Ny SNG-musik på Lerchenborg slot

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 01 - side 30-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Lerchenborg Musikdage 24.-26. juli 1991


Af Anders Beyer

Lerchenborg Musikdage er gode at blive kloge på. Også i år. Måske i år mere end tidligere, idet arrangøren havde udvidet aktiviteterne med en master class under Edison Denisov, Poul Ruders og Gert Sørensen. Med deltagelse af unge komponister fra den tidligere Sovjetunion og Danmark. Udover de danske udøvere, gæstede også Moscow Contemporary Music Ensemble Lerchenborg. I sandhed en musikalsk smeltedigel, hvor de involverede kunne opnå den nærkontakt og frugtbare meningsudveksling, som giver stof til eftertanke. Udtrykt præcist af den formidable formidler og tolk, Gerard Mc Burney: »De unge russiske komponister har under master classen lyttet med store ører til Michael Nyvangs redegørelse for spektr almusikken. Helt nyt land for dem. Når de kommer hjem, vil de duplikere materialet, renskrive notaterne, undervise i stoffet, og ideerne vil blive spredt ud til komponistmiljøerne.«

Den gensidige udveksling af ideer og nye kontakter er noget russerne sætter meget højt. Selvom påvirkningerne udefra i det lukkede statssamfund har været yderst begrænsede, har disse haft stor betydning. Tænk eksempelvis på Glenn Goulds besøg i Moskva i 1957, hvor pianisten introducerede til Schönberg, Berg, Webern og Krenek. Eller den italienske komponist Luigi Nono, som havde partibogen i orden og adskillige gange kunne gæste Moskva, hvor han introducerede de vestlige 50er-modernister. Eller ny musik-festivalen Warszawa Efteråret, der var den eneste festival den officielle musik-mafia tillod komponisterne at rejse til, som i det skjulte blev en livgivende navlestreng mellem Øst og Vest. Hvis man så dertil nævner Boulez' Moskva-besøg med Ensemble Inter Contemporain, så er man faktisk kommet ganske godt rundt om de personer og institutioner, som indtil videre har betydet noget.

Nu kunne man så tro, at de seneste par års voldsomme begivender i Øst har ændret på de umulige forhold. Visse ting er selvfølgelig ændret, men på Lerchenborg fik man via film og seminarer det helt klatre indtryk, at forholdene nu er mindst ligeså ugunstige. Først og fremmest fordi der ikke er nogle penge at gøre godt med. Denisov kunne fortælle, at kredsen omkring Jeltsin er unge, begavede folk, som meget gerne vil hjælpe, men ganske enkelt ikke har noget at dele ud af. Til anskuelse oplyste Denisov, at medlemmerne i Moscow Contemporary Music Ensemble hver får 150 kr. om måneden i løn.

Det er den ene side af sagen. Den anden er ligeså så tragisk: folk rejser ud af landet, derhen hvor man kan leve anstændigt og uden frygt; Schnittke og Gubaidulina opholder sig permanent i Tyskland, Jelena Firsova og Dmitri Smirnov bor i England. Landet er udsat for en Brain-draining, som udhuler og forringer de kunstneriske miljøer.

Tikhon Khrennikov er stadig formand for komponistforeningen og kan om få år fejre 50-års-jubilæum på den post. Landet står mao. tilbage med dummer-nikkerne og rygklapperne og ganske få gode kapaciteter. Det gælder for uddannelsesinstitutionerne såvel som de tidligere så frugtbare sammenkomster komponisterne imellem. De tre film Mc Burney producerede på BBC for to år siden om den ny musik i Sovjet, bliver karakteristisk nok af de implicerede omtalt som 'et requiem for en svunden tid.

På baggrund af de dårlige rammer for den kunstneriske virksomhed, kan det ikke undre, at dommen over de unge master class-komponister fra SNG må lyde: teknisk dårligt funderet. Målt med vestlige alen er de hverken gode til at notere eller instrumentere. Men vi skal være forsigtige med de hurtige domme, musikken er ikke altid, hvad den synes at give sig ud for at være. Mc Burney argumenterede overbevisende for et æstetisk og teknisk udgangspunkt, som har betydning for lytningen. Han fortalte, at den lineære komposition så at sige ikke eksisterer i russisk musik. Der er snarere tale om en 'spacial' kompositionspraksis, en 'rum-musik' suppleret med symboler, hvor musikalske objekter ses i forskellig belysning og skifter betydning undervejs. Nøjagtig som i det russiske sprog, hvor et ord kan betyde vidt forskellige ting alt efter den kontekstuelle sammenhæng.

