Underground-tanker om kunst

Clapham South undergroundstation. Det er onsdag eftermiddag, og jeg af skridter perronen efter det sædvanlige mønster.

Der er plakater over det hele; på den anden side af sporet de to mand høje reklamer, og bag mig de aflange halvanden meters biograf-, teater- og koncertplakater: "Alien 3", "Colombus - the adventure", "Othello, Covent Garden", BBC-Symphony Orchestra t92-'93 sæson, åbningskoncert!" og så er det, jeg er lige ved at skvatte ned og afgå ved døden på den strømførende midterskinne; det her ka' ikke passe: plakaten domineres af et kæmpe, let kunstnerificeret (artsy-fartsy) brystbillede af noget, der ligner en straffefange under unævnelig tortur, munden vrænget af led i et sort hul af lidelse, et ur-skrig, armene stikket ud til siden som en blanding af Jesus og en gammeldags trafikbetjent. Kæmpestore fuldfede typer forkynder den kommende, sæsonens første, koncert med The BBC Symphony Orchestra i Royal Festival Hall, musik af Steve Martland, »The most exciting composer of his generation« (Citat City Limits, et punk-lædermagasin), værkerne er af Drill og Babi Yar. Og, med meget, meget små typer bliver det oplyst, at der forresten også spilles værker af Britten og Waughan Williams.

Jeg træder længere tilbage, passer på perronkanten og ta'r billedet i nærmere øjesyn; jo, jo, den er go' nok; uniformen er helt rigtig: maskinfræset kort hår, ring i øret, hvid undertrøje (meget vigtigt), jeans. Thatcher-haderen, den vrede unge mand, socialisten, de fattiges ven Steve Martland i Royal Festival Hall. Tja...

Nu skal Steve Martland ha' lov at hænge på Clapham South, jeg er principielt ligeglad, men ikke helt, for manden er ude af stand til at foretage den simpleste A til B manøvre på et stykke nodepapir, uden at falde ned af den stol han sidder på, og det er her, det bliver interessant: det normalt kvalitetsbevidste BBC Symphony Orchestra er økonomisk i fedtefadet (hele program 3 musik-radioen er i modvind) og da orkestret er forpligtet til at spille ny musik, må man ty til at lancere en talentløs Louis Andriessen-epigon som en rock-star. Martland tror, han er populær hos de arbejdsløse, skriver, hvor han kan komme afsted med det, imod 'the establishment', som han kalder en samling røvhuller, incl. de mennesker der har hjulpet ham frem.

Jeg bor i London nu, er kommet her regelmæssigt gennem de sidste 17 år, men det her er noget nyt. Det er KRONOS-effekten, som vinder frem overalt, langsomt men sikkert. Ny musik skal kraftedme være til at forstå, enten sindssygt kraftigt og hurtigt eller sindssygt svagt og langsomt, begge dele helst i lang, lang tid OG det allervigtigste er slet ikke musikken, men det budskab som komponisten har gjort til sit varemærke (læs fidus), i Martlands tilfælde social 'indignation', John Taverner, der bogstaveligt talt var blevet Væk' som navn er nu et feberfænomen med sine lange græsk-katolske, hellige plamamser. Tænk på Arvo Part (som jeg så beskrevet i avisen som 'a holy fool', som vel nærmest må oversættes til Tiellig enfold'), måske den mest opførte nulevende komponist, og fidusen vinder frem hos de unge engelske komponister. Drenge, der ikke kan kende forskel på Gammel og Ny Testamente, får nu Gud listet ind i programnoterne.

I sommer fik den 45-årige Colin Matthews et 25 minutter langt, virtuost komponeret orkesterværk "Broken Symmetry" opført, også med BBC: Fremmødet var ikke imponerende, der var ingen frådende foromtale eller hysteriske plakater (hvad komponisten sikkert også ville have frabedt sig). Der var bare musik, svær musik, komponeret af en mesterhåndværker, som ikke snakker, til han er blå i hovedet, om Gud og de fattige eller kalder sine gamle venner fascist-svin. Han skriver bare musik, og det skal man være forsigtig med idag... KRONOS-effekten sagde jeg, altså et febrilsk forsøg på gennem ydre staffage og kompromitteret programvalg at lokke husarerne til, som det vist hed i gamle dage: Ja, det skal jeg love for: for nogle måneder siden var Nigel Kennedy solist i Alban Bergs violinkoncert iført Dracula-kostume: lang sort kappe og grønsminkede øjenlåg. Da John Drummond, den tidligere chef for BBC 3 spurgte: »Hva' fanden kommer du rendende i det udstyr for?« svarede Kennedy: »Well, it's about Death, ain't it?«...

Nu skal denne minirapport fra London ikke tages som et berøringsangst finkulturelt angreb på populariseringen af et vanskeligt stof. Jeg er ikke imod publikum (var det ikke Celibidache, der sagde, at publikum kan kun bruges til at ødelægge akustikken?), jeg vil da helst ha' min musik spillet i propfyldte sale, men jeg kunne ikke et sekund drømme om, at lade min hånd fjernstyre af et eller andet, udefinerligt diskotekspublikums underbevidste behov for at høre 'ny musik' (IH! hvor de savner det!)

Fordi venner! Det er KUNST, vi laver eller skulle gerne være det. Ka' I huske ordet? Og kunst har ikke et klap at gøre med at stille nogen tilfreds, at lefle for den 3die verden eller at fedte for folk, der lever af at køre bus eller slet ikke lever af noget. At spille musik har ikke noget at gøre med hvad slags tøj man har på, hvordan man ser ud eller hvad man siger i avisen. Strengt taget har musik ikke noget at gøre med, om der er nogen der lytter.

Alban Berg og hans violinkoncert har klaret sig aldeles glimrende siden 1935 uden millionernes bevågenhed, og millionerne lever i bedste velgående uden.

Den bedste kunst skabes af folk der ved hva' der dur, og da der næsten ikke er nogen, der ved hvad der dur, ka' det vel ikke undre at f.eks. den moderne musik, der dur, ikke altid er populær, ikke skal være eller ikke behøver at blive det.

Nu kommer mit tog.

Poul Ruders, London, sep. 1992

Figuren på billedet er et udsnit af Hendrik Terbrugghen: St. Sebastians lidelser, ca. 1625. Montage: Gregers Jensen.