Pladerundgang med omveje - nyt og gammelt på compact disc

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 07 - side 246-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

- nyt og gammelt på compact disc


Af ANDERS BEYER

Sidste år spurgte en af vore kendte sangskrivere mig om, hvilken musik der fik mit hjerte til at briste. Jeg gav vedkommende et temmelig forblommet svar, måske af blufærdighed, måske fordi jeg ikke opdeler kategorialt i Tij erte-briste-musik' og 'ikke-hjerte-briste-musik'. Måske fordi andre kvaliteter trænger i forgrunden, som f.eks. i de bedste stunder at bruge musikken til at blive klogere på omgivelserne og at lære at bruge oplevelserne til at komme videre med. I tidens sprog: til at mærke verden med.

Men hvis det endelig skulle være, så står Wolfgang Amadé højt på listen, der optæller hjerteknuserkomponister. Den er ikke så lang, slet ikke i nærheden af mille e tre. Og selvom mesteren også kan køre i tomgang - man næsten forbyder sig selv at tage de ord i munden - så er hans musik god at trøste sig ved, god at lege med og undertiden god at komme videre på. Måske fordi musikken bestandig forholder sig som en variation til traditionen, en surprise, en ændring i forhold til det gældende, enfrihed, somkun Mozart kan slippe løs midt i sin musik, netop fordi den hviler på traditionen.

Mozart-året 1991 bød ikke på så forfærdelig meget nyt på bog-siden, men musikken overlevede gudskelov dødsfejringen og videnskabens behjertede forsøg på endnu engang at kaste materialet op i luften og jonglere med boldene. Siden Hildes-heimer har der været langt mellem snapsene.

På pladesiden kunne noget tyde på, at de gamle indspilninger er svære at overgå, selv med den nyeste teknik og fremragende orkestre. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man vælger at se de mange genudgivelser og overførsler til compact disc fra gamle indspilninger som et udtryk for de historiske optagelsers uovertruffenhed. Dette forstået som både historiske udgivelser med de såkaldte autentiske instrumenter og de blot lidt ældre indspilninger med nye instrumenter.

Kortene på bordet: Jeg har ikke skyggen af overblik over de mange hyldemeter plader, som udkom med musik af Mozart i 1991. Det vil sandsynligvis være tilfældet, at vigtige og uomgængelige indspilninger glimrer ved deres fravær her. Lad det blive ved en rundgang omkring de væsentligste compact discs, som af den ene eller anden grund har fundet vej til afspilleren og gennem filteret til disse spalter.

På det hjemlige marked, kan man konstatere, at Mozart-året ikke kom bag på Kontrapunkt. Plademærket udgav flere produktioner med musik af Mozart, hvoraf den ambitiøse satsning med alle klaversonaterne står tilbage som mest vedkommende. Det er den herhjemme ukendte uruguayanske pianist Homero Francesch, som her gør sin entre på det danske plademærke. Og det er heldigvis ikke en engangsvisit, idet også klaverkoncerterne med Francesch er under udgivelse på Kontrapunkt. Bokssættet med Francesch viser en pianist, som vi roligt kan se frem til at høre mere til. Hvis han på den nye udgivelse så tør vove lidt mere, kaste det høflige over bord, kan man tillade sig at vente indspilninger med bid og vid, som det kun sjældent høres.

I den lettere ende udgav Kontrapunkt to CD'er med lieder af Mozart og Schubert, sunget og pianoforteret af henholdsvis Helle Hinz og Henrik Metz (Kontrapunkt 32052), samt kammermusik spillet af Selandia Ensemblet (Kontrapunkt 32058).

Helle Hinz hørte jeg sidst synge Uranias parti i Poul Ruders' ""Tycho"". Det slap hun bedre fra, end hun gør på denne CD, skønt man kunne forvente, at den slanke stemme ville klæde Mozart. Det kunne den måske også gøre, hvis foredraget blev mere frigjort; mere leg når det er leg, mere drama, når det er drama. Kun i sangen ""Warnung"" når hun ud over det grålige og ensartede og viser andet end artig konformitet. Et sprudlende og pågående akkompagnement kunne have indspireret Hinz til at vove langt mere end tilfældet er, men det sker desværre ikke. Klaveret er mere tapet i baggrunden end medska-bende, opbakkende, udfordrende. Optageteknisk er der heller ikke noget at råbe hurra for.

