Lissabon - en mellemstation på vejen til Leipzig

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 01 - side 34-34

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Uropførelse af Karlheinz Stockhausens opera Dienstag aus Licht Lissabon 10. - 12. maj 1992


Af Hans Mathiasen

Stockhausens værk er en proces, hele tiden på vej mod endnu større komplekser, endnu højere musikalske og tekniske niveauer. Enkeltværker føjer sig sammen til helheder, nye dele føjes til og mere eller mindre færdigtudvikle-de versioner opføres på forskellige scener rundt omkring i verden. Langsomt men sikkert aftegnes konturerne af det gigantiske operaprojekt 'Licht', som i årtier har været den samlende faktor for hele Stockhausens produktion.

Sammen med et hold af musikstuderende fra Københavns Universitet overværede jeg store dele afprøveforløbet op til premieren og der er særligt ét indtryk, som gang på gang vender tilbage i erindringen om forløbet. Ikke den klingende musik, ikke det dramatiske udtryk, ikke de dybe mytologiske undertoner i handlingen i operaen, men slet og ret billedet af den dunkelt belyste koncertsal mættet med en intens og professionel koncentration, med centrum omkring den plads i salens midte, hvor Karlheinz Stockhausen residerede bag sin uundværlige mixerpult. Svagt, men tilstrækkeligt, belyst af to lampetter der, som øjne på stilke, bivånede indtrykket af en mand i fuld harmoni med sit instrument og sit værk.

Bag dette indtryk ligger et hieraki, -selve fundamentet i alt hvad Stockhau -sen rører ved. Der er én komponist, én instruktør, én maestro: Karlheinz Stockhausen. Alle involverede accepterer dette grundvilkår og arbejder med det ene formål for øje at tilfredsstille de ekstremt høje musikalske krav, der stilles som første og største betingelse for succes i denne metier.

I Lissabon blev musikken og den sceniske aktion til sidste skud på stammen "Dienstag" opført i sin helhed. Hver for sig havde både 1. akt "Jahreslauf' og 2. akt "Invasion og eksplosion" været opført som enkeltværker, men skulle her stå deres prøve som dele af én og samme opera, med hvad dertil hører af forventninger om indre musikalsk og dramatisk sammenhæng. En svær nød at knække set i lyset af de to akters helt åbentlyst forskellige udtryk, og vel også det punkt som udgør den afgørende svaghed i denne udgave af "Dienstag". For ret skal være ret, der var ikke tale om en endelig uropførelse af værket "Dienstag aus Licht", snarere en præsentation af de råvarer, der skal indgå i den færdige hovedret ved opførelsen i Leipzig til næste år.

Musikermæssigt var der dog ingen tvivl, udførelsen var slet og ret i verdensklasse. Staben af medvirkende omkring Stockhausen er håndplukket fra den absolutte elite og er i sine mest vellykkede øjeblikke istand til at yde en indsats, der ganske enkelt ikke gøres bedre idag. Alle er på hjemmebane, har forlængst langt noderne bag sig, ved hvad de kan og gør det!

Lidt anderledes stiller sagen sig i de sekvenser hvor Stockhausens koncept fordrer scenisk aktion fra musikerne. I ialt tre invasioner i 2. akt. skal musikerne illudere en krigsskueplads, hvor de gode kræfter, ledet af Michael (Julian Pike), og de mindre gode ledet af Luzi-fer (Nicholas Isherwood), under heftige luftangreb skal kæmpe sig vej gennem koncertsalen, altsammen i perfekt koordination med den ledsagende elektroniske musik. Live-musikkens ofte voldsomt komplicerede sekvenser afleveres usvigeligt sikkert 'on cue' fra båndmu-sikken, mens den koreografiske side af krigsspillet synes urimeligt nedpriori-teret. I en tid hvor alle gennem film og TV er vant til det ene utrolige stunt efter det andet, bliver overraskelseseffekten ved pludselig at være konfronteret 'instrument til øre' med musikererne hurtigt overtaget af noget, der minder om kedsomhed. Indtil man lukker øjnene og istedet koncentrerer sig om det akustiske spil, som er en nok så væsentlig del af begivenhederne i 2. akt.

Ligesom i en stor del af Stockhausens øvrige produktion er der nemlig også her tale om et stort mål af akustisk eksperimenteren. Ved siden af temaerne og mytologien i operaen kører et forfinet spil med den menneskelige høresans. 'Oktofonien', det computerstyrede højttalersystem, der er istand til at styre klange og toners baner gennem koncertsalens rum er blot det foreløbigt sidste led i Stockhausens bestræbelser på at udvikle total kontrol over alle parametre i sin musik.

»Michael ist kein Spielverderber« og »Michael hat keine Angst...« er to af "Dienstags" centrale replikker. Musikalsk er de kogt ned til essensen, formlerne, som Stockhausen bruger som byggestenen i hele Licht-komplekset og tematisk rummer de nøglen til operaens problemstilling. Hele 1. akt er en stor leg, et spil hvor alt foregår efter nøje fastlagte spilleregler og 2. akt er kun tilsyneladende en kamp på liv og død mellem Michaels og Luzifers tropper. Bag det stiliserede krigsspil ligger nemlig idealet om en god gammel 'gentleman' til gentleman-duel', med den afsluttende pointe, at hele forestillingen har været et stort spil for galleriet. Men ikke en pointe uden problemer. I den klanglige kulisse - den elektroniske musik - ligger en helt anden og langt farligere fascination gemt, - ikke af gamle ridderidealer men af den virkelige krigs lyde. Et akustisk bombardement med luftangreb og klangbomber, der er styret, så man fornemmer, at de eksploderer lige i hovedet på en - barske virkemidler, løsrevet fra deres grusomme baggrund og brugt som rent akustiske fænomener. Et besynderligt misforhold mellem skæret af uskyld i Michaels og Luzifers krigslege og det faktiske klingende udtryk. Et misforhold, der gør det svært at sige, om udviklingen i "Dienstag" gjorde det gode bedre eller det onde værre.

Årgang 67/1992-1993, nr. 01