Statskulturens tornerosesøvn

Et tilbageblik på 1991 viser, at den massive kritik af Kulturministeriet og dets institutionelle underafdelinger, som tidsskrifter og alternative kunstmiljøer har skrevet og talt om i flere år, nu har fået den brede offentligheds bevågenhed. Og det har affødt en udtalt mistillid til den statslige kulturforvaltning, som i værste fald kunne føre til at gamle lagerforvalter Rindal og hans kompaner kunne gå hen og få kronede dage i den kommende tid. For alt tyder nemlig på, at kritikken vil fortsætte i takt med mediernes afsløringer af, hvor slemt det står til i det institutionelle kulturmaskineri. Det synes at være tilfældet, at jo højere man kommer op i systemet, jo værre står det til. Den seneste rapport om Kulturministeriet fra Finansministeriets Administrations- og Personaleafdeling taler sit tydelige sprog: der bestilles for lidt, kulturpolitiske visioner er erstattet af ekspeditionskontorer, ledelsesstrukturen er elendig og den faglige kompetence er for ringe.

Det er vigtigt at huske på, at vi her taler om det Kulturministerium, som skal afstikke overordnede kulturpolitiske retningslinier til underafdelingerne, i musikkens verden for eksempel Statens Musikråd og konservatorierne. Altså med andre ord det Kulturministerium, som forventes at være med til at stille dagsordenen for den kulturpolitiske debat. Man har for nærværende svært ved at forestille sig, hvordan dette ministerium kan være energikilde og lokomotiv for København Kulturby '96. Valget af Trevor Davies til generalsekretær for kultur-året i København er indlysende rigtigt. Det bliver hans livs opgave: han skal nemlig vække en kulturforvaltning, som har det til fælles med Holger Danske, at den venter på at blive kaldt til dåd.

Pladeballade

Mens ministerielle embedsmænd med flere sover den selvvalgte tornerosesøvn i de officielle gemakker, kæmper de små initiativrige musikmiljøer for at holde skruen i vandet. Initiativerne, provokationerne, det frapperende nye »er rykket til anden side«, som formanden for det nye musikråd, Lars Grunth, ganske rigtigt kunne konstatere i Dansk Musiktidsskrift nr. 3 1991/92. Som eksempelvis pladeproduktionen, der passende kan være det konkrete eksempel, som kan tjene til at belyse kritikken.

Begynder man atlommefilosofere lidt over tilfældet Kontrapunkt, som er et privatejet plademærke, der for nylig har rundet udgivelse nr. 100, kan det kritiske gemyt komme frem til en række ubehagelige konklusioner. Selvom man skal vare sig for hurtige domme på spinkle præmisser, er det fristende at sammenholde det private initiativs resultater med ikke blot Kontrapunkts statslige konkurrent Da Capo, men også med det offentlige kulturlivs generelle institutionskrise.

(Kontrapunkts udgivelse nr. 100, vokalmusik med Års Nova.)

Hvad har man rent faktisk bedrevet i det lille, til at begynde med, enmandsforetagende - Kontrapunkt? Det er lykkedes at banke et pladernærke op, som på femårs fødselsdagen i december '91 kunne udgive fonogram nr. 100. Der er tale om udgivelser med et generelt højt kunstnerisk og teknisk niveau. Produktionen angår et bredt felt: gammel musik, ny dansk musik, klassiske standardværker med særlig henblik på kammermusik. Dertil kommer en stigende vilje til at arbejde med symfonisk musik - et samarbejde med symfoniorkestrene i Ålborg og Odense vil bære fonogramfrugter de kommende år. Her er det værd at lægge mærke til, at Kontrapunkt ikke blot ønsker at hente allerede indspillet musik i Danmarks Radios båndarkiv og overføre musikken til compact disc: det tilstræbes at producere udgivelserne helt fra bunden. Målet er en udgivelse om ugen. At det nok skal gå hen og blive en realitet inden for overskuelig fremtid, kan man forvente med Kontrapunkts energiske nye mand, Michael Petersen, som er headhunted fra Danmarks Radio. Forlaget satser på at en trediedel af udgivelserne skal være med dansk musik. Her angår initiativerne bl.a. Ib Nørholm, Carl Nielsen, Niels W. Gade og hengemt musik fra Christian IV's tid.

Kontrapunkts succes skyldes ikke mindst en satsning på det internationale marked, hvor man kan drage fordel af at høre hjemme i Steeple Chase Productions, der har et world wide distributionsnet. Man kan nu blot håbe, at Kontrapunkt også tør satse på en markedsføring, der tilgodeser hjemmemarkedet, som nu kun udgør en lille procentdel af produktionen.

