Wauv, kan det også lyde sådan!

Ny Dansk Saxofonkvartet har slået sit navn fast som den ny musiks forlængede arm. Foreløbig er det blevet til en CD med ny dansk musik. Københavnerpublikummet kan opleve kvartetten live i efteråret ved komponistbiennalen, hvor kvartetten opfører værker af bl.a. Andy Pape og Ib Nørholm

Af Hans Mathiasen

»Klassisk saxofon kan ihvertfald ikke bruges til noget som helst!« Et synspunkt fremsat for en del år siden af Ib Nørholm og på en halv-kold regnvåd septembermandag i 1992 på sin egen bagvendte måde rammen om en hyggelig diskussion med Torben Enghoff og Per Egholm af vilkår og muligheder for netop denne instrumenttype i Danmark idag.

Retfærdigvis skal det siges at samme Ib Nørholm om nogen beviseligt har forstået at ændre på dette dogme. Direkte, - ved selv at skrive for Ny Dansk Saxofonkvartet og indirekte, - som kompositionslærer for en stor del af de unge komponister der gennem de seneste seks år har været med til at placere NDS som et ensemble, der i høj grad tager sig af og nyder at fremme den helt nye danske kompositionsmusik.

Ib Nørholms synspunkt rummer faktisk hele problematikken omkring den klassiske saxofon i en nøddeskal. Dens største problem har simpelthen været at opnå anerkendelse som seriøs mulighed i både kammermusikalske og symfoniske sammenhænge. Både instrumentalister og komponister har holdt sig tilbage først og fremmest i kraft af fordommen om instrumentets vulgærmusikalske karakter. Der har været et skær af cirkuskunster over klangen, absolut ikke en mulighed for den seriøse komponist.

»Det er den gamle historie om onde og gode cirkler. Sålænge der kun er dårlig musik at spille og man spiller corny transskriptioner er det uinteressant for seriøse komponister. Hvorfor har vi dog ikke en saxofonkvartet af f.eks. Bartok, Stravinsky eller Hindemith? - ja selv Brahms kunne faktisk have nået det!« som Per Egholm en smule provokerende får udtrykt det.

En af de første der for alvor tog saxofonen til sig som soloinstrument i symfoniorkestret var Ravel i sin instrumentering af Mussorgsky's "Udstillingsbilleder" men ellers har der været ganske langt mellem snapsene. Og deciderede saxofonkvartetter? Tja... de der fandtes var ofte typisk franske og stærkt diverterende, hvis man da ikke blot nøjedes med at spille transskriptioner.

Behøver det at ose af kultur?

Helt anderledes står det til for en anden af de kammermusikalske kvartettyper, strygekvartetten. Her findes flere hundrede års traditioner og repertoire, her findes et opdyrket publikum og en voldsom respekt for de store mestres værker; det oser kort sagt af kultur.

Om det var denne os af kultur Torben Enghoff gik efter, da han i midten af firserne drømte om at være med til at skabe en ny kammermusikalsk besætning, hvor saxofonen skulle indgå som bærende kraft, er nok mere end tvivlsomt. Med en baggrund der bestod af stor praktisk erfaring indenfor den rytmiske fusionsmusik og en tilbøjelighed til at give Ib Nørholm ret i sin afvisning af den klassiske saxofon kan det virke usandsynligt, at netop han skulle være en af bagmændene, for det der idag står som et af de førende ensembler for den ny danske kompositionsmusik. Bag facaden lå imidlertid en gammel kærlighed og respekt for den klassiske musik, parret med en spirende utilfredshed med den funktion den klassiske saxofon havde fået indenfor orkestermusikken.

»Når endelig der var en saxofonsolo, syntes jeg det lød som en af de andre træblæsere, der ikke stemte ordentligt. Det lød sådan lidt uldent vattet, en støvet indelukket klang. Jeg syntes, det var ufrisk, men det behøver jo ikke lyde sådan«, siger Torben Enghoff.

For Per Egholm var situationen en lidt anden, men også han trængte til fornyelse. Han havde i forskellige sammenhænge (bl.a. duo-spil med Jørgen Bove og kvartetspil i Schweiz) trawlet det meste af Europa og standardrepertoiret tyndt og var egentlig lidt træt af at støde på de samme værker igen og igen.

Allerede fra starten i 1986 var der altså nogle helt klare målsætninger med dannelsen af Ny Dansk Saxofonkvartet. Ideen om en mere frisk klang, en inspiration fra den rytmiske musik gennem Torben Enghoff og et ønske om at opdyrke et nyt dansk repertoire skulle blive de tre fundamentale elementer i kvartettens arbejde.

