Musik til tiden

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 08 - side 253-253

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

At musik udfolder sig i tid, er indlysende for enhver. Hvordan den udfolder i tid og hvilke konsekvenser det har for lytningen, er mindre indlysende. Overvejelserne vedrørende forholdet mellem musik og tid, bliver i den historiske situation stadig mere påtrængende. Vi kan snart se tusind år tilbage i musikhistorien og spørgsmål søger svar her ved århundredets udklang. Måske det er klogeligt i første omgang at være tilfreds med at stille rigtige spørgsmål, fremfor at give tvivlsomme svar. Fortid, nutid og fremtid indeholder relationer mellem genstande eller begivenheder, og det er bestemmende for vores oplevelse af tiden i musikken. Eksisterer musik i tid, eller eksisterer tiden i musikken? Hvordan struktureres musik i tid? Hvilke forskellige oplevelser af tid opleves i lytteprocessen? Hvorfor insisterer noget musik på visionen om at ophæve tiden i noget statisk, tidløst? Hvordan er forholdet mellem den oplevede tid og klokke-urstiden? Hvordan oplever vi simultane lag af tid i musikken? Hvilke faktorer bestemmer vores oplevelse af varighed i musik? osv. osv.

Jonathan D. Kramer diskuterer nogle af disse spørgsmål i en af de nyere bøger om emnet, "The Time of Music", og det er på forunderlig vis og helt utilsigtet blevet en rød tråd i dette nummer af DMT. Det indgår i Jørgen L Jensens på én gang retrospektive og fremadskuende artikel om Per Nørgårds musik. Her fremhæves samtidigheden af forskellige konstellationer, det komponisten selv har beskrevet som lineær tid over for ikke-lineær tid, som noget væsentligt. Og komponisten konfronteres med sig selv og med samtidens skabelser, i en tolkningsramme, der skaber rum til nye erkendelser og oplevelser af musikken. Erling Kullbergs udgangspunkt for arbejdet med Nørgårds musik er teoretisk-analytisk; med afsæt i en historisk redegørelse for Nørgårds teknik og æstetik, når han frem til komponistens seneste station i studiet af strukturer og sammenhænge, 'tonesøerne', hvor forholdet mellem struktur og perception indgår som noget centralt.

Musikken i Erik Højsgaards opera, "Don Juan vender hjem fra krigen", kikker tiden over skuldrene, tilbage til den klassiske modernisme, som det fremgår af artiklerne af Kasper Holten og Søren Møller Sørensen. Og endelig spiller tidsdimensionen også en altafgørende rolle i Hans Gefors' opera "Parken"; de forskellige opfattelser og oplevelser af tid, og vigtigheden af at forstå tidsaspekternes betydning for at komme i øre- og øjenhøjde med værket, kommer til udtryk i såvel komponistens baggrundsartikel som i Jens Brinckers anmeldelse af værket.

Med dette nummer berører vi en dimension i musikken, beskæftigelsen med tiden som selvstændigt parameter, som genstand for æstetisk reflektion, der efter artiklerne at dømme kan hjæpe os til en bedre forståelse af sammenhænge i den ny musik. Hjemlige komponister som f.eks. Per Nørgård, Ivar Frounberg og Karl Aage Rasmussen har med deres værker og materiale-tænkning foregrebet en diskussion, som vi vil se mere til i DMT's spalter.

Pladsen bliver trang, ordene er talte, den skinbarlige nutid trænger i forgrunden; Per Nørgård runder de tre snese om lidt. Tillykke.

Anders Beyer

Årgang 66/1991-1992, nr. 08