Musikken er ikke kun det, der står i noderne

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 01 - side 25-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den ny kompositionsmusik i Finland har i de senere år formået at finde vej til de internationale koncertsale. Det skyldes blandt andet Finlands fremragende udøvere og ensembler. DMT har talt med Anssi Karttunen, som udover succes'en som solist også er medlem af det navnkundige Toimii-ensemble, og danner duoermedpianisten Tuija Hakkila og klarinettisten Kari Kriikku.


Af Anders Beyer

Det var lidt af et tilfælde at Anssi Karttunen kom til at spille cello; familien havde en cello stående, som han begyndte at spille på i fireårs alderen. Som 13-årig var han overbevist om, at han ville være cellist og gik et par år efter ud af skolen for at studere full time. Først på Sibelius Akademiet hos Erkki Rautio, og som 17-årig kom han til London, hvor han fik undervisning af William Pleeth og Jaqueline du Pre. Herefter gik turen til Holland og de seneste ti år har Karttunen boet i Paris.

At Karttunens ambitioner gik videre end en sikker plads som orkestermusiker i et symfoniorkester, viste sig hurtigt, idet han forlod Sibelius Akademiet for at hellige sig solist-karrieren. Med hans egne ord:

»Jeg tog ikke min diplomeksamen på Akademiet, fordi der ikke var tid til at studere de teoretiske fag. Det vigtigste var at komme til udlandet og studere, mindre væsentligt var det at få et stykke papir med eksamenskarakterer på. Den beslutning er jeg glad for idag, fordi man tydeligt ser, hvad der sker med dem, der ikke tidligt kommer ud: de forbliver i systemet og stivner. Jeg finder det vigtigt - ligemeget hvilket land man bor i - at leve en tid i andre kulturelle omgivelser end dem, man er vant til. Også selvom du ikke studerer; som musiker er det frugtbart at tage ud og bo i en fremmed by. Her opdager man, at den måde man plejer at gøre tingene på, ikke er den eneste mulige.«

Det er næppe tilfældigt, at andre finske udøvere og komponister som Magnus Lindberg og Kaija Saariaho siger det samme. En del af dem har valgt at bosætte sig i Paris. Men hvorfor er netop denne by så attraktiv?

»For den ny musik er Paris i øjeblikket et slags centrum, specielt den gruppe af komponister, som er tilknyttet musikinstituttet IRCAM. Udover at Paris simpelthen er en spændende by at bo og leve i, er den også placeret centralt på landkortet. Når man rejser meget, er det praktisk, at man hurtigt kan komme til de forskellige hovedstæder.«

Det betyder dog ikke at Karttunen har glemt Finland og finsk musikiv. Han virker i høj grad som musik-ambassadør for finsk musik. Man har en fornemmelse af, at det er vigtigt for ham at sætte finsk musik på koncertprogrammerne:

»Jeg spiller ofte finsk musik og jeg rejser regelmæssigt hjem for at se, hvad der sker i Finland og for at lave indspilninger på plademærket Finlandia. Jeg har på ingen måde mistet mine bindinger til Finland, men det er mere afslappet, når jeg ikke behøver være der hele tiden, have de problemer man altid har derhjemme. Det er lidt på samme måde, som når man bor hjemme hos sine forældre. Der kommer et tidspunkt, hvor man bare må væk. Engang i fremtiden, når min karriere tillader det, kan jeg måske vende tilbage til Finland og bruge landet som base. Men lige nu er kontakterne i Centraleuropa meget vigtige.«

