Anarki der vil noget

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 02 - side 46-49

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Dansk elektron- og computermusik er i live, har det godt og har i løbet af det sidste år til halvandet formentlig fået det bedre end nogensinde før.

Hvilket nok turde være værd at få slået fast med det samme. Ifald nogen skulle være bragt til at tro, at computer- eller elektronmusik i Danmark alene er et spørgsmål om sindrige systemer til at gøre hvad menneskehænder i princippet hele tiden har kunnet gøre. Om sterile klanghilleder der leder tanken hen på amerikanske science fiction-film fra 1950'erne. Eiler om maskiner der med stor entusiasme;' enten løber løbsk eller går i stå bare de skal optræde live for lyve panderynkende mennesker, de ellers må formodes at kende i forvejen.

Det er computermusik i Danmark måske også. Men hvor den syntetisk producerede musik virkelig brænder på herhjemme, er i den internationale klasse, ikke mindst hvad angår at udnytte de musikalske muligheder i digital sampling og manipulation af alverdens musik og musikformer -mulighederne for at manøvrere selvstændigt i satelitkanalernes, de multinationale padeselskabers og talrige etniske kulturers globale kaos.

Hvilket sidste lige præcis også er titlen på den nok mest skelsættende danske pladeudgivelse i mange år - Dr. Bakers "Global Kaos". Pladen, der om nogen har rykket computermusikken, techno'en eller hvad man nu vil kalde den, ud af kultklubberne og ind på hitlisterne. Og det med et koncept, der er en forunderlig, men det meste af tiden overordentlig overbevisende - og dansabel! - heksekedel på adskillige musikalske og verbale sprog af skiftevis engelsk, fransk, spansk, tysk, afrikansk, ny dansemusik, Jodle Birge, afrikanske, tyrkiske og latinamerikanske krydderier, undergangsbevidsthed og hektisk diskoteksstemning. Fra "Kaos" over "Turn up ihe music" til "Destroy the System" Blandt andet. Anarki der vil noget, og som var utænkeligt uden en så virtuos håndtering af sampling og remix-teknik, som gruppens to masterminds, DJ'en Dr. Baker og tangentspilleren 'Killer', behersker.

Forhistorien

Men som sagt: der er en forhistorie - eller helt præcis to - før vi når til det frugtbare spektrum af både muligheder og realiseret musik, som computerens og synthesizerens potentialer har afstedkommet i 1990'ernes musik, i Danmark såvel som internationalt.

Den ene forhistorie udspiller sig navnlig i de senere år i de mere avancerede ender af de internationale techno- rap- og hip hop-miljøer, og før det i rockmusikkens mere snørklede ender, og i sidste ende såmænd - som så meget andet - i kølvandet på Karlheinz Stockhausen. Hos de af hans unge tyske elever og åndelige arvtagere, der sidst i 1960'erne valgte ikke at bryde sammen under modernismens efterdønninger - men i stedet bryde ud og spille pop. Og samtidig være med til at bryde den traditionelle pop/rock-musik op, i og med at de nok arbejder med melodier, puls, dansekvaliteter og den slags, men uden at lade sig begrænse af genrens traditionelle format med guitar-bas-trommer.

Det er navnlig grupperne Can og Kraftwerk, der er centrale i denne forbindelse - Can, der som nogle af de første flettede etnisk musik og komplekse klangflader ind i hypnotisk pulserende mønstre. Og Kraftwerk, der med deres eget forunderlige univers af robotter, naivistiske melodilinjer og avancerede mixningsteknikker har skabt en musik, der ikke er nær så enkel, som den lyder. Og som med rette hyldes som de store pionerer for vore dages technobølge, som man sidste sæson også kunne opleve det, da Ralph Hutter, Florian Schneider og deres medspillere optrådte i Saga i København.

Helt op på hitlisterne - og dermed ud i det brede muskliv og den almene musikbevidsthed - kom elektronikken og dens muligheder imidlertid først et par år senere, og i England, via Roxy Music i almindelighed og gruppens med-grund-lægger Brian Eno i særdeleshed. For første gang i mainstream-popmusikken kunne man her opleve, hvordan en musiktænkning, der alene udsprang af syntetisk produceret lyd, båndmanipulation og støjflader. kunne bruges til at sprænge rammerne for hvad popmusik kunne være. En gruppe som Pink Floyd havde tidligere arbejdet sporadisk med lignende ideer, men uden for alvor at udvikle brugen af syntetisk lyd udover det i gammeldags forstand melodibærende eller symfoniorkester-imiterende.

