De gode viljers kræfter

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 04 - side 138-139

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Composers Biennale 1992


Af Lotte Rønne Frederiksen

Composers Biennale 1992 fandt sted i København i dagene fra den 30. oktober til den 2. november. Som ved den første biennale i oktober 1990 var det Dansk Komponistforening, der stod bag arrangementet med Sven Erik Werner som kunstnerisk leder.

Der var ved dette års biennale ikke færre end tolv programsatte koncerter, der alle var helliget den nye danske kompositionsmusik og dens udøvere. De to store orkesterkoncerter i henholdsvis Tivolis koncertsal og i Radiohuset må dog siges at være kommet med i biennaleprogrammet ved et lykketræf, idet begge koncerterne havde været planlagt længe, førstnævnte i anledning af den dobbelte tresårsfødselsdag for Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Per Nørgård.

Mens programpladsen var overladt til et bredt udvalg af danske komponister, måtte repertoiret genremæssigt holde sig inden for et snævert og mindre ressourcekrævende område. Ønsket om at sætte fokus på de efterhånden mange danske kammerensembler, der spiller ny musik, medførte i sagens natur, at biennale-programmet kom til at koncentrere sig omkring en præsentation af kammermusikalske værker.

Dette kom blandt andet Athelas ensemblet, Ny Dansk Saxofonkvartet, Storstrøms kammerensemble og DKDMs Ensemble for Ny Musik til gode. Flere af ensemblerne er først dannet inden for de sidste par år, og skulle gerne have mulighed for at etablere sig i det danske musikliv og siden hen også kunne tage del i det udenlandske. Et af hovedformålene ved denne biennale var nemlig - udover så småt at forberede sig selv og det københavnske musikliv på de forestående begivenheder i forbindelse med København som international kulturby i 1996 - i særdeleshed at forbedre eksportmulighederne for ny dansk kompositionsmusik.

Bredde - elite

Det kan næppe overraske nogen, at Komponistforeningen nærer et ønske om at lade bredden i dansk musik være det væsentligste bud på en national musikalsk identitet udadtil, med hvilken danskerne skal forsøges lanceret i eksportmæssigt øjemed. Men derimod kan det undre, at man ud fra samme princip også forsøgte at skabe en storstilet musikfestival, der om noget har sået tvivl om kombinationen af fagforeningspolitiske interesser og lancering af ny musik.

Selve oplægget med engelsksproget programbog og erklæret udadvendt sigte stod i et misforhold til den alt andet end internationale musikalske/ praktiske gennemførelse, som kunne høres/opleves ved koncerterne. Komponistforeningen må beslutte sig for, om man vil være varmestue for medlemmerne, eller om man virkelig vil etablere den store samtidsfestival for ny musik, som København mangler.

Arrangementet har fået læst og påskrevet i dagspressen. Der er derfor ikke grund til, at DMT skulle lægge mere brænde på dét bål. De involverede må formodes at vide, at konceptet ikke holder. Langt mere frugtbart er det nu at se fremad mod biennalen/ Nordiske Musikdage i 1994 og biennale m.v. i 1996, og bakke op efter bedste evne og derigennem at skabe de bedste muligheder for et flot udstillingsvindue ud til den omgivende verden i de kommende år.

Håbet må være, at Komponistforeningen vælger at satse internationalt. Hvis det er et problem at anvende medlemmernes penge til en international festival, kunne løsningen være at finde en kunstnerisk leder (totalt uafhængig!), indgå aftaler med samarbejdspartnere som Det kgl. Teater, Danmarks Radio, DMT, DUT m.fl. og derefter give et øremærket beløb til den danske del af festivalen. Det kræver langtidsplanlægning og flair for jobbet at styre et sådant foretagende. Det er ikke et øjeblik for tidligt at gå igang; tænk stort, meget større end det var tilfældet i år, hvor det kiksede i detaljen såvel som på det overordnede plan. Ud over de rent indholdsmæssige aspekter ved en festival, handler det eksempelvis også i høj grad om planlægning af det 'rundt om musikken' - det er næsten for banalt at skulle sige det: at gøre en festival festlig.

Musikken

Programmernes sammensætning ved dette års biennale havde man valgt at overlade til de medvirkende ensembler, der var blevet bedt om selv at tilrettelægge deres repertoire. Ved søndagens marathonkoncert kom svaghederne ved dette tilfældigheds-princip dog tydeligt frem, da det viste sig, at de tre på hinanden følgende koncerter værkmæssigt koncentrerede sig om langsomme tempi og rolig dynamik. Det blev en meget lang og stille aften.