Det kunne man f.eks. høre i Faratj Karajevs værk "Postludium II"; på scenen spiller klaver og kontrabas en helt igennem transparent og tyst musik, som senere viser sig at være et præ-ekko af den strygekvartet, som sent i stykket klinger et kort øjeblik ude fra et baglokale med Grieg-citatet "Eg veit ei lita jente". Kernetonerne i klaver og kontrabas danner ifølge komponisten et anagram på en kvinde og man fornemmer i løbet af værket, at det handler om en smertelig længsel, måske en afsked. Hemmelighedsfuld musik med skjulte referencer og symboler. Det er musikalske meddelelser i en hemmelig skrift. Kryptogrammer. En lille genistreg af arrangøren at sætte dette værk sammen med Bent Sørensens "The Deserted Churchyards" og "Funeral Procession".

Proportionsforvrængning?

Af hovednavnet Edison Denisov, blev det værket "La Vie en Rouge", som står stærkest i erindringen. Værket er en sangcyklus med tekster af Boris Vian og er et forarbejde til operaen "L'Écume des Jours". Pluralistisk kan man godt kalde værket i kraft af de mange stiludtryk, men det er ikke så vigtigt. Stykkets force og virkning ligger i, på samme måde som man kan høre det i værker af Schnittke, at nå ned i de eksistentielle lag i tekstforlægget, som er en slags tilværelsens credo. Måske komponistens egen tilværelse. Og igen oplevede man den omtalte 'cirkulære', rumlige kompositionspraksis, der af musikteoretikere omtales som 'intonation'. Selvom vi i Vesten sandsynligvis ikke forstår essensen af den tænkemåde, kom jeg ikke desto mindre til at tænke på en komponist som Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som i det mindste på et formelt, teknisk plan læner sig op ad den tænkemåde.

Et andet kendetegn ved russernes værker, er forholdet eller snarere spændingen mellem den russiske arv og det vestligt tillærte. Selvom komponisterne ivrigt søger at lære den nyeste teknik og æstetik, så mister de kun sjældent forbindelsen til rødderne, til folkemusikken og til den gamle religiøse musikkultur. Det går igen hos en komponist som Denisov, f.eks. i "La Vie en Rouge". Af de øvrige værker af Denisov var der for mig at høre en del nittere. Og spørgsmålet meldte sig: Er han overvurderet som komponist? Er der en naturlig grund til, at han bliver spillet mindre end Gubaidulina og Schnittke? Hvorfor er det ham magtpåliggende at nedgøre de to sidstnævnte? Er der nogle sure rønnebær han ikke har kunnet nå? Og endelig i et større perspektiv: Tiolder' disse Øst-komponister, når der om nogle år ikke er denne verdensomspændende interesse og nyhedsværdi i at præsentere komponister fra Øst? Hvad ville 'de mægtige tre' fra Moskva være uden pladeselskaberne BIS og Deutsche Grammophon, og udøvere som Kremer og Rosjdestvenskij? Jeg vil vige uden om svarene og istedet lade Poul Ruders' mening komme til udtryk: »Hvis Per Nørgård var russer, ville han være verdensberømt!« Den provokerende bemærkning bad jeg Ruders om at uddybe. Han svarede: »Da jeg underviste på Yale University, sagde en kvindelig kinesisk studerende: "Det dårligste man som komponist kan være i dag er hvid, mand og vestlig." Selvom det er sagen sat på spidsen, så er der noget om det. Lad det stå klart: Der findes masser af god ny russisk musik, Gubaidulina er en af mine yndlingskomponister. Det er også klart, at komponisterne har levet under rædselsfulde forhold. Det betyder imidlertid, at der efter Sovjet-imperiets sammenbrud bliver sat helt urimeiig fokus på alt, hvad der kommer fra det tidligere Sovjet. Det er næsten nok i sig selv at komme med en 'sub-story' og nogle sørgmodige glissader for strygekvartet. Der er efterhånden sparet så meget op i 'medlidenheds-banken' og 'dårlig-samvittigheds-banken' hos os, at vi spiller alt, hvad de kommer med. Jeg vil betegne Denisov som et hæderligt talent.«