Væk med den støvede franske lyd og det ofte overdrevne vibrato, mere kant og sang på tonen og en bedre udnyttelse af saxofonens elementærtrytmiske kvaliteter. - »Hvis noget er rigtig rytmisk kan det næsten ikke blive rigtig corny eller dårligt,« siger Per Egholm og får samtidig sagt en hel del om en af de afgørende forcer for saxofonkvartetten sammenlignet med de fleste andre kvartettyper. »This ensemble is very precise«, som det står i en anmeldelse af kvartettens første CD i Saxophone Journal fra marts 1991 er en anden omskrivning af et af varemærkerne for saxofonspillet i almindelighed og Ny Dansk Saxofonkvartet i særdeleshed: Præcis, afklaret rytmik og en mulighed for volumen som de fleste andre akustiske instrumenter kommer til kort overfor. Og samtidig evnen til at spille helt tyndt og gennemsigtigt afhængigt naturligvis af den aktuelle musikalske situation.

Kombinationen af erfaringer fra den rytmiske scene og den klassiske skole, repræsenteret tydeligst af hhv. Torben Enghoff og Per Egholm har været et uvurderligt aktiv for den stadige udvikling i kvartettens hidtidige 6 leveår. Tendensen fra den klassiske skole til at ensrette og standardisere en spilleteknik, overfor de ekstremt personlige udtryk, som vi kender dem fra jazzen, kan ikke undgå at føre til vigtige diskussioner af det samlede klanglige udtryk. »Det er jo helt fantastisk så meget forskelligt saxofonen kan sige. Man kan nævne 10 tenorsaxofonister og du kan på én takt høre hvem det er. Dexter Gordon, Stan Getz, Ben Webster, John Coltrane, Mike Brec-ker, Jan Garbarek osv., de spiller allesammen tenor, - det siger noget om instrumentets bredde og udtryksmuligheder«, siger Torben Enghoff.

Samtidig giver jazzmusikkens erfaringer med saxofonen komponisten og instrumentalisten, der vælger at kaste sig over den klassiske saxofon, et kæmpe arsenal af allerede afprøvede teknikker og klangmuligheder, - en ikke ubetydelig fordel fremfor traditionelle klassiske instrumenter, der kun har sig selv og den klassiske tradition at gå ud fra, når der skal tænkes i nye baner.

Den gode cirkel

»Det er simpelthen vores overlevelsesmulighed at vi er blevet et apparat for det nye danske repertoire«. Sådan lyder konklusionen på kvartettens bestræbelser på at danne basis for en dansk klassisk saxofontradition. Det har været en bestræbelse, der både har haft rod i længslen efter at spille andet og mere end det fortærskede standardrepertoire, men også på et vist plan er resultatet af en forholdsvis kynisk gennemtænkning af denne ensembletypes plads i det danske og internationale musikliv.

Og så virker det iøvrigt ganske naturligt, at netop dette instrument idag står som en af de bedste formidlere mellem den nyskabende rytmiske og den nyskabende klassiske lejr. Der har simpelthen manglet et klassisk sidestykke til jazzsaxofonen, det er alletiders chance for kompositionsmusikken til at præsentere sig fra sin bedste side overfor den improviserede musik.

At det ikke er tom snak bekræftes af de erfaringer og kommentarer Ny Dansk Saxofonkvartet har indhentet ved koncerter rundt omkring i landet. »Wauv, kan det også lyde sådan« er en typisk bemærkning fra jazzsaxofonister der har vovet sig ind til en NDS-koncert, forhåbentlig et tegn på at grænserne mellem de forskellige lejre i det danske musikliv ikke længere er så skarpt optrukne. Eller de utallige anmeldelser der pointerer, at når bare den ny musik bliver spillet med charme og entusiasme, er der ikke den ting, der ikke kan lade sig gøre, - selv ved den argeste vestjyske kirkekoncert.

Fremtidsdrømme

Listen over værker skrevet af danske komponister til Ny Dansk Saxofonkvartet er lang, - faktisk for lang i øjeblikket. I skufferne i øvelokalet ligger en pukkel af endnu ikke opførte værker og venter. Men det er trods alt et positivt problem.