Athelas ensemblet, Ny Dansk Saxofon Kvartet og det engelske ensemble Capricorn havde betydeligt mere held med deres koncerter og repertoire, som fík lov til at stå alene i henholdsvis Copenhagen Jazzhouse, Husets Salon K og Pumpehuset.

Alle tre ensembler havde valgt at opføre flere værker, som af komponisterne var dem specielt tilegnet. Athelas ensemblet kunne således lørdag aften præsentere to ud af fire værker, der både var bestilt af og tilegnet dem selv, Lars Graugaards "The Cirkel and the Web" samt Niels Marthinsens "Chamber Symphony".

For Ny Dansk Saxofonkvartet var det også oplagt at opføre nogle af de mange værker, som danske komponister har set en udfordring i at komponere til dem gennem de seneste par år, og de opførte blandt andet "Four Square Dances" af Lars Hegaard og "Quartet no. l, op. 44" af Andy Pape ved bnmchkoncerterne i Huset lørdag og søndag.

Hovednavnet ved denne biennale, hvis man ud af så mange gode ensembler kan tillade sig at udnævne et sådant, blev det engelske Capricorn ensemble, der især består af forholdsvis unge musikere. De opførte ved biennalens åbningskoncert i rådhusets festsal fredag eftermiddag først "Paysage blême" af Erik Højsgaard, og derefter Poul Ruders' "Psalmodies" fra 1989 for guitar og kammerensemble, med guitaristen Karl Petersen som solist.

Lørdag eftermiddag fik man i Pumpehuset fornøjelsen af et genhør med de to værker, og endvidere opførtes Anders Nordentofts "The Nervous Saurian" for klarinet, cello og klaver og Niels Rosing-Schows "Voix Intérieures".

I kraft af ensemblets høje spille-niveau i det tekniske såvel som i det musikalske og med deres utrolige sans for balance og præcision, kom de enkelte værker ved denne koncert til at stå smukt og veldefineret mod hinanden. Mere generelt ville de danske værker dog i mange tilfælde have stået sig godt ved at have været præsenteret sammen med et par udenlandske navne, og det kunne under alle omstændigheder have været interessant at få lov til at opleve de danske værker i et bredere perspektiv.

Når man i Radiohuset mandag kunne overvære opførelsen af Bartoks balletmusik "Træprinsen", skyldtes det ikke et pludseligt brud på den danske stil, men snarere en del af det kærkomne tilfælde, der ville at denne koncert blev inddraget i festivalen. Radiosymfoniorkestret under Leif Se-gerstam havde nemlig denne aften en af efterårets helt store begivenheder på programmet, uropførelsen af Bent Sørensens "The Echoing Garden".

Danmarks Radio transmitterede koncerten direkte ud til de europæiske radiofonier, så hele det radiolyttende Europa havde chance for at få et indblik i Bent Sørensens fintmaskede og romantisk drømmende musikalske univers. "The Echoing Garden" med tekster af Albert Cohen, Shakespeare og Rilke er komponeret for kor, orkester og to sangsolister - tenor og sopran - der ved uropførelsen blev sunget af Martyn Hul og Åsa Bäverstam. At orkestret generelt spillede for kraftigt, skyldes sandsynligvis, at den forkerte dirigent blev sat på jobbet. Segerstam er langt bedre til at forløse værker af dem Poul Ruders kalder 'Sovs-og-kartofler-komponister', altså musik med mere ramasjang. Man må håbe at Bent Sørensens storværk får samme skæbne som Per Nørgårds Femte Symfoni: at Aarhus Symfoniorkester vælger at sætte værket på programmet (med udvidet besætning og rigelig prøvetid) under Elgar Howarth.

Biennalen bød også på enkelte forfriskende indslag af elektronmusi-kalsk karakter, i forbindelse med overrækkelsen af komponistforeningens nyindstiftede legat. Legatet tilfaldt Erik Højsgaard, der i denne sammenhæng fik uropført et helt nyt værk "Correlage" for elektrisk guitar og computer. Desværre var dette punkt ikke programsat, formodentlig af hensyn til indslagets surprise værdi.

Endelig havde komponisten Carl Bergstrøm-Nielsen i samarbejde med MIC lavet en lille instruktiv udstilling om grafisk notation. Den kunne andre institutioner i dansk musikliv gerne få glæde af.

Debat

På biennalens sidste dag var der afsat tid til en diskussion om eksportmuligheder for den danske samtidsmusik under overskriften "Lokalspecialitet eller Eksportvare". I panelet sad Tine Birger Christensen fra forlaget Wilhelm Hansen, Folketingsmedlem Søren Hansen fra socialdemokratiet, formanden for dansk musikerforbund Anders Laursen, Flemming Madsen, direktør for MIC, samt formanden for komponistforeningen Mogens Winkel Holm.

