Gang i ghettoen

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 08 - side 287-288

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Numus Festivalen 1992


Af STEEN K. NIELSEN

I fem dage konkurrerede to ghettomil-jøer om al min opmærksomhed. For mens årets Numus Festival løb af stablen i Århus, eksploderede afroamerika-nernes frustration over deres fortsatte undertrykkelse i USA. Kunst og virkelighed i en tid, hvor de åbenbart har så lidt at sige hinanden, at det nærmest kræver skizofrene anlæg at rumme dem begge.

Jeg valgte side og slap med en udbrændt programbog og rødglødende ører.

Programlægningen var gennemtænkt enkel: Foruden den traditionelle vægtning af ny dansk kompositionsmusik, havde Numus Festivalen i år to hovedtemaer: Engelsk musik med Harrison Birtwistle som hovednavn og 'det svære' og 'det lette' i den ny tonekunst - tænkt som den røde tråd, der med udgangspunkt i en sammenstilling af to af traditionens faderfigurer, Webern og Satie, skulle binde hele festivalprogrammet sammen. Hovedvægten lå som sædvanligt på koncertmusikken med enkelte afstikkere til musikteatrets verden: Fra et lille balletintermezzo mellem to koncerter over Monty Pythonsk cabaret til helaftens oper a. Og havde man appetit til det, frokost med engelsk elektronmusik. Alt i alt en afvekslende affære omkranset af Musik-husets polerede messinggelændere.

Ingen slinger i valsen

Den nu faste installering i disse prominente rammer modsvares af arrangørernes vilje til at sikre festivalen de bedste musikadvokater. Forbindelsen til det lokale konservatoriemiljø er i de senere år trådt i baggrunden til fordel for et rent overflødighedshorn af udenlandske solister og danske ensembler. I år stod således tre verdensklassesolister øverst på plakaten: Sopranen Jane Manning, pianisten Rolf Hind og fløjtenisten Manuela Wiesler - alle tre specialister i ny musik.

Manning, som medbragte sin egen backinggruppe, det unge kammerensemble Jane's Minstrels, satte sit meget personlige præg på hele tre koncerter, hvor dette elskelige livstykke fik lejlighed til at vise forskellige sider af sit facetterede talent. Mest overbevisende var hun som charmerende comédienne og uforlignelig virtuos: Walton eller Webern - fascinationskraften var den samme.

Begge de unge instrumentalister demonstrerede en lige så fuldkommen beherskelse af deres instrument: Wiesler gled bogstavelig talt i ét med sin fløjte, da hendes digtrecitation i begyndelsen af Kaija Saariahos "Laconisme de l'Aile" rettedes ind i instrumentet og forvandledes til musik. Og ikke mindst uddrag af Karl Aage Rasmussens klassicistisk-virtuose "Etuder og Postludier" blev definitivt forløst af Hinds fortryllende hænder.

Også ny musikdirigenten Elgar Howarth ydede et væsentlig bidrag til festivalens vellykkede forløb ved at forme to af dens bedste koncerter, åbningskoncerten med Århus Sinfonietta og orkesterkoncerten med et særdeles veloplagt Aarhus Symfoniorkester.

En stor del af den øvrige koncertmusik var lagt i de unge danske ensemblers kompetente hænder. Disse smidige besætninger, som i disse år skyder op som paddehatte, er med deres vægtning af og umiddelbare tilgang til den nyeste musik et af dens vigtigste aktiver. Sammen med diverse ad-hoc-konstellationer af danske solister sikrede de, at festivalen generelt oppebar et højt kunstnerisk niveau.

'Det svære'

Traditionen tro dannede Numus ramme om et diskussionsforum, der i år i forlængelse af programlægningen havde undertitlen "Den ny musik mellem det svære og det lette". Især 'det svære', som altid får skylden for den ny musiks isolation i form af manglende publikumstilslutning, optog sindene. Alle syntes enige om ikke blot at sætte lighedstegn mellem sværhedsgrad og materialemæssig kompleksitet. Alligevel må man her uvægerlig finde en del af forklaringen på beskyldningerne om kompositionsmusikkens indadvendthed, som netop i disse år står i stadig større kontrast til diverse populære 'minimal' og cross-over fænomener. Komponistens personlige, ofte ekstramusikalske vision forsøgt udtrykt i et originalt og derfor mere eller mindre privat tonesprog har i sagens natur ikke samme brede gennemslagskraft som en musik, der materialemæssigt har udspring i det allerede kendte og blot skal være sig selv. At blive overhalet indenom af tendenser, der i manges ører har langt mindre at byde på end den såkaldte seriøse kompositionsmusik, er en bitter pille at sluge for traditionens repræsentanter, som nu føler sig truet på endnu en front. Det er således ikke tilfældigt, at Rasmussen med en økologisk metafor beskriver Numus Festivalen som en ghetto for truede musikarter. Men sandheden er jo, at denne 'anti-resultatorienterede', idealistiske musik, altid har været i publikumskri-se og sikkert altid vil være det i en verden, hvor der stort set ikke længere lyttes til, men kun høres musik.

