Kunstværket der blev væk

»Hun har formodentlig som en af de første virkeliggjort musikopførelsens forsvinden.« Sådan sagde John Cage om den amerikanske avantgarde-cellist Charlotte Moorman, som vi portrætterer i dette nummer. Moormans virke som kunstner, organisator m.v., gjorde hende til en vigtig skikkelse i udviklingen af den ny amerikanske performance-kunst. Og den kompromisløse holdning og hengivenhed til alt det hun rørte ved, virkede som fluepapir på komponister som John Cage, Nam June Paik og Yoko Ono, der kunne bruge Moorman som medium for deres eksperimenter.

Det er sandt at sige ikke småting Moorman lagde navn og krop til i årenes løb. Hendes halsbrækkende performances - hun lod sig f .eks. ophænge i helium-balloner højt oppe over Donau, på et tidspunkt hvor hendes knoglekræft var i sidste stadium - må være en forløber for 'Danger Art, og de må få den danske joviale happening til at tage sig ud som ren og skær søndagsskole-beretning. Moorman døde i november sidste år, men hendes virke og virkning står tilbage som et ufravigeligt krav om ærlighed og engagement.

Artiklen om Moorman viser, at ikke blot grænsen mellem komponist og interpret i det intermediære udtryk er udflydende, også selve ideen om værkbegrebet, som vi kender det fra den centraleuropæiske musikkulturs udvikling, stilles til diskussion. Det åbne kunstudtryk, bricolagen, det tilfældigt sammensatte, kendetegner denne udtryksform, hvor grænsen mellem værk og ikke-værk er flydende. Ofte er værket slet ikke til at få øre eller øje på.

En lignende indfaldsvinkel til den kunstneriske praksis kunne københavner-publikummet for nylig opleve ved DUTs store satsning på Charlottenborg: Niels Rosing-Schows og Pablo Llambias' multimedia-projekt "Peep". Selv om Cage og andre for længst har opfundet det ikke-eksisterende værk, var der i "Peep" en ophævelse af forestillingen om et afrundet i sig selv hvilende værk, som rakte ud over den blotte opfindsomhed. Autonomiæstetikkens bastioner er for længst blevet attakeret og troen på en videreførsel af det hele værk med en brudfri indre sammenhæng, er for mange af nutidens komponister uholdbar. Men den tilsyneladende suspendering af enhver form for stimmigkeit i "Peep" - der var for mig at se og høre ikke betydningsladede elementer som retningsgivende halmstrå at holde sig til - rokkede ved vante forestillinger og lyttevaner. Og det provokerede. De flinke gæster og anmeldere talte ved ferniseringen om »spændende billeder og klange«. Undertegnede fik skærmkuller og følte sig som den Bob Dylan, der sang: »Oh God, am I here all alone.« Og spørgsmålet meldte sig: Ville de to kunstnere kun de arbitrære sammenhænge og provokationen? De fik under alle omstændigheder konfronteret os, der arbejder i periferien af den kunstneriske skabelsesproces, med vores mangel på begrebsapparat: Vi er ikke gode nok til at diskutere eller bedømme denne kunstform. Forsideillustrationen fra "Peep" er således tænkt som en invitation til dherrer Rosing-Schow og Llambias til at skrive om, hvad de var ude på, og om resultatet efter deres mening stod mål med intentionerne. Hvis vi andre bliver klogere af det, kan vi måske blive bedre til at give et kvalificeret modspil.

Anders Beyer