Ultima-festival i Oslo

Navn: Ultima. Indhold: international festival for ny musik i begyndelsen af oktober. Kunstnerisk leder: John Persen. Forhistorie: vi skruer tiden tilbage til Verdensmusikdagene i Oslo 1990. De norske arrangører, med den evigt-energiske Geir Johnson i spidsen, inviterer til pressemøde og lover at præsentere spændende nyt. Her hørte de rejsende i ny musik første gang om navnet Ultima, som skulle være den kommende festival for samtidsmusik i Oslo. Grundigt forberedt og med solide sponsoraftaler i baglommen. Det imponerende forarbejde virkede, meningsdannere fra stort set hele verden var samlet i Oslo og Ulti-ma-folkene forstod at få dem i tale. Den første festival løb af stabelen sidste år og fik rosende omtale i den udenlandske presse. Men her kunne man fange omgivelsernes interesse i kraft af nyhedsværdien, first-timer-effekten. Hvordan ville det gå i år, hvor publikum på baggrund af sidste års succes havde tårnhøje forventninger?

Det er omkring midnat på festivalens første dag. Efter udendørskoncerten foran rådhuset i Borggården, som markerede en spektakulær åbning af festlighederne, møvede jeg mig gennem menneskemængden for at få fat i en taxa; flere tusind mennesker var kommet for at overvære dette vældige show med opvisning af slagtøj skunst, digtoplæsning, lysorgie og meget mere. For den kunstinteresserede chauffør var Ultima en ligeså naturlig institution som Lillehammer-olympiade, Høvikodden Kunstcenter, Munch-muse-um og skihop på Holmenkollen.

At taxa-chaufføren kendte festivalen er ikke et tilfælde, det skyldes et meget aggressivt oplysningsarbejde fra arrangørernes side. For Ultima Festivalen er nøgleordet markedsføring, i tæt samarbejde med hovedsponsoren Fina, som lader norske oliekroner flyde ned i Festivalens pengekasse. Dertil kommer nære samarbejdspartnere som Den Norske Opera, Det Norske Kammerorkester, Oslo Filharmoniske Orkester, Norges Musikhøgskole, Musik Informations Centret, Rikskonserterne. Blot for at nævne nogle få.

Jeg slår op på programbogens første side og ser prinsesse Martha Louise i 4-farvetryk med sildesalat, guld og glimmer. I A4 format. Hun er festivalens protektor. Det er et andet ord for alibi. Hun er i ordets bogstaveligste forstand guld værd for festivalen. Hun er med til at legitimere festivalen overfor skeptikerne og det brede publikum i almindelighed, overfor sponsorer og andre pengegivere i særdeleshed, der gennem en uoplyst og konservativ dagspresse fodres med provinsiel musikjournalistik. Ikke desto mindre er festivalen mere end godt besøgt. Hvis man tænker på, at Oslo for ikke mange år siden var ikke-eksisterende på landkortet med ny musik-aktiviteter, så er det noget af en bedrift, at energiske folk på få år har banket et blomstrende musikliv op omkring den ny musik.

Festival-konceptet ligner det, man kan se hos andre vigtige europæiske ny musik-festivaler som f.eks. Huddersfield, Lissabon (Gulbenkian), Warszawa Efteråret, Donaueschingen, Stockholm New Music, Helsinki Biennalen: internationalt sættes over for lokalt i top-professionelle opførelser. Det giver et perspektiv, som er med til at gøre arrangementet vedkommende for tilrejsende, som ikke har den mindste grund til at mistænke arrangementet for at være en støtte-aktion for det lokale musikliv og respirator for andenrangs komponistforeningsmedlemmer. Og når man, som det var tilfældet i Oslo i år, gang på gang ser koncerter med værker, der kommenterer hinanden, diskutere med hinanden, men ikke skygger for hinanden, så bliver man overbevist om, at der ligger en uhyggelig grundig planlægning til grund for arrangementet. Til eksempel kan nævnes en koncert, hvor Bent Sørensens "The Deserted Churchyards" sættes sammen med Tristan Murails "Treize couleurs du soleil couchant" og Giacinto Scelsis "Pranam". løvrigt spillet af en af festivalens få skuffelser, European Chamber Ensemble - Antidogma Musica under dirigenten Paolo Ferrara.

Uheldig fusion?