Satie versus Webern

Med en forholdsmæssig stor vægtning af Satie og Weberns musik -17 værker i alt! - kom to af traditionens faderfigurer til at stå som de egentlige hovednavne på en festival for ny musik. Og ønsker man at konfrontere to så væsensforskellige tonekunstnere for at påpege holdningsmæssige sammenhænge under den stilistiske overflade, er koncertsalen måske ikke just det rette forum. Mine ører bragte i hvert fald ikke disse æstetiske og musikalske modpoler nærmere hinanden, men bekræftede blot, at hvor Webern gennem konstruktiv destillation fører den roman-tisk-idealistiske tradition frem til den enkle kompleksitet, sætter anarkisten Satie med sin dekonstruktion den komplekse enkelhed op mod samme tradition. Måske de undervejs krydser spor.

Birtwistle & Co.

Harrison Birtwistles musik er ligefrem og brutal, uden skyggen af sentimentalitet. Som man kunne opleve det i orkesterværket "Silbury Air". I en kompleks men kontant montage af kontrasterende ostinat-blokke frisætter Birtwistle med stor dramatisk sans en primitiv voldsomhed, som ikke lader læremestrene Stravinskij og Varèse noget efter. Af de øvrige kun fire værker var det specielt de virtuose og næsten Webernsk koncentrerede vokalværker "Songs by myself" og "An die Musik" med tekst af Rilke, der efterlod sig spor.

I selskab med denne intense tonekunstner kom stort set resten af den engelske musik til at fremstå som en tynd kop te. Postmoderne divertissementer som Benedict Masons "Horn Trio" og Judith Weirs "Airs From Another Planet" dominerede billedet, iblandet enkelte humoristiske indslag. En enkelt forsmag på den fremstormenende cross-over musik fik vi i Rolf Hinds friske fremførelse af den 29-årige Graham Fitkins "3 Pieces". Musikken er måske ikke videre dyb, men foregøgler heller ikke at være det. Til gengæld er der noget befriende ved den uforpligtende omgang med tonematerialet, den ubekymrede jongleren med og respektlose sammenkastning af diverse genreklichéer. Også betoningen af musikkens fysiske side, det rytmiske drive, vidner om, at disse unge komponister ikke er så optaget af at spænde musikken for diverse vogne, men derimod af at give sig hen til den. Jeg er sikker på, at Satie fra sin himmel smiler ned til disse legesyge ynglinge, der gi'r pokker i et gammelt århundredes fastlåste traditioner. Kitsch eller ej, det er sprællevende!

Et højdepunkt

Samme ord trænger sig på, når man skal karakterisere det værk, hvis uropførelse blev festivalens absolutte højdepunkt: Den reviderede udgave af Nørgårds Femte symfoni. Med suveræn hånd har han iscenesat et fantastisk klangdrama, hvor instrumentation og musikalsk gestik danner en uløselig enhed. Som lytter bliver man straks indfanget af musikkens rene udtrykskraft, der som en rasende skypumpe belejrer orkestret og suger al energi til sig. Kun i dens midte hersker en melankolsk stilhed, før det himmelske helvede igen bryder løs. En sådan musik burde udløse ikke klap-salver, men katastrofealarm!

I stærkest tænkelige kontrast hertil stod Ole Bucks meditative "Landskaber", hvor kun svage vindpust bragte liv i stilstanden - musikalsk lyrik i al sin renhed.

Mellem disse to poler udspillede sig en varieret række af værker, som viste spændvidden i nudansk kompositions -musik med anretninger for stort set enhver smag. I flæng kan nævnes Palle Mikkelborgs "Hommage à Meditation" (stemningsfuld pop), Jesper Hendzes marimba-dominerede "Marduk" (fysisk nærvær), Ivar Frounbergs "Henri Michaux-præludier III" (konstrueret enkelhed), Bent Lorentzens el-guitarsolo "Cries" (ung med de midaldrende), Andy Papes "Trio, op. 42" (udvidet minimalisme), Poul Ruders' "De Profundis" (monumental dramatik) og Erik Højsgaards bergske opera "Don Juan vender hjem fra krigen", hvormed festivalen tonede ud.

Nu er så roen genoprettet. Såvel i Musikhuset som i den virkelige verden. Men det ulmer stadig i ghettoen

Årgang 66/1991-1992, nr. 08