Omkring en støvets sanger

I efteråret er Bernhard Lewkovitch aktuel med koncertopførelser og pladeudgivelser. I henved 30 år har komponisten arbejdet med at skrive det otte minuter lange værk "Lauda alla povertá". Her skriver han om tekstforlægget og om værkets tilblivelse.

Af Bernhard Lewkovitch

Fra tid til anden har det i historiens forløb været muligt at henvise til hændelser i enkeltpersoners liv, som mere eller mindre har været udslagsgivende for stor åndelig virksomhed af indiskutabel værdi og omfang. Interessant er det, at der i visse tilfælde er grund til at antage, at uden sådanne tildragelser ville historien være tilsvarende fattigere på betydelige ånder, for hvem de uforudsete oplevelser har været udløsende faktorer.

Det er således ikke helt urealistisk at forestille sig, at Paulus ikke selv var klar over vægten og værdien i de breve, han fra sin celle som fange i Rom skrev til de små menigheder i Korinth, Tessaloniki, Efesus og fremfor alt Rom, men usandsynligt, at han med disse breve skulle have kalkuleret med historisk berømmelse som den måske mest læste og citerede forfatter i verden hver dag året rundt. U-sandsynligt, fordi det han oplevede på sin færd til Damaskus, så nært er knyttet til det kald, der vaktes i ham, da han med ét slyngedes af hesten og blev blind. Fra da af var Paulus ikke mere den samme.

Hvis det med rette har kunnet siges om Augustin, at han som kirkens største tænker og systematiker mere end noget andet menneske har betydet mest for vor civilisation og kultur, så beror det først og fremmest på den bog, som er skrevet år 399, Confessione. Augustin var da 45 år, og der var gået 12 år siden han i 387 modtog dåben med sin halvvoksne søn af biskop Ambrosius i Milano.

Om Frans af Assisi fortælles det, at han som ridder og eventyrer i sin ungdom med ligesindede var på udflugt. Ved et tilfælde mistede han orienteringen og kontakten med sine fæller, og pludselig befandt han sig på en øde vej en solhed sommerdag. Hans hest blev urolig, virrede med hovedet og spilede næsefløjene op, og da Frans vendte sig, fik han øje på en sam-menbøjet skikkelse omviklet og halvt skjult af klæder liggende et stykke derfra. Da han steg af hesten løb denne bort, og Frans gik hen imod staklen, der med en lille klokke varslede om at han var spedalsk. Efter hvad legenden beretter bad den fremmede på afstand om et bæger vand, hvilket Frans straks ville imødekomme. På vej bort fra stedet vendte han sig endnu engang, og da var der ingen at se.

Det er selvsagt umuligt for en eftertid at vurdere betydningen af en sådan tildragelse, men det står fast, at den unge mand fra da af ikke mere var den samme. Så forandret var han, at da han i sin iver efter at hjælpe syge og fattige pådrog sig sin fars vrede og endte i byretten, synliggjorde han sin foragt for både faderen og retten ved at aflægge sine fine klæder for øjnene af myndigheden, og iføre sig et tarveligt sækkestof med et reb omkring.

Resten af historien om Frans af Assisi er så langt fra slut. Han lever i bedste velgående blandt dyrevenner (uden at man dog nævner hans navn på Frans' og dyrenes dag 4. oktober), blandt barmhjertigheds-udøvere, fredsstiftere, omsorgsin-stitutioner, tiggere og selvsagt munke.

Der kunne utvivlsomt opregnes endnu flere personligheder fra såvel ældre som nyere tid, hvor tilsyneladende helt tilfældige hændelsesforløb har været af afgørende betydning for et holdningsskift i tilværelsen, uden at dette har haft anden betydning for omgivelserne end den åndelige frugt, man deraf har kunnet høste.

Musikhistorien beretter af gode grunde intet om i hvor mange tilfælde en kapelmester, sanger, korleder eller organist, der ved sin ansættelse ved hof eller kirke med pålæg om at forsyne arbejdspladsen med den fornødne musik, af samme årsag pludselig og helt uforudset begynder at praktisere musikalsk komposition. Utænkeligt er det imidlertid ikke, at sådanne skaberevner således har fundet sin lykkelige motivation, og udfoldet sig i takt med embedets daglige fordringer.

At enkelte af sådanne musikere rager op som tidens og genrens betydeligste komponister, og i mange tilfælde med afsmittende virkning på såvel samtid som eftertid, gør ikke denne metiers mindre kendte ånder til ubetydelige navne eller mindre alvorligt arbejdende musikere.

