Dansk - med perspektiv og bredde

Det er næsten ikke til at tro, men sandt at sige er der for tiden godt gang i CD-udgivelserne med dansk musik fra dette århundrede. Takket være en lille håndfuld private selskaber under ledelse af et tilsvarende antal ildsjæle, nogle højst nødvendige sponsorer og - ikke at forglemme - et større antal idealistiske og filantropiske komponister, musikere og ensembler, kan vi på det seneste glæde os over en markant repertoire-forøgelse på området. Selskaber som Danacord, Kontrapunkt, Paula og Point kaster sig ud i ambitiøse proj ekter, der favner bredt fra Rued Langgaard over Franz Syberg til Ib Nørholm, og unge navne som Mogens Christensen er der også plads til. Det statslige selskab til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram, Da capo, bør naturligvis heller ikke glemmes, selvom dette selskabs lange startfase af flere grunde har været mindre illustrativ. Både nationalt og internationalt er markeringen af dansk kunst og kultur via de nævnte initiativer og aktiviteter af største betydning -ikke mindst nu.

Hermed ikke sagt at alt er ren idyl, slet ikke. CD-markedet med nyere dansk musik er stadig fuldt af graverende huller. F.eks. er en betydelig komponist som Niels Viggo Bentzon meget svagt repræsenteret. Højst beklageligt, som det fremgår af en nyudkommen CD, der dokumenterer, hvor meget han står for i dansk musik.

Frossen ild: Bentzon i nyt lys

Sensationel! Så højlydt kan CD'en Niels Viggo Bentzon: Piano Works (Kontrapunkt 32111) med Per Salo ved flyglet karakteriseres. Med fire værker dækkende et spand af ca. 25 år viser disc'en Bentzon som en af dansk musiks mest originale klaverkomponister og Per Salo som en af vore betydeligste unge pianister. Alligevel har kun to af værkerne hidtil kunnet bryste sig af en vis udbredelse, nemlig "Partita" op. 38 og "Træsnit" op. 65, som begge for længst har opnået klassiker-status. De to øvrige høres kun yderst sjældent, og det yngste, "Hoffman" sonaten op. 248 (1969), er trods sine efterhånden 23 år end ikke trykt.

Som bekendt har Niels Viggo Bent-zon gennem årene fremstået som en kongenial fortolker af sin egen klavermusik, og heldigvis kan man stadig opleve ham i denne farverige egenskab. Desværre har dette forhold fået andre pianister til at holde sig noget tilbage. Derfor må det noteres med glæde, at en fremragende pianist af den unge generation omsider har taget Bentzon på repertoiret, hvilket bl. a. har be virket, at nye sider af musikken er blevet afdækket. Uagtet Bentzons klavermusik ligger godt for instrumentet, stiller den ofte meget betydelige krav til udøveren, teknisk såvel som musikalsk. Ikke mindst gælder det håndteringen af den hårfine balance mellem mægtig klang-udladning og stringent, røntgenagtig gennemlysning af struktur og satsarbejde. Per Salo formår dette i overlegen grad, og karakteristikken 'frossen ild' (fremsat af Per Nørgård) rammer lige i plet.

For sang og orgel

CD-en Templum Domini (Point 5097) består udelukkende af værker for orgel samt solosang og orgel, og alle er de af Leif Kay ser. Hvor den jævnaldrende Bentzon bag sine mange masker og øjebliks attituder fremstår som en moderne, helt igennem verdslig viderefører af den (især germanske) klassisk-ro-mantiske koncertsalsmusik, har Kayser i vid udstrækning helliget sig kirkemusikken og herunder bl.a. søgt næring i den gregorianske sang. Dette præger i høj grad den foreliggende CD med dens overvejende kirkelige kompositioner, der dækker et tidsspand på fyrre år, med "Parafrase for orgel over gregorianske motiver fra Påskedags messe" fra 1946 som det ældste værk og "Hymne til Hertug Knud, Martyr og Helgen" fra 1986 som det yngste.

Da Kayser i dag befinder sig i noget af en marginalposition inden for dansk musik, er en CD som denne særlig betydningsfuld - som en vigtig påmindelse om hans originale og håndværksmæssigt kræsent udformede tonesprog med dets forankring i den klassiske modernisme (tilsat lejlighedsvis afsmitning fra Messiaen), hvor asketisk enkelhed ofte står side om side med det decideret subtile og komplicerede. Jørgen Ole Børch's og Kristian Olesen's fremførelse virker indforstået og hengiven, og hjælper godt med til at overbevise om musikkens værdier.

