Nye plader

Den Jaguar-kørende Bukke Bruse fra Klampenborg, alias Kontrapunkt-direktøren Nils Winther, har for længst overhalet de nærmeste konkurrenter. Mens vi venter på en ny ledelse i det statslige pladeselskab Dacapo (hvilket man må formode må komme efter bestyrelsesformanden, Sven Erik Werners artikel i et af de seneste numre af Musikrådets informationsblad "Tværstand''), for slet ikke at tale om nogle nye plader, producerer Kontrapunkt for fuld kraft; målet var en udgivelses-frekvens på fem compact discs om måneden. Det er ikke langt fra at være nået. Med et niche-foretagende som Kontrapunkt med ganske få medarbejdere må det siges at være noget af en præstation. Når plademærket kan præstere så mange udgivelser, skyldes det flere forhold, bl.a. at man arbejder med de samme kunstnere flere gange i en langsigtet produktionsplan. Det gælder bl.a. vokalgruppen Års Nova, pianisterne Elisabeth Westenholz og Per Salo og organisten Jens E. Christensen.

At det er de små selskabers tid, er Kontrapunkt et eksempel på. Hvor de store selskaber, som f.eks. Polygramgruppen, bruger store summer på at finde ud af, om det skal være lyd eller billede eller begge dele, så kan de små selskaber med low budget-produktioner gøre sig gældende med pæne salgstal. Vel at mærke hvis distributions -siden er i orden. Det er den i Kontra -.punkt, som fremover vil føre aggressive kampagner i "Grammophone" og andre toneangivende blade.

Viljen og entusiasmen i Kontrapunkt er næsten irriterende i det jan-telovsland, hvor onde tunger og sarte sjæle beskylder plademærket for ikke at betale tariffen til kunstnerne og i det hele taget at benytte sig af ublu forretningsmetoder, som f.eks. ikke er et statsligt foretagende værdigt. Beskyldningerne svirrer i luften. Forhåbentlig findes der en løsning på de problemer, der set langt fra må tage sig ud som selvhøjtideligt snadderi i andedammen.

Det er ikke uden grund at udgivelsen af alle Franz Sybergs orgelværker med Jens E. Christensen (Kontrapunkt 32126) har kaldt på en Grammy som årets bedste klassiske plade og rosende omtale i CD Review 1992 og Fanfare 1992: Der er virkelig noget nyt at hente i denne nyudgivelse. Musikhøst-festivalen hentede for nogle år siden nye ting af komponisten frem i lyset, nu følger andre det gode eksempel og der begynder at tegne sig billedet af en overset begavelse. Syberg har indoptaget den store romantiske tradition fra Reger i sin musik, men med for-bindelsestråde tilbage til Bach og frem til Nielsen. Og alligevel er det umiskendelig Syberg.

Elisabeth Westenholz er en af Kontrapunkts kunstneriske spydspidser og går da også igen på flere af nyudgivelserne fra Kontrapunkt; hun danner duo med Toke Lund Christiansen i værker af Kuhlau (Kontrapunkt 32114/ 16). Dobbelt-CD'en med alle komponistens værker for fløjte og klaver viser to kunstnere, der ikke blot er gode hver for sig, som solister, de kan også spille sammen. Faktisk hiver de Kuhlau ud af rollen som pædagog-komponisten, der kun kunne komponere stykker til øvebrug.

Herhjemme har de fleste fået øje på Westenholzs format. Nu er det købmændenes opgave at gøre hendes indspilninger til en attraktiv eksportvare. Det gælder soloværkerne af Gade i Kontrapunkts 'regnbueserie' (Kontrapunkt 32124) og det gælder violinsonaterne af samme komponist, hvor hun danner par med Søren Elbæk (Kontrapunkt 32098). Og sidst men ikke mindst Westenholz' Diabelli Variationer af Beethoven, som med rette er rost til skyerne i dagspressen (Kontrapunkt 32118).