Så er der meget mere vedkommende musiceren i Selandia Ensemblets divertimenti. Hvilket fornemt tuttispil de fem blæsere kan præstere! Det er Ingrid Holck (fløjte), Niels Eje (obo), Bo Sand (klarinet), Terje Aadne (horn) og Klaus Frederiksen (fagot), som spiller sammen i Selandia Ensemblet. Her er der tale om præsicion, livfuldhed og elementær swing, både i det kontrapunktiske filigran og i de brede klange. Kunne Kontrapunkt dog få kvintetten til at indspille musik fra dette århundrede!

Fra: Philips, Complet Mozart Edition: Mozart, ""Rarities & Surprises"" (422 545-2), Mozart, ""Uoca del Cairo"", ""Lo Sposo Deluso"" (422 539-2). Dansk distributør: Polygram.

Philips kom, med lanceringen af Mozarts samlede værker sidste år, ind som en klar nummer l på markedsføringens top ti. T-shirt, slip-senål og mange andre rekvisitter ledsagede musikken. Der blev fniset i krogene, men det vakte opmærksomhed. Og musikken og opførelserne fejler ikke noget. At plukke ud af Philips samlede indspilning, er næsten umuligt. Af interesse for tidsskriftslæsere, som ikke behøver en nmdgang i Mozarts kendte ting, kan jeg ikke lade være med at nævne det specielle og mindre kendte.

På CD'en ""Rarities & Surprises"" finder vi de små stykker fra den såkaldte ""London skitsebog"", optegnelser af den otte-årige fra et besøg i Chelsea, som viser små tryllerier fra vidunderbarnet. Skitserne har været under kærlig behandling af Mozart-specialisten Erik Smith, som har arrangeret og orkestrer et de små kontradanse og divertimenti. Fremragende spillet af Academy of St. Martin in the Fields under Sir Neville Marriner.

I samme bokssæt er der bl.a. arrangementer af ""Don Giovanni"" og ""Bortførelsen"" for otte blæsere og Rondoen for horn og orkester (KV 371), som blev opdaget af Marie Rolf i 1990. Altså sjældne perler, som ikke bare er 'interessante', det er musik uden alder. Jeg foretrækker dog at lægge øre til den 'ægte' vare: ""Don Giovanni"" med Wiener Filharmonikerne under Riccardo Muti, som udkom på EMI Classics (CDS 7 54255 2), kan anbefales på det varmeste.

Til de historisk interesserede, fandt Philips også et par ting frem, nemlig de to opera-fragmenter ""L'oca del Cairo"" og ""Lo Sposo De-luso"" med undertitlen ""La rivalita di tre donne per un solo amante"", hvor komponisten øver sig i buffo-stilen. ""L'oca del Cairo"" er et dram-må giocoso i to akter (libretto: Giovanni Battista Varesco), som er rekonstrueret af Erik Smith. For indspilningen står Berlins Radiokor, kammerorkestret ""Carl Philipp Emanuel Bach"" og stjernenavne som Peter Schreier, Dietrich Fis-cher-Dieskau og vores egen Inga Nielsen. ""Lo sponso Deluso"", ifølge videnskaben måske med libretto af af Lorenzo Da Ponte, er også en buffo-opera i to akter. I modsætning til føromtalte opera er der her ikke referencer til ""Lo sponso Deluso"" i Mozarts breve. Det er tydeligvis et øve-stykke, som blev lagt i skrivebordsskuffen, men som i Smiths bearbejdning sagtens kan tåle dagens lys. I værket gør komponisten erfaringer, han øver i at tackle problemerne omkring teatermusikken. Det er ikke den Mozart, vi kender fra de kendte operaer og symfonierne, men værkerne er spændende at lytte til, fordi det viser noget om komponistens udvikling.

Musikken er lagt i hænderne på London Symphony Orchestra under Sir Colin Davis og blandt sangerne finder vi prominente navne som Clifford Grant og Felicity Palmer.

Produktion har udgivet både ""Ido-meneo"" og ""La Cleinenza di Tito"" med The English Baroque Soloists, Monteverdi-koret under John Eliot Gardiner. Selvom jeg foretrækker moderne instrumenter, står de medvirkende - ikke mindst Anne Sofie von Otter, som medvirker på begge produktioner - for så gode præstationer, at de må nævnes her.

