Anmeldelse - Mærk musikken

Jon-Roar Bjørkvold: Det musiske menneske. Barnet og sangen, leg og læring gennem livets faser. 369 sider. Hans Reitzels Forlag 1992.

Af ERIK CHRISTENSEN

Dette er en vigtig bog. Og samtidig kontroversiel. Det er også en venlig og veldokumenteret bog. Bogen er vigtig, fordi den anlægger og gennemfører et helhedssyn på menneskets musiske udvikling fra fostertilstand til alderdom - en udvikling, der får sin retning i et samspil af indre og ydre faktorer: biologiske og kulturelle, individuelle og sociale, personlige og politiske - en vækstproces hvor musik, sang, sprog, leg, kropsbevægelse og dans forstås som udfoldelse af en og samme musisk-vitale helhed, som ikke bør splittes op i isolerede enkeltdiscipliner.

Jon-Roar Bjørkvold er professor i Musikvidenskab ved Oslo Universitet og har tidligere udgivet bøger om den spontane børnesang, filmmusik i retorikkens lys, komponist og samfund og en sangbog for børn.

Bogen om det musiske menneske tager udgangspunkt før fødslen, i barnets musiske vækst i moders liv, hvor fosteret lytter til sin mors stemm e, kropsrytmer og hjerteslag. Herefter beskrives det lille barns udvikling gennem leg, helhedssansning, fantasi og socialt samspil med andre børn.

Et centralt kapitel om syngende børnekultur, der bygger på forfatterens egen forskning, beskriver forskelle i udannelsessystemer og opvækstvilkår i Norge, USA og Sovjetunionen (før opløsningen) og konkluderer, at børns spontane sang er en vigtig del af den menneskelige vækst i alle kulturer.

I kapitler om skolekultur, børne-kultur og musikundervisning diskuterer Bjørkvold modsætningerne mellem barnets potentiale af livskræfter over for skoletænkningens normsystemer og fremhæver den musiske udviklings muligheder for at formidle forbindelse mellem det åndelige og det kropsligt- sanselige. Forskellige pædagogiske holdninger og strategier endevendes, skolesystemers tendens til at producere funktionelle analfabeter og udbrændte elever kritiseres, og etablerede myter tages op til diskussion: Er det udbredte musikalske 'drille-motiv' (Av-ra for Lav-ra..) universelt eller kulturelt bestemt? Har fjernsynet elimineret børns spontane leg? Hvilken berettigelse og hvilke konsekvenser har det at overføre det japanske Suzukisystem og det ungarske Kodaly- system til andre kulturer?

Et afsnit om Teenagekultur fremhæver rockmusikkens grænseoverskridende kraft som primalskrig og som politisk protest, og et kapitel om Sjostakovitj tolker hans kunstneriske virksomhed som et underfundigt mu-sikalsk-politisk spil mod den stalinistiske kulturpolitik i Sovjetunionen.

Bogen er i sine teoretiske overvejelser og argumentationer vægtig og veldokumenteret. Men det er som nævnt også en venlig bog - for Bjørkvold giver sine teorier perspektiv og anskuelighed ved at fortælle historier og personlige oplevelser og citere digte, sange, romaner og børnebøger.

Mange af historierne handler om et 'musisk gennembrud': Pigen på 12 år der i en båd på et frådende hav synger mod stormen og holder angsten borte - Den norske dreng på 7 i Californien som ikke mestrer talesproget, men lærer sig de amerikanske børns bevægelser og kropssprog, så han kan springe ind i deres komplicerede boldspil og blive socialt accepteret - Den alderssvækkede Onkel Oskar, der ved sit guldbryllup vækkes til live af en gammel valsemelodi og danser rundt med sin guldbrud som en tyveårig.

»Bogens trang er naiv som barnets«, skriver Bjørkvold i sin indledning (s. 13) - og hans historier er fortalt med naiv styrke. Mange vil glæde sig over styrken, men måske vil lige så mange ryste på hovedet over naiviteten. I det hele taget er det en bog der provokerer til stillingtagen og diskussion, for Bjørkvold tager klart parti:

For helheden af krop, stemme, sang og sansning, imod opsplitning af isolerede færdigheder.

For gehørsspil og improvisation, imod nodeindlæring i en tidlig alder.

For børnenes selvudvikling i leg, fantasi og undren, imod det voksne samfunds præstations-orientering.

For den mundtlige kultur, imod den skriftsprogs dominerede kultur.

For grænseoverskridelse og normbrud, imod tilpasning og regelret efterlignende indlæring.

Det er modstillinger, som i de sidste 60 år har været fremme i ophidsede diskussioner om musik og musikpædagogik, helt tilbage til debatten om jazzens berettigelse i 1930rne.

I den aktuelle bog bygger Bjørkvold meget af sin argumentation på den ""musiske energi"" i folkekultur, afro- amerikansk musik, jazz og rock. Kapitlet om Sjostakovitj er det eneste, der med sin gennemgang af partitur-citater giver 'node- musikalsk' modvægt til de mange eksempler fra 'gehørs-musik'. Så man fornemmer, at der mangler et kapitel i bogen.

Der mangler en beretning om det musiske menneskes glæde ved at trænge igennem det nedskrevne nodebilledes sorte gitter for at tilegne sig musikken bag ved gitteret, gøre den til sin egen, fordybe sig i den og opleve den nuancerede og stærke livs-energi, der kan hentes frem af de døde nodetegn.

Bjørkvold strejfer emnet: »Den gode professionelle pianist ser ikke i dele, men sanser helheden direkte og kropsligt-auditivt, i bevægelse og lyd« (s. 218) - men han forlader det hurtigt igen. Her kunne et stort kapitel begynde.

At dette perspektiv mangler, kan bevirke at 'rytmiske' forkæmpere føler sig fristet til at slå de Tdassiske' i hovedet med bogen, og 'ortodokse' forsvarere af klassisk musik kan føle sig nødsaget til at lægge afstand til Bjørkvolds synspunkter. Men set i en større, upolemisk sammenhæng betyder det ikke nogen svækkelse af bogens argumentation.

""Det musiske menneske"" er alt i alt en ærlig, engageret, tankevækkende og velfunderet bog, som bør læses og diskuteres af mange musiklærere, musikere, musikforskere og forældre - uanset hvilket musikpolitisk parti de tilhører.