Det' så udansk

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 04 - side 122-125

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

I. Komponisten

Udfra citatet på modstående side, kunne det være fristende at hævde, at en lignende vaklen har præget Anne Linnets mere end 20-åri-ge karriere i dansk musik - spændende, som den er, fra jazz/rock-fusion over feministisk rock, tonesætninger af litterære værker, techno-inspireret musik med smæk i, musicals, filmmusik, teater- og partiturmusik til 1990'ernes bløde intimsfære-pop.

Men frem for at se Anne Linnets mange musikalske ansigter som udtryk for vaklen, er det nok så væsentligt at se dem som udtryk - vel det første herhjemme -for en moderne komponisttype, der ikke er bundet til en bestemt genre, et bestemt stilistisk udtryk, men bevæger sig nogenlunde ubesværet på kryds og tværs i sit musikalske univers, alt efter hvad der udtryks-mæssigt er behov for. Ikke kun fordi hendes - i øvrigt ret få - partiturmusik-værker for 'klassiske' besætninger har mange træk til fælles med amerikansk minimalmusik, er Philip Glass en nærliggende sammenligning, hvad spændvidde angår. Snarere end at se Anne Linnet som en 'rytmisk' komponist, der også skriver 'seriøs' musik, bør man opfatte hende som komponist slet og ret, med partiturmusikken og dens besætninger - symfoniorkester, soloviolin, strygekvartet, slagtøj sgruppe - som én mulighed blandt mange. I sidste ende er den udtryksmæssige afstand mellem de gennemkomponerede Tove Ditlevsen-tonesætninger i pop/rockregi på "Kvindesind" og f.eks. dele af "Spring Capricious"-symfonien ikke meget større end afstanden mellem den hårdtslående synthesizer-musik på de tre plader med Marquis de Sade-gruppen og den stilfærdige indadvendte melodik på "Barndommens gade", "Jeg er jo lige her" og "Det så dansk".

II. Sangskriveren

Ikke mindst i forbindelse med uropførelsen af "Spring Capricious"-symfonien var der mere end én partiturmusik-anmelder, der kom med syrlige bemærkninger om al den anden danske musik, der aldrig blev indspillet på plade endsige genstand for blot en nanodel af den pressevirak, uropførelsen af Anne Linnets afsluttende eksa-mensværk fra komponistklassen på Det jyske Musikkonservatorium afstedkom. Jo, rønnebærrene var mildt sagt sure det år - for nok så fristende er det at vende spørgsmålet til, hvorfor i alverden andre nulevende danske komponister ikke er bedre til at få indspillet deres værker og gjort opmærksom på sig selv. Hvis det altså er det de vil - og som om Anne Linnet skulle have særlige ambitioner om at gå en Nørgård, en Nørholm eller en Ruders i bedene. Man sammenligner jo heller ikke Pelle Gudmundsen-Holmgreens solostykke for el-guitar med Jimi Hendrix eller Per Nørgårds slagtøj sstykker med John Bonham...

Frem for symfonisk værk målt med traditionelle alen er "Spring Capricious" nemlig nok så meget interessant som eksempel på en musik, der nok er for symfoniorkester, men udspringer lige så meget af en pop/rock-melodik og -harmonik - samtidig med at musikken igen er noget helt andet end Anne Linnets deciderede sange med vers, omkvæd og den slags. Ligesom Anne Linnet set udfra en pop/rockindfaldsvinkel er væsentlig ikke kun målt i pladesalg, kroner og ører som dansk musiks bedst sælgende kvindelige navn nogensinde, men også som den ved siden af Sebastian eneste i dansk populærmusik, der fortjener navn af komponist - og hvis kvaliteter modsat så mange andre i den branche ikke primært ligger i vokal og/eller instrumental personlighed og færdighed, men derimod i selve musikken, i selve sangskrivningen i bogstavelig forstand.

III. Det indre univers 1971-92

Hendes produktion siden pladedebuten med singlen "Lyset" i september 1971 kunne, set ud fra de udtryk hendes musik har gennemløbet, læses som et koncentrat af dansk populærmusik i 1970'erne og 1980'erne. Men det er nok så meget historien om en - uanset det som årene er gået rekordstore pladesalg og den deraf følgende endnu større medieopmærksomhed, som hun i parantes bemærket er én af de danske popmusikere, der håndterer med størst virtuositet - ganske kompromisløs pionérånd, der igen og igen har været skoledan-nende indenfor musikken herhjemme, og det med flere kommercielt usikre og ofte lidet succesrige projekter end normalt antaget.