For orkester

Med foreløbig ni symfonier (det magiske tal er endda rundet) fremstår Ib Nør-holm som en af dansk musiks centrale symfonikere. Den position ville han nok have betakket sig for at indtage dengang i tresserne, da han som sine kolleger blandt de unge "billedstormere' nærmest afskrev genren. Men allerede fra omkring 1970 begyndte dette forhold at ændre sig, og idag stiller sagerne sig ganske anderledes (Nørholm er som bekendt ikke vor eneste prominente symfoniker), selvom det naturligvis ikke drejer om en genoptagelse af den klassiske model. Dog handler symfonibegrebet for Nørholm stadig om noget med »en bestemt formel stramning, en fokusering hvor man kan sige at det formalt koncentriske er nok så vigtigt som det pittoreske« (DMT Nr. 5 1988/89).

Dette gælder også for nærværende CD's to symfonier (Symfoni nr. 7 & 9, Kontrapunkt 32112) - så forskellige de i øvrigt er: Nr. 7 "Ekliptiske instinkter" (1982) på én gang mørk, voldsom og forholdsvis introvert modsat Nr. 9 "Solhaven" (1990), der er lys og mild.

Man må tage hatten af for Kontrapunkts storslåede plan om at udgive alle Nørholms symfonier (i tilgift til de øvrige publikationer med hans musik). I den forbindelse er det uhyre vigtigt, at der i høj grad kan trækkes på vore landsdelsorkestre, som også herigennem udfører en uvurderlig mission.

Her gælder det Odense Symfoniorkester, som på det seneste har gjort sig flot bemærket med vigtige indspilninger af nyere dansk musik. Dirigent er chefkapelmester Edward Serov.

Drømmeverdener

Skønt Mogens Christensen forlængst har passeret midten af trediverne, omtales han stadig som en af vore helt unge komponister. Men i betragtning af at hans officielle komponistdebut først er berammet til engang i 1993, er det måske ikke så mærkeligt endda. Han har dog komponeret i masser af år, og det tidligste værk på denne første CD med egne værker, Mogens Christensen: Chamber and Vocal Music Vol. 1 (Paula 66), går helt tilbage til 1982.

Med komponistmiljøet i Århus som uddannelsesbaggrund er konturerne af det stilistiske ståsted antydet. Alligevel ligner Mogens Christensens drømmeagtige univers mest af alt sig selv, hvad enten det drejer sig om den første periodes (1982-86) overvejende nedtonede (og tekstbaserede) værker, eller det gælder de efterfølgende noget mere kontrastrige og rytmisk prægnante instrumental-værker. CD'ens otte stykker repræsenterer begge perioder med "Dreams within Dream" (1986) lige i skellet. Sidstnævnte kvartet leverer i øvrigt materiale til flere senere værker, bl.a. CD-ens to brillante værker for henholdsvis soloviolin og solocello. Violinisten Ricardo Odriozola indtager en fremtrædende rolle blandt de medvirkende (Ensemble Nord og Da Camera-koret), som alle yder musikken god retfærdighed.

Øvrige Paula-udgivelser med ny musik, som er udkommet inden for de seneste år:

Per Dybro Sørensen, guitar, spiller værker af Jolivet og Maxwell Davies (Paula PACD 63).

The London Sinfonietta under ledelse af Oliver Knussen spiller Poul Ruders' "Four Compositions" og Hans Abrahamsens "Winternacht" og "Waiden" (Paula PACD 37, compact disc - Paula PALP 37, LP-plade).

Ulrik Spang-Hanssen, orgel, spiller alle Carl Nielsens orgelværker (Paula PACD 55).

Carl Nielsen Kvartetten og Den Fynske Trio spüler værker af Rovsing Olsen (PACD 36).

Aarhus Blæserkvintet spiller værker af bl.a. Ewald, Poulenc, Almila, Horovitz, Dubois, King (Paula PACD 62).

Hans Pålsson spiller værker af Jörgen Jersild (tidligere anmeldt i DMT) (Paula PACD 61).

Maria Kammerling, guitar, spiller værker af Maderna, Halffter og Borup-Jørgensen (Paula PACD 60).

Skandinavisk Blæserkvintet spiller værker af Ibert, Milhaud, Taffanel, Ravel, Villa-Lobos og Bozza (Paula PACD 58).

Den Fynske Trio spiller værker af Gud-mundsen-Holmgreen, Højsgaard, Ruders og Lorentzen, (Paula PACD 57).

Jørgen Klint, bas og Rosalind Bevan, klaver: Sange af Carl Nielsen (Paula PACD 56).