Samme Brian Eno bliver op igennem 1970'erne - han forlader Roxy Music allerede i 1973 - en dominerende nøglefigur, om ikke nøglefiguren, når det gælder en musikopfattelse, der ikke er bundet af instrumenter, besætninger eller formater. Men istedet udnytter studie- synthesizer- og computermusikken til både at skabe nye lyde og på ny vis kombinere eksisterende lyde med - hvad enten det er store gotiske klangflader som på David Bowies "Berlin-trilogi", båndsløjfe-mønstre på Robert Fripps "No Pussyfootin"' og "Evening Star", etnisk musik og mini-malistiske rytmespor som på David Byrnes "My Life in the Bush of Ghosts", diskret 'møbelmusik' på Eno's egne plader med hvad han selv kalder ambient music.

Eno er også popmusikkens første virkelige producerstjerne - hvor 1960'ernes store producere som Phil Spector og George Martin først og fremmest gjorde sig fortjente ved at skabe særegne rum omkring eksisterende sange, er det i Kno's tilfælde tit og ofte ham, der skaber selve musikken, med de eventuelle sange og traditionelle instrumenter som én ingrediens blandt mange. Lyt blot til Byrne's "My Life in the Bush of Ghosts", eller side 2'erne pa Bowie's "Low" og "Heroes".

Fra Eno's virke i 1970'erne og 1980'erne går der så talrige veje videre ud i de senere års musik, også til folk han ikke har arbejdet direkte sammen med. Eksempelvis rene synthesizer-grupper som Human League og Depeche Mode, og senere tillige hele den engelske bøssedisco-scene med grupper som Pet Shop Boys, Communards, Bronski Beat, Erasure og Frankie Goes to Hollywood - hvis opulente collager på debutalbummet "Welcome to Pleasuredome" er et af den nyere computermusiks absolutte hovedværker - samt ganske meget af støj-æstetikken i punk/new wave-musikken, og en god del af hele Verdensmusik'-tænkningen - med Peter Gabriels fusioner af vestlig synthesizer-lyd og afrikansk trommelyd som det kendteste eksempel, men ellers dækker udtrykket som hovedregel ikke-europæiske sangere og musikere filtreret gennem vestlige studier.

Man skal heller ikke langt op i 1980'erne, før synthesizeren og den i bogstaveligste forstand studie-producerede musik holder sit indtog i Danmark, og syntetisk producerede lyde dukker op ved siden af - eller i stedet for - de velkendte guitarer, basser og trommer.

Faktisk skal man slet ikke op, for det er præcis i 1980, at Kliché udsender sin debutplade "Supertanker", med massiv Eno/Bowie-inspiration. Og det er samme Kliché's forsanger Lars Hug, der fire år senere med "City Slang" laver hvad der endnu idag, må regnes for det mest avancerede og helstøbte, der er begået i et dansk studie. Ikke for ingenting måtte den efterfølgende turné laves som rent sceneschow med playback. I 1980 dannes også den første deciderede synthesizer-gruppe i Danmark, den stærkt Kraftwerk-inspirerede trio "Scatterbrain" med tangentspillerne Jesper Silberg, Morten Torp og Jesper Ranum, guitaristen Hilmer Hassig og bassisten Jens Mose. Både Ranum og Hassig får op igennem 1980'erne stor betydning i Danmark som producere og musikere.

Men tro ikke, at 1990'ernes sprudlende flora af syntetisk musik alene drejer sig om højteknologisk virtuositet i de avancerede europæiske og nordamerikanske indspilningsstudier fra popmusikkens dyrere ende, uanset om deres betydning for nutidig computer/synthesizer-musik i dag kan sammenlignes med de vesttyske radiostudiers betydning for båndmusikken i 1950'erne og 1960'er-ne.

Elektronisk musik

For den anden forhistorie, når det gælder elektronisk musik, udspringer af det stik modsatte af velstand - nemlig fra de sorte ghettoer i Caribien, i særdeleshed på Jamaica. Her udvikler der sig i løbet af 1960'erne en tradition blandt de lokale discjockeys (toasters) for at tale rytmisk messende henover og imellem pladerne. Det, der på det amerikanske fastland senere udviklede sig til rap, med en op igennem 1980'erne stadigt mere avanceret teknik af først schratching -rytmisk håndtering af plader der er i fuld gang på pladetallerkenen og under pick up'en - diverse former for præindspillede syntetiske rytmespor, og efterhånden sample-de citater fra alskens anden musik, midi-teknologiens muligheder for direkte at 'spille' på andre instrumenter fra synthesizeren/computeren, og i det hele taget en måde at musicere på, hvor mixerpulten er det dominerende instrument.