Vigtigere er det, at resultaterne af det opsøgende arbejde for at skabe et nyt repertoire er begyndt at melde sig for alvor. Selvom det nok er for prætentiøst at tale om et direkte saxofonkvartet-boom i disse år, er tendensen klar, flere og flere danske komponister har opdaget ensemblets kvaliteter og tilegner dem ikke bare et men flere værker.

På pladefronten har Ny Dansk Saxofonkvartet endnu kun gjort sig bemærket som ensemble en enkelt gang. 11990 udkom på plademærket Kontrapunkt, hvad man kunne kalde en præsentations-CD, der på alle måder afspejler de intentioner der ligger i de fire musikeres arbejde med kvartetten. 5 værker af danske komponister, det ældste fra 1986, det nyeste fra 1990 og et enkelt værk fra 1978 af svenskeren Kjell Roikjer. Velklingende og virtuost med en veritabel sværvægter i Ib Nørholms "A Patchwork in Pink" fra 1989 hvor Per Salo tager sig af klaverpassagerne.

Med pladenoter på engelsk og fransk signalerer kvartetten tydeligt hvilke målgrupper, der også har ligget i baghovedet under pladeprojektet. Skal man gøre sig gældende som saxofonkvartet internationalt kommer man ikke uden om, at Frankrig på et eller andet tidspunkt skal lægges ned.

»Hvis vi havde mulighed for (dvs. penge til det) at indspille alle vores værker, gjorde vi det, - det fortjener de faktisk«, siger Per Eg-holm, men virkeligheden er som bekendt en anden. Også Ny Dansk Saxofonkvartet lider under et voldsomt behov for økonomisk opbakning på et mere stabilt plan, end det har været tilfældet hidtil. Koncertrejserne rundt i Europa får næsten et missionsk skær, når der kun lige nøjagtigt er balance mellem udgifter og indtægter og når det gælder planerne om en evt. CD nr. 2, er det også i høj grad de økonomiske vilkår, der dikterer betingelserne. En af drømmene om en pladetitel er: Ny Dansk Saxofonkvartet spiller Nørholm, Nørgård og Bentzon (og så evt. lannis Xenakis og Sven-David Sandström), men et sådant projekt koster, uagtet den store PR-værdi der ville ligge i det for dansk musikliv generelt. En anden mulighed er at fortsætte linien fra den første CD og forsøge at tegne et billede af det myldrende liv på den unge danske scene idag, - eller hvorfor ikke begge dele?!

Hestehale eller lang næse?

Når der tales pladeprojekter og internationale markeringer undgår man ikke at stoppe op og reflektere et øjeblik over de mekanismer et ensemble som Kronos-kvartetten benytter sig af i sin markedsføring af nye plade-projekter. Da jeg nævnte begrebet image for Torben Enghoff og Per Egholm, mødte jeg en uventet skarp modstand mod den måde, Kronos havde valgt. Det er nok sådan at fascinationen af Kronos' image er størst blandt skribenter og journalister og knap så stor blandt musikere, som mere ærgrer sig over, at selv så vidunderlige musikere idag ikke længere kan nøjes med blot at spille deres musik. Et så banalt synspunkt som at et overdrevent image fjerner fokus fra det væsentlige, nemlig musikken, er faktisk vældigt ærligt ment, når det kommer fra musikerside! Det handler for Ny Dansk Saxofonkvartet om at »undgå for meget uro i billedet. Faktisk er det sørgeligt, at vi lever i en medieverden, der er så udbudsmættet, at man er nødt til at gribe til sådan nogle sygelige virkemidler«, mener Per Egholm og rammer hovedet på sømmet i hele image-debatten. Hvor går grænsen mellem på den ene side bevidst at udnytte de muligheder man i 1992 har for frihed i udtrykket og på den anden side at ofre sit musikerskab på markeds-føringsalteret?

Ny Dansk Saxofonkvartet spiller ikke Hendrix, men »det sker da at vi spiller en blues engang imellem«, afslutter Per Egholm med det glimt i øjet, der sammen med en brændende entusiasme er et af de fire musikeres allerstørste aktiver i koncertsituationen.

Foto side 50: Gorm Valentin. Fra venstre: Per Egholm, baryton-saxofon, Jørgen Bove, sopransaxofon, Torben Enghoff, tenorsaxofon, Christian Hougaard, altsaxofon.

Diskografi

Contemporary works for saxophone Quartet. Værker af Jesper Hendze, Flemming Christian Hansen, Kjell Roikjer, Ib Nørholm, Hans Peter Stubbe Teglbjærg, Bent Lorentzen. Kontrapunkt 32051.