortrinsvis uddanne musiklærere. Det er et forslag, som bestemt ikke vil gavne den ny musik.

Resultatet vil nemlig uundgåeligt blive, at de foreslåede højskoler hurtigt vil overtage konservatoriernes hidtidige rolle og blive hjemsted for de dynamiske musikmiljøer (selvom man kan frygte, at en orkesterhøjskole snarere vil udklække 'orkester-soldater' end levende musikere). Det er under alle omstændigheder en illusion at tro, at man i længden vil kunne bevare »et højt kvalificeret niveau« på provinsens konservatorier, idet såvel studentermassens diplomemner som de mere markante lærerkræfter hurtigt vil sive væk. Ikke mindst med henblik på den ny musiks trivsel vil en eventuel omdannelse af de danske konservatorier til 'musikseminarier' således få katastrofale konsekvenser.

Rapportens opstilling af voluminøse Musikuddannelsescentre i København, Aarhus og til dels også Aaborg fortæller en hel del om, hvad det tilsyneladende har kostet en by som Odense, at man aldrig fik oprettet et musikstudium ved universitetet dér. Byens placering inden for det helhedsbillede, som arbejdsgruppen foreslår, er klart i modstrid med det meget rige musik- og kulturliv, Odense igennem særlig de seneste ti år har dannet ramme om (med bl.a. adskillige tilbagevendende internationale begivenheder som f.eks. Carl Nielsenkonkurrencen, Orgelkonkurrencen og festivalen Musikhøst samt fæl-lesorkester seminarer under ledelse af Karlheinz Stockhausen og Witold Lutoslawski).

Rapportens eneste egentlige ny musik-lyspunkt: Musiker-performer uddannelsen i Odense.

Med hensyn til kritikken af arbejdsgruppens kraftige nedkøling af området ny musik må det retfærdigvis siges, at rapporten faktisk opererer med en nydannelse: »Ved musikkonservatoriet i Odense foreslår arbejdsgruppen, at der oprettes en (diplom)uddannelse som performer som foreslået af konservatoriet ... Uddannelsen har ny musik som sit genremæssige hovedområde og er for instrumentalister og sangere«.

Det er naturligvis forlængst blevet noteret med glæde på Det fynske Musikkonservatorium. Men i den forbindelse er det vigtigt at understrege, at dimensioneringen skal være realistisk og fagligt forsvarlig. Anbefalingen, at antallet af studiepladser »sættes relativt lavt i forhold til konservatiets totale antal studiepladser«, holder ikke; mindstemålet må være ca. 24 studerende på den pågældende linie.

I den forbindelse bør det i øvrigt påpeges, at de af arbejdsgruppen anbefalede studentertal for flere konservatoriers vedkommende er helt urealistisk lave. Under 90 studerende er simpelthen meningsløst. Vi ved det af erfaring, og for nylig har vi til overflod fået det bekræftet af det norske rektorkollegium, der meget klart har angivet tallet 90 som den absolutte nedre grænse for et konservatoriums størrelse. Men deroppe nordpå har de øjensynlig også et radikalt andet syn på musikuddannelsessektoren: Mens arbejsgruppen forslår det samlede danske antal konservatoriestude-rende reduceret med 225 til ca. 720, har nordmændene besluttet at gå den stik modsatte vej, sådan at de i løbet af tre år når op på ca. 1000 studerende. Som bekendt er de l million færre end os, så det kan være svært at få øje på logikken.

Musiker-performer uddannelsen er ikke alene karakteriseret ved en markant opprioritering af genreområdet ny musik. Væsentligt indgår i dette - for os at se - helt centrale bud på fremtidens musikeruddannelse, også kammermusik, ensemblespil, kropsfag, musikteater, ny teknologi - og ikke mindst formidling. Såvel udøvende som mere generel formidling. »Uddannelsen sigter mod solistisk/ensemble-mæssig virksomhed«, siges det i rapporten. Helt sikkert; men også mod ansættelse i et orkester. Dette ikke mindst ud fra devisen om at praktik i mange slags ensemblespil er det allerbedste grundlag for et senere virke som orkestermusiker. Og hvad angår »kvalifikationer til også at fortolke den nye og nyeste musik«, ja da er der nok grund til at tro meget mere på denne uddannelse end den foreslåede orkesterhøjskole.

Bertel Krarup er rektor for Det fynske Musikkonservatorium.

Foto herunder: Witold Lutoslawski (til højre) og tubaisten Jørgen Arnsted (i forbindelse med Lutoslawskis besøg i Odense).