Mozart, ""Idomeneo"" og ""La Clemenza di Tito"" med The English Baroque Soloists, Monteverdi-koret under John Eliot Gardiner. Archiv Produktion (431 674-2) og (431 806-2).

Danmarks Radios store gave i 1991 til Mozart-elskerne var den koncertante opførelse af ""Idome-neo"" i Tivolis koncertsal. Opførelsen var et tilløbsstykke på trods af prominent afbud og koncerten blev med rette rošt i pressen. Archiv

Mozart, Symfoni nr. 35, 36, 38, 39, 40og 41. ""The Birth of Performance"". Bruno Walter og Columbia Symfonikerne (SONYSM3K46511 (3 compact discs).

Da Mozart-året gik på hæld, udgav Sony Mozarts sene symfonier med Bruno Walter og Columbia Symfonikerne. Fra raritetskabinettet i tilgift en orkesterprøve på symfoni nr. 36, ""Birth of a Performance"". Udgivelsen indgår i Sonys serie ""Legendary Interpretations"", hvor man iøvrigt kan finde andre guldrandede indspilninger som Mozarts violinkoncerter med Isaac Stern og klaverkoncerter med Robert Casadesus.

Indspilningen med Mozarts symfonier under oldingen Walter, er fra stereolydens barndom. Kun en genial musiker og kunstner som Walter kan i den grad tilføje musikken livsvisdom. Erfaringens fylde hos dirigenten sætter sig i musikken som en episk karakter, der får symfonierne til at fremstå som romaner i flere bind. Som lytter lader man sig flyde med den symfoniske strøm, båret af den milde oldings faste greb. Hvordan dette konkret foregår, kan man få et indblik i, ved at lytte til orkesterprøven. Walter demonstrerer her et uforligneligt overblik i partituret, såvel lokalt i detaljen som globalt i de store linier. Han ved hvad han vil have , kender midlerne til at opnå målet.

Nyt fra Da Capo!

""Electro-acoustic music from DIEM""; Wayne Siegel (""Cobra""), Ivar Frounberg (""A Pattern of Timeless Motion""), Jørgen Plaetner ""Passerer"") og Fuzzy (""Electric Gardens and Their Surroundings""). Da Capo DCCD 9101.

Niels W. Gade, Piano music. Complete edition. Anker Blyme, klaver. 3 CD'er, Da Capo DCCD 9115-17.

Peter Arnold Heise, Chamber Music. Amalie Malling, klaver; Kontrakvartetten. Da Capo DCCD 9113.

Sven Erik Werner, ""Passion Fruits""; ""Drammagiocoso"", ""Triplum"", ""Passion Fruits"", ""Traversa"". Henrik Svitzer, fløjte; Henrik Goldschmidt, obo; Jesper Helmuth Madsen, klarinet; Aksel Kaae Trige, fagot. Scandinavian Wind Quintet: Mads Johansen, fløjter; Klas Sjoblom, obo; Jesper Helmuth Madsen, klarinet; Ola Nilsson, fransk horn; Peter Andersen, fagot. Kuhlau Kvartetten: Henrik Svitzer, fløjter; Toke Lund Christiansen, fløjte; Ole Birger Pedersen, G fløjte; Bent Larsen, basfløjte. Da Capo DCCD 9104.

Per Nørgård, ""Remembering Child"", ""Between"". Morten Zeuthen, cello; Pinchas Zukerman, bratsch. Radiosymfoniorkestret dirigeret af Jorma Panula. Da Capo DCCD 9002.

Gunnar Berg, ""Pastourelle"", ""Cosmogonie"", ""Aria"". Eyvind Rafn, fløjte; Frode Stengaard og Erik Kaitoft, klaver; Manuela Wiesler, fløjte. Radiosymfoniorkestret dirigeret af Børge Wagner. Da Capo DCCD 9007.

Lige som man var overbevist om, at det statslige pladeselskab, Da Capo,

helt og holdent havde formummet sig bag et netværk af distributionsproblemer og andre trakasserier, præsenterede plademærket ved et pressemøde en god håndfuld nye CD'er. Da Capos nye bestyrelsesformand, Sven Erik Werner, lagde ved samme lejlighed op til et samarbejde med andre hjemlige plademærker, for at undgå at træde hinanden for meget over tæerne, hvilket f .eks. vil sige at udgive de samme ting. En klog invitation. Det er på høje tid at at pladebranchefolk holder op med at bruge penge på at konkurrere indbyrdes på et meget lille marked.