En længere samtale med en dansk kirkemusiker for år tilbage gav anledning til eftertanke herom. Hans dybe indsigt i problemerne omkring fornyelsen af liturgiens struktur og de musikalske formers indhold og disses funktioner, gav anledning til spørgsmålet om, hvorfor han ikke selv bidrog til disse problemers løsning. Han svarede, at det gjorde han også til overmål, men når der hverken var midler til eller forståelse for sådanne bestræbelser, var han henvist til at deponere sine arbejder i skrivebordsskuffen, og iøvrigt fortsætte med en henvisning til det uomtvistelige faktum, at hvis det skrevne var godt nok, tog det ingen skade af at ligge.

I sandhed et ræsonnement af beskedenhed og forbilledlig tålmod i en verden, hvor æresbevisninger, prisoverrækkelser og omgang med 'de rigtige svar' giver point og adgangsbillet til massemediernes gabestokke. Tilmed vil ingen kunne vide, om netop en sådan virksomheds resultater vil være det, man om en generation eller to vil vedkende sig som det mest gyldige og overbevisende bud på musikalsk praksis for sin tid.

Jacopone da Todi

Heller ikke kunne nogen i 1200- og 1300-tallets italienske verden af litterater og poeter vide, at et for dem selv ganske ukendt navn ville markere samtiden som det betydeligste for en eftertid. Et navn, som både i kraft af et ejendommeligt modsætningsfyldt liv og en særpræget digtning automatisk udhævede og kursiverede sig selv, ikke mindst på baggrund af en bestemt begivenhed og følgerne heraf. Det var som advokat, notar og retsteoretiker, at Jacopone da Todi (ca. 1236-1306) nød anseelse i vide kredse, verdensvendt levemand tilhørende det mondæne klassesamfund med livsnydelsen i højsædet.

Som nygift deltog han således i en stor fest med mange mennesker, rimeligvis et karneval. På festens højdepunkt under ballet, gav marmorgulvet pludselig efter og styrtede sammen, hvorved mange omkom, her i blandt hans unge kone. Mellem mursten og marmorbrok-ker fandt Jacopone sin hustrus lig, lemlæstet og forkullet, og det rystende syn af hende bevirkede, at han som ved et lynnedslag skiftede livssyn og sindelag. Han var fra da af ikke mere den samme, aflagde sin verdslige livsform og virksomhed, og fra samme år, 1268, betragtede han sig selv som pilgrim og tigger.

Han gav alt hvad han ejede til de fattige, hjalp nødlidende og syge, og efter ti års omvandren sluttede han sig til de tiggende og syngende franciscanerbrødre.

Endnu mere skulle overgå ham. Pave Celestin V, som havde stadfæstet franciscanernes anmodning om fuldkommen fattigdom som hørende til ordenens regler, blev på mystisk vis myrdet, og alle gisninger gik på hans efterfølger Bonifa-cius VIII som ihvertfald organisatoren bag drabet. Da sidstnævnte besteg Petri stol voksede en stærk modstand mod ham. Særligt i byen Palæstrina gik udviklingen lovligt hurtigt for Bonifacius, der beordrede alle rebeller arresteret, heriblandt Jacopone, der med mange andre idømtes tugthus på livstid.

Hvor længe Jacopone var indespærret, og om han overhovedet nogensinde blev løsladt, vides ikke, men det er i denne periode af hans liv, at den digteriske åre får frit løb.

Hans tilværelse deltes nu mellem bøn og digtning, meditation og oprør, som et skrig fra et menneske, der endnu holdes fangen af menneskelige lidenskaber. Træk, der i vid udstrækning kommer til udtryk i hans digte, og afspejler hans afsky for al verdslighed. Poesi som forfinet og grov digtekunst, følsom og voldsom, og med udtalte tilbøjeligheder til stemningsska-bende billeder af dunkel og forvreden karakter.

Mest kendt er nok "Stabat Mater", der som intet andet digt fra denne periode har haft komponisters bevågenhed gennem århundreder. I ét eneste tilfælde er Jacopone løssluppen og munter, nemlig i "Lovsang til fattigdommen", "Lauda alla povertá".

I dette 12-strofede digt på hver fire linjer med otte versefødder, beskrives lykkefølelsen ved intet at eje, intet at skylde, intet at have til gode og intet at skulle arve som det altoverskyggende i tilværelsen. Ikke som nød eller menneskelig fornedrelse, men som selvvalgt livsform i evangelisk frigjorthed. Som et middel til opnåelse af målet for frigørelsen, en salig og fredfyldt død som dens endelige og fuldkomne opfyldelse.

Tankevækkende er det iøvrigt, at Jacopone kan skrive om glæden ved frihed, om lidt tørt brød med lidt vand til i grøftekanten, om at sove liggende på jorden under åben himmel, om at vandre trygt uden at frygte røvere, fordi røvere intet udbytte har i vente, om at leve glad og aldrig opblæst, og om at gå en fredfyldt død i møde uden at skulle bekymre sig om noget testamente, alt dette i et fangehul.