Ultima Festivalen var i år fusioneret med Nordiske Musikdage. Til oplysning: Nordiske Musikdage arrangeres på skift (hvert andet år) af de nordiske landes komponistforeninger. Det var nordmændenes tur i år, som tidligt lagde billet ind hos Ultima om at komme ind under festivalens vinger. Nu er det velkendt for mange af DMTs læsere, at Nordiske Musikdage sædvanligvis ikke fremmaner lys C-dur klang hos koncertgængerne. Arrangementet har mestendels været præget af pinlig amatørisme og man spørger sig ofte, hvor længe arrangørerne bag Nordiske

Musikdage vil vedblive at udstille deres ringe evner som festival-arrangører. Måske netop derfor havde den norske kompomstforening lagt billet ind hos John Persen i Ultima. »Det kan vi da godt finde ud af«, var Persens svar. »Husk blot på, at der er én kunstnerisk leder, mig.« De nordiske landes komponistforeninger indsendte derefter værker i lange baner og kunne ved simpelt ræsonnement være kommet frem til, at hr. Persen ville skubbe de fleste af værkerne ned i papirkurven. En socialdemokratisk konsensus-politik overfor en streng kunstnerisk udvælgelses-politik. Fagforeningsstrategi overfor kunstnerisk kompromisløshed. Der er på forhånd dømt mudderkastning. Samarbejdet udviklede sig da også til slagsmål og voldsom kritik fra komponistforeningerne med trusler om boykot. Et par lande truede med slet ikke at sende repræsentanter til festivalen. Man ser billedet for sig: disse komponister som sidder tilbage, hjemme i deres hundehuse og heldigvis er meget sure. Vorherrebevares.

På DMTs spørgsmål til Persen om hans reaktion på konflikten, lød svaret: »Nedlæg Nordiske Musikdage, festivalen er den dårligst tænkelige måde at anvende kulturpenge på!« Der kan vist ikke være tvivl om, at det er Nordiske Musikdage som har trukket det korteste strå og i den kommende tid må revurdere hele strukturen omkring Musikdagene. Eller for at sige det mere præcist: burde have gjort det for mange år siden. Set fra sidelinien kan det undre, at så fornuftige mennesker bliver ved med at blande uforenelige størrelser som fagforeningspolitik og kunst. Som Poul Ruders siger det andetsteds i dette nummer: »Fordi venner! Det er KUNST, vi laver eller skulle gerne være det. Ka' I huske ordet?«

Musikken

Magnus Lindbergs musik har længe fascineret mig. Måske fordi computeren og videnskaben for ham er vigtige arbejdsredskaber, men aldrig får lov til at degradere komponisten til slave af sine egne systemer. Orkesterværket "Kraft" var det første værk, hvor han for alvor brugte computeren og ikke mindst den metode videnskabsmænd har opfundet til at undersøge, hvor mange forekomster af en bestemt struktur der er i et værk: sætteorien. Dette arbejdsredskab bruger Lindberg i begyndelsesfasen® af arbejdet på et værk, hvor sammenligningen af analyse og databaseprogram giver best fit, altså den bedste løsning på et struktureit problem. Det kan konkret være en kompleks akkordfølge i orkestret, som så umærkeligt som muligt skal bevæge sig opad og derefter nedad, som det er tilfældet i "Kinetics". Computer og videnskabelig teori giver her bud på løsningen af et sådant problem. I "Kinetics", som indgår i en trilogi med værkerne "Marea" (der blev opført på Ultima Festivalen) og "Joy", er den problemstilling central, men også andre vigtige grundspørgsmål, som livordan kan man arbejde med identitet uden at have tematiske aspekter i musikken?'. Nogle af disse arbejdsnotater redegjorde Magnus Lindberg for på et seminar i Oslo. Hjemlige musikvidenskabs -mænd kunne puste nyt liv i det hen-sygnende fag ved at beskæftige sig bl.a. med denne musik udfra fra fag-ligt-tekniske, videnskabsteoretiske og æstetikhistoriske synsvinkler. Der ligger nye spørgsmål og svar gemt i musikken for de forskere, som ikke ved, hvilket ben de skal stå på i forsøget på at videreføre erfaringerne fra den musikalske modernisme. Det skal i den forbindelse oplyses, at udenfor institutterne ser verden anderledes ud end den gjorde for 10 eller for den sags skyld 20 år siden. Mærk den selv uden for murene - there is somebody out there!

Transparent klarhed og subtil orke-strering er nogle af de skudsmål, man kan hæfte på den franske musik, som det forrygende Ensemble Fa under Dominique My præsenterede på Ultima. Vi blev her bekræftet i kvaliteten i værker hos komponister som Gerard Pesson ("Le gel par jeu"), som gæstede Lerchenborg Musikdage for få år siden, Tristan Mur ail ("Le fou à pattes bleues"), som var i Danmark i 1991, hvor han forelæste om sin musik i forbindelse med DR's opførelse af hans "Kristi syv ord på korset", og lannis Xenakis ("Akea"), som nogen bør invitere til landet snarest muligt. Værker af de yngre og meget talentfulde komponister fra Frankrig - Jean-Mare Sin-gier, Philippe Fénelon, Jaques Lenot og Eric Tanguy - udstiller en uhyre forfinet klangbehandling, som en mild duft af en fornem parfume. Ikke desto mindre står man som lytter tilbage med et lidt ensartet klangbillede: de lyder meget ens, disse komponister. Lige så betænkeligt som hvis der gik ti Bent Sørensener rundt i Danmark.

