Fra arkæologens dagbog

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 02 - side 69-70

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Noter omkring PEEP


Af Pablo Llambias

»Sætningen: "Mennesket eksisterer svarer ikke på spørgsmålet om, hvorvidt mennesket er virkeligt eller ej, men svarer på spørgsmålet om menneskets "væsen"«. (Heidegger)

Mennesket er det, som eksisterer, dvs. som er ekstatisk og aldrig uden videre befinder sig på sit væsens plads, stasis. Lad det være mit afsæt for denne artikel.

Lad det desuden være givet, at alt hvad der står i dette, mit bidrag til artiklen, tjener som min egen beskrivelse af video-audio-installationen PEEP. Fremhævelsen af andre kunstnere formidler de elementer og paradokser, som direkte eller indirekte optræder i PEEP og som i hvert fald tjener som historisk reference og/eller inspiration.

En installation indtager og/eller skaber det rum, der omgiver den og som den omgiver selv. Således også i forhold til mennesket og kunstreferencen.

Man træder med sit værk ind i det netværk af betydning, der til enhver tid er givet i en hvilken som helst kontekst og værket forholder sig, frivilligt eller ej, til denne kontekst/tid.

Een af de ting, jeg har været meget optaget af under arbejdet med PEEP, har været forholdet mellem subjektet og betydningsdannelsen, både den individuelle og verdens 'selvgenererende' betydningsproduktion. (Den italienske filosof Mario Pemiola kalder dette fænomen for 'selvbestøvning7 (herom senere)). Uden at være i stand til at kunne give nogle faste forholdsregler mellem subjektet og be-tydnings-(re)konstruktionen, i sig selv meget relative begreber, hverken her eller i PEEP, er det dog en rød tråd gennem hele arbejdet.

Den tyske kunstner Reinhard Mucha (f. 1950) udtrykker gennem sine værker tvivlen på om tegnet og symbolet endnu har en plads i kunsten. Hans værker, som han selv beskriver som en »kollektivbiografi« (en betegnelse som jeg høj grad vil kunne bruge om PEEP), rummer et væld af henvisninger og referencer, der, trods deres fuldstændige mangel på bestemmelig-hed og adresse, alligevel udløser en slags anelsernes følelser. Det narrative element er udelukket og visheden mangler. Henvisningerne er autonomiseret, henviser blot til det øvrige net af henvisninger, henvisningernes oprindelige objekt er sporløst forsvundet.

Det narrative er som mulighed hele tiden givet i PEEP, men altid blot som mulighed. Betydnings-konstruktionerne er uden retning eller adresse, nettet henviser hele tiden til sin egen struktur og muligheder. PEEP er fundamentet til et udsagn.

Den engelske kunstner Rachel

Whiteread (f. 1963) producerer 'omvendte' skulpturer: Selve skulpturen (det 'positive' tegn - der 'er' noget, fremfor ingenting) mangler, men den form, hvori den var støbt, findes.

Nyligt afdøde komponist John Gage (1912-92), for hvem konstitueringen af subjektet var en illusion, og som ifølge PI's nekrolog ikke spiste kød pga. sin migræne, producerede 'udvendige' værker:

Selve kunstneren manglede, men den form, hvori de var støbt var identisk med værket - (der iøvrigt ikke var 'et værk').

Og i samme åndedrag:

Den koreansk-fødte videokunstner Nam June Paik (f. 1932), lader sine assistenter udføre det, man, i konventionel forstand, forstår som det kunstneriske arbejde; udførelsen af detaljen, materialevalg, forarbejdning m.v. Det er helt i overensstemmelse med den forståelse, der hos ham er Zen. Han giver assistenterne navnet på en mand, en optagelse af en politisk kongres, en sportsbegivenhed og siger så med et selvironisk smil: »... and make it interesting«. Det vil svare lidt til at give to assistenter fire akkorder og eventuelt en 'uen-delighedsrække' og så stole på udfaldets kvalitet. Ifølge Paik vil det i sidste ende, under alle omstændigheder, blive 'rigtigt'.

Og herhjemme, i en lidt anden version, men dog beslægtet:

De fleste modeskabere har forlængst erkendt, at moden ikke opstår hos modeskaberen (memento mori), men l tiden3 og at en god modeskaber er een, de forstår at høre 'tidens sang' før alle andre. Danske Lennart Raaholt reddede sig en mindre berømmelse, da han nedsatte sig som en af de første moderne levebrøds-'spåmænd' herhjemme ved åbningen af sit 'tidsånds'-aflytmngsfirma.