Som det f.eks. er tilfældet med de tre nye CD'er med Niels W. Gades klavermusik, spillet af Anker Blyme. En komplet udgave, revl og krat er taget med, om det så er det mindste albumblad, eller klaver-stykket ""Fra Skizzebogen"" på 46 sekunder. Det er måske en enestående historisk dokumentation, men temmelig meget af det er ganske uinteressant. Med denne udgivelse må man nok en gang undre sig over, hvor mange midler der anvendes i dokumentationens hellige navn. Og sagen og udgivelsesprojektet bliver nærmest absurd, når man erindrer, at Kontrapunkt har søsat et lignende projekt med pianisten Elisabeth Westenholz (Kontrapunkt 32097). løvrigt foretrækker jeg Westenholz' spil, som i udtrykket ikke i så høj grad fremstår som Blymes, med livrem og seler' og pertentlig-akademisk klaverstil. Westenholz vover sig i højere grad ud i ekstreme udtryksregistre, derude, hvor man ikke er sikker på at komme hjem uden skrammer. Musikudfoldelse uden sikkerhedsnet.

Nu mangler vi bare at begge plademærker parallelt udgiver alle Gades symfonier, så skulle vi være nogenlunde dækket ind, ikke mindst hvis man også har BIS' indspilning af symfonierne stående på reolen. - Og hvis De vil have mere af samme guldalderskuffe, så investér endelig i Peter Arnold Hei-ses kammermusik, som også er med i Da Capos nye kuld.

På DIEM (Dansk Institut for Elektro-akustisk Musik) i Århus, er der et levende miljø for komponister med interesse for computermusik. I oktober 1989 sendte DIEM et forslag til Da Capo om en CD-ud-givelse, hvor samtlige værker var skabt til det digitale medium og kunne leveres på stereo-digitale masterbånd i CD-format. Produktionstiden kunne blive meget kort, idet værkerne var færdigproduce-rede og ville kunne leveres med engelsk covertekst pr. omgående. Her små 2 1/2 år senere kommer musikken så ud på markedet.

På udgivelsen kan man høre værker af Wayne Siegel, Ivar Frounberg, Jørgen Plaetner og Fuzzy. Jeg er fascineret af, hvad hjemlige computer-komponister kan med teknikken, men ofte er jeg ikke moden til at forstå at finde noget bag ved den. Som f.eks. i Siegels ""Cobra"", som jeg ikke forstår kan være muligt 25 år efter ""Stimmung"". Værket fremstår som meditative og klangskønne melodiske mønstre, som gentages. Der skydes nye lag ind over hinanden og der opstår brede, samtidige klangflader, en polyfoni af lag. En slags forgrund og baggrund opnås i de in-terfererende klangmoduler, bl.a. ved at en bastone af og til tilføjes i den næsten ubevægelige, tonale klangsøjle. Det er bevidst stillestående musik, den insisterer ikke på at ville nogen steder hen. Når stykket er slut, spørger jeg mig selv, hvorfor det har været, og kan ikke besvare spørgsmålet.

Med lidt god vilje kan man se arbejdet med repeterende mønstre som et fællesområde hos de fire komponister. Mest tydeligt hos Siegel mindst hos Frounberg. Hos sidstnævnte er arbejdet med tiden noget centralt, hvor det rent perceptive - hvordan vi oplever tid - optager komponisten. Ofte med T.S. Elliots digtning som omdrejningspunkt, eller inspirationskilde. Karl Aage Rasmussen har engang skrevet en artikel her i bladet med titlen ""Kan man høre tiden?"". I tilfældet ""A Pattern of Timeless Motion"" må svaret være benægtende. Jeg forsøger, men kan ikke komme på højde med intentionerne og er usikker på, om det er mig eller værket, der er noget galt med.

Hvor Jørgen Plaetners værk virker lidt altmodisch, er der en u-middelbarhed og legesyge i Fuzzys værk, som kun forstyrres af et kryptisk digt af komponisten, der angiveligt skal have noget med musikken at skaffe. Det er mit indtryk, at komponisten ikke vil så meget, men det han vil, gør han fandens godt; han kan instrumentere, sætte klange sammen. Det fungerer hos Fuzzy, men jeg har det på samme måde, som efter en fed flødeskumskage: det er dejligt, men én til er for meget.

