Vejen til alverden

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 01 - side 12-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Med sin nye plade "Pieces of Africa" lever Kronos kvartetten mere end nogensinde op til sit navn, og laver som få andre musik til tiden. Som også de fire amerikaneres seneste koncert i Tivoli beviste det.

Tidligere på året var jeg i New York til koncert med Arditti kvartetten. Som vanligt spillede de et gedigent program med lutter musik fra efter 2. verdenskrig - John Cage's første strygekvartet, Sofia Gubajdulinas strygetrio, Elliott Carters duo for violin og klaver (med Ursula Oppens) samt uropførelser af Julius Hemphill, Roger Reynolds og Bun Ching Lam. Fremragende spillet, som forventeligt, og for et publikum på en 200 mennesker, inklusive ikke så få komponister og andre, der tydeligt tilhørte den lokale ny musik-m crowd. Under alle omstændigheder et antal, der passede fint til den lille Merkin Hall i Abraham Goodman-bygningen tæt ved det celebre Lincoln Center - et publikum, som selv Europas førende ny musikkvartet næppe behøvede at skamme sig over noget sted. Ejheller i New York, hvor konkurrencen jo hver eneste aften er benhård - en opførelse af Cage's "Atlas Eclipticalis" to dage efter i mere ydmyge Brooklyn-omgivelser hørte således til de herostratisk mindeværdige, hvor der næsten er flere udøvende end tilskuere.

Et par dage forinden mødtes jeg i San Francisco med Kronos kvartettens grundlægger, 1. violinist og kunstneriske leder David Harrington. Der meget undskyldte, at han var så stresset, men deres nye plade "Pieces of Africa" med afrikanske (!) strygekvartetter var altså lige udkommet og de - foruden Harrington 2. violinisten John Sherba, bratschisten Hank Dutt og cellisten Joan Jeanrenaud - skulle rundt til det ene presse- og signeringsarrangement efter det andet, blandt andet på det lokale universitet Berkeley, og stod i øvrigt også overfor endnu en Europa-turne, og blev i samme anledning kimet ned af europæiske journalister...

At både Arditti og Kronos er suveræne kammerensémbler, vil næppe nogen anfægte, der har hørt blot en af begge kvartetternes efterhånden mange koncerter i Danmark siden midten af 1980'erne - senest Kronos kvartetten i Tivoli den 8. juli, med et program, der spændte fra nord- og centralafrikansk musik over rap-inspirerede New York -komponister til Henryk Goreckis polske meditationer. Og begge kvartetterne har tillige som få andre ensembler fastholdt nødvendigheden af et langt og vedvarende samarbejde med bestemte komponister - f.eks. Brian Ferneyhough og lannis Xenakis for Ardittis vedkommende, eller Terry Riley og Gorecki for Kronos'.

Hendrix, scratch og hestehale

Men så hører lighederne i øvrigt også op. For hvor Arditti, både som ensemble og i repertoirevalg, står som det mønstergyldige eksempel på en forlængelse af europæisk kvartettradition og musikhistorie-valgene af "huskomponister" er også betegnende, mens man omvendt dårligt kan forestille sig Arditti spille Jimi Hendrix' "Foxy Lady" som ekstranummer - der er Kronos i sin 14-årige levetid med den nuværende besætning blevet noget nær den levende inkarnation af den amerikanske eksperimenterende tradition, uden grænser, fra Charles Ives over John Cage til John Zorn. Hvor stil og historie nok er til stede, men ikke som i den ny musiks europæiske filosofi som et fælles-gods, en afgrænsning og en retning - snarere som en række operationelle størrelser, man kan bevæge sig imellem.

Og så er Kronos nok så meget blevet inkarnationen af tidens - for nogle kun alt for amerikanske - trend: at også kunstmusik, ja selv avanceret nyskreven musik skal markedsføres på nutidige præmisser. I Kronos' tilfælde med checkede frisurer, strithår såvel som hestehale, ditto tøj, kunstnerisk gennemdesignede og iøjnefaldende pladeomslag og - som for nylig i Tivoli - stemningsfuld lys- og kulisseiscenesættelse på koncerttribunerne, samt effektivt medie- og markedsføringsarbejde bag dem. I hvert fald i USA, hvor "Pieces of Africa" i skrivende stund ligger højt placeret både på det toneangivende brancheblad Billboards klassiske hitliste og på "verdensmusik"-listen - til gengæld synes deres danske pladedistributør igennem mange år nu som før at trænge voldsomt til efteruddannelse...