Kim Bak Dinitzen er en af vore unge fremragende cellister, som har valgt at bo i London. Her har han samlet en håndfuld ambitiøse engelske instrurnen-talister, som sammen udgør Johannes Ensemblet. De slipper mere end helskindet gennem Gades "Quintet" op. 8 og "Sextet" op. 44. Historiske perler kan man vist ikke kalde disse værker, i lange stræk er musikken direkte kedsommelig og forudsigelig. For meget taffel og for få overraskelser.

Dinitzen har på en dobbelt CD kastet sig ud i samtlige Brittens værker for cello og får assistance af pianisten Per Salo, der mere og mere ligner et fænomen. Sidst hørt på Musikhøstfe-stivalen i Odense, hvor han spillede en hel koncert med klaverværker af Per Nørgård, som rykkede ved hele opfattelsen af, hvordan komponisten skal lyde og opleves. Hos Salo er Nørgård kommet i familie med Keith Jarrett. Det vender jeg tilbage til i næste nummer af DMT i en rapport. På den aktuelle CD med værker af Britten, yder

Salo Dinitzen optimal opbakning. De er begge to mere end fikse på fingrene; såvel de fjerlette scherzandi som de indadvendt vegeterende partier hos Britten står som fuldgyldige udtryk på denne indspilning. Hvis der skulle være et lille minus, måtte det være, at Dinitzen ikke altid når den perfekte intonation.

Vokalgruppen Ars Nova er Kontrapunkts første bekendtskab på udøversiden. Gruppens raffinerede klangbehandling kan høres på en nyudgivelse (Kontrapunkt 32110), med værker af en af renaissancens mestre, Josquin Desprez. Et af hans hovedværker, "Mis-så De Beata Virgine", har gruppen sunget i adskillige år. Det er et overordentlig smukt bygningsværk, ikke så overraskende modulerende som hos Gombert, men yderst krævende at opføre med et polyfont væv af stemmer, som kun eksperter som Års Nova-sangerne kommer igennem med æren i behold.

Omkring musikforskeren Ole Kongsted, er der opstået et lille vokalensemble, Capella Hafniensis, som opfører gammel musik. På en ny CD (Kontrapunkt 32106) gælder det de såkaldte "Kronborgmotetter" fra Kongsteds fund i Flensborg. Som det står at læse i Engstrøm & Sødrings annonce andetsteds i bladet, har forlaget netop udgivet disse motetter i den nye danske korserie "Liber cantionum". Det er således nu muligt at lægge både øre og øje til denne tidlige musik, som sagtens kan tåle dagens lys. Ikke mindst i hænderne på Kongsted og hans lille vokalgruppe.

Nyt fra Kontrapunkt iøvrigt

Johann Sebastian Bach: 8 Suites In French Style (BWV 812-819). Lars Ulrik Mortensen, cembalo. Kontrapunkt 32103/4.

J.S. Bach: Ciavierübung Zweiter Teil. Lars Ulrik Mortensen, cembalo. Kontrapunkt 32113.

F. Mendelssohn-Bartholdy: Piano Trios op. 49 & 66. The Copenhagen Trio (Søren Elbæk, Troels Svane Herman-sen, Morten Mogensen). Kontrapunkt 32105.

Rimsky-Korsakov: Opera Suites Volume 1. Odense Symphony Orchestra, dir. Edward Serov. Kontrapunkt 32117.

Brahms: Symphony No. 2, Academic Festival Overture (original versioner for to klaverer). Tove Lønskov og Ro-dolfo Llambias. Kontrapunkt 32120.

Claude Debussy: Works For Two Pianos. Tove Lønskov og Rodolfo Llambias. Kontrapunkt 32107/8.

Leif Segerstam: Symphony No. 15 ("Ecliptic Thoughts"), "Waiting for...". Tampere Philharmonic, Avanti! Chamber Orchestra. Dir. Leif Segerstam. Kontrapunkt 32125.

Rossini: Petite Messe Solennelle. Københavns Drengekor, dir. Ebbe Munk. Kontrapunkt 32122/23.

Mozart: Klaverkoncerter nr. 1,2, 3 & 4. Homero Francesch. Orchestre Philharmonique de Nice. Dir. Klaus Weise. Kontrapunkt 32109.