Paradoks: på trods af at den offentlige støtte er blevet mindre med årene, er Kontrapunkts udgivelses -frekvens nærmest eksplosivt stigende. Alene i december måned udgav plademærket 15 CD'er. Det store spørgsmål, som adskillige stiller i disse tider: hvorfor kan det lykkes for det private initiativ, men ikke i statsligt regi? Det fromme ønske i marts må være, at Da Capos nyudnævnte bestyrelse kan formå at puste liv i det åndedrætsbesværede foretagende.

På ovennævnte baggrund kunne tilfældet Kontrapunkt gå hen og blive et symptom, et tidens tegn på den private foretagsomme succes, hvor det offentlige system er en ubevægelig kolos på lerfødder. For det er jo ikke blot den statslige pladeproduktion, som halter, men adskillige af de foretagender og initiativer, som er udgået fra Kulturministeriet.

Et andet symptom på institutionssygen og en vejviser for udviklingen, er, at man nu anser det for nødvendigt at sætte institutioner under Kulturministeriet under administration i form af bestyrelser, som er befolket af kulturpersonligheder og erhvervsfolk, som ved -like it or not - at kultur og kommers hører sammen. Det Kgl. Teater er et blandt mange eksempler. Valget af Tivolis musikchef Lars Grunth til formand for Statens Musikråd understøtter iagttagelsen. Og Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums rektor har nu ligefrem bedt om at få en bestyrelse over sig. At dømme ud fra den nyligt udkomne rapport "Fremtidens Musikuddannelser", forfattet af en tværministeriel arbejdsgruppe under Kultur- og Undervisningsministeriet, kommer konservatorieverdenen til at stå over for gevaldige strukturændringer i de kommende år. Mønstret synes at være, at man i institutionerne får lov at nusse rundt i rodet og forsøge at få travlhed til at være en kvalitet i sig selv. Først når det ser sortest ud, først når man har indset at institutionerne er kulturens byrder snarere end dens bærere, hentes de professionelle 'kulturskraldemænd' ind for at rydde op.

Mellem statssubvention og det private initiativ

Markedsstyringen vinder frem på alle felter indenfor den offentlige sektor, og dér hvor det offentliges bidrag holder op, begynder den private sponsorering. Senest iagttaget i Danmarks Radio i form af Radiosymfoniorkestrets solide sponsoraftale med Bikuben. Der synes at aftegne sig billedet af en 'tredie vej' i finansieringen af kulturlivet. En gylden middelvej, som etableres ud fra ønsket om at ligge midt mellem statskulturel basis og markedsøkonomisk energi. Og det kam godt vise sig at være en frugtbar udvikling, så længe det ikke fører til at offentlige bevillingsgivere ser det som en mulighed for, at kulturlivet på længere sigt kan blive selvfinansierende.

Ovennævnte kritikpunkter er triviel læsning og kendt pensum for mange. Når de tages op igen her, er det bl.a. fordi det nye Musikråd er på banen og mange forventer mindre mirakler af rådsmedlemmerne - kritikken kan de ikke sidde overhørig.

I forbindelse med lovrevisionen 1986/87 lykkedes det den daværende musikrådsformand, Hans Gammeltoft-Hansen, at skabe politisk vilje til en forøgelse af midlerne med 20 millioner kr. Det følgende musikråd med Finn Egeland Hansen i spidsen fandt i forbindelse med lovrevisionen i '90 godt 50 millioner til musikskoleloven. Og i det såkaldte testamente fra dette afgåede råd foreslås en lovrevision, som betyder endnu et (beskedent) ekstrabeløb til musikradsaktiviteter på godt 20 millioner.

Det skal blive spændende at se, ikke blot om det nye Musikråd kan tilføre flere midler til musiklivet, men også hvordan pengene bruges. Med musikrådets nye formand, Lars Grunth, tør man have en forventning om, at parlamentarisk tæft og vilje kan overbevise om nødvendigheden af flere penge til musiklivet. Det nye Kultur Eksport Initiativ eksempelvis, er et af de gode nye initiativer, som trods begyndervanskeligheder og et lidt forkølet første tiltag (se anmeldelsen af de nye CD'er fra Musik Eksportudvalget andetsteds i bladet, red.) ikke må lide vuggedøden.

Man behøver ikke at have rejst meget i udlandet for at erfare, at danske komponister og udøvere godt kan måle sig med den internationale avantgarde. Den nye politiske situation i Europa er også en ny kulturpolitisk situation, som nu gør det særdeles relevant at sende den nye danske musik ud til 'den store verden'. Dette bl.a. ved at vende billedet af de eksisterende bureaukratiske musikkulturkontorer til offensiv kulturpolitisk nytænkning i form af en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, som indeholder visionær tankegang, købmandssnilde og mod til ekstraordinære tiltag. Slet og ret fordi musikken fortjener det