Jeg havde set frem til at høre Kronos Kvartetten med nye og lidt ældre værker. De skuffede mig denne gang. De havde lavet om på det officielle program, spillede mere eller mindre inferiøre komponister, skulle haveuropført en strygekvartet af Cecilie Ore - istedet spillede de en tidligere kvartet af hende, som ikke stillede komponisten i noget flatterende lys. Det kunne kvartetten ikke være bekendt. På udøversiden var skuffelsen kun større hos det tyske Belcanto Ensemble, bestående af otte syngende kvinder, i værker af Pagh-Paan, Hölszky, A Im stedt, Schidlowsky og andre totalt inferiøre komponister - please, never hire them again.

Med det sidste skyts er der heller ikke grund til at fyre flere bredsider af: resten levede stort set op til de store forventninger, man kunne tillade sig at have udfra programopstillingerne; hvor tit har man lejlighed til at høre centrale værker som Kaija Saariahos "Lichtbogen", Bent Sørensens "Shadowland", Tristan Murails "Treize couleurs du soleil couchant", Poul Ruders' "Manhattan Abstraction", George Crumbs "Black Angels", Steve Reichs "Drumming", Elliott Carters "Violin Concerto", Luciano Berios "O King", Magnus Lindbergs "Marea", Pelle Gudmundsen-Holmgreens "Concerto grosso", Giacinto Scelsis "Pranam II", Per Nørgårds "I Ching" - på samme festival? Blot for at nævne nogle få værker. Sidstnævntes slagtøj s værk blev iøvrigt et af de mest bevægende stykker, jeg hørte (med den unge slagstøj sspiller, som vi må komme til at høre mere til: Thomas Nilsson). Jeg havde samme fornemmelse, som efter den danske førsteopførelse af samme komponist, "Spaces og Time" i DR for nylig: en opfindsomhed mht. virkemidler, som virker overvældende. Det fascinerende ved disse værker er bl.a., at instrumentationen, brugen af de mange forskellige opfindelser og kombinationen, virker helt rigtig. På samme måde som Louis Armstrong aldrig har spillet en forkert tone, så virker disse værker trods de mange indfald og effekter helt følgerigtige, logiske; musikken bliver aldrig anstrengt overfyldt og uigennemsigtig. Man lader sig føre med af den musikalske strøm, oplever næsten at være deltager i en rituel handling, hvor skræmmende denne formulering end må lyde i manges ører.

Nordmændene har med denne festival skabt en international platform for den ny musik. Der er ved at blive udviklet musikere, som kan spille de sværeste partiturer (især slagtøj sfolke-ne duperede). Mange er ikke nævnt her, men de er ikke glemt. De er vigtige, fordi de skaber betingelsen for at eksportere udøvere og komponister til det store udland. Her kommer det norske Musikdistribution også til at spille en ny rolle i kraft af en aggressiv markedsføring på fonogramsiden, men også pladeselskabet Aurora spiller kraftigt ud med vigtige indspilninger af ny norsk musik. På denne festival tænkes bl.a. på Rolf Wallin, der fik uropført sit værk "Solve et coagula", der først og fremmest var et flot værk, til trods for de formelle problemer; det synes som om værket er opdelt i flere gode idéer, hvor der ikke er nogen entydig nødvendighed i sammensætningen af de forskellige dele. Men det overskygger ikke det faktum, at Wallin er et af Norges mest spændende bud på en kommende skyskraber i ny norsk musik.

Når roserne er uddelt til arrangørerne af denne festival, som vækker genlyd ude i den store verden, så kunne man inden næste års festival måske tænke over en sag; festivalen er meget seriøs. Man har fornemmelsen af, at disse mænd højt i nord så gerne vil associere sig med alvoren og de 'tunge' værker syd for Danmark. Det vækker respekt med indforståede og anerkendende nik hos feinschmeckerne, men kunne man dog ikke lave noget helt vanvittigt, forrykt, totalt uforudsigeligt. En ny opera for eksempel, der vender op og ned på alt og alle.

Tag til Huddersfield Festivalen sidst i november og se Xenakis' nye cirkus-opera "L'Histoire d'un Faust".