Der fremkom ikke nogen egentlig konklusion på debatten (snarere blev den forplumret af en bundskraber af et indlæg fra Anders Laursen). Panelets deltagere fik hurtigt tilkendegivet, at de betragter ny musik som en lokalspecialitet, fuldt egnet til eksport. Og snakken kom til at handle om, hvordan man kan vække en international interesse for ny dansk musik.

Men det eneste konkrete bud på, hvordan denne eksport kan tage form, blev dog komponistforeningens idé om at etablere en international udveksling af ensembler, som med det engelske ensemble Capricorns optræden ved biennalen allerede er sat i værk.

Ideen går i al sin enkelhed ud på at etablere en løbende udveksling af ensembler med udlandet. Det skal foregå på den måde, at udenlandske ensembler inviteres til at komme og opføre danske værker, og omvendt skal danske ensembler tage til udlandet for at spille værtslandets nationale værker. Endvidere er tanken, at de nationale værker evt. ville kunne få plads på gæsteensemblets koncertrepertoire ved senere lejligheder, og dermed være ført ud over sit hjemlands grænser.

Her op til de vigtige afgørelser i Folketinget, var det naturligt at diskutere musiklovsrevisionsforslaget, da der nu var en repræsentant fra Tinget tilstede. Søren Hansen ligefrem sprudlede af vilje og optimisme. Vi andre holder vejret og beder til, at optimismen er velbegrundet.

Spørgsmålet, om i hvilken profil man skal skabe en international interesse for dansk musik, var også oppe at vende. Skal man forsøge sig med en lancering af få store navne, eller har man mod til at trodse markedskræfternes krav om ensretning og satse på, at den brede skare af komponister har slagkraft nok til at føre resultater med sig?

Der var blandt panelets musikfolk enighed om, at de mange gode komponister alle skal have lov at komme frem, uden at det sker på bekostning af nogen. Dette er også baggrunden for sampler-CD'en, som komponistforeningen har udsendt i samarbejde med Musikeksportudvalget. CD'en repræsenterer et bredt udvalg af danske komponister, ikke kun de i forvejen etablerede, og hermed har komponist-foreningen gjort endnu et forsøg på at modvirke kultdyrkelse og Pavarotti-effekt.

Nu er faren for at disse fænomener skal gå hen og blive aktuelle for den ny musiks komponister ikke ligefrem overvældende stor, som situationen for tiden tager sig ud. Men tilsyneladende er skrækken for den mediefremkaldte kultdyrkelse alligevel i det store hele gået hen og blevet ensbetydende med skræk for markedsføring og oplysningskampagne i det hele taget, for hvad skulle grunden ellers være til, at man eksempelvis ved denne biennale så konsekvent har underprioriteret værdien af en effektiv oplysningskampagne?

Mange nåede aldrig at opdage, at der i denne weekend var biennale i København, men for de få der trods alt fik lyttet sig igennem det meste af biennalen, kan der ikke være tvivl om, at der blandt de opførte værker var musikalske perler, som hver især havde fortjent lidt mere opmærksomhed. Men uheldigvis druknede mange fine oplevelser simpelthen i mængden, og værst gik det ud over både ensembler og musik ved den føromtalte marathon-koncert i Pumpehuset søndag aften. Koncerterne overskred hurtigt tidsplanen, for i bar iver over selve marathon-idéen havde man glemt at tage højde for, at både musikere og tilhørere har brug for pauser undervejs. Arrangementet sluttede langt over midnat.

Dette var blot et ud af utallige eksempler på, at et arrangement, der gør sig forhåbninger om ikke blot en dansk men også en international tilslutning, ikke kan udrette meget alene i kraft af gode intentioner. Og slet ikke når disse i samme åndedrag vil signalere både fagforeningsmæssig hensyntagen og international bannerføring. De splittede hensigter var heller ikke videre gunstige for Komponistforeningens ønske om med denne biennale at bevæge sig ud i det internationale. Umiddelbart så det ikke ud til at være blevet til mere end et enkelt udenlandsk ensemble, et par forkølede udenlandske gæster og en engelsksproget programbog.

Dansk Komponistforening skal i 1994 være vært for Nordiske Musikdage, som man planlægger at afholde i forbindelse med den tredie danske komponistbiennale. Det skal her oplyses og med glæde noteres, at foreningen allerede nu er begyndt at se sig om efter en kunstnerisk leder, der ikke nødvendigvis behøver at figurere på fagforeningens medlemsliste.

Årgang 67/1992-1993, nr. 04