Hvor sprogligt mousserende er ikke denne 'posemands' visioner om livet i åndelig og sjælelig frihed med blot det mest fornødne, visioner, som på baggrund af den tid, i hvilken de er formulerede får de hjemlige tresseres frelsesbevidste protestbevægelser, barfodsguitarister og glade lyrikere af andet geled til at tage sig naragtige ud.

At give sig til kende som indbegrebet af fattigdommen selv, med dens modsætning som en lydigt undergiven uden mindste myndighed, at kalde fattigdommen for »du store hersker« med magt over det, den ringeagter, for »den muntre glæde« som forkaster hele verden, for det, der »gør mennesket fuldendt« og alt andet i verden underdanigt, det turde vel være toner dengang som nu, der kradser.

Augustin

Endnu engang er det fristende at drage en parallel til Augustin. Hvad der kunne irritere og undre hans samtid var, når han i sin retoriske veltalenheds ordspil og sproglige klangeffekter kunne anvende udtryk som »de stumme sludrehoveder«, »den skammelige ære« eller »den rige armod«. Sligt var ikke god tone, og blev af mange opfattet og udlagt som hans forsøg på at hæve sig op over sin samtids vaner og ofte dybt sunkne smag. En tilsvarende afstandsbydende holdning til ære, magt og rigdom gennemsyrer "Lauda alla povertá".

Denne fattigdomslovprisning vakte forargelse i borgerskabet, sådan som den også gør det idag, og kun hans medbrødre i francisca-nerordenen kan formodes at have haft forudsætninger for at forstå digtets dybere mening. Paradoksalt nok fordrer det nemlig mindre lyrisk-poetisk litterær indsigt end den umiddelbare sociale forståelse, en sådan livsholdning gør krav på, dengang som nu.

Og netop heri ligger rimeligvis forklaringen på, at det har taget sine henved tredive år, nemlig fra 1963, at komme på talefod med et sådant digt, hvis indhold og karakter, væsen og udtryk, klang- og farvechatteringer bedømt ud fra alle vinkler i enhver henseende forekommer at være i modsætning til så godt som alt i det moderne menneskes hverdag. De nærlæsninger, belysninger og analyser en sådan tekst synes at gøre krav på og har været underkastet for at få klarlagt digtets fordringer, har nemlig ikke godtgjort andet end, at det ingen fordringer stiller. Dets utilnærmelighed har vist sig størst i takt med de kompositoriske hjælpemidlers mangfoldighed og omfang, og er blevet afstødt som fremmedlegemer efterladende en fornemmelse af magtesløshed grænsende til opgivenhed.

Nok så gådefuldt har det imidlertid været at konstatere en tiltagende fascination af dette digterværk, der taget ord for ord, linje for linje og vers for vers i sin vidunderlige toscanske sprogdragt har været mindst lige så lokkende som det har været afstandsbydende.

At være uvedkommende plejer hos de fleste mennesker at føre til selvransagelse over, hvorfor man er det. Også i dette tilfælde, hvor det indre øre, som årene er gået, ikke har opfattet andre morsesignaler end sådanne, der kunne tydes som blindhed overfor sprogets farverige vokal- og konsonantverden, og døvhed overfor den musik, der bor heri.

En verden, hvis udtryksrigdom har nægtet at afgive plads til andet, end hvad der har kunnet underkaste sig dens egenkarakter betingelsesløst. En verden, der ikke accepterede en sættemåde, hvis tillempning forstyrrede dens budskab om renhed, ydmyghed, enkelhed og sagtmodighed, eller blot virkemidler, der søgte at understrege disse egenskaber.

Enhver form for kompositorisk tilvirkning som udstyr forekom i disse omgivelser som et fejlgreb, som et slips om halsen på en glad vandrer i støvet, syngende om støvet selv. Det var ikke noget, der skulle pyntes på, det var noget man iførte sig og blev ét med, uden betingelser. Vanskelighederne var dog nærværende. For hvordan synger man med en 'pjalt', når man selv bærer slips, modtager løn for sit arbejde og smigres når man roses. Udvejen for dette dilemma fandtes ikke her, hvor kompromisløsheden er absolut. Det nærmeste, der kunne lette adgangen til denne verden af glæde over forsagelsen, var beundringen for den. Som noget, man inderligt gerne kunne tænke sig selv at efterleve, helt i modsætning til den jordiske jammerdals evindelige jagt på tvivlsomme goder, hæder og ære. Som det, der i virkeligheden var livets allerhøjeste og uopnåelige anerkendelse, den fuldkomne frihed, og som ret beset først overgår den, der »muore in pace«.

Og hvad er så resultatet af denne seje Jacobskamp blevet? Nøjagtig så indholdsløst og ligegyldigt for den, for hvem også ånden, tonen og budskabet i digtet vil være det. En 'cantore principale' intonerer opfordrende »Dolce amor di povertade«, og det øvrige sangerkorps fortsætter med 2. sætningshalvdel »quando ti deggiamo amare«.