Nok så vigtigt møder man også hos Kronos en forkærlighed for både at inddrage musikformer man ellers ikke havde fantasi til at forbinde med noget så subtilt og ærkeeuropæisk som en strygekvartet, og sågar også kombinere nye fusioner med mere gængs nutidig kvartetmusik i mildt sagt uventede blandinger. Som på gruppens forrige plade "Black Angels", hvor titelnummeret af George Crumb - alene det, at pladen har et decideret titelnummer, signalerer allerede mere rockmusik end partiturmusik - afløses af et arrangement af Thomas Tallis' 40-stemmige 1500-tals motet "Spem in Alium", ungareren Istvan Martas folkemusik-inspirerede "Doom, a sigh", et arrangement af Charles Ives' "They are there!" -hvor Kronos spiller sammen med en optagelse af komponisten selv! - og til slut en regulær 20. århundredes klassiker: Sjostakovitj' 8. kvartet. Eller den foregående plade "Winter was hard", hvor et selvgjort arrangement af et Aulis Sallinen-værk efterfølges af et uddrag af Terry Rileys indisk inspirerede toen-halvtimes-kvartet "Salome Dances for Peace", Arvo Parts renfærdige "Fratres", Anton Weberns seks bagateller, et karakteristisk vidtfavnende John Zorn-værk for japansk sangerinde, kvartet og scratch (!), et stykke af Jazzkomponisten John Lurie, et af den argentinske tangomester Astor Piazzolla, Alfred Schnittkes 3. kvartet, Samuel Barbers slager-adagio for strygere, der her endelig kommer til ære og værdighed som andet og mere end et sentimentalt ekstranummer, og til sidst en lille urefererbar joke -som man heller ikke ville forvente på en plade med nutidig kvartetmusik.

Og ind imellem har Kronos så i øvrigt også - udover at være det eneste ny musik-ensemble i historien, der har fået toppræsentation i USA's trendsettende rock- og livsstilsblad Rolling Stone - søsat hvad der med betragtelig sikkerhed er verdens første serie af maxi-CD'er med ny musik, blot et enkelt længere værk på hver - en med Witold Lutoslawskis strygekvartet, en hvor Piazzolla selv spiller ban-doneon sammen med de fire strygere, og en med tromme-inspireret musik af sydafrikaneren Kevin Volans.

Samt ikke at forglemme de lidt ældre plader, hvor kvartetten i højere grad rendyrker en musikform eller en komponist, såsom pladerne med Bill Evans- og Thelonius Monk-arrangementer, og de to dobbeltalbums med Terry Riley-værker. Foruden at Kronos glad og gerne sidder ind på de mest forskellige andre musikeres plader - fra John Zorns nytolkninger af Ennio Morricone-filmtemaer på pladen "The Big Gundown" til Philip Glass' forsøg udi popgenren på "Songs From Liquid Days". Blandt andet.

Hvem er aparte?

Ja, hvor amerikansk kan det blive? Hvor langt ud kan den uhæmmede stilblanding drives, og hvor meget kan moderne musik forfladiges i smart markedsføring og ydre iscenesættelse i form af hår, tøj, attituder, fancy sceneopstilling og lys-sætning?

Kunne man spørge, hvis man gad. Og OK, det er der da nogle der gør, fremgik det blandt andet herhjemme, da den ny musiks vilkår i medierne var til debat ved forårets Numus-festival i Århus. Og fremgik det blandt andet af en del amerikanske avisers (klassiske) anmelderes syrlige kommentarer til Kronos' pladeprojekt med afrikanske kvartetter og koncerterne i forbindelse med udgivelsen.

Det har Kronos vænnet sig til -"we've been taking heat for that for fourteen years", som David Harrington udtrykte det, inden han begyndte at sige ting om musikpressen i Kronos' nuværende hjemby San Francisco, som næppe kan trykkes i et pænt blad.

Spørgsmålet er blot, om det er umagen værd at gide. Eller om skepsis'en snarere skulle rettes i den stik modsatte retning - nemlig til alle de musikere, der mere eller mindre konsekvent fastholder en stilretning, og dennes centrale komponister, og mere eller mindre antikverede koncertritualer fra forrige århundrede. I forhold til popmusikkens scenemæssige excesser - fra Michael Jackson og nedefter - turde Kronos' afslappede scenefremtræden nok kaldes yderst diskret, ligesom deres markedsføring nok er effektiv, men målt med musikbranchens gennemsnitlige alen alt andet end hysterisk, blot man sammenligner med, hvad der bliver operastjerner og deslige til del. Hvad Kronos gør, er vel egentlig blot at være nutidige, og det med stor og indlysende selvfølgelighed - og vel at mærke uden et øjeblik at sælge ud af det seriøse musikerskab. Vist er det da OK at spille Mozart i kjole og hvidt, for slet ikke at tale om tarmstrenge, lave kammertoner og allongeparykker - men det er svært at se, at det så skulle være kvartetten i 1992'er-tøj og ditto iscenesættelse, der skulle være aparte.