Per Nørgårds koncerter for bratsch og cello, ""Remembering Child"" og ""Between"" udsender Da-Capo nu for anden gang, nu også til andre end anmelderne, pladen kan ganske enkelt købes. Førsteudgaven, anmeldt i DMT nr. 8, 1990/91, som angiveligt er trukket tilbage, må blive et oplagt emne for sam-lerfreaks, hos hvem den vil blive katalogiseret som tden med fejlene'. De to Nørgård-værker er nøgle -værker i komponistens produktion og hovedværker i ny dansk kompo-sitionsmusik fra første halvdel af firserne.

Hvor de første Da Capo-udgivel-ser var bilagt teksthæfter på dansk og engelsk, er der nu udelukkende engelsksprogede booklet-tekster. Man må konkludere, at udgivelserne nu specielt henvender sig til u-denlandske kunder. I Nørgård-bookletten kan man læse, at komponisten har studeret privat hos Holmboe, hvor han ellers har studeret og hvor han har undervist, og at han bl.a. har komponeret 5 symfonier, 4 operaer, en masse kammermusik, vokalmusik og 4 solokoncerter. Helt ærligt, det er en lousy måde at markedsføre en nok så betydelig komponist på. Et marketing-kursus på Copenhagen Business College kan varmt anbefales. For den interesserede udenlandske køber er en generel indføring med en perspektivering til ny dansk kompositionsmusik en indlysende relevant service. Da Capo kan med fordel hente inspiration til seriøse og vedkommende booklet-tekster i f.eks. Weberns og Stravinskys samlede indspilninger på SONY, som er omtalt nedenfor.

Hvad angår præsentationsmaterialet bilagt CD'en med Sven Erik Werners musik, så gør noget lignende sig gældende; alle komponistens forskellige jobs som radiomedarbejder, konservatorierektor, DUT-bestyrelsesmedlem, DMT-re-daktør, debatør osv., opremses. Endvidere at de mange administrative opgaver har medført, at Werner desværre ikke har komponeret så mange værker. For at det ikke skal være løgn, blev komponistens værker så »heavily reduced in 1979 when several manuscripts were lost in a fire«. Hvor tragisk det end er alt sammen, så var det dog mere relevant at gå i kødet på de værker, som findes på indspilningen. Der ligger nemlig et interessant lille stykke dansk musikhistorie, som mig bekendt ikke er skrevet endnu. Eksempelvis en uddybning aï Werners forhold til traditionen, til den gamle musik, som lytteren ikke kan undgå at bemærke såvel på den aktuelle CD som på udgivelsen fra Kontrapunkt (ADD 32022), der indeholder værket ""Hommage à Bruckner"" fra 1984.

På nyudgivelsen finder man et solo-stykke for fløjte, ""Dramma giocoso"", som allerede i titlen står i gæld til Mozart. At Werner vedkender sig arv og gæld til de gamle mestre, har han antydet i en kronik i Berlingske Tidende, skrevet i det hedengangne Mozart-år, ellers har han været yderst beskeden, når det gælder udtalelser vedrørende æste-tisk-teknisk ståsted. Den Werner vi kender bedst, er den sylespidse, og sædvanligvis velformulerede, skribent, der kan sin kulturs historie og kan forholde sig kritisk og begavet til den. Komponisten Werner er mere stilfærdig. Ikke kedelig og uinteressant, slet ikke, men meget mere søgende og indirekte. Jeg kan ikke lade være med at se Werner som eremitkrebsen, der kun viser sin bløde hale frem inde i værkerne. Skribenten Werner og komponisten Werner synes at bo i to forskellige verdener.

Udover fløjtestykket, rummer udgivelsen værkerne ""Trimplum"" for obo, klarinet og fagot, ""Passion Fruits"" for blæserkvintet, og ""Traversa"" for fløjtekvartet. For alle

værkerne gælder det, at de er fremragende udført og gengivet i en flot teknik, hvor alle detaljer står knivskarpt. Jeg hørte ""Triplum"" for længe siden ved en DUT-koncert med samme besætning, som medvirker på denne CD. At jeg stadig husker værket, kunne stå som et sigel for holdbarheden.

