Er der land i sigte, kaptajn?

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 02 - side 71-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

En kommentar i forbindelse med NEMO-festival 1992 og Ebeltoft Festivalen 1992


Af Hans Mathiasen

Ubådskaptajn Nemo er en fantast, en ukuelig pioner, ofte misforstået og udstødt, men på sin vis alligevel ganske fascinerende alene på grund af hans så åbenlyse afstandstagen fra, hvad man kunne kalde den almindelige sunde fornuft. Som NEMO-festivalen i Århus skred frem, blev det mere og mere tydeligt hvor perfekt netop disse associationer passer på den virkelighed, der omgiver arbejdet i elektronmusikstudierne i Norden, - ihvertfald som den blev præsenteret ved størstedelen af festivalens arrangementer.

Præcis det lidt snørklede, sindrige og eftertænksomme image, som Jakob Levinsen udstiller i sin artikel andetsteds i dette nummer, er åbenbart en helt uundværlig del af arbejdsmetoden, når man vil andet (og mere?), end den musik sampier-teknologien umiddelbart lægger op til. Hvor mange gange før har vi ikke set den ene efter den anden af computerkomponisterne sidde bøjet over deres maskiner i forsøget på at forklare eller demonstrere dette eller hint kompositionsprincip. Og hvor mange gange har vi ikke oplevet det altødelæggende kaos, der opstår, når blot der lige præcis er ét MIDI-kabel for lidt med i rygsækken.

Spørgsmålet er nemlig, om det ikke er lige præcis dette computermusikalske pionerarbejde - som på mange måder må ligne det, der fandt sted i elektronstudierne i f.eks. Tyskland i 50'er-ne - der baner vejen for den mere umiddelbart forståelige udnyttelse af computer- og samplerteknologien, som f.eks. hos virtuosen Kenneth Bager.

Og så lykkes det trods alt alligevel engang imellem for DIEM-folkene at overskride grænsen mellem teknik og musik. F.eks. ved Århus Symfoniorkesters og Ivar Frounbergs computers koncert med samme Frounbergs "Hvad sang sirenerne, da Odysseus sejlede forbi", hvor der - udover den teknologiske berettigelse af arbejdet - også begyndte at aftegne sig en musikalsk berettigelse. Det sker bare alt for sjældent.

For det brede publikum manifesterede NEMO-festivalen sig dog først og fremmest gennem de to gimmicks, der tiltrak sig fjernsynets interesse: opstillingen af 'musikrobotter' i Århus Musikhus' foyer og inddragelsen af en duftkanon ved Pierre Dørge, Jon Balke og Morten Carlsens totalmusikalske initiativ lørdag aften. To gimmicks uden nogen synderlig forbindelse med resten af NEMO-festivalens program, kom til at tegne et festivalbillede, der mere lignede en legeplads end resultatet af et seriøst arbejde i de nordiske elektroakustiske computerstudier, -hvordan tager man det alvorligt?

I samme weekend som NEMO-festivalen - på den anden side af Århus -bugten - løb den tredie Ebeltoft-festival af stablen. Det er en festival, der for en stor del opnår sin berettigelse gennem evnen til at få netop det brede publikum til at møde op til koncerterne. I Ebeltoft kan det lade sig gøre at få et publikum til at komme til én koncert og ikke blive væk fra den næste, og stadigvæk præsentere et program der -ihvertfald indtil videre - berettiger festivalen til at blive rubriceret som en festival for den ny musik. Den altoverskyggende sværvægter ved dette års festival var Lorentzens udgave af Monteverdis "Orfeo". Ligesom sidste års one-man opera "Bill og Julia" en overlegen opvisning i enkel og stærk instruktion, scenografi og lyssætning. En enkelhed der i kraft af meget beskedne budgetter er nødvendig, men samtidig en enkelhed der giver mulighed for 'on location' at præsentere en opera af høj kvalitet.

Med Bent Lorentzen ved roret har Ebeltoft-festivalen lagt en kurs, der ikke kun går gennem smult vande. En koncert som den, der fandt sted på Ebeltoft Brandstation med elektronisk cello, kunne uden videre have indgået i programmet for NEMO-festivalen og gjort den endnu mere interessant, både for det publikum, der kommer for teknikkens skyld og for det publikum, der kommer for musikkens skyld. For er det ikke sådan, at der hvor den moderne teknologi virkelig bliver spændende, er der, hvor teknikken tænkes ind i en større musikalsk sammenhæng. Men selvfølgelig, - hver ting til sin tid og derfor heller ikke en alt for voldsom kritik af NEMO-festivalens tendens til ofte kun at tale til inderkredsen af sit i forvejen lille publikum. Men al velvilje til trods kunne man godt få det indtryk at kaptajn NEMOs ubåd havde ligget neddykket en smule for længe, og at det snart var tid til at komme op til overfladen og begynde at skæve til hvad der foregår i andre kredse i musiklivet, f.eks. i den rytmiske lejr.

Årgang 67/1992-1993, nr. 02