Når karrieren ligner en dansk rockhistorie, er det netop fordi hun i så høj grad igen og igen har været først med at afstikke rammerne for de kommende års musik. I begyndelsen i forgrunden i gruppen Tears, var det kombinationen af jazz/rock-fusionsmusikken med regulære sange, der var med til at lægge grunden for den blanding af avanceret harmonik og sangbar melodik, som senere blev det væsentligste særkende ved hele 1980'er-bølgen af dansksproget pop-fusions-musik. Uden Tears næppe nogen Sneakers, og uden dem havde 1980'erne i dansk musik formodentlig lydt meget anderledes.

I anden halvdel af 1970'erne, hvor Anne Linnet var den første blandt ligekvinder i Shit & Chanel, var det her mere end noget andet sted, at feministisk og politisk musik i Danmark blev rykket ud af de revolutionære parolers sump og fik musikalske kvalitetsben at gå på -ligesom børnemusikken i øvrigt i 1980 fik det med "Go' Sønda' Mon''. Det var ikke nogen selvfølge dengang, at et rent kvindeorkester kunne spille kontant rock, og gøre det på mere end acceptabelt håndværksmæssigt niveau, det er det vel dårligt nok i 1990'ernes musik heller - nævn en kvindelig dansk heavy-rock-musiker eller en kvindelig dansk dansemusik-producer! - men som eksempel på at det overhovedet var ikke bare muligt, men så ganske naturligt, kan Shit & Chanels betydning dårligt overvurderes.

Omkring 1980 er det så Anne Linnet Band, der med en virtuos blanding af pop, funk og tunge rockballader bliver flagskibet i den danske fusionspop, med Linnets sange som musikalsk rygrad og hende selv, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen som vokale og visuelle frontfigurer. Ved siden af de i mangt og meget - også udover personsammenfaldet i Sanne Salomonsen - åndsbeslægtede Sneakers er det dette orkester, der er stildannende for hovedparten af det næste årtis danske popmusik.

Sit mest sensationelle stilskift foretager Anne Linnet imidlertid i 1984 med Marquis de Sade-gruppen - i modsætning til Anne Linnet Band et lille tæt orkester med grundlæggende blot guitar, bas, trommer og hende selv på keyboards. Gruppen får enorm medieopmærksomhed - væsentlig mere end kommerciel succes - på grund af det radikale skift i Linnets sangskriveri, hvor de følsomme kærlighedssange med ét afløses af seksuelt tvetydige, i flere tilfælde -omend færre end det fremstilles af en mildt sagt intenst interesseret formiddagspresse - med stærke sadomasochistiske undertoner. Til gengæld har gruppens lak og læder-image også betydet, at dens musikalske betydning som den første danske gruppe, der for alvor med inspiration fra engelsk og tysk synthesizer-pop, arbejder sig udover et traditionelt rockklang-billede og ditto rytmik, ikke er blevet påskønnet i nær det omfang, den har fortjent. Sange som "Glor på vinduer" fra gruppens første plade og "Venus" fra "Hvid magi" -det er den med det indre univers -kunne ganske enkelt ikke være blevet til i et traditionelt rockmusikalsk klangregi, opbygget over guitarakkorder og efterslagsrytmik, istedet for som nu en jævnt fremaddrivende synthesizer-pills som det, musikken er bygget op omkring. Ikke ukarakteristisk er det fra samme tid, hendes mest voldsomme partiturkomposition stammer, "Metal Blue Explo" for fire slagtøjsspillere, præget af gentagelsesmønstre, et skærende klangbillede og et - ikke mindst live - ret så ekstremt lydniveau.

Det seneste udtryks-sporskifte kommer i 1986, da Anne Linnet næsten samtidig med Marquis de Sades sidste plade "En elsker" udsender "Barndommens gade" med musik til filmatiseringen af Tove Ditlevsens roman, og dermed søsætter den lavmælte, næsten kammermusikalsk neddæmpede stil, som hun siden har bevæget sig indenfor - med "Jeg er jo lige her" som den største salgssucces og "Det så dansk" som det seneste udspil. Hvis da ikke overgangs-værket til dette udtryk i lige så høj grad er "Spring Capricious" fra 1985 - af Linnet selv beskrevet som en afsked med hjembyen Århus, men nok så meget symptomatisk som en (foreløbig?) afsked med de tidlige 1980'eres mere hårdtslående og konfliktfyldte musik. Som på sin side lige så vel kan siges at være blevet indvarslet første gang af strygekvartetten "Quatuor brutale" fra 1978.