Værkerne har efter mine begreber intet som helst at gøre med illustrationen, som er gengivet på forsiden af coveret: Wilhelm Freddies ""Interior"". Musikken er meget mere real end surreal, meget mindre provokerende og slet ikke så udflydende i konturerne. I Werners musik finder jeg ikke korrelater til Freddies æstetik. En lignende kritik af illustrationssiden kunne fremhæves ved andre af CD'erne fra Da Capo.

Compact disc'en med Gunnar Bergs musik lyttede jeg med glæde til. To af værkerne er fra begyndelsen af 50erne: ""Pastourelle"" for solo-fløjte, og ""Cosmogonie"" for to klaverer. Spillet af henholdsvis Eyvind Rafn og Frode Stengaarci/Erik Kaitoft. Endelig finder vi på CD'en også ""Aria"" for fløjte og orkester, hvor Manuela Wiesler tryller sammen med Radiosymfoniorkestret under Børge Wagner(!). Værkerne er højst udanske og vil gerne associere sig med en central-europæisk modernistisk klangverden. Især Stockhausen i ""Cosmogonie"", som for mig at se har to svagheder: det er for langt og lyder som Stock-hausen uden Stockhausen. Lyt f.eks. til sidstnævntes ""Sonatine"" for violin og klaver fra 1951 og bemærk, hvor megen espressivitet og spontaneitet, der trænger ud mellem sprækkerne i de musikalske strukturer af rækker, krebse og spejlinger. Men Berg-pladen er en Vigtig' udgivelse; vi ved for lidt om denne mærkelige, hjemløse komponist. Da Capo bør følge op med en udgivelse af klaverstykkeme ""Gaff-gy's I-X"", ubetinget med Per Salo ved tangenterne. På samme CD bør man kunne finde ""Essay Accousti-que 3"" for klaver og orkester, enten i en nyindspilning med ovennævnte solist, eller i en overførsel fra det bånd, som ligger i DR's arkiv med Radiosymfoniorkestret og Aloys Kontarsky.

I forbindelse med den udenlandske distribution af pladerne, har Da Capo allieret sig med selskabet Marco Polo, som ejes af tyskeren Klaus Heymann. Det store spørgsmål, som de involverede indtil videre behændigt har -undgået at besvare, er, om Marco Polo direkte eller indirekte kan få indflydelse på Da-Capos udgivelsespolitik? Hvis det er tilfældet, at en i Hongkong bosiddende tysker på den ene eller anden måde har indflydelse på, hvad der udkommer af dansk musik på det statslige pladeselskab, så bør de røde advarselslamper blinke for en kompetent bestyrelse.

Igor Stravinsky 1882-1971, ""The Edition"", Sony Classical, Stravinskys samlede værker, 22 compact discs.

Den berømte bemærkning om, at han slet ikke er død, Igor Stravinsky, bare gået et øjeblik, får med tiden ny betydning og aktualitet. Måske fordi hans musik er så nærværende, så frisk og ny her ved det 20. århundredes udklang. Ved gen-nemlytningen af Sonys voluminøse bokssæt på 22 CD'er, kommer man i hvert fald til konklusionen, at Stravinskys værk er så betydningsfuldt og formdannende for udviklingen af den nyere tids kom-positionsmusik, at Adornos berømte modstilling af Schönberg af Stravinsky, hvor den første står som den sande fornyer, nok er en historiefilosofisk og teoretisk kraftpræstation, men et stykke fra sandheden i den historiske realitet. Og i dette tilfælde overlever musikken videnskabens æstiske domme, ingen tvivl om det. Når komponisten er blevet beskudt af nogle af musikvidenskabens frontkæmpere og igen af disses apologeter, skyldes det blandt andet, at Stravinskys musik ikke vil indordne sig forestillingen om musikhistorien som en ubrudt linie eller udvikling. Altså den centraleuropæiske musikkulturs udvikling. Jævnfør Schönbergs svar på spørgsmålet, om han var den berømte komponist med 12-toneteknikken: »Ja, der var jo ikke andre der ville, så måtte jeg påtage mig opgaven.«

Stravinskys musik blev i den historiske sammenhæng til néo-dit og -dat. Til musik uden tradition. Til regressiv musik, sågar med infantile undertoner. Senere kom det absolut værst tænkelige skudsmål til: den var postmoderne!