Rene ord for pengene. Det, vi i tilfældet Denisov kan blive enige om, er, at han har haft overordentlig stor betydning som organisator og lærer. Han har bogstavelig talt sat livet på spil for at smugle kollegers partiturer ud af landet. At han som komponist ikke er helt uinteressant, kan man høre på de nye indspilninger med Moscow Contemporary Music Ensemble på plademærket Olympia (omtalt andetsteds i bladet). Og når komponisten er bestilt til at instrumentere og komplettere et operafund af Debussy, som skal urop-føres til maj næste år i forbindelse med åbningen af det nye operahus i Lyon, så må det betyde at nogen har tillid til mandens kvalifikationer.

Dansk musik

I den unge komponist-generation, som var iyldigt repræsenteret på Lerchenborg, tegner der sig et billede af en række komponister, som ikke er bange for at give udtrykket 'en på frakken'. Der tænkes her på komponister som Niels Marthinsen, Jesper Hendze, Martin Knakkergaard, Andy Pape og Anders Brødsgaard. Sidstnævnte fik et lille gennembrud på Lerchenborg, fordi han med de nye klaverstykker "Attac-ca", "7-9-13" og "Requiem" viste, at han også har noget inde under frakken, at der under den flotte overflade og de energiske udladninger findes substantielle tanker. Især "Requiem"-satsen duperede ved at give afkald på at dupere. Langt ude synes denne sats at være i familie med Pelle Gudmundsen-Holmgreens tre stykker "For piano", som også blev uropført på Lerchenborg: De er kun tilsyneladende banale - i virkeligheden er det banale blot skind, en overflade, som dækker over en erfaringsverden, der rummer dybe reflek-tioner - lad os bare tage de store ord frem: eksistentiel musik. Gudmundsen-Holmgreens og Brødsgaards værker var for mig at høre på bølgelængde også i det tekniske. Om det er rigtigt eller ej: Man fornemmer at der er tale om en idé, et enkelt udgangspunkt, som bliver retoucheret, revideret og maskeret, så det oprindelige udgangspunkt kun trænger igennem som en erindring om noget der var. I Gudmundsen-Holmgreens tilfælde filtreret gennem symmetri-maskinen, ofte med tonen D som central tone. De vil givetvis få en central plads i vores hjemlige klaverlitteratur og vil kunne genbøres på kommende ny musik-festivaler.

Lerchenborg Musikdage beviste i år som møde-, arbejds- og værested for to musikkulturer - kombinationen af workshop, master class, seminarer og koncerter - at festivalen måske er det mest visionære og nytænkende arrangement på den hjemlige festivalhim-mel i øjeblikket. Beundringsværdig præcis planlægning såvel praktisk som kunstnerisk. Velforberedte solister og ensembler: Gert Sørensen, Rosalind Bevan, Jacob Beck, Moscow Contemporary Music Ensemble med den eminent gode sopran Natalja Sagorinskja, LIN Ensemble (sammen og hver for sig), Ny Dansk Saxofonkvartet. Alt i alt det man som lytter kan og skal kunne forvente af en professionel festival. Det kræver tid og penge - fremover bliver musikdagene således Imn' afholdt hver andet år, idet arrangøren gør Musikdagene til en biennale.

Vedr. ny SNG-musik, se også artiklerne:" Lerchenbor g Musikdage og Ebeltoft Festival", DMT nr. l, 1991/92; "Musik skal give lys" - et møde med den sovjetiske komponist Edison Denisov, DMTnr. 3,1991/92; "Mellem håb og fortvivlelse" - et møde med den russiske komponist Alfred Schnittke, DMTnr. 7,1990/91; "Musikken i Sov j et idag - en introduktion", DMTnr. 6, 1990/91.

Årgang 67/1992-1993, nr. 01