Antallet 10 sangere er begrundet rent teknisk, nemlig for at komplettere tilbagevendende tone-klaser på ialt fem toner med to stemmer på hver, et af de bærende principper for en stort set non-melodisk sættemåde. Korte canon-forløb indenfor kvintklasen veksler med halv-improvisatoriske afsnit, styret af 'cantore principale', sprogkor med deklamatoriske udvidelser og sammentrækninger henholdsvis slører og afdækker sætningsforståelsen, og accelerandi og diminu-endi fremhæver de stedvise forekomster af organiseret tumultuøs artikulation.

'Lodret' sætningsstamme fungerer mod slutningen som høje råb (Jacopones egne), og slutningsri-tornellets sidste ord »amare« eksponeres af to solister, der med en slutningseffekt som et tyst pizzicato får følgeskab af de øvrige sangere på vokalen »-rê« i dybt, næppe hørligt leje som en stilhedens kontrast til det forgående latterudbrud.

Hvorfor så denne beskrivelse til DMTs læsere? For på redaktørens opfordring at skildre en arbejdsproces med hovedvægten på afgrænsning og mådehold, og herigennem løskøbe en afmagtens råenergi i et sprogligt kraftværk som et magtfuldt budskab fra en hæs sanger i et fængsel.

Med værkets varighed på 8 minutter har denne proces været fyldestgørende, lærerig og umagen værd.

Foto side 61 af Bernhard Lewkovitch: Nordisk Pressefoto/ Jørgen Jessen.

Nodeside fra Bernhard Lewkovitchs "Lauda alla Povertá" side 64 med tilladelse fra forlaget Engstrøm & Sødring.

Lauda alla povertá

Lauda alla povertá Dolce amor di povertade quanto ti deggiamo amare.

Povertade poverella umiltade è tua sorella ben ti basta una scudella et al bere et al mangiare.

Povertade questo vole, pane et aqua et erbe sole, se le viene alcun di fore, si vi aggiunge un po di sale.

Povertade va sicura, chè non ha nulla rancura, de' landron non ha paura ehe la possini rubare.

Povertade non ha letto, non ha casa ch'aggia tetto, non mantile, non deschetto: siede in terra a manducare.

Povertá batte a la porta; e non ha sacca ne borsa: nulla cosa seco porta, se non quanto ha da mangiare.

Povertade muore in pace nullo testamento face: ne parenti, ne cognate non si senton litigare.

Povertade amor giocondo, ehe disprezza tutto il mondo: nullo amico le va a tondo per aver da ereditare.

Povertade poverina, ma del cielo cittadina, nulla cosa ehe è terrena tu non puoi desiderare

Povertá fai Tuorn perfetto vivi sempre con duetto: tutto quel ti fai sogetto ehe ti piace disprezzare.

Povertade va leggiera; vive allegra e non altéra; è per tutto forastera, nulla cosa vuol portare.

Povertá gran monarchia, tutto il mondo ha in tua balia: quanthai alta signoria d'ogni cosa ehe hai sprezzata.

Jacopone da Todi 1236-1306

Fattigdommens lovsang

Fattigdommens lovsang Fattigdommens milde lykke alle burde vi den elske.

Fattigdom, du lille stakkel, ydmygheden er din søster. Blot en madskål du behøver for at drikke og at spise.

Fattigdommen kun sig ønsker brød og vand, en smule urter. Hvis en fremmed vil den gæste føjer dertil den lidt sandkorn.

Fattigdommen går i tryghed, ikke kender den til avind, frygter ikke for at stimænd skulle stjæle noget fra den.

Fattigdommen har ej køje, intet hus med tag foroven, ingen kåbe, intet bordbræt, spiser siddende på jorden.

Fattigdom på porten banker, har ej sæk, ej heller taske. Ingenting den bærer med sig bortset fra en smule føde.

Fattigdom m ens død er fredfyldt, den gør ikke testamente. Ingen slægtning, ingen svoger hører man derover strides.

Fattigdom den muntre glæde som forkaster hele verden, ingen ven vil kredse om den for at komme til at arve.

Fattigdom du er en stakkel, men i himlen er du borger. Der er intet her i verden som du ønsker at besidde.

Fattigdom gør mennesket fuldendt, lever altid med tilfredshed, gør dig alt det underdanigt som dit hjerte ringeagter.

Fattigdom så let kan vandre, lever glad og ikke opblæst. Den er fremmed her i verden, bærer ikke noget med sig.

Fattigdom, du store hersker, alting er dig undergivet. Hvilken myndighed du ejer over det du ringeagter.

Jacopone da Todi 1236-1306