IV. Det ikke det hun siger

- det ik' musikken i sig selv... nær så meget som det er den store stilistiske rækkevidde, og det er evnen til at kombinere styrkerne fra adskillige udtryk, der gør Anne Linnet til noget særligt både blandt danske komponister og blandt danske popmusikere. Hvad hun må have lært i sin konserva-torieuddannelse om klang, instrumentation og form, kan også høres i hendes sange - måske endnu mere her end i værkerne for 'klassiske' besætninger. Hendes hovedværk som komponist er uden megen diskussion stadigvæk "Kvindesind", hvor både instrumentering og opbygning af de enkelte sange sætter lyd til lagene i Tove Ditlevsens digte - på et niveau, det ellers kun er teksten beskåret i få andre danske sangkredse.

Det kræver også sin komponist med mere end almindelig popbag-grund at kunne bygge en lang sang op så sikkert omkring én enkelt ostinatfigur og akkordgang, som det sker i "Glor på vinduer" - og ikke mindre, at kunne operere så nuanceret med et så spinkelt klangbillede, som det sker på "Barndommens gade" og "Jeg er jo lige her". Og det virker ikke som noget vildt gæt, at netop disse to pladers enorme gennemslagskraft i høj grad ligger i komponistens evne til at give teksters og melodiers tilsyneladende hverdagsbanaliteter en musikalsk baggrund, der gør at alt det sentimentale, alt det naive, al kærligheden på poesibogs-niveau i de bedste øjeblikke bliver vedkommende og troværdig. Hvor meget selv den mest hårdkogte post-punker, techno-lytter og/eller gammeldags ny musik-æstet måtte stride mod en sang som "Du drømmer" fra "Jeg er jo lige her" - fanget ind af den bliver man, og jo mere man lytter, jo mere viser der sig at være arbejdet med de tilsyneladende enkle vers, lige så målrettet bygges der op til den enlinies hookline, som man bagefter skal have plastikkirurgi for at få ud af hovedet igen.

V. Det jo det de har hinanden til...

Udover sin indiskutable position som stilistisk fornyer af dansk pop i adskillige omgange, er det nok så meget som eksempel, som type, at Anne Linnet er så væsentlig i dansk musik, som hun er. Den stive opdeling mellem partitur- og populærmusikalske udtryksformer, som blandt andet modtagelsen af hendes partiturmusik har mere end rigeligt eksemplificeret, er endnu reglen snarere end undtagelsen - men det er kunsten at færdes ubegrænset mellem genrerne, evnen til at udnytte og forene de væsentligste teknikker og udtryk fra hver, som peger fremad. Det gælder kvindepolitisk, hvor Linnet mere end nogen anden herhjemme har formået at overskride stereotyperne indenfor både partiturmusik og populærmusik, og det gælder musikalsk. Kompositorisk såvel som i praksis - hvad enten komponisterne hedder Linnet eller Glass, eller de udøvende er Kronos kvartetten eller Lars H.U.G., der på sin igangværende turné veksler mellem noget, der bedst kan kaldes moderne dansktop, akustiske guitarer, smældende nyrock og såmænd en enkelt Carl Nielsen-sang. Det er ikke et spørgsmål om hverken at sætte sig stift på hver sin stol eller at sætte sig imellem dem - men om at sørge for, at ens stol fra starten er stor nok til, at man kan bevæge sig på den og se verden fra tilstrækkelig mange sider.

Foto side 123: Bo Tornvig/ Nordfoto.

Værkliste Anne Linnet

Orkesterværker

For symfoniorkester, 1977 (15')

Spring Capricious, Symfoni Nr.l, 1985 (13') PCCD 8015

Kammermusik

Tivoli, 1976 (15% 6 slagtøjsspillere

Quatuor brutale, 1978 (15') PCCD 8015, Strygekvartet

Metal Blue Explo, 1984 (11') SUDM 018, 4 slagtøjsspillere

Soloinstrument

Seul Hil, ( 17') PCCD 8015, violin

Alene, 1985 (7'), obo

Vokalmusik

Sangtil hjertet, 1975 (7) PCCD 8015, sangstemme, harpe, kontrabas

Pedros Preludium, 1976 (10') orgel, sangstemme og kvindekor

Hosiannah, 1978 (l T), blandet kor Halleluja, 1978. Blandet kor

Som sand der forsvinder, 1979 (10'), sang og to guitarer

Plader i udvalg

Sweet thing (1973) med Tears:

Tears in my ears (1974)

Kvindesind (1978)

Go' Sønda' Morn' (1980)

Anne Linnet Band (1981, både dansk og engelsksproget version)

Marquis de Sade (1983)

Metal Blue Explo (1984, kassette fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik)

Hvid magi (1985) Barndommens gade (1986) Jeg er jo lige her (1988)

Spring Capricious/Sang til hjer-tei/Seu J/Quatour brutale (uddrag) (1989)

Årgang 67/1992-1993, nr. 04