Noget tilsvarende gælder Kronos' musikvalg. Når afrikansk musik synes på vej til at blive den helt store fornyelse i 1990'ernes populærmusik - jamen så turde det da være indlysende, også at se hvad der sker, når arabiske melodilinier, centralafrikanske trommerytmer og sydafrikanske kor-ostinater omplantes til kvartetmediet. Helt bortset fra at der, som David Harrington goså bemærkede apropos Afrika-pladen, indgår strengeinstrumenter i så godt som alle verdens musikkulturer - så hvorfor ikke sende også strygekvartetten på opdagelsesrejse? Og tilhører man en generation, for hvilken der intet unaturligt er i at høre Arvo Part det ene øjeblik, Hendrix det næste, Monk det tredie og Benins ny dansemusik-diva Angélique Kidjo det fjerde - ja så burde det heller ikke være overraskende, at der i hvert fald er én strygekvartet, der omtolker den samme lyttemå-de i klingende praksis. Snarere at så mange også unge musikere i deres eget repertoirevalg synes at afspejle en ensidig lyttemåde fra svundne tider.

De bedste musikverdener

Men ved siden af mangfoldigheden er der faktisk også en konsistent linie i Kronos' udvikling: fra den direkte overførelse af kvartetmediet til andre stilarter på jazzplader-ne og i Piazzolla-samarbejdet over de blandede repertoirer på de overvejende "kunstmusikalske" plader - til initiativet med de afrikanske kvartetter, der godt nok hverken er fugl eller fisk, men til gengæld har både masser af luft under vingerne og evne til at holde sig flydende på dybt vand. En kvartetmusik, hvor alverdens stilarter ikke blot kombineres, men også fusioneres til noget helt nyt.

Og selv om Kronos er de sidste to tiårs mest spektakulære og radikale forsøg på fra kunstmusikalsk udøvende side bevidst at få skabt en musik hinsides lande- og stilgrænser, så er de langt fra de eneste. Ideen om de nye muligheder for - ikke mindst via de elektroniske medier - at bevæge sig frit mellem geografiske, historiske og stilistiske traditioner, og skabe sit eget bud på de bedste af alle musikver-dener, finder man allerede - formuleret udfra et lyttersynspunkt - antydet hos klaverets store massemedie-pioner Glenn Gould i essayet "The Prospects of Recording" fra 1966 (dansk overs, i samlingen "Afskaf bifald", Gyldendal 1988). Ligesom en række andre udøvende de seneste årtier har bevæget sig i retninger parallelle med Kronos, karakteristisk nok i høj grad slagtøj sensembler, der netop af alle in-strumental-ensembletyper har den korteste (vestlige) historie at trækkes med - men jo har rige afrikanske og asiatiske traditioner at trække på. Karlheinz Stockhausen og hans musikeres fusion af vestlig konstruktivisme og ikke-eu-ropæiske instrumenttraditioner og traditioner for rituelt teater - hvorom andet andetsteds i dette blad -er et andet markant eksempel. Ja selv indenfor så tungtflyttelig en verden som orkesterlivet begynder man så småt at røre på sig - i hvert fald hævder Esa-Pekka Salonen, at en af hans ambitioner som netop tiltrådt chefdirigent for Los Angeles Filharmonikerne netop er at få skabt kontakt mellem den symfoniske tradition og byens store sorte og asiatiske grupper.

På sin vis turde den udvikling hos de udøvende musikere være mindst lige så vigtig, som den rige inspiration fra alverdens musik, som mange komponister i århundredets løb har trukket mere og mere på - fra Debussy over Cage, Stockhausen og Boulez til New York-minimalisterne and beyond. Fordi ensembler som Kronos ikke blot er udøvende, de er også udbringende - live og på plade, og naturligvis afspejlende såvel den musikalske mangfoldighed som bevidsthed om medier og markeder. Det eneste, man ikke bør kalde dem, er postmoderne. For er der noget sted, hvor man i dag virkelig kan komme til at opleve musik der er moderne, uden isme efter men i den bogstavelige betydning af ordet, nemlig tidssvarende - så er det hos Kronos og deres lige. Hvad så end nie erhörte Klänge end måtte hedde på swahili.

Årgang 67/1992-1993, nr. 01