Men bag det videnskabelige schwung og på tidsmæssig afstand af de æstetik-teoretiske udfald, kommer en holdbar musik til syne, hvis slidlag synes mindst lige så holdbart som teorierne. Han er måske gået for en stund, Igor, men musikken er der og den er så vigtig nu, at man undertiden har svært ved at se det nye i meget af det, der er kommet efter. Og en gennemlyt-ning af de mange CD'er afslører også, hvor mange komponister, der står på hans skuldre, for bedre at kunne finde den rigtige udsigt til nye landskaber. Poul Ruders og Karl Aage Rasmussen, eksempelvis, der om nogen herhjemme kan det med at instrumentere, står med deres raffinerede klangbehandling, distancerede og ironiske blik, ikke i så lidt gæld til Stravinsky. Tidligere i deres produktion også klippeeller montageteknikken. Stravin-sky-nachfolgen er uoverskuelig og en del komponister er gået gruelig galt i byen i det der med tag-selv-bordet. At alt på ingen måde er muligt nu, vidner rækken af kompositioner uden traditionsbevidsthed og streng struktur om. - At komposition med tydelige historiske referencer kan lade sige gøre overbevisende, kunne man for nylig opleve med George Crumbs musik. Hatten af for konservatoriet i Kbh., der hentede komponisten til byen, så vi over en længere periode kunne lære mandens musik at kende.

Men hvordan kunne det dog gå så galt, at Schönberg blev 'in' og Stravinsky tout, og hvordan kunne det lade sig gøre at ""Den ny musiks filosofi"" kom til at præge og stadig præger diskussionerne om konstruktion overfor udtryk, om subjektivitet overfor objektivitet, om fremskridt overfor reaktion? Det spurgte jeg for nylig Stockhausen om, som jo er vokset til i den 'rigtige' tradition. Svaret lød som følger:

»I forbindelse med feriekurserne i Darmstadt mødte jeg Adorno en sen aftenstund efter en lang dag med seminarer og koncerter. Adorno sagde følgende: ""Stockhausen - dybest set er jeg jo egentlig musiker, komponist"". Ved bordet sad også en Adorno-elev, musikkritikeren Razumovsky. Han kommenterede udtalelsen således: ""Jamen Teddy dog, du er jo filosof!"". Hertil svarede Adorno: ""Nej, jeg opfatter primært mig selv som en komponist"". På det tidspunkt var der allerede blevet opført nogle sange af ham, som afslørede, at Adorno ikke var særlig original som komponist. Hans brændende ønske var at blive anerkendt som elev af Alb an Berg, fordi Schönberg havde afstået fra at tage ham som elev.

Adornos problem var det problem som mange intellektuelle i musiklivet har: de har en uendelig længsel mod det originale - at være originale komponister på samme måde som fortidens store mestre. Men dybest set ved de godt, at talentet ikke holder, at geniet ikke er til stede. Det der så sker er, at denne længsel kommer til udtryk i deres teorier. De bliver enormt destruktive over for andre komponister, som ubetinget må ryddes af vejen gennem den intellektuelle magt. Det var også tilfældet med Adorno, der ytrede sig særdeles negativt om mange komponister, selv den verdensberømte Stravinsky. Den eneste, som fik lov at stå tilbage som repræsentant for det nye var Schönberg.«

Krøllen på halen i sammenhæng med Stravinsky-receptionen og kritikken af komponistens genbrug fra hele musikhistoriens forrådskammer, er det pudsige forhold - som modernismens fortrop af kritikere sjældent forholder sig til - at Stravinsky efter Schönbergs død begyndte at komponere serielt. Hvem vil stadig, her sent i århundredet, vurdere Schönbergs forhold til materialet som mere 'sandt end Stravinskys? Hvem tør mere udstikke retningslinier for, hvad der er konsekvens-logisk udvikling?

Vi må konstatere, at de bedste værker fra de seneste godt og vel ti år har overhalet den æstetiske teori-dannelse. Som allerede antydet i dette nummers leder, er vi ikke længere gode nok til at stille relevante spørgsmål. Og på den anden side: det er øjensynlig slet ikke, som tidligere, en nødvendighed for den helt unge generation af danske komponister på skrift at diskutere æstetik og teknik. Er de bange for at formulere sig skriftligt, eller har de bare ikke noget at sige? Svaret blæser i vinden.

