Yes, you were there all alone

PEEP hed en multi-media-forestilling, som DUT arrangerede tidligere på året på Charlottenborg. Komponisten Niels Rosing-Schow og video-kunstneren Pablo Llambias var kunstnerne bag dette stort anlagte projekt. De der ikke nåede at se PEEP på Charlottenborg, kan opleve installationen ved Musikhøst i Odense 18.-22. november. Her skriver de to kunstnere om PEEP.

Af Niels Rosing-Schow

Under titlen "Kunstværket der blev væk" (Lederen DMT nr 7, maj 1991/ 92) inviterer DMTs redaktion ophavsmændene til at give en forklaring på og evaluering af multime-diaværket PEEP. DMT giver i lighed med koret af anmeldere og andre, der fandt begivenheden på Charlottenborg i begyndelsen af marts 'interessant', 'spændende', 'provokerende' etc. etc., afkald på en egentlig fortolkning eller kritik. Men i modsætning til så mange andre, der med et skuldertræk lader det være ved det, spekulerer DMTs redaktion på årsagerne til kritikkens afmægtighed, dens mangel på begrebsapparat, konfronteret med begivenheder som PEEP. Om denne afmagt skyldes, at værket er 'nyskabende' eller - i lighed med andre såkaldte 'intermediære' bestræbelser - falder udenfor velkendte æstetiske kategorier, kan værkets ophavsmænd vel ikke på nogen troværdig måde tage stilling til. I stedet må bolden principielt spilles tilbage: det er ikke kunstens, men kritikkens eget problem, at den synes at befinde sig på herrens mark i forhold til markante strømninger i samtidens kunst. Nedenstående skal således ikke ses som et forsøg på systematisk at afdække intentionerne med PEEP -endsige forklare eller evaluere, men det kan måske give nysgerrige stof til yderligere at botanisere i deres oplevelser i og omkring PEEP. Jeg har valgt at præsentere en række arbejdsnotater (et udpluk af dem, der stadig har relevans for det færdige resultat). I en slags konklusion forsøger jeg at begrunde et svar til DMTs redaktør.

Notater til PEEP

Peter Bastian taler i sin bog "Ind i musikken" (kapitlet "Ud af sproget'') om, at fænomener uden for det sproglige område kun kan nås "ved at tillade en art sprogets sammenbrud". Som det f. eks. sker i paradokset. Det sproglige paradoks 'paralyserer' sprogets logik, det er logisk set selvmodsigende og uforståeligt, men det peger på et punkt, hvorfra en anden, en ikke-sproglig oplevelse er mulig.

Paradokset forudsætter sit medies logisk rum, men ved at kortslutte denne logik peger det på en 'mening' udenfor.

Kan musik anskues som et logisk rum? Findes musikalske paradokser, og hvordan kan de se ud, hvis de findes?

PEEP kombinerer en række velkendte elementer: billede og musik -installationens rumlighed - bestemthed/ubestemthed - elektrofoni og akustiske instrumenter - musik og billeder transmitteret "real time" til andre rum - etc.

Det særlige ved PEEP må ligge i materialets beskaffenhed og organisation.

Materialets referencer må skrælles bort. Billedsiden reduceres til tegn, musikken må være "abstrakt".

Harmonikken: spektre må være nøglen. På den måde refererer harmonikken så at sige "til sig selv". Melodikken må udledes heraf (som jeg plejer). Fællesmængder mellem flere spektre giver tilstrækkeligt begrænsede toneudvalg. Spektrene vælges ved at botanisere i den elektroniske grundstruktur.

Billedsiden er i en vis forstand minimalistisk. Ved at forestille mig liggende på gulvet i cuben fornemmer jeg, at musikken må være bevægelig og 'dramatisk'. Kun således, tror jeg, at musik og billede kan blive jævnbyrdige: musikken ikke reduceret til ledsagelse og underlægning, billederne ikke reduceret til animation af musikken. Og kun sådan giver åbenheden i samspillet musik/billede mening.

Musikkens egne parametre som 'dramaets' aktører: harmonicitet, klang, tæthed, hastighed, register. Stigende intensitet hvad angår en eller flere parametre ledsages af faldende intensitet hvad angår mindst en anden parameter. (Måske opstår 'paradoksale' virkninger).

Kun artikulationen af tidens strøm strukturerer PEEP. Strukturens knudepunkter dannes af samtidige skift i musik og billede. Tidsrummene mellem "samtidigheder" fyldes med/tømmes for musikalsk aktivitet. Jeg kan lide billedet af et indviklet kompleks afforbundne kar, der fyldes og tømmes: bliver ét fyldt (stigende intensitet hvad angår en eller flere parametre) må andre også fyldes og endnu andre tømmes.

Samtidighederne - både de i strukturen indlejrede og de tilfældigt opstående - postulerer, eller står i stedet for, betydning'.

Vandringen gennem PEEPs sale er på en gang opbygning og nedbrydning: Opbygning af kompositionen lag på lag - nedbrydning af hver helhed til "delhed". Cuben er værkets kulmination og fravær.

PEEP stiller sig ved siden af det traditionelle værkbegreb. Ikke så meget fordi videosiden er baseret på styret tilfældighed og dirigenten har en række valg mellem sideord-nede musikalske forløb (selv om dette dybest set problematiserer værkbegrebet, men det har man vænnet sig til), men fordi det er fysisk umuligt at overskue helheden - man kan ikke samtidigt være til stede i alle rum. Og vælger man at overvære en cyklus fra enhver relevant kigge/ lytte-position vil de cykler, man overværer aldrig være identiske: cyklus n, oplevet fra punkt A, vil i praksis aldrig kunne genopleves fra punkt B.

På den anden side gør de enkelte deles fremtoning og tilsyneladende autonomi dem tilgængelige for den værkorienterede oplevelses begrebsapparat, men kun for at den således reflekterende tilskuer atter må se det demonteret af helhedens fysiske uoverskuelighed. PEEP opleves på en gang som en serie autonome 'værker' og som et kinesisk æskesystem af strukturelt forbundne dele, der danner ét tilstedeværende, men uhåndgribeligt 'værk'. Et paradoks, kan man måske sige.

Eller med andre ord: Vandringen gennem PEEP aflejrer hos beskueren/lytteren forventningerom at 'meningen skal åbenbare sig. Cuben i værkets centrum afslører ingen 'mening', men blotlægger i stedet kompositionens interne struktur. Værket omslutter tilskueren og lukker sig hermetisk om sig selv.

Undervejs har den reflekterende tilskuer fået demonteret nogle af sine oplevelsers begrebslige redskaber, så skal jeg svare DMTs redaktør - for hvem Bob Dylan-strofen: "Oh God, am I here all alone" blev håndgribeligt nærværende ved oplevelsen af PEEP, må det blive: "Yes, you were there all alone".