Man skal ikke have lyttet til mange koncerter eller pladeindspilninger med Karttunen for at finde ud af, at han gør en dyd ud af at være bredt orienteret. Det udmønter sig i spændende programmer, hvor kortene blandes, så den gamle musik står side om side med den nye. Om vigtigheden af den program-pluralisme siger Karttunen: »Selvfølgelig er der steder, hvor jeg udelukkende spiller ny musik. I Darmstadt duer det ikke at programsætte Beethoven. Men når jeg sædvanligvis ikke udelukkende focuserer på den ny musik, er det fordi jeg hele tiden spørger mig selv: »Hvorfor overhovedet give koncert, hvorfor skulle folk lige netop komme og lytte til mig?« Man må legitimere sin tilstedeværelse. Udbuddet af koncerter er idag overvældende, hvorfor skulle mit cellospil foretrækkes? Og til festivaler for ny musik i Europa, er det mere eller mindre det samme rejsepublikum, som kommer. Så udbredelsen af den ny musik skal ske i forbindelse med recitals, de såkaldte normale koncerter, hvor vi kan mixe standard-repertoiret med nye ting. Hér får vi et nyt publikum i tale. Omvendt har jeg erfaret, at folk, som kommer til disse koncerter for at høre Zimmerman eller Saariaho, har fået nye oplevelser med Beethovens og Brahms' musik. Det vigtige er at opbygge programmer, både til koncerter og pladeindspilninger, som er helheder, hvor værkerne kompletterer hinanden. Man skal tænke på, at alle historiens store værker engang har været nye, nutidige, har brudt med gængs praksis. Kompositionerne ændrer sig, men jeg tror at komponisterne i nogen grad tænker i de samme strategier om at forny. Det prøver jeg at afspejle i programmerne. Der ligger et stort ansvar på musikformidlerne; hvis man laver et koncertprogram, som udelukkende indeholder svært tilgængelig ny musik og præsenterer det for et 'almindeligt' publikum, er det en katastrofe. Men hvis man sørger for at publikum kan relatere det nye til kendte klassikere, kan man give lytterne en fornemmelse af udviklingslinier, så de forstår, hvorfor den ny musik undertiden er så kompleks.«

Karttunen har sammen med Tuija Hakkila udgivet en CD, som indeholder musik af Hindemith. Er han, set i historiens bakspejl, en af disse store kontroversielle?

»Når man siger til musikere og komponister, at man spiller Hindemith, siger 99%: »Hindemith! - er det ikke lidt kedeligt?« Det mener jeg ikke er tilfældet. Han skrev en masse skolemusik, men der er faktisk også førsteklassesmusik i hans værkrække. I sin samtid blev Hindemith ganske vist ikke anset for at være kontroversiel, men dog alligevel en usædvanlig begavelse. Vi lider i nogen grad idag under den myte, der forlanger, at komponisten skal udstødes af sine samtidige. Man forventer ekstreme reaktioner. På Brahms' tid var der kampen mellem Bruckner- og Brahms-tilhængere, og det var ikke muligt at synes om dem begge. Beethoven blev ofte anset for at være en galning, osv. For mig er musikken ikke kun det, der står i noderne. Det er nødvendigt at kunne se, hvad der står mellem linierne, forstå hvad der ligger bag kompositionen. Og hvis man forstår en komponists helt særegne sprog, bliver frihederne pludselig enorme. Hvad angår den nye musik, så spiller jeg kun værker af de komponister, for hvem det gælder, at jeg kan forstå deres sprog, at jeg ved, hvad de er ude på.«

Men at de praktiske omstændigheder ved opførelse af nye værker også kan være med til at udviske komponistens intentioner, kan man undertiden høre i den musik som anvender elektronisk udstyr. Kaija Saariahos værk "Petals" for solo-cello og bånd er et ofte opført værk, men med utrænede folk ved det elektroniske apparatur, kan det gå galt. De største lytteroplevelser, hvor værket ydes størst retfærdighed, opnås som regel med komponisten ved mixerpulten. Men denne kan i sagens natur ikke fungere som turnerende lydmand. Er det ikke et problem?

»I tilfældet "Petals" er problemet ikke så stort, idet man også kan spille stykket uden det elektroniske grej. Udfra de erfaringer jeg har om praktiske problemer, som elektronisk udstyr altid volder, var det faktisk en forudsætning, da jeg bestilte værket af Saariaho, at det både kunne spilles med og uden elektronik. Men generelt set er det ganske rigtigt et problem. Her vil jeg igen sige, at det er vigtigt at kende komponistens tænkemåde og øvrige værker, kende det aktuelle værks relationer til den omgivende produktion. På den måde kan man styre uden om nogle af disse problemer - og så selvfølgelig forlange rigelig prøvetid med den tekniker, som skal styre elektronikken.«

Karttunen taler meget om at opbygge programmer, hvilket betyder, at han bruger en hel del tid på at søge nye veje i repertoiret. Og han arbejder hele tiden med at finde nye værker i såvel den gamle som den nye musik:

»Meget af min tid går med research for at finde komponister, som er glemt men alligevel har noget vigtigt at sige. Og der eksisterer faktisk en del musik, som uforskyldt er kommet i glemmebogen. F.eks. har jeg fundet en sonate for klaver og cello af George Enescu, som absolut ingen kendte til. Det er efter min mening et af det 20. århundredes mesterværker, som jeg sammen med Tuija Hakkila har indspillet på CD. Værket er så nyt og ukendt, at det ikke er muligt for publikum at have forudfattede meninger om det. For selv ny musikpublikummet er jo også konservative: de kommer for at høre den Ligeti eller den Berio, som de kender.«

Samarbejdet med Tuija Hakkila er nærmest en fasttømret institution i Karttunens musikervirke. De begyndte at spille sammen på konservatoriet og har i høj grad udviklet sig sammen. Om at arbejde med akkompagnatører og samarbejdet med Hakkila siger Karttunen:

»Jeg kan ikke lave koncerter med nye pianister under de vilkår, man byder solister idag. Med mindre pianisten er en usædvanlig fremragende musiker, kan man ikke på en uge opnå noget, som er nyt. Når jeg en sjælden gang alligevel gør det, sidder jeg oftest tilbage med en tom følelse indeni, som handler om for mange kompromiser. For mig er det vigtigt med et fælles mål, og det oplever jeg stærkest med Tuija. Kammermusik-koncerter har jeg undveget af samme grund, nemlig de umulige betingelser. Idag går det alt for hurtigt: for få prøver med musikere du måske slet ikke kender i forvejen. Og ved den første prøve erfarer man tit, at projektet bliver en proces af hurtige kompromiser.«

Men ét ensemble vil Karttunen dog gerne sættes i forbindelse med, det legendariske Toimii-ensenible, der tæller navne soin Esa-Pekka Salonen og Magnus Lindberg. Det er en helt unik finsk gruppe af komponister og udøvere, som betyder meget for Karttunen:

»Vi har et specielt samarbejde, idet vi kun spiller sammen en enkelt gang om året. Men gruppen er meget vigtig for os alle (de fleste medvirkende er halvt komponister, halvt instrumentalister), fordi vi forsøger at arbejde med de frugtbare relationer mellem komponist og udøver - vi prøver at inspirere hinanden. Lindberg og Salonen siger begge, at de lærer en masse om det at komponere, når de arbejder med Toimii-folkene. Og jeg kan også se, hvordan de i tidens løb er blevet bedre til at forstå interpreterne og deres problemer med at realisere den ny musik. Det er jo desværre sådan, at mange komponister ikke tænker på den person, som skal opføre værket. Den type værker er i reglen svære at opføre, fordi man må gætte sig til, hvad komponisten er ude på, hvad hans ærinde er. Det kan ikke være meningen, at musikeren skal bruge for megen tid på at decifrere koder.«

Man kunne meget nærliggende spørge, om den holdning bety der, at Karttunen vil afstå fra at spille et værk af komponisten Brian Fer-neyhough, som er kendt for at stille eksorbitante krav til udøveren.

»Når jeg siger, at jeg ikke ville søge efter en Ferneyhough-node for at spille den, er det ikke ment som en evaluering af hans musik som sådan. Det er en reaktion på det faktum, at for mig som musiker er det ekstremt frustrerende at spille hans musik, og aldrig blive istand til at opføre den ordentligt. Forstået på den måde, at hans partiturer er så sorte, at der ofte ganske enkelt ikke er tid til at få det hele med. Jeg ved godt at Ferneyhough netop ønsker denne frustration, men jeg mener at der er et tidspunkt, hvor både musiker og musik begynder at modarbejde komponisten. Dette fordi musikeren kommer til den konklusion: »Nå, jeg kan altså ikke spille det, der står i noderne så jeg spiller stille og roligt det jeg kan nå.« Musikeren glemmer med andre ord alt om at præstere sit yderste, at arbejde på grænsen af det mulige. Og hvorfor skulle han arbejde på højtryk, når han med garanti hele tiden bliver mindet om sin egen utilstrækkelighed. Man kan så iagttage, at der opstår en mistillid mellem komponist og interpret, som bliver yderligere forstærket, når man finder ud af, at komponisten kunne have opnået samme resultat med en mindre økonomisk skrivemåde. Musikudøvelse mener jeg ikke må byde på den slags kommunikationsproblemer. - Trods disse forbehold vil jeg gerne indrømme, at selvom jeg ikke bryder mig om at spille eksempelvis Ferneyhoughs musik, så kan den være fascinerende at lytte til«, slutter Karttunen.

Foto side 25: Anssi Karttunen og Tuija Hakkila.

Årgang 67/1992-1993, nr. 01