Hvis man kan holde sig vågen godt et døgn, kan man høre hele Stavin-skys produktion, for så meget fylder de 22 CD'er fra Sony i tid. Det kan dog ikke anbefales, lige så lidt som man fylder sig med den ene udsøgte anretning efter den anden. Stoffet skal fordøjes, det tager tid. Lang tid. For på udgivelsen finder man ikke blot indspilninger af værker fra vugge til grav, men også orkesterprøver garneret med mesterens egne kommentarer, som giver et indblik i komponistens krav til præcision og prægnans i udtrykket. Ikke som Orffs vognstangs-pædagogiske rytmer, men som subtile profileringer af rytmiske forskydninger og indskud, der fremstår som fintmærkende nuanceringer i helheden. End ikke Stravinskys kærlighedsaffære med jazzen, tangoen og ragtime-musikken i begyndelsen af århundredet, er mindre hot en menneskealder senere. Pre-ludiet for jazz-orkester, ""Tango"" og ""Ragtime"" for elleve instrumenter har ikke taget skade af tidens fylde, som så meget andet partiturrytmik fra den tid. Værkerne lyder lige så friske og umiskendelig Stravinsky'ske som altid.

Efter lytningen med værker, orkesterprøver og diskussioner, har man en fornemmelse af at kende lidt mere til mennesket bag musikken. Oldingen Stravinsky var en elskværdig, men viljestærk personlighed med humoren i behold.

Ved en sammenligning af sættets diverse orkestre og dirigenter med andre gamle lp-produktioner, vil den smålige godt kunne finde bedre indspilninger her og der. Det kan på ingen måde overskygge, at der her er tale om et historisk dokumentationsmateriale, som ikke blot burde stå på de musikalske forskningsbiblioteker, men også finde vej til de private pladehylder hos dem, der ønsker et musikalsk indblik i og overblik over en af det 20. århundredes vigtigste komponister. Udgivelsen er bilagt en over 200 sider lang og meget grundig booklet-tekst, der med fordel kan anvendes som kompetent guide gennem det musikalske landskab.

Måske er han der endnu, vi har bare ikke opdaget det...

Webern: Samlede værker op. 1-31. Julliard Quartet, London Symphony Orchestra under Pierre Boulez. Sony Classical SM3K45 845 (3 compact discs).

Weberns samlede ævre forholder sig i omfang omvendt proportionalt til Stravinskys, det hele kan rummes i tre compact discs. Det er yderst sjældent man som lytter giver sig tid til at høre en komponists samlede produktion. Det kan der være mange grunde til; det kan være svært at finde indspilningerne, ofte er kun hovedværkerne indspillet, osv. I tilfældet Webern er det både overkommeligt økonomisk set og tidsmæssigt, at gøre sig fortrolig med musikken. Men så er fordelene også nævnt. Webern er ikke nogen 'handy' komponist for folk med hang til easy listening. Men du godeste hvor er der meget musik i det komprimerede materiale! Og komponistens virke rnå, hvad angår kompromisløshed og selvcensur, stå som en lysende stjerne på den kunstneriske himmel.

Musikken er lige så svær at lytte til, som at udføre; Webern lyder lige så knastørt som uge-gammelt franskbrød smager, hvis det kun halvgode ensemble spiller musikken. Den er lige så sindrigt konstrueret som et Eco'sk bibliotek og lige så svær at finde ind i. Men i hænderne på de ypperste udøvere, glider skolelærdommens serier, Allan Forte & co. i baggrunden, og man bjergtages af klangenes og bygningsværkernes indre liv. Således som det kommer til udtryk med Juilliard Kvartetten og London Symphony Orchestra under Boulez.

Indspilningerne er foretaget i årene 1967-73 (bortset fra orkesterversionen af Schuberts ""Tyske Danse"", som er med Frankfurts Radioorkester fra 1932), og således relativt gamle. Arditti Kvartetten spiller også Weberns kvartetter. Dem kunne Sony godt være bekendt at præsentere på en kommende up to date-udgave af Weberns samlede værker.

Selvom orkesterværket ""Im Sommervind"" ikke hører med til den officielle værkliste, burde værket have været med på den komplette indspilning. Det ville vise udviklingen fra det senromantiske udtryk frem mod den serielle komposition.

Årgang 66/1991-1992, nr. 07