I Heideggers mund lyder det således:

»Væren er som tænkningens tilskikkelse. Tilskikkelsen er imidlertid i sig selv historisk. Dens historie er allerede kommet til orde i tænkerens tale.«

Betydning

PEEP balancerer mellem Værk' og 'virkelighed', mellem organisering af relationer/betydning og det arbitrære, som kendetegner virkeligheden. Og det er nok den mest forkortede brøk man kan komme til at lave på PEEP. Formen og konstruktionen er lig med indholdet.

Lidt om mit og andres syn på betydningen':

Ifølge arkæologen og forfatteren Bruce Chatwin (1940-89) rummer arkæologien en mulig forbandelse. Kun et samfund, der har mistet sine fortællinger, kan rumme denne videnskab, som driver gravskænderi i informationens (videnskabens) navn. Det som søges er paradoksalt nok netop den information, der rekonstruerer, det man har glemt, fortællingerne. Den dræbende ironi opstår ved at netop arkæologien er kendetegnet ved at være en videnskab, der systematisk og fuldstændigt eliminerer sine kilder. Efter rekonstruktionen (der vel at mærke er en syntese) er navlestrengen for altid skåret. Processen er irreversibel.

Betydningernes relationer har altid måttet rekonstrueres dagligt og er blevet det lige siden homo erectus tog stenen i hånden. Rekonstruktionernes tid og rum har været naturligt funderet i og bestemt af handlingernes gentagelser, nogenlunde på samme måde som man formoder sproget (en væsentlig del af det betydningsbærende materiale) opstod - og stadigt (gen)opstår.

Når fortællingerne forstummer, forsvinder også grundlaget for ritualerne og for handlingernes naturligt eller kulturelt determinerede gentagelser. De daglige rekonstruktioner af betydningernes relationer kommer derved i fare. Ind i dette vacuum træder medierne kompenserende til, - eller, set på en anden måde, medierne skabte dette vacuum ved deres fremkomst. I hvert fald så overleveres vor stammes mytologiske kontekst, fortællingerne, nu digitalt, i samme retning hvormed vores eksistens bevæger sig.

Det interessante og skelsættende ved dette fænomen er, at rekonstruktionernes rum nu er isoleret fra menneskets egentlige gøren og laden og at menneskets selvforståelse derved er externt funderet (TV). Opbygningen rummer, for det enkelte individ, en fare, der vil svare nogenlunde til at bygge en borg uden naturlig vandforsyning.

Desuden er en vis trivialitet, efterslæb og manglende fornyelse ved at være synlig i disse digitaliserede rekonstruktioner, sandsynligvis som et resultat af dels isoleringen, dels trægheden i systemet, sammenlignet med ek-sistensens labilitet.

Førnævnte Perniola beskriver denne træghed således: »TV is a daily new confirmation of what we allready know. We are telling ourselves old stories in new visualized forms. It is an iconizity of the allready felt.«

Ethvert værk bør indeholde en utopi i forhold til sin kontekst, hvad end der så kendetegner den. Jeg har her skitseret en kulturel kontekst, som jeg ser den, og vil så afsluttende give ordet til Peter Johannes Erichsen, der i magasinet "Øjeblikket" så smukt beskriver sine indtryk fra PEEP:

»Der sker da det på een gang sprudlende melankolske og drilagtigt tankevækkende, at musikken over alle disse videoskærme, samlet og genspejlet til alle sider, i det snævre rum bliver rummets og billedernes musik og således et fænomen udenfor den lyttende - der da med vemod og senere genhørsglæde rnå tænke tilbage på de aldeles saliggørende forstadier, hvor man sad over for først trioen, så duoen, og mærkede, hvordan den lymfe-nære, sjælefarvede musik var trængt ind i de tørstende områder i een selv, hvor der så sjældent havde lydt musik. Synet af trioen i dens indemurede ensomhed og især mødet med duoens slagtøjshelligdom blev for den vandrende til lyksalige, henslængte øjeblikke, man kunne tage bolig i. Turen i videoskærmenes elevator var det modsatte, erkendelsen af et vilkår: Når alt mødes, er det ligegyldigt, om man befinder sig i midten. Det flimrende liv vil glide udenom een og hårdhjertet demonstrere, at man kun var en skygge på stranden, dér hvor man før lå henslængt over for de tydelige musikere og kunne bilde sig noget ind.«

Årgang 67/1992-1993, nr. 02