Mozart: Klaverkoncerter nr. 5, 6 & 8. Homero Francesch. Orchestre Philharmonique de Nice. Dir. Klaus Weise. Kontrapunkt 32119.

Nielsen, Ibert, Jolivet: Fløjte-koncerter. Poul Birkelund, fløjte. Radiosym-foniorkestret, dir. Erik Tuxen og Mil-tiades Candis. Canzone, CAN 33008 (Historical Recordings) (Ny label under Kontrapunkt).

Guitaristen Erling Møldrup er en af vore meget aktive udøvere og pædagoger. Han har indspillet en lille fin samling med fransk, spansk og latinamerikansk guitarmusik på plademærket OLGA (CD 92058). Det er klassiske værker af de Falla, Albéniz, Villa-Lobos, Poulenc, Jolivet, og værker af de udenfor guitarkredse mere ukendte Carlos Surinach, Manuel Ponce, Alfonso Broqua og George Auric. Disse sidstnævnte for mig helt ukendte komponister, har været et behageligt bekendtskab. Hvor stor er nydelsen ikke at kunne læne sig tilbage og nyde en indtrængende romantisk estrellita af Ponce, og for en gangs skyld glemme alt om portvinsreklamer.

På samme plademærke (OLGA 90051) har Erling Møldrup allieret sig med fløjtenisten Karl Lewkovitch. De har transskriberet værker af Nielsen, Kuhlau, Degen, Rung, Zielche, Keck og Henriques. Nielsens "Tågen letter" er yndig og indtrængende for guitar og fløjte, men jeg foretrækker originalen. I det hele taget får man i løbet af gen-nemlytningen nok af divertissementer og letbenet underholdning, og det i en sådan grad, at tungen-ud-ad-vinduet-billedet ligger ligefor.

Så er der trods alt mere at hente på Erling Møldrups to kassettebånd, som er udkommet på Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (SUDM S001 og S002). Udgivelserne hedder Danish Guitar Music vol. I og II, og de præsenterer værker af bl.a. Timme Ør-vad, Tage Nielsen, Flemming Weis, Hans Gefors, Axel Borup-Jørgensen, Erik Bach, Karl Aage Rasmussen og Svend Nielsen. Her kommer Møldrup vidt omkring i de forskellige komponisters udtryksformer. De to til synela-dende beskedne kassettebånd er lidt af en bedrift. Værkerne burde indspilles på compact disc, ikke blot som dokumentationsmateriale men som - om-end ikke epokegørende så - lyttevær-dig musik i kompetent udførelse.

Fusionsmusik

Jazz og klassisk musik lader sig ikke så let forene. I hvert fald ikke når det kommer til udfoldelse som på CD'en med Kontra Kvartetten, Niels Henning Ørsted Pedersen og Finn Savery Trio (Canzone 33006). Jeg tror simpelthen ikke på konceptet, for nu at tale nudansk. Kontrakvartetten svinger ikke en meter i den musik. Kendetegnende er det da også i f.eks. "Interplay", at der, hvor musikken for alvor bliver vedkommende, er de steder, hvor strygerne ikke spiller og trioen plus NHØP 'bare' improviserer. Det gør numrene "Birds Compas" og "Channels" til de bedste på indspilningen, slet og ret fordi strygekvartetten ikke er med.

Generelt frydes man mere over musikerskabet end over selve musikken (Lennart Gruvstedt, trommer og Niels Henning Ørsted Pedersen/Mads Vinding, bas). Klaver-improvisationer-ne virker noget konventionelle; hvor ukærligt det end måtte lyde: klaver-eleverne på rytmisk musikkonservatorium er ofte mere inspirerende at lytte til. Saverys Strygekvartet nr. 3 virker, med strygernes velmente synkoper, nærmest ufrivillig komisk i Kontra Kvartettens hænder. Til komponistens satisfaktion skal det nævnes, at mindst en dagbladsanmelder har lyttet sig frem til fine kvaliteter i Finn Saverys musik (ham der citeres i CD'ens teksthæfte). Det skulle glæde undertegnede, om historiens fylde vil godtgøre, at DMTs skribent tager fejl.

Anders Beyer