Men skulle nogen, dengang rapmusikken dukkede op sidst i 1970'erne som det politisk aggressive udtryk for en forståeligt vred og frustreret sort ungdom i et kriseramt USA, have troet, at den ny musikgenre var for snævert forbundet med sort amerikansk storbykultur til at kunne nå videre end som så - ja, så har de måttet tro om igen. I dag rangerer rap og det der ligner - rytmisk recitation med syntetiske rytmespor og ditto klangkulisser - blandt de mest dominerende musikformer overhovedet, og den fabulerende brug af mixnings- og anden studieteknik, collage og montage ikke mindst, har ført i hvert fald to lige så markante genrer med sig: den lettere, hurtigere og ofte latin-amerikansk farvede house-musik, og den ofte fræsende hurtige og pågående techno, midt imellem rap'ens aggressivitet og den tyske tradition for et køligt-maskinelt, Verfrem-dungs-agtigt klangbillede. Ikke for ingenting er to af techno'ens højborge at finde på det europæiske fastland - i Bruxelles og i Frankfurt med omegn (mestrene selv i Kraftwerk residerer i Düsseldorf med deres Kling Klang studier).

Og Danmark er faktisk kommet ganske godt med i det globale kaos. Pionererne i Scatterbrain og Kliché er nævnt, ligeså hovedværket "City Slang". Og i løbet af de sidste godt fem år er en bred undergrund af rap, house og techno vokset frem. Producerne Cutfather og Soulschock (jo, de er faktisk danskere!) er sågar blevet særdeles efterspurgte i rap'ens Mekka, New York, hvor de blandt andet har indspillet med et så fremtrædende navn som rapperen/sangerinden Queen Latifah. House-gruppen Cutd Move har nået rockvideoernes forjættede land - MTV, hvis nogen skulle være i tvivl. På techno-siden har pioner-trioen The Overlords udviklet et forrygende underholdende koncept midt imellem science fiction og tegneserie - med en musik der ikke er meget mindre skæv og original.

Via Dr. Baker, der under føde-navnet Kenneth Bager har været centralt placeret på den danske dansemusik-scene igennem henved et årti som både DJ, producer og arrangør, løber det meste sammen på "Global Kaos" - endda med et koncept-mæssigt ambitionsniveau, der med alle sine skingre kultursammenstød - man forestiller sig et verdensomspændende dansegulv med økologisk bevidsthed... - er enestående, og ikke blot efter danske alen. Den vidtfavnende computermusik-scene, som "Global Kaos" forløbig er det mest virtuose eksempel på, er så afgjort ikke det mindst spændende i tidens musikliv. Snarere det område, som i kraft af de i princippet ubegrænsede teknikker, og hvad de medfører for aldrig før hørte stil- og klangkombinationer, afstikker rammerne for kommende tiders musik.

Fotos s. 46-4 7: Søren Svendsen/Billedhuset og Kristian Olesen.

Lyt til nyt

Dr. Baker: Global Kaos (1992)

Can:Tago Mago(1971)

Can: Ege Bamyashi (1972)

Kraftwerk: Autobahn (1974)

Kraftwerk: The Man-Machine (1978)

Kraftwerk: The Mix (1991)

Roxy Music: Roxy Music (1972)

Roxy Music: For Your Pleasure (1973)

Pink Floyd: Ummagumma (1970)

David Bowie: Low (1977)

David Bowie: Heroes (1977)

David Bowie: Lodger (1979)

Robert Fripp/Brian Eno: No Pussyfootin' (1973)

Robert Fripp/Brian Eno: Evening Star (1975) David Byrne/Brian Eno: My Life in the Bush of Ghosts (1981)

Brian Eno: Thursday Afternoon (1986) Frankie Goes to Hollywood: Welcome to the Pleasuredome (1984)

Human League: Hysteria (1984)

Depeche Mode: A Broken Frame (1982)

Pet Shop Boys: Discography (1991)

Peter Gabriel: 4 (1983)

Kliché: Supertanker (1980)

Lars Hug: City Slang (1984)

Scatterbrain: Keep Dancing (1981)

Scatterbrain: Mountains Go Rhytmic (1984)

Queen Latifah: Nature of a sista (1991) The Overlords: Midnight at the Grooveyeard (1992)

Årgang 67/1992-1993, nr. 02